Den Anden/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København Den Anden


Harald Kidde - Den Anden.djvu Harald Kidde - Den Anden.djvu/9 90-129

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

III

Det røde Skær over Georginehækken og i Dammens sivkranste Spejl, som fra Solnedgang —

Eva løftede Øjnene.

Skoven brændte høj og rød bag Sølvpoplernes Askeflor.

Et Vindpust — Asken flagrede mod hende, og Luerne steg.

Eva så ind ad Lågen.

Dernede bag Granernes mosfriske Grønne flammede Dalen. En Skade flygtede gennem Solskinnet.

Å Efterår — hun holdt Hånden for Øjnene — hun havde ikke levet i Skove siden Barn.

Helge, han var dernede i Ilden. Skulde hun dykke ned til ham, i Verdensbranden?

En Hånd rørte hendes.

Hun jog sammen.

Kom hun nu ud af Ilden som før af Mørket?

Hun så et Mandsansigt foran sig, grånet, langskægget, mod den røde Brand.

Han løftede Hatten.

„Undskyld, men Fruen hørte slet ikke, jeg kom op ad Stien. Mit Navn er Niels Hilding, Dr. phil. Deres Mand er måske ikke hjemme? Ja, for det er jo Fru Kolind?“

„Hilding — ja. Nej, Helge er nede i Skoven at male og —“

„Ja,“ den Fremmede så ned over Dalen, „i År er der rigtignok Farver at male.“

„Er Skoven ikke så rød ellers? Bor De her altid?“ spurgte Eva, åndeløs.

Var det kun i År, Skoven truede så vildt om deres Hus? eller skulde de leve det om hvert År?

„Nej, jeg har aldrig set den så rød. Ja, Fru Kolind, jeg bor her altid, nede ved Fjorden, i et Hus, hvor mine Forældre boede, og hvor jeg er født. Huset ligger lidt ovenover Simon Taves, som jeg véd, De kender. Vil Fruen og Deres Mand en Dag gøre mig den Glæde at besøge mig, skal De se, min Udsigt er endnu videre end Taves.“

Han så på hende. To blide, stille Øjne, lidt anstrengte som af megen Læsning — eller af at vandre gennem den luende Skov.

„Jeg skal sige Dem, jeg har kendt Deres Mands Fader, Doktor Kolind. ja, jeg var jo en Del År yngre, men vort Fag strejfede ofte hinanden, hans Filosofien, mit Litteraturhistorien. I Romantikens Dage levede de to jo tit i én Hjærne, så vi måtte hente Oplysninger hos hinanden. Jeg for Exempel om v. Schubert, han om Schlegel'erne og — — Nå, og nu jeg hørte af Taves, at De bor her hos hos min gamle Ven, Vejassistent Gorm, fik jeg Lyst til at se min Arbejdskammerats Søn — ja, eller gense, for jeg husker ham godt som lille Dreng, hos Faderen. Men jeg træffer ham altså ikke i Dag?“

Eva så på ham. Han havde kendt Helges Fader og set Helge som lille Dreng. Dér, i de tågede Øjne levede han, tyst og spinkel, uomskiftet af Årene, i hin vinterskumrende Stue.

Hun greb Hildings Hånd, som fangede hun Helges gennem den.

„Fortæl mig om Helge, om den Gang, hvordan han da var!“

„Hvordan, å — Frue, jeg så ham jo kun nogle få Gange. Men han sad derhenne ved Vinduet mod Gården, ved et lille Bord, mens Faderen lå på Sofaen med sine Bøger. Han var en lille, stille Dreng med langt Hår, han sad og legede eller tegnede eller lyttede til, hvad vi talte om, med Hånden under sin Kind og med Øjne, som forstod han os.“

Helge, min Elskede, lille, stum, lyttede du i Skyggen fra de høje Bogmure, med den nøgne Top af Linden over Ruden, som om du forstod to brudte Mænds Tale!

De var begyndt at gå ned ad Stien mellem Granerne.

„Nej, Fru Kolind, meget kan jeg ikke fortælle og jo ikke noget, De ikke véd.“

Hun så pludselig op.

Solskinnet dernede over Skoven var slukt. Løvet glødede i den grålige Skumring. Bladene flagrede tæt.

— som De ikke véd. Han troede, hun ejede det alt, også Barnet Helge, det døde og altid levende. For hun var jo hans Hustru —

„Er De gift?“ spurgte hun pludselig.

„Nej, det er jeg ikke, Frue,“ svarede den Fremmede dæmpet.

Han støttede hende over de lerede Rødder.

Men Eva vidste det: han boede ikke i sit Selvs trange Jeg, men i en Andens Liv. Boede der fjærnt og uden Fordring, ja måske uden at hin Anden anede det.

„Doktor Hilding,“ hun standsede nede på Stien, hvor den delte sig ned mod Fjorden og dybere bort i Skoven, „Helge vilde sikkert så gerne se Dem, De, som har kendt hans Fader. Hvis De vil gå hele Vejen herop igen, så kommer her nogle Fremmede til os i Aften, ja Simon Taves og Gorm, som De kender.“

„Tak Frue,“ han smilte, „det vil jeg gerne. Så går jeg ned og henter Taves. Og hils så Deres Mand så længe.“

Han hilste og bøjede ned ad sin Sti. Eva så ham, med Hænderne og Stokken på Ryggen dukke bort i Ildebranden som en Skygge.

Hun stod ene mellem Granerne og Risbøgene.

Når han nu i Aften talte til Helge, vilde da ikke hint Værelses Skygger omslutte ham påny, og kun hans Faders blege Ansigt se ud fra dem?

Jo men, hun nikkede frem for sig, først når hun sad med ham der i Skyggerne, først da vidste hun om Helge og sig selv, først da kunde hun blive den Anden.

Hun gik frem ad den fugtige Skovsti, mellem de dalende Blade, med Kjolen op i Hånden.

Riborg — hun vidste det — hun brød sig ikke om hin lille Dreng. Hun vilde kun en Medvider i Sorgen, ikke et levende Menneske, sig selv påny, aldrig den Anden.

Riborg Crum — Eva lukkede Øjnene, mens hun vedblev at vandre frem ad den mossvuppende Sti mellem de røde Blade — i de sidste tre Uger var hun kommet der hveranden Aften.

Helge havde stået over hende ved det ryddede Spisebord og ledet de perspektiviske Tegninger, mens Eva sad ved sit Sybord og syede Helges og sit Navn på de sidste Servietter.

Kun Helges korte Ord, af og til, Øllegårds Trin i Køkkenet og Løvets sagte Hvisken.

Riborg løftede ikke Hovedet og talte ikke. Hendes lange, hvide Hånd styrede Blyantet kejtet. De smalle Læber sugede sig sammen, og Øjnene dulgte sig under Vipperne.

Pludselig gav Blyantet et Sæt, en Krampe jog op over Skuldrene og den bøjede Nakke. Da løftede hun Hovedet lidt og så til Siden, med tæt klemte Læber. Det hvide Ansigt plettedes og huledes af sorte Skygger.

Hun lignede i de Øjeblikke halvt et sygt Barn og halvt en grublende Sibylle. Og Helge kunde da stå og se ned over hende, over hendes slanke, hvide Hals, hendes store, sorte Hår, med sit mørke Blik, fortabt — men ikke i hende, nej, i sig selv eller — ja i Smerten.

Å — Eva slog med Skospidsen til en gusten Paddehat — at de kunde!

Smerten, hvad var den andet end Synd for de Levende?

Hun så sig pludselig sky omkring.

Borte mod Himmelgrået brændte Skoven, lang og rød.

Nogle Graner stribede sig hen forneden, takkede og grønne. Men derunder, i Dybet, glødede Løvet.

Hun stod over en Sidedal, på en høj Sti mellem Avnbøge og Hassel, som i Ild til Midjen. Høje Bøgestammer rakte sig ildplettede op om hende med Kronernes Flammer i Himlen, hvor Solnedgangen flakkede i Grået som et Genskær af Skovens Brand.

Hun så ned på de skælvende, røde Blade omkring sig, hun sansede den uophørlige Hvisken af Blade ude over Dalen og over sit Hoved. Og hun sitrede, som faldt de i hendes Hjærte.

At leve — ja, men at dø — —

De to ved Bordet, vidste de i deres Sorg sandere om om Livet end hun i sin Glæde?

De to — hun rynkede Brynene — Læreren og Eleven, ja det var de!

Men Helge og hun — Hun smilte hemmeligt.

Å Riborg, hun vidste kun om den Ild, der var Fortærelse, ikke om hin Glød i Helges Øjne, hun havde tændt i den rødeste Høstnat, den Glød, der ulmede selv her i Solens Sluknen over det faldende Løv, der brændte dybest i den løvfyldte jord og i — ja i hendes Hjærte her i Skoven!

Det Blik, hvormed Helge undertiden kunde se på Riborg, når hun en sjælden Gang løftede sine sky og flygtende Øjne — så hensynkende som den Gang i Råens.

Hun vidste det, han fandt i Riborgs luftblå Øjne kun Glemslen.

Eva standsede.

Glemslen — nej, den fandt han kun i hende! Aldrig i Riborg. I Riborg fandt han sig selv og Døden, aldrig Livet og den Anden!

Men Riborg — hvorfor strøg hendes Øjne lavt bort under Brynene, hvorfor mumlede hun kun halvhøjt, og rystede hendes Hånd, så snart hans kom nær? Og hvorfor lod hun stedse, som Eva ikke sad dér med sin huslige Gerning? Hvorfor var hun kommen i deres Stue?

Listede nu Løvtrinene herinde, bag hans Stol?

Eva rystede på Hovedet.

Å du, som kun vil ham som Ved på dit eget Bål!

Hvor ond måtte hun være, at hun, fordi hun selv brændte, vilde fortære ham — og det lille Hjem!

Ja, Sorgen var ond!

Og Glæden ene god!

Men vogt dig, du Fremmede, ti Gud er i Glæden!

Liv skal aldrig blive Død! Mit aldrig dit!

— Eva var nået ned i Dalen.

Stien drejede ind bag en Eg, hvis Grene brændte, skråt, lavt.

Hun gik ind under dem og standsede i et Ryk.

Dér lå Helge, under Løvet, med Hovedet på sin Arm.

Skæret fra de krogede Grene skinnede i hans Ansigt. Det sorte Hår, de lukkede Øjne —.

Spinkelt i det lange, gule Skovgræs stod Stafeliet med et Lærred på, der som et Spejl kastede det røde Skovdyb tilbage.

Hun bøjede sig sagte over hans Ansigt.

Det sov roligt, tillukket. Et rødt Egeblad hang ved hans Øre. Hans Krave og hans blå Dragt var tildrysset af Løv, hans Arm sunket ned i Blade og Græs. Skæret glødede hedt om ham.

Kun Bladenes Knitren, som af Luer, der brændte. Ikke en Gang hans Åndedrag. Han sov ubevægelig, med Penslen klemt mellem Fingrene. Egene syntes at brænde tættere og tættere ned over ham.

Pludselig så hun op.

Dér, i Maleriet, gled en Skikkelse bort, knap synlig i Buskenes Brand, en Kvinde, set fra Ryggen, med hvid Hånd. Løvet dryssede sin Glad om hende. Hun så ned til Siden, hendes Ånde blånede som Frostrøg.

Eva klemte Hænderne sammen.

Kvinden dér gik, det var Riborg v. Crum.

Hun veg pludselig et Skridt tilbage. Hun vilde bort herfra, hvor han lå og sov i Skoven, som han lod hende, den Fremmede, visne om sig, bort herfra dette Dyb af Blod og Brand, ud til den store Himmel, ud til sig selv!

Pludselig fløjtede en Fugl langt inde. Et stille Fløjt. Og tav.

Men Eva lyttede med knugede Hænder, med Tårer i Øjnene.

Den Tone, af Fortrøstning, af Tålmod: Skoven brænder, Skoven brænder om os! Men bi, å bi: den vågner sommergrøn ad Åre!

Hun knælede ned med sin Mund mod hans Kind.

Å du Barn, du Elskede, sover du dér, i din Moders blodigtrøde Skød, din tunge Søvn?

Å, jeg våger, og jeg bier, til du vågner og ser Sommerskoven og mig, som grønnede den om dig.

Hun trykkede sin Mund mod hans dugkolde Kind.

Han slog Øjnene op i hendes. Sorte, spejlende Løvet og hende, hendes Hårs svævende Spind.

„Å,“ han rørte sig svagt, „er du her, Eva?“

„Jeg er alle Vegne, hvor du er,“ hun bøjede sig dybere, med sin Mund mod hans.

Han så op i hendes Øjne, i et halvt Smil.

„Men Helge,“ hun lagde sin Arm om hans Hoved, „hvor kan du dog lægge dig til at sove her i Skoven ved Aftentid, så øde og koldt?“

„Å —“ han så hen for sig med sit fjærne Smil.

Men hun knugede sig pludselig ind til ham i et Kys, i et Favntag, som vilde hun gemme ham i sig.

„Helge, Helge!“ Tårerne brast af hendes Stemme.

„Så, så Barn, så så!“ han strøg Hånden over hendes Bryn.

„Billedet, Helge?“

„Nå, har du set det? Ja, det var det og — Skoven, der gjorde mig så mødig. Jeg sad længe hernede og kæmpede med det. Og jeg fik det da lige antydet. Jeg vil kalde det: Høstkvinden. Ikke: Høstmanden.“

Eva lagde sit Hoved på hans Skulder.

Vidste han da, at hun var Døden? Han havde jo sagt, at hun var som Skoven.

„Eva, jeg tænker på,“ han stod og slog Stafeliet sammen, de røde Blade hang i hans Klæder, som brændte han, „om vi gik op til Crums og bad Riborg hjem i Aften.“

Eva så hurtigt op. Hun følte sit Ansigt blussende rødt. Bad hende hjem nu? hende, han kaldte Døden —

Helge fløjtede sagte, mens han holdt Maleriet ud for sig og så på det.

Evas Hånd gravede ned gennem Bladene, til det klamme Løv fra i Fjor, Lag under Lag — alle Somre.

Hun vilde skrige, hun vilde råbe op, her i Skoven. sin Sorg, sin Harme, sit Had.

Men pludselig standsede hendes Hånd.

Nej, lad hende komme, også som Gæst, jo oftere, jo hellere, i min Stue, i mit Rige, at vi kan besejre hende, Fjenden, Høstkvinden! Og — at hun kan blive Kvinde, ikke Skov for Helge!

Ja, blive det, jeg frygtede mest og nu frygter mindst!

Jeg, som eier hin Ild, som skal overvinde den Ild, vi nu fortæres af.

„Ja, Helge, det kan vi jo godt,“ hun stod op, rolig og rystede Bladene af sin Kjole.

Ja, nu er du min åbenbare Fjende, nu vil jeg just møde dig! Og frygt så mig, Vårkvinden!

„Godt,“ Helge slog Staffeliet sammen og hev Malerkassen over Skulderen.

De gik op ad Stien mellem Avnbøgene.

Hun vendte Hovedet. —

Dér sov hans Skikkelses Mærke i Løvet — som var et Lig båret bort.

Dér skulde hun til Vår rede deres Elskovsleje under de grønne Bøge, i Anemonerne, på alle Års Løvfaldsgrav!

Stien hulede sig som et Bækkeleje gennem Buskene. Ensomme Bøge steg på Bakkerne ovenover. De røde Kroner brændte som Bavner. Det nedføgne Løv knitrede asketørt om deres Fødder.

„Helge, det er sandt,“ pustede Eva, mens hun hagede sig til Vejrs ved Bøgenes nøgne Rødder — han skred let og rank, som var denne brændende, stejle Sti hans rette, „lige da jeg gik ned til dig, mødte jeg en Herre, som kom for at besøge dig — os — Doktor Hilding. Han sagde, han kendte din Fader og havde set dig som lille. Jeg bad ham komme igen til Aften. Skulde jeg ikke?“

Helge standsede, med Ansigtet drejet halvt mod hende. Skæret fra Bøgene og Aftenhimlen rødnede hans Pande og det blå Tøj. Øjnene lyttede.

„Hilding? Niels Hilding — en mager, lidt bøjet Mand med Lorgnetter og en stille, forsigtig Stemme, men hans Smil er så lyst.“

„Kan du huske ham? men du var jo kun et Barn! Det var jo før I kom på Sanatoriet.“

„Huske ham,“ Helge smilte, „jeg husker hver Dag fra den Gang, hvert Besøg, der kom i vor Stue. Jeg husker, han skottede hen til mig, hvor jeg sad under Vinduet. Det gjorde ikke mange af de andre. De talte kun om Bøger. Men han så også mig.“

Evas Hjærte bankede. Han så ham, Barnet under den visne Lindetop.

Og hvad tænkte han?

Å, om han havde ført ham ud på Gaden til andre Børn, til Sporvognsfærdslen og Luften!

Men nej, nej! Da var han jo ikke bleven Helge, han hvis tunge Trin havde vækket hendes Hjærte, han, som stod dér, så høj og mørk, belyst af de nedbrændende Skove og spejdede ud i Skæret på den grå Himmel og mindedes hver Dag og hvert Besøg i hin mørke Stue.

„Ham vil jeg gerne se.“ Helge steg videre op, og Eva fik atter fat om Bøgerødderne, „han kom det sidste År, vi var i København, Vinteren efter at Faders Sygdom rigtig var brudt frem, efter den Aften vi kuldsejlede histude.“

„I —“ Eva standsede med Foden på en stor Sten dybt i forbrændte Blade, „I kuldsejlede, i Fjorden! Når? Var I ved at drukne? — Helge, det har du aldrig fortalt mig.“

„Nå, nej,“ han vendte Hovedet bort, „jeg — har måske ikke sagt dig det. Jo, det var en Efterårsaften. Vi havde boet herovre om Sommeren, hos Lodsoldermanden nede ved Fjorden. Fader tog over og blev undersøgt på Sanatoriet, som da lige var blevet bygget, ja, og jeg da med, Lægen i København havde rådet os til det.“

Han var atter standset, foran en Klynge Graner, og stod og så ud over Skoven.

Eva kravlede det sidste Stykke op til ham. Aldrig havde han talt til hende om den Sommer, de havde boet her, og om hin Dødsfare. Hvorfor ikke?

„Helge,“ hun så på ham med dirrende Læber, „hvorfor har du dog aldrig fortalt mig det?“

„Fordi,“ hans Øjne glippede „— å Eva, jeg véd det knap, men om du havde været sådan — i Døden, jeg tror, du forstod det. Desuden Eva, du ved nok —“ han så usikkert på hende, „men nu —“ han nikkede.

Eva åndede kort. Nu tør han tro mig, nu han føler, hvor jeg lytter, at jeg kun vil være ham.

„Eva,“ Helges Hage sank, Jeg var alt død den Gang tilsidst, i Kulden, i Bølgerne, der ramte mig Slag i Slag. Men Fader holdt os stadig fast over Båden. Han råbte ikke mere, spejdede kun ud over Sejlet, der bovnede som en Fiskebug. Vinden flagrede med hans lange, sorte Skæg, jeg så hans hvide Tænder. Hans Strube gik op og ned. Hans Fingre bed helt ind i Kødet på mig. Jeg havde skreget, ør af Skræk, da Sejlet med Et slog sammen over os og rev os over Ende i et Bulder, og Bølgerne klaskede mig i Nakken. Jeg hvirvledes op og ned igen, til jeg følte Faders Greb og hang over Båden. Dens Fjæl skurede mit Bryst. jeg havde rystet af Kulde, af Rædsel, mens alt virrede for mine Øjne — Fader, Båden, Sejlet. Men nu hang jeg dér, vugget op og ned, med Hænderne klamret i Plankerne, med Faders Arm om Livet og Benene i Bølgerne. Jeg stirrede sammenkrøben over Rælingen og Sejlet, der vædetungt baskede sjældnere og sjældnere op i sine Reb, ud på de vandrende Dønninger. Skummet rejste sig over Båden, jeg fik det i Øjnene, blændende, dukkede og steg igen. Nye Rækker kom, stumme, ud fra Skyerne. Jeg skimtede Skovkysten, nu skjult af Bølgerne, nu fremme igen. En Dønning hævede os så højt, at jeg så et Hus ligge derinde, så dukkede vi under igen. Dybet kogte hult. Huset derinde, Stranden, hvad kom de os ved? her var vi nu i Bølgerne. De og vi var alt. Snart kom den sidste. Jeg vidste, at skønt Fader havde skreget om Hjælp, skønt han holdt mig knuget fast til Fjælene, så mit Bryst skuredes til Blods, han havde sluppet sig ned, om det ikke var for min Skyld. Men hvor kunde jeg leve, når han var død? — Da så jeg Moders Ansigt, det jeg aldrig har kendt, ikke en Gang fra noget Billed, ti jeg opdagede heller ikke siden, hvor Fader gemte det eneste, der fandtes af hende. Mange ensomme Timer ved mit lille Bord, mange vågne Nætter havde jeg søgt og bedt og søgt efter Moders Ansigt. Men aldrig havde dets Smil bøjet sig over mig. Og jeg havde spurgt mig selv og spurgt min Amme, vor Husholderske, Karna Nordenström hed hun, og hun var fra Halland, om det var, fordi jeg havde dræbt hende, at hun aldrig vilde komme. Og Karna havde nikket mange Gange med sit tunge Hoved og mumlet, at det aldrig gik de Børn vel i Livet, som havde dræbt deres Moder ved Fødslen. Å hvor ser jeg hendes broncebrune Ansigt nikke og mumle, som i Skyggen af sit Hjemlands Stenheder og Vandfaldskulde! Hun endte nogle År efter i et af de Vandfald, i Samvittighedsskrupler over sit uægte fødte Barn. — Men nu pludselig, da alt blev så rødt omkring mig, og Bølgernes Toppe blev borte, og Kulden slap mine Ben af sin Skrue, nu så jeg Moders Ansigt. Jeg havde lige hørt en Fugl skrige over mit Hoved og skimtet dens hvide, hvirvlende Vinger — så sad Moders Ansigt i det rosenrøde, stort og rundt og trygt, og ikke vredt, slet, slet ikke vredt! Karna havde ikke haft Ret. Og jeg havde altid set det, og det var mig selv. Og der var ikke Mørke og Træthed og ikke kolde Fødder og Mad, jeg ikke kunde tåle at spise, og ikke Middagsbordet, hvor jeg stum spejdede på Faders Ansigt, og han intet sagde, men sad med Hånden på Dugen og stirrede stift ned for sig, som hverken så eller smagte han. Der var ikke Aftentimer med udgåede Kakkelovne og Medicinlugt og Nætter med Syner fra Krogene, jeg ikke kunde slå fra mig. Der var Fader og Moder og mig, men vi var helt anderledes. Og der var Luft og Sol i Stuen, og jeg stolede på Gulvet og Væggene, og Lindens Top var grøn. Og jeg skulde ud på Gaden, til Menneskene og Vognene. Og jeg lo — — Jeg hørte hæse Råb, et Drøn mod vor Båd, mærkede Hænders Greb om mig, brat, helt ind til Hjærtet. Og Faders Stemme: „Min Dreng, nu er du frelst! Anders Plambæk er her!" Og jeg rystede på Hovedet og vendte mig bort. Vær stille, jeg er hos Moder! — Eva, de sagde, det var i sidste Øjeblik, Lodsoldermanden kom. Sidste Øjeblik,“ der listede et Smil gennem Helges Stemme. „Ja, om de var kommet et Øjeblik før, havde de nok reddet mig, men nu — Eva,“ han strøg Huen tilbage med sit Ærme, „jeg havde alt været død, jeg vidste det, hos Moder. Og — ja, jeg vågnede op under Bjælkeloftet med Skibsmodellen og med det røde Løv bag Ruderne — uden Moder. Og siden har jeg aldrig kunnet se hende, så voldsomt jeg end har anspændt mig, aldrig set hint Ansigt igen. Men jeg véd det, at det jeg så hint sidste Øjeblik i Bølgerne, var Moders.“

Han tav og stirrede med løftet Hoved.

De stod så højt, ved Granklyngen, at de så Fjorden svæve som en Tågestribe i de brændende Mile under Himlens Grå. Sanatoriets Tage steg fjærntude i Ilden, uforbrændelige Kister af Sten. Et Blad sejlede forbi deres Øjne ned i Skovdybet.

Eva svimlede med Hånden over Panden.

Fjord og Skov og Himmel, opslugte de deres Barn, den moderløse? og hun — som kun var Mennesket?

„Nå, Eva, skal vi gå?“ den store Mund bævede som under et usynligt Kys.

„Helge, hvis — hvis du nu så din Moders Ansigt igen?“

„Ja hvis —,“ han standsede, med Hænderne i Jakkelommen, „da vilde jeg vel vide Besked.“

„Besked?“

„Ja, om Moder kom for at hente mig eller —“

„Eller?“

„Eller du skulde være min lille Moder,“ smilte han sårt.

Hun skælvede.

Å, I Skove, å du Fjord og Himmel, han er ikke jeres, han er ikke moderløs!

Hun så tilbage.

De gik nu langs Søndermarksskolens Legeplads med Vedstablerne, Galgen og Murenes blændede Ruder. Lugten af gamle Bøger, Tørverøg og Klæder slog ud over Sandvejen.

Fjordstrimen svævede, tågefjærn blandt de ildrøde Skove, bort bag om Granernes sortgrønne Hegn.

Hun åndede op.

Å, ud af Naturens Blodskød dukkede de, Menneskenes Lugt og Lyde var om dem!

Se Gavlvinduet med Porcelænshunden og Dukken lænet op mod Urtepotten!

Hun vækkede ham dernede og frelst ham herop på de kølige Haider, i Sandvejen.

Mennesket, født af Naturen, frit og ubundent!

Men dér, å dér foran luede Skoven igen! Dybdals Skovens Mur af høje Luer bag hundredårige Fyrretræer.

Fra den grønne Skov vilde hans Moders Åsyn smile til ham, til Vår, å til Vår!

Helge, når du ser i mine Øjne, ser du hende og Våren!

Hun havde erfaret, hvad han hidtil havde dulgt, om hint Øjeblik, han havde været død, i sin Moder, hans kyskeste, ensomste Stund.

Hun åndede kort. Ja, ti kaldte han ikke hende sin Moder? følte han ikke, at som hun vilde hun dø, at finde sit Liv i hans?

Hun smilte. Det aner du lidet, Riborg: da du trådte i vor Stue som den Tredje, jog du mig ind i ham, i mig selv.

Du gav mig se, jeg elsker ham, ikke — „mig selv“.

Og derfor: kom du kun i Aften!

„Her er det jo, Eva,“ Helge åbnede Lågen i Tjørnehegnet, de fulgte.

En Række Graner rejste sig bag Stakittet. De spejledes sort i Husets Ruder, der ulmede fra Skoven histovre.

Vissentgule Aspargestoppe dråbede øde over Mulden. Et skimmeltgrønt Lysthus i Hjørnet, som et tomt Fuglebur.

Eva skottede til den sorte Rude længst borte.

Jo, dér: Ansigtet på Ruden, som en hvid, stivnet Dråbe, Ansigtet fra Skoven hin Nat, med Brandens røde Skær om sig.

Riborgs sindssyge Moders.

Hendes Hånd greb Helge om Armen.

Han så hen til Ruden. Hans Ansigt fortrak sig, som i Genspejl fra Ansigtet dér.

Så han nu Skovens inderste Åsyn?

Glasdøren klirrede, idet de trådte ind, skør i sin Ramme.

En muggen Lugt slog dem i Møde, af Skimmel, gammelt Tøj og Brædder.

„Helge, her lugter jo som hos Fattigfolk,“ hviskede Eva.

Hun skottede omkring i den afskallede Forstue. Visne Planter pegede som sorte Fingre i Urtepotterne.

„Hm ja, Fru Crum er jo syg.“

Jamen så burde Datteren vel passe det des bedre.“

„Å Riborg!“ Helge smilte.

Ja, hun er vel ikke for god til det!“

Eva krummede Læben, idet hun hængte sin Muffe på et af de rustne Søm.

Sådan som Helge sagde det — som var hendes Syen Navne på deres Udstyr ringere end Riborgs Tegninger!

Men hun lagde hurtigt sin Kind mod hans.

„Ikke vred! men er det så lidt at ordne en Stue, så Mennesker trygt kan bo der?“

Han så op på hende og hastig omkring sig. Så han dette Rum — og Stuen derhjemme, omsider?

Døren knirkede og Riborg stod der, slank, silkeklædt.

Hendes hvide Ansigt dæmrede i den røde Skumring. Hånden lå på Dørvridet, lang og slap. Øjnene blinkede.

Hun sagde intet. En Hunds Øjne stirrede blanke fra hendes Skørt. Moskuslugt trængte tæt og vammel gennem Døren.

„God Aften, Frøken Crum,“ Helge rakte Hånden ud mod hende.

Hendes Øjne fæstede sig hurtigt på ham, hun lagde sin Hånd ned i hans.

„God Aften,“ hviskede hun halvhøjt.

Så sænkede hun det mørke Hoved, ubevægelig.

Eva gik forbi hende ind i Stuen. Hun kneb Læberne sammen. Lad kun som jeg ikke er til! Du er det ikke!

„Det er min Fader,“ mumlede Riborg, stadig med Hovedet sænket, de luftblå Øjne gled lavt mod Gulvet.

To hule Øjne glødede ud fra et gråt Hårbrus. Knokkelhøj, bag et Bord fuldt af blånende Fuglefjer, sad Jagtjunker v. Crum.

„God Aften, god Aften, mine Herskaber,“ skurrede Jagtjunkerens Stemme, rusten som en stums.

Eva jog sammen.

Hundens Guttaperkasnude rørte hendes Hånd.

Hendes Tunge harsknede af Dyrets Pels, af Rådd og Mug.

Så smudsigt i det skumle Rum — Et hikstende Ur, nogle ukendelige Litografier, ellers kun det fugtskjoldede Tapet.

Bag Rudernes stumpede, røgbrune Gardiner sortnede Granerne. I de øverste Felter glødede Skoven.

Jagtjunkerens Knokkelhånd stak en Syl ind i en Sneppes perlede Bryst.

„Jeg stopper disse Fugle ud, mine Herskaber.“ nikkede han.

Den skallede Pande lyste som et Æg inde i Hårets grå Rede, de blegblå Øjne skelede til dem under Brynfjerene.

„Se kun!“ han gjorde en Bevægelse med den blodige Syl.

Under Loftet svævede Fugle som en sortnende Sky, Vinge ved Vinge. Deres blanke Glasøjne lurede. Næb og Kløer gulnede. Moskuslugt og hentørret Stank viftede fra de spilte Vinger og fra de sort- og gråplettede Buge.

En Hejre spidsede sit Næb fra den mørkeste Krog, dens Ham spøgede grå.

En Isfugl grundede mangefarvet i Karmens røde Skær.

Sneppens Indvoldsstank slog fersk ud i den harske Luft.

Blodet smældede mod Gulvet.

Jagtjunkerens Øjne lyste som Fosfor over Fuglen. De tynde Læber i Mosskægget mimrede — som mishandlede han et levende Dyr og hviskede besværgende Trøst til dets Lidelser.

Han lignede en Skovabe, skummel og vild, med de fumlende Fingre, med de gale, sørgmodige Øjne.

Og Riborg —.

Ret op og ned stod hun, med de hvide Hænder foldet foran Silkeskødet, og så mod Gulvet, dumpt, med Panden hullet og furet som i Krampe.

Skovens Skær svævede ind over Stuen, som Glansen af en Brand langt, langt borte.

Alle Fuglene under Loftet svævede i Skæret, hastige og tavse, ud mod Branden, efter Lig.

Å, Eva jog sammen — Hundens Snude isnede atter hendes Hånd. Det stumme Dyr med de spejdende Øjne, kunde den ikke en Gang gø?

De galdegrønne og metalblå Indvoldsfarver vrimlede som Orme af Fjerene. Den usaltede Stank.

„Se, de ligner Perler,“ Crums blodstørknede Hånd løftede Sneppens opskårne Bug.

Hun så lige Helges Ansigt, ludende, med lyttende Øjne —

Da et andet Ansigt viste sig i Skumringen.

Hun udstødte en kort Gurglen, som et Skrig, hun kvalte.

Den stakkels Gale, hun skulde ikke tro, hun skræmte!

At hun var blevet gal, her i denne Stue, i denne Skov, hvem forstod ikke det?

Her — ja i Skoven, den vildene Skov.

„Da', Da',“ nikkede den Gale, hun listede frem, forsigtigt, på Skrå.

De lange Hænder korsedes slattent over den gråtærnede Kjole. Håret struttede snehvidt med Strå og Dun. Øjnene blinkede, fiffigt, med rullende Pupil. Den slappe Underlæbe labbede.

„Da', Da'.“

Jagtjunkeren løftede Hovedet. Hans lyseblå Øjne stod stille.

Riborg havde end ikke drejet sig. Som fasttryllet hang hendes Blik ude i Ildskæret gennem Skumringen og Granerne.

„Da', Da', jeg så et Ansigt før ude i Ildebranden.“

Hun sneg sig rundt om Eva, blinkende, de slatne Hænder krøb om Albuerne.

Hvor hun så ud! som havde hun ligget i Sengen med Klæderne på i mange Dage. Eller — nej, i Skoven, i Mos og Pinde. Og som hun lugtede, en Stank af Dyreskam og Blod!

„Men,“ den Gale standsede, i et Sæt, Pupillen stivnede i en druknende Prik, „men — det Ansigt, hvad vil det her?“

Hun slog Hænderne skrigende sammen, hun hoppede op fra Gulvet, så Kludene faldt af hendes nøgne Fødder. Dødningeansigtet sprang i Gråd, som brast Tårer af de smudsige Furer. Munden krængede sig tandløs, et Hul af Sort.

„Å det Ansigt! å det Ansigt! det kom herind en Gang og — Gå! Gå! Det er jo mit Ansigt, igen. Du har fundet det! Løb! Løb! De vil igen tage det! Ser du det ikke! Sylen derhenne vil skære det op, han vil se, hvad der er inden i — som han skar det op før! Skoven! Skoven!“

Hun slog Hænderne for Ansigtet, glammende op i lungeløse Hyl.

Jagtjunkeren rejste sig, høj, så hans Hår stødte til Fuglene, der tog til at vugge, stødende til hverandre, gyngende i en Hvirveldans.

„Barbara, kom nu, kom,“ hans blodige, gulbrune Hånd greb om hendes slatne, lighvide, „Barbara.“

Den Gale så hastig op og hendes fri Hånd prøvede forsigtig at nå op til hans Pande.

Han bøjede den ned mod hende, og Hånden famlede hen over den. Hans blå Øjne lyste stive, næsten hvide, som Fuglens før

„Stakkels, stakkels Wolff, jeg kunde, kunde ikke blive hos dig! Uf! se det brænder, det brænder! Det brænder mig op! Nej, Wolff, nej, jeg kan ikke være i Ilden! Å slip mig, å nu må du slippe mig!“

Hulkende krøb hun ind i hans Arme og lod sig halvt bære, halvt slæbe ud over Tærsklen, med virrende Hoved.

I et Glimt sås et nøgent Rum med uredt Seng, en Grangren sømmet på den skimlede Væg, et Klapbord med en Kop på — og det røde Skær.

Så faldt Døren til efter de to Ægtefæller.

Eva mødte Helges Øjne. De stirrede blødende på hende.

Hun klemte Hænderne sammen.

Du har fundet mit Ansigt! Du har fundet det!“

Helge! Helge!

Det sortnede om hende.

Hun syntes, alle Fuglene foer ned om hende, med Næb, med Kløer, skrigende, flaxende, huggende efter hendes Øjne.

Blev hun også gal, allerede?

„Å Skoven!“ hun slog Hænderne for Ansigtet.

Hun mærkede Helges kolde Hånd på sin Pande og så ind i hans Ansigt.

Så ømt, så medynksomt.

„Helge,“ hun klemte Hænderne om hans.

Lynsnart fangede hun Riborgs Øjne.

De stirrede på dem, udvidede, hvidnende. Hænderne foran Silkeskødet var fast klemt sammen, Skuldrene og Ryggen sænkede, som skulde hun springe løs — eller falde i Krampe.

Riborg, hun elskede ham!

Eva vidste det, nu!

Hun vilde dræbe ham, som hendes Fader havde dræbt hendes Moder, i den blodigtsorte Skov!

Å, se hendes Hænder, lange, hvide, de vilde klappe, kvæle ham i Klap, i tåresvangre Hymner, som Wolff Crums, da de skar Sneppens Hjærte ud!

Å hendes Elskov, ja den var Døden, Vellysten og Døden!

„Helge, jeg må ud! Det er Luften herinde, alle de Dyr og —“

Å Fuglene styrtede om hende, i en sortnende Sky — et Læs af Stank og Lig!

— „Men kæreste dog!“ Helges Hånd pressede sig om hendes Pande, fast. Hans Stemme sang bekymret i hendes Øren.

Hun slog Øjnene op.

Det røde Løv derovre og — Å, men Luften, sval, vid, og Havens sortbrune Muld.

Langt borte en Rullen af en Vogn ad Kolding Landevej.

„Helge!“ hun slog hæftigt Armene om ham og pressede sin Mund mod hans, „Helge, mit Barn!“

Ja, Barn, du skal myrdes i den vildene Skov, som hende derinde!

Aldrig, aldrig skal de under Suk og Sange skære Hjærtet af dit Bryst. Jeg skjuler det i mine Hænder, slutter det i mit!

— „Vi fik jo ikke sagt Farvel. Nå, men hun kommer jo i Aften,“ nikkede Helge.

De drejede om Hjørnet af Tjørnehækken og så i et gråt Skimt Landevejens Popler histovre.

„Kommer hun alligevel ?“ Eva standsede.

„Alligevel?“ han så op.

Eva stirrede. Havde han da ikke set hendes Blik? og forstået, hvad Riborg ene vilde ham? havde han da ikke vejret sin Død derinde?

„Ja, lille Eva, det var jo Meningen? Og du er jo ikke dårlig mer!“ han så forundret over på hende.

Hun?

Han troede, Faren gjaldt hende! Derfor, å derfor hans Ømhed! Han frygtede for hende. For hendes Lod her i Skoven, hun, som havde fundet Riborgs Moders Ansigt.

Og havde han ikke stirret på hende som Riborgs Fader på hendes Moder, så håbløst, uafvendeligt?

Å — hun trak Vejret til sig, så hendes Strube sved — å de, som myrdede sig selv og andre — og ikke kunde for det!

Nej, Helge, hav ikke ondt af mig, hav ondt af dig selv — og af hende!

Nej, kun af hende!

For nu véd jeg det: hun må dø!

For at du, som er min, kan leve!

— — — — — — —

„Nu kommer sågu' Godsejer Glob osse!“ Øllegård sænkede Viskestykket og så ud gennem Køkkenvinduet.

„Glob? Nej da! Hvor véd du det fra?“

Eva vendte sig hastig fra Skabet, hvor hun stod og tog Porcelænet frem fra Strand, det elfenbensgule Stel med Flemmingernes røde Rose.

„Véd — Ih, dér kommer han jo vandrende med Søren Jæmbæk!“

Eva fløj hen til Køkkenbordet. Glob, hun havde ønsket og — frygtet at se —

På Stien fra Kongevejen kom to Mænd gående, ud fra den skumrende Skyhimmel.

Søren Jæmbæk, Godsforvalteren, støt og tung, med sin Pibe og Stav, grundende under sin Hue.

Og, ved Siden af, en lang, bøjet Mand, trippende i Småløb, i en slubrende Kavaj, med Brilleglas under Kasketskyggen. En mager Hals ragede gribbenøgen frem, spejdende, i Kast, til højre og venstre. Hans Stok slæbte i Plovfurene.

„Jamen hvor kan du vide, at det er Erasmus Glob?“

„Nå, det kan een vel nok tænke!“ knurrede Øllegård og tørrede videre på sit Fad. „Såen at komme selvbudt, det er vel osse Skik i de her Skove.“

Eva smilte. Hvert Ansigt, der så på hende, vakte Øllegårds Nid. Hvor megen Sorg havde ikke Kærlighed voldt hende!

At elske som hun og Ellen Tave —. Som Erasmus Glob, det lærte hun aldrig.

Det kunde kun Mænd, hvem Verden var større end Hjemmet.

— „God Aften,“ hun mødte de to Gæster ude på Stentrappen.

„God Aften, Frue,“ Søren Jæmbæk løftede Huen fra det stride, sorte Hår, uden at et Træk i hans brune Ansigt rørte sig. „Ja, Godsejeren kom i Aften, og så —. Det er Godsejer, Kandidat Glob og Fru Eva Kolind.“

Han plantede Stokken i jorden, sugende dybt af Piben. Det lange, røde Skæg viftede i Aftenblæsten.

„Ja, Fruen må undskylde,“ Globs små, sorte Øjne tindrede bag Brillerne, den lange Hage skød sig mimrende ud, „men når man kun er hjemme én Aften hvert År, blir det trist at sidde ene. Og da nu Jæmbæk fortalte mig, det var et ungt Kunstnerpar, tænkte jeg, det gik nok an at komme selvbudt.“

„Å jeg ber dog, velkommen!“ Eva nejede.

Var det Retfærdighedens Ahasverus? skarp som en Ragekniv i Ansigt og Mæle, i lang, slubrende Kavaj, med Øjne som Myg, evig på Jagt —

Inde i Stuen hørte hun Stemmer.

Taves var kommen, ad Skovstien. Og Doktor Hildings Røst, varlig, prøvende.

Så mange, ensomme Skumringstimer åndede af den dæmpede Klang.

Men Taves, hør hvor den skar op, skinger og slidt. Gulvet skreg under urolige Trin.

Hun så hen på Erasmus Glob, der hængte sin Kasket op på Knagen.

Havde hans Sind, omend aldrig hans Fødder fundet Hvile hos hin Anden, den fjærne Slægtning, som Testamentet forbigik og drev ud i Landflygtighed, og som han nu på tyvende Ar søgte jorden over?

Hun havde jo også i Aften set Lampen blinke gennem Poppelstammerne og det visne Løv.

Flakkede kun de usalige, som ingen „Anden“ søgte?

Det trak vådt ind om hende.

Riborg stod på Tærsklen mod Udhusets Halmtag, som hin første Aften.

Eva mødte hendes Øjne. De lyste tomme som Vinterhimlen. Lugten af Mos og Fuglefjer og Mug vejredes mod hende i Havens Løvduft.

Glob vendte sit magre, hårtjavsede Hoved, og Eva præsenterede, med tør Stemme. Siger du ikke en Gang God Dag, når du kommer her i mit Hjem, så ænser jeg heller ikke dig.

Ænser — Eva smilte. Å jo, du kan tro! I den Vinterhimmels Tomhed skal han aldrig tabe sig selv og mig!

„Værsågod!“ Eva slog Døren op ind til Helges Værelse.

Globen rundede sin sorte Kugle foran Lampen.

Godsejeren gik lige imod den.

Ja, mod Kloden gik de alle. Kun Riborg og Helge vilde tabe sig i det tomme Rum.

„God Aften, Frue,“ Hannibal Gorm dukkede ud af sin Krog ved Bogskabet. Hans Uglerede af Hår struttede. De gamle Drengetræk smilte glad.

Glad, han — ja, som havde slettet sit Selv i den Anden.

Hun så uvilkårlig hen på Riborg.

Hun stod lænet mod Væggen, ved Helges Staffeli. De luftblå Øjne søgte under Pandens hvide Mur.

Hvem? Uden sig selv.

Og dog, hvorfor skulde hun strax ty hen til Helges Staffeli?

Evas Fingre krummede sig hårdt ind i Hånden. Søg ikke ham udenfor mig, ti i mig har jeg gemt ham!

Hun så hastig hen på Helge

Han talte med Hilding, men hans små, sorte Øjne stod stift mod Riborg.

Gaves der dog dem, der aldrig fandt Fred i den Anden, i Livet, men først i Smerten, i Døden?

Øllegård tittede ind bag Portièren. De dunbrynte Øjne strejfede Glob og bed sig så ind i Riborg.

Eva rystede på Hovedet. Ak ikke som du vejrer, Øllegård! Hvor kan du ane, du min gamle Amme, en Elskov, som vil Døden?

Eva drog Portieren bort.

Det dækkede Bords Lintøj, Krystal og Sølv fra Strand tindrede festligt blankt fra Spejlet.

Helge, se dit Hjem i sin Fest!

Og husk Stuen derhenne, i Smuds, i Stank, i Sorg.

Hvad vælger du? —

— „Mit Billede, til Lykke! Hvor kan De sige det? Jeg, som kun bad til, jeg måtte få det tilbage! Som ikke har haft et Øjebliks Ro, siden jeg sendte det ind. Å, at de Mennesker dog ikke kunde se det! Hun betød det jo, „Lots Hustru“: den, som ikke glemte de Andre!“

„De Andre, hm,“ Niels Hilding glattede over Armstolens Læn, „hvem mener De egentlig, Simon Tave?“

„Hvem?“ Tave standsede sin løbende Gang, tilbagebøjet i sin lange, sorte Frakke. „Ja sig mig det, Doktor! Om jeg kendte dem og kunde gå til dem og —“

„Og hvad?“

„Og dø for dem,“ mumlede han. Han stod med Hånden over Øjnene, som Lots Hustru på sit sejrende Billed.

Hilding rystede svagt på Hovedet. Hans Øjne søgte mod Ellen, der stille og bleg, i sin grønne Kjole, som en Vintergæk, gemte sig ind i den store Lænestol ved Palmen, mellem Jæmbæk og Gorm.

„Jeg tror, at for os Mennesker, som vi er flest, gives der kun én Anden, en eneste en, en Moder, et Barn, en Ven eller — en Hustru. For de få store måske — De siger selv, Tave, til dem hører De ikke — dér gives de usynlige mange. Og tro mig, de ser dem, de store, synske.“

Taves Øjne stirrede, i det lys- og skyggebrudte Ansigt.

Ellen så på ham, hvid og stum.

Han dirrede ned langs Rygraden. Skuldrene rystede, magre som et Skelets.

Hvor havde han fortæret sig i de Uger siden sidst!

„Og jeg tror,“ vedblev Hilding, „at før man finder sin Fred i den Anden, hvad enten den er fjærn eller nær, før lever Livet ikke i én.“

„Livet?“ Riborg bøjede pludselig sit mørke Hoved frem på den hvide Hals, „Livet, det blindeste, det hårdeste af alt! Livet og de glade. Ømheden, den er kun i Sorgen, i Døden.“

Stemmen kom løssluppen, dump, som var hun på Forhånd døv for alle Ord. Hun blev hængende med Armen over Stolens Læn og stirrede med fortrukken Pande hen for sig.

Evas Øjne sprang hen mod Helge.

Han lukkede Riborg inde i sit Blik, med Hagen sænket mod den store Halssløjfe.

Ømhed kun hos de sørgende. Ja i Crums Blik på Fuglen, hvis Hjærte han skar ud, skælvende, sørgende, nydende, og på sin Hustru: den frydefulde Jammer: Ecce homo!

Og hun, den glade, Livet: den blinde Selviskhed.

Eva satte Hælene hårdt i Gulvet. Riborg forkyndte hende sin Fejde her i hendes egen Stue. Hørte Helge det da ikke? Han, som stirrede på hende: „Vi ved det, Riborg“?

Nej, og han måtte aldrig drømme om Grunden! Ene måtte hun kæmpe for sig og for ham. Ja bi, Riborg, bi!

„Ja, Sorgen,“ Tave vendte sig mod Riborg, „men er den ikke just det, at se de andre? Ser vi de andre, dør da ikke først Glæden — og så vi selv?“

Riborg nikkede svagt, ligegyldigt.

Nej, hvad fattede hun af det? Han, som døde for de andre, i Sorgens Blindhed, hun, som vilde de andre skulde dø for hende, i Sorgens Vellyst.

Og dog, du levede gærne med Helge, om du kunde spærre ham inde i den blodige, skumle Hule derhenne, hvor din Fader omkom din Moder, i sin ømme Sorg.

Nu, du aldrig skal nå det, så længe jeg er i Live, så længe hin Ild brænder selv i den løvfyldte ]ord, nu så du ham gærne død for din Fod, at du kunde nynne din Hævnsalme over ham, som din Fader over Fuglen, I af Afmagt onde!

„Nej, nej,“ Hilding havde taget Lorgnetten af og trak i dens Snor, „just når vi glemmer os selv, nåer vi til Glæden, selv midt i vor dybeste Sorg.“

Han sænkede Blikket.

Ja, han havde fundet Glæden i den dybeste Sorg, han som fandt sin Anden, kanhænde unåelig fjærn for hans Hænder, men nær, å så nær for hans Tanke og Hjærte!

Ja Glæden i den Anden, du eneste Glæde! Sorgen i den Anden, selv du er Glæde!

Glæden i os selv som Sorgen i os selv, I ene er Sorg og Synd!

„Sorg er Synd,“ sagde hun halvhøjt.

De så alle på hende, uden Riborg.

Hun blussede.

Så de hendes Kamp i hendes egen Stue?

Søren Jæmbæk rejste sig, og bøjet over Klaveret sang han, uden en Bevægelse i sit Stenansigt, med enstonende, dyb Røst i det røde Skæg, som Blæst i en Telegrafstang:

Strenge Hr. Synd og så Jomfru Sorg
var før mit Hjærtes Venner
De kommer nu og klager sig,
at jeg dem ikke kender. — —

Ak Jomfru Sorg i Silkeskrud
med hvide, ledige Hænder,
min Herre har mig strengt forbudt,
at jeg Eder mere kender — —

Han tav, med de hårede Hænder på Klaveret, stirrende ind i Lysenes viftende Luer.

Han, hvis tunge Sind havde læsset Biblens Ord på den Hustru, som ikke kunde blive hos ham, og tilsidst, med sin Sorgs blinde Hårdhed, havde tvunget både hende og hendes Elsker i Døden, og som efter et Par Års Sindssyge nu havde fundet sin tunge Fred i den evige Anger, i Lydigheden under Livets levende Lov, i den for sene Vished om, at kun i Ofret for den Anden er Livet for os selv.

Men —

Dér sad hun jo, Jomfru Sorg i Silkeskrud med ledige, dådløse Hænder, ømme, bløde til det kvælende Kærtegn.

Å Helge, ser du hende ikke!

Hun mødte hans Blik. Det tindrede dybt inde, regnbuefarvet.

Å Helge, forstod jeg dig helt, ja kendte jeg dig helt!

Hilding skal fortælle mig om Barnet i Sorgens Stue.

Riborg rejste sig; rank og smidig gik hun hen til Klaveret, slog Tasterne an og sang, med Øjnene sænket:

„Byg dit Liv på Tro og Glæde“
har jeg hørt dem præke, præke,
„Glæden som fra Håb til Håb
kan dig smile ind i Døden.“

Nej, byg det da før på Sorgen,
stolt og hård og dyb som Fjældet,
der til jordens sidste Urgrund
strækker sine stærke Rødder.

Hun slap Tangenterne, vendte sig og gik lydløs tilbage til Stolen.

„Måske,“ Erasmus Globs Brilleglas så fra den ene til den anden af Selskabet, hans lange Mund smilte, „Men vi skulde dog vist bygge for flere end os selv, når vi byggede Hus. Kanhænde vi ellers en- Dag følte os fremmede i vort Hus og måtte ud at søge dets Beboer.“

„Ja, ja,“ Gorm rystede sit pjuskede Hoved, „kun på den Anden står Huset på Klippegrund.“

Eva så på ham.

Hans Hus skred ikke den Dag, hun gik fra dets Tærskel.

Det stod trygt og gav hende og Helge og ham selv Læ i den vildene Skov.

„„Sorg er Synd“ citerede De, Fru Eva — efter Geijers Brev til Atterbom —,“ Hilding løftede Hovedet, hans blide Stemme sitrede svagt. „Men kun, hvor Sorg er Død for os selv og andre. Ti er ikke også Sorgen vor — ja, vor Ret og vor Pligt fra Livet eller Gud. Hvor kan vi da vise den fra vort Hjærte? Så viste vi jo Livet fra det. Levede ikke, hvad vort er. Og det er vel den egentlige, eneste Synd?“

Hans Øjne gled stille rundt i Kresen; så sænkede han dem og legede med Lorgnetten.

„Sorrig og Glæde de vandre tilhobe — Lykke, Ulykke de gange på Rad,“ nynnede Hannibal Gorm og vuggede sit Hoved, „ja, først da fik vi Livet,“ hans bruntfarvede Hånd gned om den skægstride Hage.

Alle tav, og i den dybe Stilhed hørtes Løvets Hvisken om Huset — Trin og Stemmer fra den vildene Skov, der brændte nu i Høst, for at grønnes til Vår.

Den eneste Synd, den begik de to, for hvem Sorgen var Glemsel og Død, de to, som skød Livets Sorrig og Glæde fra sig for Selvets absolute Frihed, fri endog for sig selv.

I sin Glæde dræbte Moder Fader, i sin Sorg Crum sin Anden.

Men hun havde lært af Skoven at finde både Sorgen og Glæden i ham, hendes Liv!

Døren knirkede, Øllegårds Ansigt stak ind:

„Her er els' Bladet. Skolelærer Klemmensen havde det med fra Byen. Og så et Brev til Assistent Gorm.“

„Til mig?“ Gorm så forundret op.

Tave, som flakkede forbi Døren, greb Avisen, døv for Stuens Stemmer, lyttende til de tyste Trin histude.

Pludselig standsede han, i et Skrig. Munden stod åben i det sorte Skæg:

„Dér, dér, dér er det!“

Avisen raslede ned på Tæppet.

Hastigt, som et svævende Spindelvæv, var Fru Ellen hos ham; sky, med foldede Hænder, med Ansigtet løftet mod hans, fulgte hun hans Løb frem og tilbage forbi Døren.

„Hvad er der, Tave, hvad er der?“ Niels Hilding bøjede sig og tog Bladet op.

Hans Hånd slap, han stirrede på Maleren.

„Hængt sig —“ mumlede han, „død!“

„Ja, død !“ skreg Simon Tave i sit Løb, hans Hænder slog ned om hans Hoved, som måtte de klamre det fast, „for min Skyld, for min Skyld! Læs det: hans sidste Håb strandede! Og jeg — jeg — mig er det!“

Ellens Læber bevægede sig, de blege Hænder hoppede op og ned foran hendes Bryst. Øjnene stod opspilede i et Råb af Nød, som Barbara Crums i Dag.

Hun var standset nu, som sin Husbond, men uden at røre ham.

Evas Hænder greb om Ellens, for at standse dem, blot standse dem:

Se mig, å se mig, et Menneske, en Søster, ikke som Barbara ham, Sorgen!

Hvad siger I så!“ skreg Tave pludselig, han løftede sig vaklende op på Tæerne, „hvad siger I så! Var jeg så blind! Se mig, Morderen! Morder fra jeg blev til!“ han rakte de udspilte Hænder op, „Jeg, Hittebarnet, der dræbte, fra min Undfangelse min Moders Sjæl, fra min Fødsel hendes Legeme! mig, rige Mennesker tog fra Asylet, mig ene, da de andre lodes tilbage! Jeg sov under silkestukne Tæpper, i lune Rum, jeg mættedes og kærtegnedes, mens de sov på Bænke og frøs. Jeg lærte vel og spiste vel, mens de som Mælkedrenge åndede sig Tæring til på trækisnende Trappegange eller sløvedes i Fabrikers Hjullarm —. De, der blev tilbage, jeg mødte dem en Dag i en af dem, en Kammerat fra den nøgne Stue, fra Brixen og Stokkens Tugt. Jeg kørte i Karet til Banegården mellem mine Plejeforældre. Jeg skulde på Rejse i Europa. Ham trak en Politibetjent langs Murene til Ris på Rådstuen. Han havde sultet, han havde frosset, han havde stjålet af Købmandens Skuffe. Vore Øjne mødtes. Han kendte mig. Jeg skælvede. Han skar Ansigter og rystede sin Næve. I hans Øjne, i hans Næve så jeg dem, jeg blev foretrukken for, dem, der blev tilbage. De Øjne, den Næve forfulgte mig om Nætterne, lige til jeg blev voxen. Men da havde mit Jeg næret sig så vel af gode Gaver, at det blev stærkt nok til at glemme. Da så jeg med Et gennem mit eget Jeg, at ikke Tilfældet, men Gud udvalgte. Just min Lykke og min Kval skulde lære Menneskene at se Gud. Jeg skulde skænke tilbage i min Kunst, hvad jeg uforskyldt fik. Ja, i Jegets højeste Selvnydelse, i Kunsten, slap jeg fra de andre — i de andres Navn! I Kunstens Spejlkabinet forjog jeg hine Øjne og hin Næve med mit mangfoldiggjorde Jeg. Å, lyksalige År, da jeg kun så mit eget Jeg, hvorhen jeg så! Å eneste Lykke, at gemme de andre bag sit Jeg! — Til Spejlene brast en Dag, og jeg så dem derude, frysende, sultne, forbryderiske, ikke mættede ved et Penselsstrøg, ikke trøstede ved en Nuance. Og nye så jeg, nye andre. De andre Kunstnere, mine nye Brødre, hvis Billeder ikke kom til Udstillingen, fordi mine tog Pladsen, ikke belønnedes, fordi mine tog Prisen, ikke blev købte, fordi mine købtes. I mit Spejls Stumper så jeg mig selv, den mangedoblede Morder. Ikke Gud, ikke Tilfældet, nej min egen Vilje kårede mig. Jeg puffede mig frem i forreste Række den Morgen, de fornemme Fremmede kom på Besøg og gik Runde med Inspektøren for at se på en Dreng — for jeg, jeg vilde være Drengen! Derfor måtte jeg nu have første Ret, for at dølge hin Uret. Og jeg tog de andres. Fra mit første Fjed har jeg trådt Mennesker ned, nu trådte jeg ét ihjel! Nu kan jeg ikke mer! Træd nu mig ned! Tag jer Plads!“

Han brast bagover i Hofter og Knæ. Helge fangede ham i sine Arme.

Ellen udstødte et Skrig og sank ned ved hans Side. Hun vovede ikke at røre selv hans bevidstløse Hånd.

Eva trykkede sin skælvende Mund mod hendes. Se mig, se ikke ham, Døden!

„Oluf! Oluf!“ hviskede Ellen, hendes Øjne stivnede fjærnt.

Oluf, Barnet — hun tænkte ikke på sig selv, ja ikke på sin Husbond, men på Barnet, kun på Barnet.

Livet, Almoder, tænker du kun på dig selv, eller tænker du kun på dine Børn?

Eva vendte Hovedet.

Riborg stod henne ved Portiéren, ene ledig blandt dem alle, med slappe Hænder. Med løftet Hoved stirrede hun stift bort i Luften.

Ved Mundens indsugede Læber en Dirren, en vild Triumf: Ser I!

„Å Jæmbæk, se at få Kalesjen spændt for, så vi kan følge Taves ned. Jeg blir der i Nat. Vi kan jo ikke lade Fruen ene med ham. Og skik Giggen efter Lægen!“ Globs skægløse Rageknivsansigt huggede fra den ene til den anden, han halede Kavajen over Skuldrene i et Ryk.

For hin unåelige Anden havde han ikke glemt de synlige. Han rejste jo kun for sin egen Formue, nøjsommere end en Håndværker. Godsets Indtægter gik til dets Fattige eller lagdes hen til dets rette Ejer. Og hvor han kom i de fjærne Egne, var ham hver Nødlidende den søgte Broder. Han i hvis Ring, der stod: „Jeg vil Retfærdighed!“

Og Gorm, hvis limskællede Hænder varligt som en Moders svøbte de våde Bind om Taves fortrukne Pande:

„Å at det skulde ende sådan, sådan med jer! Å Ellen, stakkels, lille Ellen, havde han nøjedes med at tænke på dig!

Helge knælede med Simon Tave i Favnen. Hans Blik stirrede undrende på de lukte Øjne.

Nu ved Gorms Ord løftede han det pludselig op til Ellen.

Eva skælvede.

I det Blik var den Sorg, som ikke er Synd. —

— „Fru Eva!“ Gorm rev Døren op.

Eva stod med Hænderne fulde af Kaffekopper og Cigarbægre, i Færd med at rydde op efter Gæsterne.

„Fru Eva,“ han blev stående mod Dørstolpen, „min Hustru er død.“

„Død!“ Eva slap hastigt Kopper og Bægre fra sig, ned på Bordet, „død!“

De stirrede på hinanden, stumme, i Lampelyset. Det uordentlige Værelse, Løvets Hvisken og den svage Rullen af Kalesjen ad Landevejen.

„Død — å Gorm,“ Evas Hænder famlede, „men — hun var jo død for Dem, for længe siden.“

„Død?“ han stirrede på hende, askegrå under det grå Hår. „Nej! Nej! hun levede jo netop! Og — derfor levede jeg — jeg, som døde for hende. Og nu, nu,“ Brevet raslede i hans Hånd, „her har hun skrevet det: hun døde den Dag — jeg gav hende Livet.“

„Gorm —“ Eva hviskede.

„Ja, her står det, skrevet i hendes sidste Timer: „Jeg døde den Dag, jeg gik fra dig — til Livet. Du mente, du gav mig Livet, men du tog det. Gennem Årene, de tretten År herude, så jeg det: „Din, din var jeg! Dig, dig var jeg givet! Hvorfor forsvarede du mig ikke?“ Og jeg —“ Gorm brast pludselig forover, hans Stemme lallede, „Den Dag hun gik, de År, de Aftener deroppe —! Jeg trøstede mig: du handlede ret, du frelste hende — og dig selv, din Kærlighed. Du døde, men hun lever; og derfor er du ikke død. Og nu —! Hun, ene hos ham, derude — og jeg, ene i min Stol i vort — fælles Hjem! Nu, nu ser jeg det: hvorfor jeg ikke forsvarede hende! Jeg elskede for lidt! Jeg — vilde have min Samvittighed i Fred. Jeg elskede for lidt!“

Ikke en Lyd. Kun fjærnt, fjærnt den svage Rullen af Kareten, som Søren Jæmbæk jog henad Landevejen ned mod Byen. Søren Jæmbæk, der tvang sin Anden i Døden, fordi han elskede for højt —

Lampen sydede.

Den svage Rullen svandt.

I det samme hvirvlede Bladene, det faldne og det faldende Løv op. Som hine tusinde Andres Trin, i vild jagt på Simon Tave, raslede de bort.

„For,“ hviskede Gorm bag sine Hænder, „jeg troede ikke på det, jeg ene søgte: perpetuum mobile: Livet, Gud.“