Den danske Rigsdag/1/28
Dahl.
Rektor ved Realskolen i Slagelse. Født den 10. Februar 1822.
Det store jævne kjøbenhavnske Publikum beskjæftiger sig ikke meget med Politik; det læser sin Avis og lader sig vel af en eller anden lokkende Titel lede ind paa en nærmere Drøftelse af en Sag, men den indgaaende Forstaaelse af og Indsigt i et politisk Spørgsmaal, som man ikke sjælden kan træffe omkring paa Landet, den er saare ualmindelig hos den kjøbenhavnske Borger.
Saa meget følger dog Kjøbenhavneren med, at han i Reglen har dannet sig en Mening om en eller anden politisk Personlighed, hvis Navn i et givet Øjeblik er paa Omtale. Kjøbenhavneren tager da hurtigt sit bestemte Standpunkt for eller imod den Paagjældende. Dette har et Par Gange i de senere Aar givet sig ret interessant tilkjende.
Da saaledes ved Valgene i 1873 et entreprenant Bladfirma her i Byen med store Plakater i Vinduerne meddelte de efterhaanden indløbne Valgefterretninger, bølgede Gaden af et livligt Publikum, der med stor Interesse fulgte de vekslende Chancer for Partistillingen, som Telegrammerne bragte. Alt holdt sig dog indenfor en livlig Diskussions Omraade, da pludselig Luften fyldtes af rungende Hurraer fra mange hundrede Struber. Hvad var da det, der i saa usædvanlig en Grad begejstrede de Forsamlede? Det var kort og godt et lille Telegram, der meldte, at Bjørnbak i Aarhus var slaaet af Ingerslev. De Tilstedeværende kjendte ganske vist kun grumme lidt til Ingerslev og endnu mindre til Betydningen af hans Valg i Modsætning til Bjørnbaks, men den sidstnævnte havde Kjøbenhavnernes Stemning imod sig, og alene det, at han faldt, betragtede man som en sand Valgtriumf.
Noget lignende gjentog sig ved Valget i 1879. Ogsaa da var der et Blad, som i store oplyste Butiksvinduer udstillede Valgtelegrammerne, efterhaanden som de indlød. Da sporedes ogsaa pludselig en stærk Bevægelse blandt den bølgende Menneskemasse, en Bevægelse, der hurtig slog ud i Fryderaab. Hvad var der da sket? — Telegrafen havde bragt Meddelelse om, at Tauber var falden i Slagelse. At Rektor Dahl var valgt, interesserede kun for saa vidt, som han havde overvundet Tauber. Det var Hovedsagen, at denne var slaaet, hvem Banemanden var, havde kun Interesse i anden Række. Jubelen i Slagelse gav Ekko paa Kjøbmagergade i Kjøbenhavn, og under denne Jubel blev Rektor Dahl baaret ind paa Thinge.
Da nu afdøde Gehejmeraad Fonnesbech, Kredsens mangeaarige Repræsentant, frivillig trak sig tilbage i 1872, valgtes Tauber mod den begavede Knud Pedersen.
Ved de følgende Valg gjorde Kredsen alt for at ryste Tauber af sig; baade Fonnesbech og Dahl gjorde forgjæves Forsøg paa at fortrænge ham. Trods den mest levende Valgkamp, trods de brave Korsøraneres og Slagelsianeres mest energiske Bestræbelser holdt Tauber sig ved Landboernes Hjælp.
Men Kredsen gav ikke tabt. Det var blevet en Æressag for den at blive Tauber kvit. Da Opløsningen kom i December 1878, anspændtes enhver Nerve for at sætte et bedre Valg igjennem, og alle vare enige om, at hvis nogen havde Rimelighed for at besejre Tauber, saa maatte det være den almenagtede og afholdte Rektor Dahl.
Valgdagen den 3. Januar 1879 oprandt, og sikkert i ingen Valgkreds i Danmark blev dens Resultat imødeset med større Bevægelse og større Lidenskab end i Slagelse. Et Ekstratog befordrede Korsøranerne til Slagelse og med flyvende Faner og klingende Spil, afsyngende en i Dagens Anledning forfattet Sang, marcherede de til Valgstedet for alle som en at stemme paa Dahl.
Valghandlingen gik nogenlunde rolig, og ved Kaaringen erklæredes Tauber for valgt under stor Jubel af hans Tilhængere. Saa kom den skriftlige Afstemning, og den trak meget længe ud. Da Resultatet endelig kundgjordes, var den første Følelse paa begge Sider Forbavselse, parret hos Højre med Glæde og Henrykkelse samt med en ubeskrivelig frigjørende Følelse, hos Venstre med Harme og Nedslaaethed.
Dahl var valgt med 1326 Stemmer mod 1042 — næsten 300 Stemmers Overvægt. Den Jubel, der den Aften var i den lille By, skal der ikke kunne mindes Mage til, og det var da heller ikke saa sært.
De lakoniske Ritzauske Telegrammer havde for Slagelsevalgets Vedkommende den betegnende Vedføjelse: „Begejstret Bevægelse”, og blandt alle Højremænd i Landet modtoges Efterretningen med en Følelse, der fuldt Ud svarede til Vedføjelsen i Telegrammet. Fra mange Steder i Landet indløb der Lykønskningstelegrammer til Slagelse, og Højreredaktioner i Kjøbenhavn sendte en Tak og Lykønskning til Højrebladet i Slagelse: „Slagelseposten”.
Var det da en vældig politisk Stridsmand, der havde slaaet en vældig Modstander, siden der var saamegen Larm, eller var det en politisk Fremtoning, til hvilken der knyttedes store Forhaabninger, der var valgt, siden Jubelen var saa stor? Ingen af Delene. Det var en middelmaadig Politiker, en højst usympatetisk Personlighed, som var bleven ufordragelig for Højre, der blev slaaet af en sand Hædersmand, men en Mand, til hvem der ikke knyttede sig store politiske Forhaabninger. Det var mere af æstetiske end af politiske Grunde, man jublede.
Rektor Dahl, der bestyrer Realskolen i Slagelse, er en fintdannet og kundskabsrig Mand. Han er en stille Gransker, en Fredens Mand, for hvis sarte Natur det politiske Kampbulder ligger fjærnt, men som paa den anden Side var villig til at stille sig i Brechen, da Pligten og Æren kaldte ham.
Hans Tilbøjelighed var det vist nærmest at blive ved sin Skole og sin stille Syssel i Slagelse, men han følte det som en Pligt at se bort fra personlige Ønsker, da Medborgerne forlangte ham frem.
Der er noget mildt, noget ægte humant udbredt over den lille, alvorlige Mands Person, som gjør det vanskeligt at forstaa, at netop han blev udset til den hidsige Kamp. Men Forklaringen er den, at kun faa Mænd nyde en saa kvalificeret Agtelse som Dahl, og endnu færre ere saa almindelig afholdte, som han. Hans Skolebørn, disses Forældre, hans Medlærere og Enhver, der kom i nærmere Berøring med ham, bragte hans Ros ud i vide Kredse, og selv politiske Modstandere maatte i Ærefrygt bøje Hovedet for den uplettede Hædersmand. En saadan skudfri Mand maatte have særlige Chancer for sig, mente de ledende Højremænd, og de havde Ret: paa Dahl vilde alle Højremænd stemme.
Som allerede sagt, knyttede man ikke særlige Forventninger til Dahl som Politiker, og han har vistnok heller ikke fremtrædende Interesse eller Anlæg for det politiske Liv. Men han er en alvorlig Mand, der fuldtud vil gjøre sin Pligt, og han er en sjælden varm Fædrelandsven, der vistnok mere end de allerfleste tager sig Fædrelandets Skjæbne nær; han har sørget over den Utilbøjelighed, der hidtil har vist sig med Hensyn til at gjøre Noget for at værne det Land, han elsker mest af alle.
Han er en i høj Grad sympativækkende Personlighed, en æstetisk og idealt anlagt Natur, en Mand, der altid vil kæmpe i første Række for det gode, det sande og det skjønne.
Man frygtede i Begyndelsen noget for, at hans hele Naturel vilde gjøre ham til en mindre fast Partifælle, men heri har man vistnok taget fejl.
Dahl taler sjælden i Thinget, men har han Ordet, bruger han det varmt og godt, dog uden fremtrædende oratoriske Gaver. Som Foredragsholder skal han være fortrinlig.
Ved Valget den 24de Maj havde Venstre stillet den flinke og almenagtede Bonde Niels Larsen op, med Dahl besejrede ogsaa ham med henved 200 Stemmers Overvægt.