Den danske Rigsdag/1/30

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 112-122

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Lars Dinesen.

Statsrevisor. Kjøbenhavn. Født den 16. Novbr. 1838.


Den danske Bondestand rummer langt mere Intelligents, langt mere naturlig Begavelse, end Mange ere tilbøjelige til at tro. Man er saa villig til at indrømme Standen Snildhed eller snarere Fiffighed, men herudover vil man nødig gaa, og det er Uret. Vel ere de nævnte Egenskaber ofte stærkt fremtrædende hos Mange Bønder, men ved Siden deraf kan tit gaa en Forstandsklarhed, logisk Sans, som er overraskende. I den Henseende staar den danske Bonde vistnok ikke paa nogen Maade tilbage for Gjennemsnittet af andre Landes Bønder.

Rundt om paa Landet sidder der i Amtsraad, Sogneraad og Skoleraad Bønder, der gjøre ypperlig Fyldest, og hvis klare Forstaaelse af Sagerne, parret med praktisk Dygtighed, tilføre de paagjældende Forsamlinger en virkelig Kraft.

Det er jo tilstrækkelig bekjendt, at Bondestanden har leveret Lægprædikanter, der have bragt forbavsende Liv og Vækkelse i vide Kredse.

Men navnlig maatte den egentlige Politik, da Adgangen til den blev aaben for Alle, drage de begavede Bønder til sig, og det har den ogsaa gjort. Allerede i Stændertiden sad der dygtige Bønder i begge Forsamlinger, og endnu den Dag idag mindes man i Jylland med en vis Beundring den indflydelsesrige og forholdsvis betydelige Rolle, Bonden Ole Kirk spillede i Viborg Stænderforsamling.

Vor unge Frihed har allerede bragt en Række begavede og dygtige Bønder frem; mange ere døde, andre have trukket sig tilbage fra den politiske Gjerning, men endnu sidder der paa Danmarks Rigsdag Bønder, som, ganske bortset fra deres politiske Standpunkt og den Nytte eller Skade, de gjøre, med Hensyn til naturlig Begavelse og parlamentariske Evner gjøre Standen megen Ære, ja enkelte af dem kaste ligefrem Glans over den. Bønder med en saa god Forstand som Folkethingsmændene Aaberg, H. P. Andersen, N. Andersen, J. Busk, L. Dinesen, Villads Holm, Søren Kjær og Tange, samt Landsthingsmændene Clausager, Lars Eriksen, Cl. Johannsen, P. Pedersen, S. Pedersen, Raben, Chr. Rasmussen, N. Rasmussen og Termansen, foruden maaske flere andre, ere ærefulde Repræsentanter for den saakaldte tredje Stand.

Men det Held, mangen Bonde havde paa den politiske Bane, og den Art Lykke, han gjorde, virkede bestikkende og gjorde Skade. Deraf kom Troen paa, at naar man kun sendte dygtige Bønder til Thinge, saa var alt godt, deraf kom den overhaandtagende Mani for at faa Bønder frem paa Valgdagene, en Mani, der ogsaa har grebet mange Højrekredse.

Nu sidder der i Danmarks Folkething mere end 40 Bønder, foruden de ikke faa Medlemmer, hvis nære Afstamning fra Bonden endnu er skarpt fremtrædende baade i Aandsretning og Tankesæt. Altsaa er i al Fald mere end 2/5 af Folkethingets Medlemmer Bønder, og det tør man vistnok aldeles uden Partihensyn kalde for meget. Thi det at fylde en Plads i et Udvalg eller at levere et godt Bidrag til Diskussionen er ikke nok til at føre et Lands Udvikling frem. Dertil kræves en Aandsudvikling, en Intelligents og en Kundskabsfylde, som Bonden ifølge sin Opdragelse og Oplæring ikke kan besidde.

Som Medvirker til det Heles Fremme kan Bonden gjøre fortrinlig Nytte, men Hoveddrivfjeder kan han ikke være og ikke i en overskuelig Fremtid blive, saaledes at Landet kan have virkelig Nytte af det. Vi have jo herhjemme kjendt Tider, hvor en enkelt Mand ved sit Genis Magt har givet hele Udviklingen kraftige Stød fremad. Der er Navne nok, hvorom det gjælder, men der er ingen Bondes imellem dem. I en enkelt Sag have vi set Bønder øve en mægtig Indflydelse; men paa den politiske Gang i det Hele, paa Rækker af Sager i en enkelt Samling have vi ikke set det.

Lars Dinesen kan heller ikke siges at have gjort det, men han er dog vistnok den Bonde, der har havt størst og mest Indflydelse paa en Udviklingsperiode herhjemme. Han har i de senere Aars Kampe, havt større Betydning for Sagernes Gang, end man i Almindelighed er tilbøjelig til at tro. Hans sunde, praktiske Blik, hans Kjendskab til Modstanderne og deres Taktik, hans gode Forbindelser og nøje Indsigt i sine Standsfællers Natur har sikkert ofte sat ham i Stand til at give gode Raad, som det til Tider var værd at følge, og som vistnok ogsaa ofte ere blevne fulgte.

Men Dinesen er heller ikke nogen almindelig Bonde. Han er udrustet med dybere Syn og et mere vidt rækkende Blik end de allerfleste af hans Standsfæller, og hertil kommer en stærkt udviklet politisk Sans, som er meget sjælden hos Bønder. Han har allerede en lang politisk Erfaring, og den har han vidst at drage god Nytte af. Skjøndt han endnu kun er lidt over 40 Aar gammel, kan han se tilbage paa over 17 Aars Parlamentarisk Virksomhed, vistnok noget enestaaende herhjemme.

Lars Dinesen er født i det livlige Holbæk Amt, i Kulby ved Slagelse. Hans Fader var Fæstebonde under Vedbygaards Gods, og han, saa vel som den øvrige Slægt, blev tidlig vakt af den Politiske Bevægelse, der alt siden Stændertiden rørte sig saa levende i Holbæk Amt. Faderen var en ivrig Bondeven, og han var Stiller for den begavede Skolelærer Gleerup de tre Gange, denne stillede sig i Vedbykredsen.

Lars Dinesens Barndom og Ungdom faldt i en stærkt bevæget Tid, og det er rimeligt, at Tidens Rørelser ogsaa prægede hans Udvikling. Han fik en Opdragelse og Oplærelse som andre Bønderbørn, vistnok hverken bedre eller værre, men man sporede dog tidlig meget lovende Evner hos den unge Mand.

Da han var 20 Aar gammel, blev Trangen til en fyldigere Kundskabsudvidelse end den, Almueskolen havde givet, saa levende hos ham, at han overvandt alle Hindringer og kom ind paa Grundtvigs Højskole ved Kjøbenhavn. Her fik han under den dygtige Forstander Groves Vejledning sine Kundskaber udviklede og sit aandelige Syn udvidet paa en særdeles gavnlig Maade. Fra hans Højskoletid roses han for megen Flid og Energi og en paafaldende Lærenemhed.

Han kom nu atter ud paa Landet og gik bag Ploven; men Kræfterne voksede i den unge Mand, og Vingerne spændtes ud til en højere Flugt. Politiken begyndte at interessere ham, og han prøvede sine første Kræfter mod den bekjendte Smed Søren Jensen fra Rude, der var Kredsens Repræsentant. Begyndelsen var heldig: Dinesen viste sig istand til at give sine Tanker et klart Udtryk, og han skal oftere have sat den djærve Smed til Vægs i Debatten.

Befolkningen begyndte at faa Øje for den unge Mands Evner, og ved Valget til Rigsdagens Folkething den 6te Marts 1864 stod han, kun 25 Aar gammel, første Gang paa Valgtribunen. Han slog begge Modkandidaterne: Smed Søren Jensen fra Rude og Proprietær Jørgensen; Stemmetallet var henholdsvis 437, 219 og 102.

Med dette Nederlag forlod den i sin Tid saameget omtalte Smed den politiske Kampplads. Først i de seneste Aar har han atter under Valgkampe ladet høre fra sig, men den engang saa ivrige Venstremand synes nu nærmest at hælde til Højre.

Ved fire følgende Valg valgtes Dinesen ved Kaaring, og kun ved et af disse Valg havde han en Modkandidat, en Proprietær Hvidt, der dog trak sig tilbage efter Kaaringen.

Men fra 1869 begyndte en stadig voxende Modstand at rejse sig, en Modstand, der omsider drev Dinesen bort fra Kredsen. Ved Valget i 1869 var det en Bonde, Frantz Nielsen, der prøvede Kræfter med Dinesen, men han kom galt fra det og naaede kun 350 Stemmer, medens Dinesen fik 838. Under Valgperioden 1869—72 iværksattes den voldsomste Agitation fra Venstres Side mod Dinesen, men denne sejrede dog ved Valget sidstnævnte Aar over den senere Folkethingsmand Niels Larsen med 1102 Stemmer mod 633. Agitationen fortsattes imidlertid paa det mest levende, og da Opløsningen kom i Oktober 1873, følte Dinesen sin Stilling saa undergravet, at der endog kunde være Tvivl om hans Valg.

I Frederiksborg Amts 3die Valgkreds sad den brave P. Pedersen fast i Sadlen, men da han havde gode Udsigter til at slaa Balthazar Christensen i Frederikssund, opgav han sin sikre Valgkreds for at fortrænge en Venstremand, og denne opofrende Færd lønnedes den Gang med et heldigt Udfald. Frederiksborgkredsen søgte da Dinesen, og han modtog Kaldelsen, hvorved han naaede en betrygget Valgkreds istedetfor den truede Vedby. Denne gik nu strax over i Venstres Hænder og fik Niels Larsen til Repræsentant.

I Frederiksborgkredsen synes Dinesen at sidde overordenlig fast, og det eneste Forsøg, Venstre hidtil har gjort paa at fortrænge ham, faldt mere end kummerligt ud. Det var ved Valget den 25de April 1876 — Venstres store Sejrsdag — at en lokal Agitator, Skolelærer Hansen, blev stillet op mod Dinesen, men af over 900 afgivne Stemmer naaede han kun 135. Den 3die Januar 1879 stod Dinesen uden Modkandidat, og uagtet Berg i egen Person har taget Bopæl i Hillerød og derfra leder en ilter Venstreavis samt paa alle Maader agiterer for sit politiske Standpunkt, vil det dog vistnok ligge over hans Kræfter at kaste den besværlige Modstander ogsaa ud af denne Kreds.

Da Dinesen kom ind i Rigsdagen, var han Venstremand, vistnok nærmest Bondeven. Hans stærkt udviklede nationale Følelser anviste ham ganske naturlig Plads i „det nationale Venstre”, den Gang dette Parti dannedes, og da det i 1870 svingede ind i „det forenede Venstre”, svingede Dinesen med.

Han har saaledes været med at grundlægge det Parti, der siden skulde vinde sig en saa sørgelig Navnkundighed, og han har medunderskrevet Manifester og Programmer osv., hvilket han mange Gange senere har maattet døje bitre Piller for.

Dinesens selvstændige Natur trivedes imidlertid ikke godt under denne Forenings despotiske Regimente, og da Partiet tilmed viste sig mere end lunkent paa Forsvarsomraadet og i andre Retninger, hvor Dinesens varme Følelser krævede Gjerning, kom han hurtigt i Strid med de ledende Mænd, og da saa Partiet kastede Masken og tog udelukkende Sigte paa Magten, som det Endemaal, hvortil der styredes, brød han ligefrem med det.

Han blev sat ud af Partiet, og nu begyndte J. A. Hansen og hans Mænd den voldsomste Kamp mod Dinesen, i hvem Venstre med Rette saa en yderst farlig Modstander. Det var denne Kamp, der først ret aabnede Højres Øje for Dinesens Værd og Betydning. Hidtil havde man vel set med Velvilje paa den begavede unge Bonde, men særlige Forhaabninger havde han dog ikke vakt.

Da lød Beretningen om Kampbulderet i Holbæk tredje. Den ene Gang efter den anden drog J. A. Hansen med 3 à 4 Adjudanter paa Togt ned i Kredsen for at knuse Dinesen, men denne var paa sin Post. Han undgik ikke Kampen, men optog den, og der var noget meget tiltalende i at se den unge Mand staa ene i Striden mod saa stærke Modstandere. Det var vældige Slag, der førtes, og alvorlige Knubs, der blev givet og modtaget, men besejret blev Dinesen ikke.

Det var i forholdsvis rolige Tider, at denne Kamp førtes, derfor vakte den saa megen Opmærksomhed, derfor henvendte Højre lidt overrasket Blikket paa den unge Bonde, der sloges saa djærvt og dygtig.

Han dreves mere og mere over i Højres Rækker, i ethvert Fald dreves han til den yderste Modstand mod „det forenede Venstre”. Fra hine Dage hørte Dinesen Højre til, og han blev Venstres farligste og utrætteligste Modstander. Nu blev han Angriberen og i flere Aar lige til de sidste Valg har han over hele Landet leveret Venstre en Række af Slag og tilføjet Partiet mangt et Ulivssaar, og han har rigelig havt sin ærefulde Andel i det Nederlag, Partiet omsider led.

Dinesen var nu bleven en Væltens Mand. Den velhavende kjøbenhavnske Borgerstand fandt Behag i en Bonde med hans Evner og hans Anskuelser, og han var en Tid en søgt Mand i Selskabslivet. Ja, en af vor Handelsstands ypperste gjorde endog en Udenlandsrejse med Dinesen, hvorved dennes Kundskaber og praktiske Blik naturligvis yderligere udvikledes. Ogsaa paa mangt et Herresæde blev han en velkommen Gjæst, hvis beskedne men dog sikre Optræden overalt fandt Bifald.

Den Lykke, han gjorde, skadede dog hverken Manden eller Politikeren. Han vedblev med stor Flid at passe sin Rigsdagsgjerning, og han satte sig med stor Omhu ind i enhver Sag.

Hans Kræfter bleve nu ogsaa lagte stærkt i Beslag; han havde allerede længe været Medlem af Finantsudvalget; nu kom han tillige ind i en Række andre Udvalg, men hans store Arbejdsdygtighed satte ham istand til at fylde de forskjellige Stillinger ud. Ethvert Hverv, der blev ham overdraget, udeførte han med stor Omhu og Samvittighedsfuldhed.

Det, at han blev brugt saa meget, gjorde naturligvis, at han kom tilbunds i en Række indviklede Sager, men selv paa Omraader, hvor han ikke havde nogen Særvirksomhed, satte han sig nøje ind i de paagjældende Lovarbejder og deres Gang. Venstre har saa ofte pralet af, at Berg var saa mærkelig „slagfærdig” til Enhver Tid, og det er han ganske vist ogsaa, i alle Tilfælde mere end nogen anden Venstremand, men denne Slagfærdighed findes ogsaa hos flere Højremedlemmer og ganske ubetinget hos Dinesen. Det har han lagt for Dagen ved mange Lejligheder, og det er ved saare mangen Dyst kommet ham til Gode. Han har fulgt godt med og er som faa fuldstændig inde i Sagerne.

Han har en fortrinlig Hukommelse og megen Aandsnærværelse, saa at der skal Held til at sætte ham i Spørgsmaal om Sagernes Detailler og deres historiske Gang. Men han har som alle andre Mennesker, sine særlige Kjæpheste og det er Forsvarsministerierne. Her besidder han en for sin Stilling overordentlig Sagkundskab, som det maa have kostet meget Arbejde og megen Interesse, at erhverve. Selv i særlige Fagspørgsmaal har han undertiden lagt en overraskende Indsigt for Dagen, og der gives vist ikke mange Officerer, der i højere Grad end Dinesen har Personalet ved Land- og Søvæsenet i Hovedet, ikke blot Navne, men Alderen, Stillingen i Aldersordenen og Avancementschancerne. At han med saadanne Betingelser har været et ypperligt og uundværligt Medlem af Hærudvalgene følger af sig selv.

I Finantsudvalget ligger særlig alt Bygningsvæsen under ham, og han skal, hvad selv hans Modstandere indrømme, heri have erhvervet sig en fortrinlig Indsigt. Dinesens Rigsdagsvirksomhed har i det Hele mest Betydning i Udvalgene, samt i organisatorisk Partigjerning.

Han taler ikke meget i Salen, men man kan være vis paa, at naar han tager Ordet, har han et virkeligt Bidrag at yde til Belysning af den paagjældende Sag. Han er stærk om end ikke altid fin i Debatten, og han slaar igjen, saa det føles. Han taler med stor Lethed i et meget klart og koncist Foredrag, der kun skæmmes af en udpræget sjællandsk Dialekt.

Vil man have et rigtigt Blik over Dinesens politiske Evner, maa man imidlertid se ham ved et bevæget Vælgermøde, helst naar han staar ene omgivet af farlige Modstandere. Saa kan han være stor. Hans Hukommelse, hans Indsigt i Sagerne og hans Aandsnærværelse kommer ham her ypperlig til Nytte. Han gjennemgaar grundig en Modstander og i samme Øjeblik, han slutter en Tale, forlanger han Ordet igjen, for at imødegaa en ny Modstander, der skal til at tale. Saaledes kan han blive ved med en forbavsende Utrættelighed og usvækket Friskhed. Selv i en Forsamling af Modstandere kan han slaa an; han kjender sine Pappenhejmere og véd at tage dem paa rette Maade.

Dinesen har vist aldrig lidt et egenligt Nederlag; thi selv om han er bleven besejret, har han altid tilkæmpet sig Forsamlingens Agtelse og Erkjendelsen af, at han har kæmpet som en Mand. Han har altid klare og ofte særdeles gode Grunde at fægte med, men han kan undertiden ogsaa ynde at appellere til Tilhørernes Lattermuskler ved Vittigheder og morsomme Indfald. Det lykkes ham ofte, men det fører ham ogsaa undertiden paa Afveje, saa at han bliver mindre smagfuld, men mere irriterende.

Ligesom Berg har været Venstres ihærdigste og ivrigste Agitator, saaledes har Dinesen været Højres. Han giver vist ikke Bergs 600 Mil noget efter; er der nogen i Højre, der muligvis kunde gjøre Dinesen Forrangen stridig, kan der ikke være Tale om andre end Niels Andersen.

Dinesen er under et Valgrøre snart paa Sjælland fra Nord til Syd, snart paa Lolland-Falster, snart paa Fyen og saa;-ti Jylland. Altid i Bevægelse, altid holdende Taler og organiserende Modstanden mod Venstre.

Der er Valgkredse, hvis Bevarelse og hvis Erhvervelse for en stor Del skyldes ham, dels direkte ved den af ham udfoldede Virksomhed, dels indirekte ved det Liv, han kaldte frem, og den Organisation, han har sat i Scene. Valget den 3. Januar 1879 var en Hædersdag for Dinesen, han nød da Frugterne af mange Tiders ihærdigt Arbejde.

Højre, der ellers fornemt holder sig fra al Agitation, overladende Venstre hele Bearbejdelsen af Folket, kan ikke undvære Mænd af Dinesens Kaliber, og den Dag, han melder sig fra Tjeneste, skal det nok mærkes.

Dinesen har været Venstre en frygtelig Modstander; han knuste J. A. Hansen, og han har revet mere end en Valgsejr ud af Partiets Haand. Det er selvfølgeligt, at en saadan Virksomhed skaffer trofaste Venner, men ogsaa bitre Fjender. Paa Rigsdagen kommer han dog mærkværdigt godt ud af det med sine Modstandere.

Ved Siden af saamange andre gode politiske Egenskaber har Dinesen endnu en, som ikke er mindst værd. Han har i en paafaldende Grad en fin Næse, han har ofte Fingeren paa Pulsen af den politiske Situation og kan rigtigt angive Strømmens Retning. Længe inden vi fik den provisoriske Finanslov, spaaede han, at den maatte til for at knuse Venstres Magtbrynde, og han forudsagde nøjagtig, hvorledes det saa vilde gaa. Han fik Ret indtil Detaillerne.

Den Gang han ved Dyrskuet i Frederiksborg under en Samtale med Kongen antydede en gjærende republikansk Understrøm, havde han ikke saa megen Uret. Der gjærede sikkerlig den Gang en slig Strømning, det viste det politiske Møde i Skanderborg og Arnæssesagen, samt Bergs „Advarsel”, men Strømningen var rigtignok af en højst forbigaaende Natur og har vistnok nu helt vendt sig.

Ogsaa i den senere Tid i Kalkbrænderifortsagen og i Hærlovssagen har han lagt et vidtskuende Blik og en fin Følelse for Dagen.

En Mand med saa mange gode politiske Egenskaber som Dinesen maa naturligvis have Lov til at have politiske Fejl, og han har i ethvert Fald en enkelt. Han forser sig, om saa tør siges paa sin egen Opfattelse af en Sag. Han sætter sig med Varme og Energi ind i Sagen og tager saa sit deciderede Standpunkt. Den Vej, han anser for den rette, den vil han have gaaet, og han taaler ikke, at man slaar ind paa andre Veje, selv om disse mulig ogsaa kunde føre til det samme Maal. Her er nogen Stivhed, som ikke er heldig, og herfra skriver sig vistnok de „Foraarsstemninger”, man ikke helt med Urette har bebrejdet ham.

Men alt ialt er Dinesen en mærkelig Bonde og en ualmindelig dygtig Politiker.

Han er ofte blevet sammenlignet med Laurids Skau, og der er heller ikke faa Lighedspunkter mellem de to begavede og bejstrede Bønder.

Dinesen er en ualmindelig varmt følende Fædrelandsven, og han har et for sin Stand mærkeligt Blik paa alle ideale Interesser. Men han er tillige en praktisk Mand, der gjør Højre her i Landet store Tjenester, ikke blot ved sin agitoriske Virksomhed, men ligesaa meget ved sin organisatoriske indenfor Partiet i Rigsdagen. Han er Højres Arbejdsbi.

Kun i saare ringe Grad har Dinesen fundet Paaskjønnelse for sine Opofrelser; man har endog knebent og vanskelig nok erstattet ham hans positive Udlæg paa hans mange Rejser, men en lønnet Virksomhed har man først i de allersidste Dage kunnet byde ham, der intet ejer og helt har ofret sig for Politiken, saa at han endog har maattet opgive sin Landbovirksomhed. Han har dog virkelig gjort Højre saa mange Tjenester, at han nok kunde fortjene Paaskjønnelse.

Nu er Titlen „Ungkarl” ombyttet med den mere standsmæssige: „Statsrevisor”.

Uden Politikken er Dinesen en søgt Fest- og Folketaler og en talentfuld Foredragsholder. Ogsaa som heldig Skaaltaler gjør han sig af og til gjældende i Selskabslivet.

Han var en Tid Redaktør af „Folkets Avis”, men skjøndt han ogsaa fører en dygtig Pen, laa den journalistiske Virksomhed dog ikke særlig for ham, og han kunde heller ikke ofre den fornøden Tid og Pleje.

Hans hele Virken er nu koncentreret paa Politikken og hvad dertil hører; Statsrevisorgjerningen falder jo ogsaa sammen dermed. Han har allerede drevet det vidt, men med hans Ungdom, hans Kræfter og Evner vil han kunne drive det langt videre, hvis der forundes ham Tid dertil.

Alle Højremænd maa ønske og haabe dette; thi Mænd som Lars Dinesen ere saare sjældne og saare værdifulde.