Den danske Rigsdag/1/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 177-180

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Højmark.

Skolelærer i Stavtrup. Født den 7. September 1832.


I Stavtrup, Koldt Sogn ved Aarhus er Højmark Skolelærer og har alt været det i mange Aar. Han indrangeredes tidlig blandt de politiserende Skolelærere, dem vort lille Land efterhaanden har faaet alt for mange af, og da han hyldede meget frisindede Anskuelser, førtes han snart i Berøring med Lars Bjørnbak, i hvis Domæne han boede, og hvis Indflydelse i Slutningen af Tredserne var i stadig Stigen blandt Østjyllands Venstremænd. I Begyndelsen hyldede vistnok ogsaa Højmark den vibyske Profet, men dennes herskesyge Temperament, der maatte støde selvstændige Mænd fra sig, gjorde snart Højmark kølig, og da saa Bjørnbaks Politik fik en mer og mer nedbrydende Tendents, vendte Højmark sig helt fra ham og blev hans Modstander. Sligt fandt Bjørnbak sig ikke rolig i. Allerede da Højmark ikke vilde lade sig spænde for Triumfvognen, blev Bjørnbak ham gram, men da han endog dristede sig til ligefrem at gjøre Front imod den mægtige, fnysede Bjørnbak imod ham og rettede det ene Angreb paa, ham voldsommere end det andet. Højmark er imidlertid en sejg, slidsindet Jyde, der med stor Ro og Sindighed tog Kampen op, og da han var rolig og besindig i samme Forhold som Bjørnbak var hidsig og vild, vandt han ikke saa lidt Indflydelse og blev slet ikke nogen ufarlig Modstander for Tribunen fra Viby.

Da der baade fra højre og venstre Side begyndtes en Reaktion imod Bjørnbaks socialistiske Rumlerier, tog Højmark en temmelig levende og en ret dygtig Del i Angrebene og bekæmpede baade mundtlig og skriftlig sin tidligere Meningsfælle. Da saa de vilde Arbejdermøder arrangeredes i Aarhus, Møder, paa hvilke Bjørnbak paa det uhyggeligste fanatiserede Arbejderne, blev Bruddet ulægeligt mellem de to Skolelærere; ti Højmark var en af de faa, der ved sin Besindighed og Alvor kunde skaffe sig Ørelyd blandt de fanatiserede og endog vinde afgjort Sympati blandt de fornuftigste af dem. Hans Optræden nevtraliserede for en stor Del Bjørnbaks, og berøvede i alle Tilfælde denne den afgjorte Sukses, som alt tegnede til. Bjørnbak fnysede og stampede, men Højmarks koldblodige Ro holdt ham Stangen.

I den Tid regnedes Højmark mere til Højre end til Venstre, og Bjørnbak undlod naturligvis ikke at fremstille Skolelæreren fra Stavtrup som en as de allerfuleste Højremænd, hvis eneste Maal var at komme de smaa i Samfundet tillivs. Om end Modstanden og Kampen, i Forening med hine Dages Forhold, maatte drive en Mand som Højmark over i Højres Rækker i Kampen mod, hvad der da var oppe, vedblev han dog ligefuldt i sit Hjærte at høre Venstre til, og som saadan stillede han sig ogsaa i de Dage til Folkethinget. Det var i det hele ikke den Gang enestaaende, at Venstremænd kæmpede i Højres Rækker ellet at Højre med Varme sluttede sig om Venstremænd. Saaledes blev f. Eks. Niels Jensen, Toustrup, i 1872 valgt til Folkethingsmand for Skanderborgkredsen, tildels ved Højres Stemmer og væsentligst ved en livlig Agitation for ham fra Højrebladet „Jyllandspostens” Side. Det store Magtspørgsmaal, der i saa høj Grad forbitrede Gemytterne og fremkaldte den Uhyggelige personlige Ufordragelighed, var jo den Gang endnu ikke rejst.

Det er forstaaeligt, at en Mand med Højmarks Tilbøjeligheder maatte stile henimod Rigsdagsgjerningen, men der beredtes ham mange Skuffelser, inden han naaede Maalet. I 1869 stillede han sig i ESbjerg, men naaede kun en Fjerdedel af de afgivne Stemmer, i 1872 i Randers mod Rée og i 1873 i Hobro, hver Gang forgjæves. Dog naaede han i Hobro et ret anseeligt Antal Stemmer. Han vedblev at være Rigsdagsæmne, og da der i 1876 skulde være Valg igjen, vendte han det utaknemmelige Jylland Ryggen og slog ned paa Søndersøkredsen, hvor han, støttet af den lokale Venstreagitation, slog Proprietær Andersen med 765 Stemmer mod 750. Ogsaa ved Valget i 1879 stod han sig, men det kneb atter den Gang meget haardt, idet han kun fik 13 St. flere end Modkandidaten — 861 mod 848. Hans Stilling der i Kredsen synes altsaa at være meget usikker, og skjønt han ved de to sidste Valg havde en ret betydelig Overmagt, er der dog en Mulighed for, at han atter kan komme til at jage om efter en Valgkreds.

Højmark blev straks paa Rigsdagen Medlem af „det forenede Venstre”, men spillede i Begyndelsen en meget underordnet Rolle paa Thinge, og den eneste Melodi, hans Lire drejede, var den fortærskede Højskolearie.

Højmark er imidlertid ikke uden Evner, vel langt fra nogen fremragende Mand, men i Besiddelse af en sund og god Forstand med tilsvarende Karakteregenskaber. De Kræfter, der bo i ham, kræve Tid til at faa Vækst og Frodighed; ti han er en langsom Natur, men desmere støt og sikker. Han iler ikke mod sit Maal; men han kommer alligevel med og naar det da godt og solidt. Han bankede sig da ogsaa op i Rigsdagen og er nu et ret indflydelsesrigt Medlem af det saakaldte moderate Venstreparti. Han har en smuk og fortjenstfuld Andel i Forsvarslovenes Gjennemførelse og er i det hele en af de Rigsdagsmænd, som der kan ventes noget godt af i Længden, og som blive mere og mere lovende, jo ældre de blive paa Thinge. Han er en af Venstres virkelig moderate Mænd, der til enhver Tid af al Magt vil bekæmpe Udskejelser og nedbrydende Tendenser samtidig med, at han dog vil kæmpe for et taaget Frihedsideal. Hvis den nuværende Partiordning en Gang ændres i en fornuftig Retning efter de virkelige Anskuelser, vil han være en af de Venstremænd, der vil kunne mødes med mange af de nuværende saakaldte Højremænd. Det er nemlig ikke store Principper, der her skiller ad, men kun et „Hvor langt” eller „Hvor meget”.

Højmark er, som sagt, en ret vel begavet Mand, og han taler ogsaa ganske godt og let, men med et noget søvndyssende Foredrag, der altid vil skade ham som Taler, baade paa Rigsdagen og paa Valgtribunerne. Naar man læser, hvad han har sagt, vil man altid finde det godt og fornuftigt, men det gjør ikke noget tiltalende Indtryk at høre det fra hans Læber. Han er sikkert en meget brav og retsindig Mand, og han nyder ogsaa Agtelse og er afholdt. Det var vistnok en polemisk Vending, naar Bjørnbak advarede imod at tro ham indenfor de blaa Briller. Højmark er en af Venstres sympatetiske Mænd og i det hele baade en passabel og agtværdig Folkerepræsentant.

Hans Valgkreds var i mange Aar i Gaardfæster H. C. Johansens Værge, og han trodsede lige til sin Død alle Angreb fra Gaardmand C. Nielsens, Baron Blixen-Fineckes, Sognefoged N. Hansens og Væver Lars Eriksens Side. Den sidstnævnte tog Kredsen i Arv og holdt den med en enkelt kort Afbrydelse indtil 1869, da Sognefoged L. Andersen endelig besejrede ham. Andersen faldt i 1873 for Chr. Poulsen, der i 1876 afløstes af Højmark. Ved Valget til den grundlovgivende Rigsdag kæmpede ikke mindre end 6 Kandidater om Kredsen, deriblandt Blixen-Finecke og Hofman-Bang, men ovennævnte Gaardfæster Johansen blev Sejrherre.