Den danske Rigsdag/1/49
Jagd.
Kaptajn, Amtsforvalter i Kolding. Født den 27. April 1821.
Kaptajn Jagd er en self made Mand, han skylder alene sine Evner, sin Energi og sin praktiske Natur den Stilling, han indtager, og det Navn, han har vundet. Hans Barndom og Ungdom stilede ikke hen mod noget større Maal, og praktisk Skolelærergjerning var vistnok det Ideal, der efterstræbtes. Han fik ogsaa Skolelærereksamen; men hans rastløse Natur, hans tidligt vakte hæderlige Ærgjerrighed aabnede større Vidder for hans ungdommelige Blik. Ingeniørvidenskaben synes at have lokket ham, og hvordan det nu end gik til, saa var han en smuk Dag i England for at uddanne sig, og han havde alt dengang vidst at skaffe sig indflydelsesrige Mænds Støtte og Anbefaling, hvilket aabnede ham en Adgang til betydelige Mænd i England, som ellers er lukket for Fremmede. Saa kom Tiden for Telegrafanlægene herhjemme, og nu kunde Jagds praktiske Evner finde Anvendelse. Han var med til at grunde og anlægge en stor Del af vore første Telegrafledninger og skal have skilt sig med megen Dygtighed fra dette Hverv.
Omtrent samtidig var imidlertid Krigen 1848 udbrudt, og med den kom Jagd i sit rette Element. Hans varme Fædrelandskjærlighed, hans ubetvingelige Frejdighed, hans Tro paa egne Evner, hans Snarraadighed og praktiske Sans afgav Stof til en fortræffelig Soldat, og det blev Jagd ogsaa. Men den menige Mands Gjerning i Geleddet, ja selv en underordnet Officers Virksomhed indenfor den regulære Armees Rammer tilfredsstillede ikke hans ubundne Natur; han maatte selv have Noget at styre, selv kunne gribe ind i Begivenhederne. Hans Plan var at danne et Frikorps, der vel skulde operere i Forbindelse med og efter Anvisning af den regulære Armee, men dog have en selvstændig Organisation og en særlig Opgave. Han fik et saadant Frikorps dannet af vilde, forvovne Knægte, som kun en Fører med Jagds Mod, ubøjelige Energi og — fysiske Styrke var i Stand til at indgyde Respekt og noget af, hvad der hedder Disciplin.
Med dette Korps rykkede han i Felten og dannede Herrens yderste Forpostkjæde, nærmest paa Livet af Fjenden. Jagds „wilde verwegne Jagt” gjorde fortræffelig Nytte og lagde ved mere end en Lejlighed i en sjælden Grad Mod og Dødsforagt for Dagen. Den geniale Læssøe satte megen Pris paa Korpset og dets kække Fører og var meget tilbøjelig til at bruge det, netop med dets ejendommelige Organisation; men andre Ledere i Hæren saa mindre velvillig paa dette ganske vist meget irregulære Korps og vilde have det indordnet under Hærens stramme Mondur. Mangen smuk Bedrift er udført af denne Afdeling.
Rundtom i Landet spredtes Beretninger om Korpsets eventyrlige Gjerninger, og Jagds Navn nævnedes med Hæder fra Manges Læber. Der var Noget af en Garibaldi i Jagd. Hans dristige Korps savner endnu sin Historieskriver; men havde vi herhjemme en Runeberg, vilde denne utvivlsomt her have fundet Stof til Sange, her have hentet ildnende Beretninger fra vor „Fänrik Staal“.
Den Retning i Armeen, der holdt paa Korpsets Inddragen under den militære Ramme, vandt Overhaand. Jagd kæmpede imod af al Magt, men forgjæves, og selv gik han saa som Premierløjtnant ind i Hæren. Han kæmpede vedblivende med usvækket Mod og Tapperhed, han hentede sig hædrende Saar paa Slesvigs Valpladser, men den egentlige Løftelse var taget fra ham samtidig med Lejligheden til at virke paa egen Haand.
Han gik ud af Krigen med Kaptajns Rang, med Ridderkorset paa Brystet for tapper Daad og med et smukt Navn ude i Folket. Han tog da atter Fredens Syssel op og blev Telegrafbestyrer i Nyborg.
Det var ganske naturligt, at Frihedsluftningen herhjemme maatte paavirke et Gemyt som Jagds. Han havde været i England og der indsuger nogle ideale Frihedsbegreber, og hans første Fremtræden herhjemme som Politiker var i Venstreretning med en stærkt demokratisk Tendents. Allerede den 4. December 1849, altsaa midt under Krigen, stillede han sig til Valg i Svendborg og slog, vistnok alene ved Bønders og Smaaborgeres Hjælp, med 622 Stemmer Seminarielærer Meier, der fik 431. Paa Rigsdagen indtog han en temlig selvstændig Stilling, men dog i udpræget Venstreretning. Saa gik der flere Aar, i hvilke han ikke søgte Valg, men han vedblev dog med Iver at virke for Politikken og øvede navnlig en betydelig Indflydelse ved de lokale Valg.
Han havde imidlertid opgivet Telegrafvæsenet, eller dog ved Siden deraf kastet sig over anden Gjerning. Søudtørringsspørgsmaalet var rejst andetsteds, men havde dog ikke herhjemme med synderlig Styrke gjort sig gjældende; senere blev det jo en hel Mani. Her var noget nyt for Jagd, noget for hans lidt eksperimenterende Natur, og han kastede sig med sædvanlig Kraft og Energi over denne Opgave. Den store Sjørring Sø ved Thisted blev den første af nogen Betydning, der udtørredes herhjemme, og Jagd var Mand baade for at sætte denne store Sag i Scene og gjennemføre den. Her skal han ogsaa have lagt megen Dygtighed for Dagen, men Udtørringsarbejdet betalte sig ikke, i ethvert Fald ikke for Jagd. Han tabte alligevel ikke Modet, og Planen er nu godt og solidt gjennemført. Han var derefter i en Række af Aar Ejer og senere Forpagter af en af de ved Udtørringen indvundne Gaarde, men da ogsaa dette Livserhverv brast, gav Staten ham, hvad der var rigtigt og naturligt, atter passende Statsansættelse.
I 1859 stillede Jagd sig igjen til Valg til Folkethinget, denne Gang i Thisted By, og vandt en let Sejr over Skrædermester Kalum. Ved de følgende Valg til Rigsdagens Folketing stillede han sig ikke, men da der i 1864 skulde vælges til Rigsraadets Folketing, mødte Jagd atter og besejrede Etatsraad Benzon-Buchwald, og ved næste Valg til samme Ting det følgende Aar, Kammerraad C. A. Hansen. Ved det andet Valg i 1866 til Rigsdagens Folkething mødte Jagd vel atter, men trak sig dog tilbage paa Valgdagen for Gehejmeetatsraad Klein; men i 1869 var han ikke saa godmodig, og det lykkedes ham, da ogsaa at slaa Klein. I 1872 kunde Jagd ikke bestemme sig, om han vilde stille sig eller ikke, og han meldte sig derfor først i den ellevte Time, hvilket havde til Følge, at Redaktør Lund med et ringe Flertal slog ham. Aaret efter tog han Revanche og har siden med stedse stigende Stemmetal holdt Kredsen, hvorfra han vistnok nu vil være meget vanskelig at drive bort.
I Jagds Rigsdagsperiode fra 1859 til 1873 havde han ikke Lejlighed til at gjøre sig særlig bemærket. Hans Standpunkt var noget svingende, han var afvekslende Venstremand, Nationalvenstre, Mellempartimand og Løsgænger. Først da Venstre drev ham over i Højre, fik han et fastere Stade og vandt sit Navn som Politiker. Venstres voldsomme Magtpolitik, der tog Fart i 1872, maatte drive en Mand med Jagds funde og praktiske Blik over i den stærkeste Modstands Lejr, og han blev en farlig Modstander, ikke saaledes, at han med Overlegenhed knuste Venstre i Debatten, men netop ved hans Fribytteregenskaber. Han gjorde sine voldsomme irregulære Indhug, han angreb paa Tider og Steder, hvor man mindst havde ventet det, han var snarraadig og hurtig i sine Vendinger, og han gav ved sin forfriskende Frejdighed Tingen sit rette Navn, han løste ofte ved at sige, hvad ingen Anden turde sige, hele Højres bundne Tanke.
Hvem mindes ikke hans forløsende Ord, da han betegnede Venstres konstitutionelle Begreber som noget af „det Stiveste”, han havde hørt, og hvem mindes ikke hans uforlignelige Aandsnærværelse, da Venstre lod sin forulykkede Dagsorden i Kjældernæssagen falde, og Jagd derpaa rolig tog den op og tvang hele Venstre til at stemme mod sin egen Dagsorden? Det var et Stød, Venstre mærkede og huskede ham længe. Men fremfor Alt, hvem mindes ikke hans kostelige Vending, da Formanden engang afbrød ham og mente, at der i hans Ord kunde ligge en Insinuation imod Venstre, og Jagd da under almindelig Latter erklærede, at Formanden tog fejl, der laa ikke en Insinuation i hans Ord, men — en positiv Beskyldning, som han nærmere skulde motivere. Og samtidig bekæmpede han Venstre med stor Dygtighed og Iver paa Valgmøderne. Han var en af de faa Højremænd, der ude i Landet tog Kampen op og kæmpede med Held og Fremgang, thi Jagd kan i en ikke almindelig Grad finde Vej til Øret hos de smaa, og han har en medfødt og i hans Livsgjerning yderligere udviklet Gave til at færdes mellem de jævne Folk og gjøre sig afholdt af dem. I Thisted Amt er navnlig den fattige haardføre Befolkning Jagds Venner, og man siger deroppe, at han kan stille sig i hvilken af Amtets Valgkredse, han lyster, han vil dog blive valgt, navnlig ved Smaafolks Stemmer. Paa Valgmøderne kom ogsaa en vis naturlig Varme og Hjærtelighed, en ikke ringe „Mutterwitz”, i Forbindelse med hans Snarraadighed og Snildhed ham tilgode. Han blev da ogsaa grundig hadet af Venstrepolitikerne, ja Uviljen imod ham steg engang saa vidt, at Venstre i tætte Kolonner marcherede ud af Folketingssalen og ind i „Snapstinget” hver Gang Jagd fik Ordet, men det lagde man siden af; ti det voldte for megen Ulejlighed flere Gange daglig at foretage slige Udvandringer, der ikke i mindste Maade syntes at genere den flittige Taler.
Jagd er et godt og et livligt Hoved, og han har i Livets vekslende Forhold lært og set meget, som hans gode Hukommelse med Troskab bevarer. Han taler let og godt om alle mulige Materier — det er hans Fejl. Hans Ordforraad er rigt, og han finder let, hvad han søger, men hans Form er ikke altid mejslet, og hans Djærvhed gjør den undertiden mindre smagfuld. Hans Stemme er høj og klar og hans Person mandig og tiltalende. I Kampens Tid er Jagd en fortræffelig Kampfælle, men i mere fredelige Tider slaar han mindre godt an, og hans Tale kan da falde bred og trættende. Det, at ville tale med om Alt, er en farlig Egenskab, der har ødelagt mere end en Politikers Anseelse, og dette bliver naturligvis dobbelt farligt, naar det ikke er nye Syn og nye Tanker, men kun gamle og velkjendte Ting, der meddeles. En Tid havde Jagd en højst faretruende Tilbøjelighed til at docere engelsk Historie for Tilhørerne, og hvor interessant Æmnet end i og for sig var, blev det i Længden trættende og trivielt, selv for hans Venner.
Hans lidt urolige Natur gjør ham det i det Hele mere besværligt end Andre at underordne sig en fast Partiorganisation, men hvorom Alting er, har Jagd med Rette vundet sig et politisk Navn, og at han er en virksom og dygtig Politiker, vil Ingen nægte.
Jagd er i Besiddelse af en hæderlig og retskaffen Karakter, og han er meget afholdt. Hans Trofasthed imod Venner, hans varme Kjærlighed til Konge og Fædreland og hans Friskhed og Frejdighed kan ikke Andet end virke meget tiltalende. Han er en Mand, der har gjennemgaaet meget i Livet og været knuget af store Sorger, men hans frejdige Livssyn har ikke forladt ham, saa lidt som hans Energi og Virkelyst. Bærer han end ikke sit Hoved saa rankt som tidligere, er han dog endnu den samme mandige Krigerskikkelse som altid.
Thisted var paa den grundlovgivende Rigsdag repræsenteret af Agent Lützhøft, i 1849 af Vejinspektør Lykke, derefter af den bekjendte H. E. Schack, der først slog Skrædermester Kalum og senere Marineminister Bille, derpaa af Pastor Boesen, Kammerraad Hansen, Pastor Licht og Jagd, Klein og Lund.