Den danske Rigsdag/1/5
N. Andersen.
Gaardfæster i Husby pr. Assens. Født 28. Maj 1826.
Paa de Pladser i Folkethingssalen, der ligger nærmest Tilhørerpladsen, har en Række trofaste Højremænd deres Sæde, og det er en bidende Ironi af Skjæbnen eller af Bureauchefen eller af hvem, der nu bestemmer sligt, at Bagger har faaet sin Plads blandt denne trofaste Garde. Lidt tilhøjre i denne Række, henimod Vinduet, sidder en høj, svær, bredskuldret og kraftig Udseende Mand med et smukt, intelligent Ansigt, et tænksomt Blik og med et melankolsk eller maaske snarere et noget træt Præg over hele sin Person. Hans Bevægelser ere sindige og afmaalte, fjærnt fra Alt, hvad der hedder ungdommeligt og livligt. Altid adstadig, altid rolig og værdig.
Denne Mand er „Bonden” Niels Andersen fra Fyen, nu velkjendt over det hele Land. Der er Intet i det Ydre, der tyder paa „Bonden”; han ligner baade i Façon, i Klæder og i Lintøj en velhavende Proprietær, og naar han taler, kommer man endnu mindre til at tænke paa „Bonden”. Det kan nok være, at dette just ikke hæver ham i hans Standsfællers Øjne, men forklejnende for Manden kan det jo aldrig være. Og dog er Manden Bonde og det baade i den egentligste og den bedste Betydning af dette Ord; han er endogsaa „Fæstebonde”. Han har en Gaard i Fæste under Grevskabet Wedellsborg, og han er vistnok den eneste „Fæster”, der for Tiden er i Rigsdagen. Saa meget mere anerkjendelsesværdigt er det, at han staar paa et konservativt politisk Standpunkt og aldrig har været med til Venstres vilde Stormløb. End ikke en Tvangslov om Fæstes Overgang til fri Ejendom har kunnet friste ham.
Niels Andersen er født paa Fyen den 28de Mai 1826 og er altsaa endnu en Mand i sin kraftige Alder. Han blev blev allerede 27 Aar gammel valgt ind i Sogneraadet af den almindelige Vælgerklasse, og det er ret karakteristisk, at han, der af saa mange Standsfæller er beskyldt for Mangel paa Frisind, siden har repræsenteret og endnu den Dag idag repræsenterer den almindelige Vælgerklasse i Sogneraadet.
Den 14de Juni 1858 stillede den 32aarige Bonde sig i Middelfartkredsen og valgtes ved Kaaring uden Modkandidat. Allerede i de første Rigsdagsaar kom den begavede unge Mand til at øve en forholdsvis betydelig Indflydelse paa enkelte Sager. Det var saaledes væsentligst hans Modstand, der førte til, at et projekteret Landevejsanlæg fra Vissenbjerg til Assens blev opgivet, og det skyldes for en stor Del ogsaa ham, at den fyenske Jernbane fik den Retning, den nu har, idet de lokale Sagkyndige paa Fyen gav Andersens Forslag deres fulde Billigelse, hvorved det sikredes Rigsdagens og Regeringens Tilslutning.
Denne samme Jernbanesag bragte iøvrigt Andersen i en stærk Konflikt med endel Vælgere i hans Valgkreds. Det var nemlig oprindelig bestemt at føre Baneanlæget lige ud til Middelfart Havn med Snoghøj som Fortsættelse paa jydsk Side. Det var jo Noget, Middelfart kunde bruge. Men saa kom Orla Lehmann med sit Forslag om at føre Banen til Strib og derfra over Fredericia og videre. Den oprindelige Plan var da at lade Banen løbe ned til Strib i omtrent 1 Mils Afstand fra Middelfart. Herimod kæmpede Andersen som Kredsens Repræsentant af alle Kræfter, og det lykkedes ved hans ihærdige Bestræbelser at skaffe Middelfart den Stilling i Banenættet, den nu har. Det var, som Sagerne stod, overmaade meget vundet, og det fortjente Kredsens oprigtigste Taknemmelighed. Den fik Andersen vel ogsaa fra mange anset Borgeres Side, men tvende Brødre Mathisen, der havde et Færgeprivilegium, som stærkt afficeredes af den trufne Afgjørelse, aabnede et rasende Felttog imod ham og drog ham ind i en Bladpolemik, der ikke altid var urban eller hyggelig. De fleste og de bedst ansete Borgere stode dog paa Andersens Side og erkjendte, hvad Kredsen var ham skyldig, og nogen Fare for hans Rigsdagstilling bragte denne Sag ham ikke.
Det bragte derimod Forfatningskampen. Under Skildringen af Aaberg er det allerede meddelt, at Andersen hørte med til de „syv vise Bønder”, og det er vist ikke for meget sagt, at Andersen blandt disse Syv hørte til de indflydelsesrigeste. Den nærmeste Følge af den Særstilling, disse Bønder indtog, var, at J. A. Hansen ikke kunde skaffe sig Flertal i Thinget, og det førte atter til, at den Chance, der maaske var større, end de Fleste nu ere tilbøjelige til at tro, for, at samme J. A. Hansen skulde optages i et Ministerium, bristede, hvorfor man maatte hitte paa en anden Maade at affinde sig med denne Politiker paa. I Valgkredsen blev ved Agitation fra Venstres Side, denne Optræden stærkt fordømt.
Ved Valget den 4de Juni 1866 stillede Pastor Holberg, tidligere Landsthingsmand, sig mod Andersen og lovede sit brutale „Nej!” til Grundlovsforandringen. Det var nok. Valgkredsen, der tidligere havde vraget den dygtige Overretsprokurator J. E. Damkjer, vragede nu Andersen. Allerede 12te Oktober s. A. fik Andersen dog atter Sæde i Folkethinget, denne Gang repræsenterende Kammerherre Fallesens gamle Kreds: Assens. I 10 Aar repræsenterede Andersen denne Kreds, saa lykkedes det omsider Venstre at fortrænge den besværlige Modstander.
Andersen var nemlig efterhaanden blevet Venstre en højst besværlig Mand. Da det forenede Venstre dannedes og begyndte sit Stormløb, stillede Andersen sig som en af Partiets bestemteste Modstandere, og navnlig mod en af Førerne — mod J. A. Hansen — rettede han sit skarpe Sværd. I de levende Debatter i Folkethinget fra 1873 til 1877 tog Andersen livlig Del, og naar han reiste sig, vred J. A. Hansen sig; thi det var da sikkert, at et gammelt Saar blev revet op og ubarmhjærtigt sonderet. Med skarp Logik paaviste Andersen det modsigende, der var i Venstres og særlig i J. A. Hansens Optræden før og nu, og mangen tidligere vedkjendt og godkjendt politisk Betragtning maatte den gamle Fører nu se paradere i en ny og hverken for Logikken eller Konsekvensen heldig Belysning. Men ikke nok hermed. Ogsaa ude i Valgkredsene mødte Andersen frem og rettede med megen Veltalenhed i en rolig, behersket og overbevisende Form den ene Kraftsalve mod Venstre efter den anden.
I den Retning gjorde Andersen Højrepartiet store Tjenester, og der er sikkert kun en Politiker, der kan kæmpe med Andersen om Forrangen i den Henseende, nemlig Lars Dinesen. Man formelig forskrev Andersen og Dinesen, naar der skulde staa Slag, og naar de to Kæmper mødte, og da navnlig, naar ogsaa Jagd og Kofod mødte med, saa var Sejren sikker. Andersens rolige Maade at tale paa, hans Klarhed og skarpe Logik slog ypperligt an, mindst dog maaske paa hans egne Standsfæller; thi den pæne, dannede Mand var aandelig talt for kjoleklædt. Intet Under, at Venstre særlig forfulgte en saadan Modstander. Der blev udfoldet en levende Agitation imod ham i hans egen Valgkreds, men først paa Ulykkesdagen den 25de April 1876 kastedes Andersen af den skikkelige Jørgen Pedersen, Redaktør af Venstrebladet „Fyens Tidende”. Det var paa hæderlige Valgpladser, at Andersen faldt: i Middelfart i Kamp for Grundlovsforandringen, i Assens for Forsvarssagen. Det vil altid være en Skamplet for det danske Folk, at da Regeringen rettede en varm Appel til Vælgerne i Danmarks Livssag, da besvaredes denne Appel med at sætte 74 Mænd ind i Rigsdagen, der da ikke vilde gjøre Noget for denne Livssag, medens mange af dens varme Forsvarere maatte bukke under. Blandt dem var Andersen, der altid havde været en varm Fædrelandsven.
Det varede dog ikke længe, inden Andersen atter sad paa Thinge. Da den brave, hæderfulde Cornelius Petersen var død, kaldte hans Valgkreds — Kjerteminde — Andersen til Repræsentant; han modtog Kaldelsen og sidder nu i Rigsdagen for den Kreds, der engang har havt den Ære at repræsenteres af gamle Grundtvig og af den varmblodige Oliemøller Schytte. Andersen fortsatte sin Kamp mod Venstre, særlig mod J. A. Hansen. Derfor hadede J. A. Hansen ham ogsaa eftertrykkelig og ikke helt uden Grund. Det var jo tildels Andersens Skyld, at J. A. Hansen maatte se sine glimrende Ministerdrømme briste, det var tildels Andersens Skyld, at Verden atter og atter mindedes om de store Inkonsekvenser hos den gamle Politiker, og i Slagene ved Mørkøv og Jyderup var Andersen en af dem, der beredte Venstre de største Nederlag. Lige til det Sidste skulde Andersen genere I. A. Hansen. I 1877 holdt denne sit sidste store politiske Møde i Holbæk ledsaget af Zahle, Leth, H. P. Andersen og Jens Busk. Andersen var der, og kunde han end ikke tilkæmpe sine Anskuelser Sejr, saa tilføjede han dog navnlig J. A. Hansen saa stærke Stød, at selv den i Venstreretning fanatiske Tilhørerkreds maatte yde Modstanderen Bifald. Det var det sidste Sammenstød mellem de to Uforsonlige. Andersen fulgte J. A. Hansen, indtil han maatte sænke Kaarden for hans Kiste.
Andersen er en ualmindelig begavet Mand og er navnlig i Besiddelse af en ualmindelig Veltalenhed. Han er vistnok den mest veltalende Bonde, der for Tiden sidder paa Rigsdagen. Sindig og rolig som hele hans Person, falder ogsaa hans Tale, langsom, maaske for ensformigt, for lidt nuanceret, men klar og logisk og i et smukt afrundet Sprog, der vidner om Intelligens. Han taler temmelig jævnligt i Rigsdagen og høres altid med Opmærksomhed. Det er ikke faa virkelig gode Foredrag, han har leveret, og navnlig under den statsretslige Kamp om Provisoriet holdt Lægmanden Andersen et Foredrag, der slog igjennem ved sin overbevisende Klarhed og Logik. Det kan hænde, men det er saare sjældent, at hans Tale kan være lidt smagløs, maaske ogsaa lidt ufornøden og ubetimelig; i Reglen har han baade noget Godt og Rigtigt, han skal have sagt.
Det er dog navnlig paa Valgmøderne omkring i Landet, at Andersens Evner komme ret frem. Her er han paa sin Hylde, og her kommer hans Ro ham meget tilgode. Han bringes aldrig ud Af Ligevægt og selv paa den mest grove Tiltale giver han et roligt og behersket Svar. Sligt slaar igjennem. Dertil kommer, at han har en god Hukommelse og megen Aandsnærværelse, saa at Modstanderens Blottelser hurtig gribes og bores ud. Hans Optræden og Væsen er vindende, og selv Modstanderne faa Agtelse for ham; men udover Agtelsen kommer det ikke: afholdt af Modstanderne er han ikke, og kan ifølge sin Natur ikke være det; thi hensynsfuld og overbærende er han ingenlunde, og over deres Synder faar Glemselens Slør ikke Lov til at hvile.
Andersen har som sagt indlagt sig store Fortjenester af Højre og af Regeringen. Han belønnedes derfor ved at udnævnes til Dannebrogsmand — „den nye Dannebrogsmand”, som J. A. Hansen haanende kaldte ham. Denne Udnævnelse var et Misgreb. Mænd som N. Andersen og Dinesen kunne med al Ære bære et Ridderkors, og det burde Andersen have havt. Derom ere vistnok de fleste Højremænd nu enige.