Den danske Rigsdag/2/51
S. Pedersen.
Smed og Husmand i Jetsmark i Vendsyssel. Født den 14. Decbr. 1826.
Smed Søren Pedersen er ogsaa en gammel Folketingsmand. Han valgtes første Gang den 14. Juni 1861 i Hjørring Amts 5te Valgkreds (Halvrimme) og holdt Kredsen ved de to følgende Valg i 1864. I 1865 blev han besejret ved Valget til Rigsraadets Folketing og Aaret efter ogsaa ved Valget til Rigsdagens. Saa i Halvfjerdserne valgtes han ind i Landstinget, hvor han senere har havt Sæde.
S. Pedersen har været et dygtigt Medlem baade af Folketinget og af Landstinget. Nogen fremtrædende Del i Forhandlingerne har han vel ikke taget; men han har som oftest staaet paa den fornuftige Side og hver Gang han har talt, har han klaret meget godt for sig. Han har ogsaa nu og da taget Del i den politiske Agitation ude i Landet og har altid gjort Lykke hos det besindige og forstandige Publikum ved sin rolige, lidenskabsløse og meget logiske Argumentation. Ved det store og bevægede politiske Møde i Aalborg i 1873, hvor Berg blev nægtet Ordet af Forsamlingen paa Grund af hans respektstridige Adfærd ligeoverfor Kongen, optraadte S. Pedersen fra Højres Side og gjorde stor Lykke, saa Salen rungede af vedholdende Leveraab for „den brave Bonde”.
S. Pedersen er et meget godt og klart Hoved, og han har et mere ideelt Syn, end de allerfleste af hans Standsfæller. Der gærer i ham et stærkt Følelsesliv, som ved enhver Lejlighed gjør sig gjældende. Han er en glødende Fædrelandsven, en alvorlig og religiøs vakt Mand med stærkt udprægede humanistiske Grundsætninger. For Arbejderne og de smaa i Samfundet har han et aabent Øre og et aabent Hjærte, og han er stedse en varm Talsmand for deres Sag. Han er i det hele en prægtig Mand, men en noget blød poetisk Natur, der let drages hen. Vel er han en utvivlsom Højremand, men han er paa den anden Side Friheden oprigtig hengiven og vil gjøre alt for at skærme den. Derfor er han altid fredelig stemt og vil saa saare nødig med til en Kamp, der i mindste Maade kan komme til at anfægte vor Grundlov. Man vil derfor kunne forstaa, at han under den sidste Kamp paa Forhaand var stemt for Eftergivenhed fra Landstingets Side, og derved blev et saa svagt Højremedlem af Fællesudvalget. I sin ivrige Leden efter Overenskomstvilkaar, blev han Stiller af det uheldige Forslag om en Løsning af Universitetskonflikten ved et Laan, et Forslag, der i den Form, hvori det vedtoges, bragte Humbugen over paa Højres Side. Hans Optræden ved denne Lejlighed skaffede ham mange Modstandere og kan maaske koste ham hans Plads i Landstinget ved Valget til Efteraaret, hvilket vil være beklageligt; ti hans Motiv har jo kun været Troskab mod Grundloven. Han er meget velset i Landstinget, men hører, som sagt, ikke til Højres paalideligste Mænd og kan navnlig let besnæres af snedige Politikeres behændige og bestikkende Paavirkning. Kræver derfor Fremtiden staalsatte Højremænd i Landstinget, kan et saa beklageligt Offer som S. Pedersens Fald mulig blive nødvendigt eller dog forsvarligt.