Den danske Rigsdag/2/53
Carl Ploug.
Dr. philos. Kjøbenhavn. Født den 29. Oktbr. 1813.
Vor Frihed har ikke fostret nogen Mand, der er bedre kjendt af det danske Folk end Carl Ploug. I enhver Vraa, enhver Hytte i Landet vil man vide, hvem han er og muligvis endog have Dommen over ham færdig. Der har været Tider, hvor hans Navn har været paa alles Læber, snart velsignet og snart forbundet efter de forskellige Standpunkter, men i en Henseende har han allevegne og til alle Tider været sit Folks Yndling, det er som Digter. Ingen har bedre end han kunnet ramme det ædle Følelsesliv i Folket, ingen har sandere end han kunnet tolke Folkets Længsler og dets gærende Haab, ingen har talt Danmarks Sag varmere, og ingen har været mere istand til at rive det virkelige Folk med sig, end Ploug som Digter. I Folkebevidstheden er der draget en skarp Grænse mellem Ploug som Digter og Ploug som Politiker, som om det var to helt forskjellige Personer, over hvem Dommen ogsaa kunde lyde højst forskjellig.
Ploug er født i Kolding, ved hvis lærde Skole hans Fader var Adjunkt og senere Overlærer. Fra denne Skole dimitteredes han, ikkun seksten Aar gammel, som en udviklet og dygtig Student til Universitetet Her kastede han sig en Tid over det filologiske Studium; men andre og vigtigere Interesser tog den livlige Mand fangen og han fik aldrig Embedseksamen. Hvad Fornøjelse vilde man ogsaa have havt af Ploug som en skimlet Overlærer? Nej, han blev, som vel var, draget fra sine Studier og kom i en Virksomhed, hvor han ganske anderledes kunde være sit Fædreland til Nytte.
Han levede dog først et lykkeligt og lystigt Studenterliv. Mere end nogen anden blev han Studenternes Fører, og fra ham modtog de hine glødende Impulser, der den Gang affødte den varmeste Fædrelandskjærlighed, den frejdige Skandinavisme og det ideale Livssyn. Han blev, i Forening med Hostrup, Studenternes Sanger, og fra hine Dage skriver sig mange af „Poul Rytter”s smukkeste og bedste Digte. Han spillede tidlig en betydelig Rolle, og hans Navn trængte igjennem ved Siden af Datidens andre talentfulde Forkæmpere for vor Frihed og vor Nationalitet. Saa var det i 1841, at Orla Lehmann tilligemed et Par andre indbød Ploug til et lille Symposium paa en af Byens Restaurationer. Det viste sig, at Hensigten hermed var at formaa Ploug til at overtage Redaktionen af Bladet „Fædrelandet”, der et Par Aar i Forvejen var begyndt at udkomme, men som førte en meget faretruet og vanskelig Tilværelse. Ploug forlangte Betænkningstid; ti han havde et klart Blik for det Ansvar og den Fare, der fulgte med Stillingen. Et Par Dage efter slog han til, og han, der hidtil alene ved sine Sange og sine Taler havde givet de Stemninger, som rørte sig, Udtryk, han skulde nu tage Fanebærerens farlige men ærefulde Plads i den haardnakkede Kamp, der forestod. Han var national, ejderdansk, frisindet og Skandinav, og for disse Ideer havde han alt vundet Navn som en tapper Soldat. Ved Frederik den Sjettes Død havde han saaledes taget levende Del i d'Angleterremødet og var med i den Deputation, der bad Kristian den Ottende om en fri Forfatning, men hans Deltagelse i Begivenhederne havde dog ikke været af en ligefrem farlig Natur; det blev den ved hans nye Gjerning.
Faa have vistnok kæmpet under vanskeligere Forhold, end dem, Ploug kæmpede under i hine Dage. Folket stod vel for Størstedelen paa hans Side, men der var hverken synderlig Liv eller Kraft i det, og imod ham stod en stærk og mægtig Regjering, der havde Lyst og Evne til at bruge Magten. Det var mere end et Mundsvejr, da den altfor tidlig afdøde Frihedsmand Johannes Hage en Gang i hine Dage pegede paa Orla Lehmann og sagde omtrent saaledes til en Ven: Se paa dette smukke Hoved, hvem ved, hvor længe det faar Lov til at sidde paa Kroppen! — Der var en stærk Gjæring i alle Forhold, og Ploug gav den ved alle Leiligheder et djærvt Udtryk. Vi havde jo Censur den Gang, og Hr. Reiersen var en streng og ubarmhjærtig Censor. Alene det, at en Artikel var skreven med Varme stødte ham, han vilde ikke have „Blod” i Artiklerne, og han strøg for Fode, saa at Bladet ofte maatte gaa ud med lange, blanke Spalter, der sagde som saa: „her skulde have staaet noget ekstra, men Censuren har strøget det.” Dette pirrede selvfølgelig Nysgjerrigheden og forøgede Interessen for Bladets Kamp. Trods den strenge Censur regnede det ned med Aktionssager imod Ploug, og det er ikke formeget at sige, at de ham i Tidernes Løb idømte Mulkter løbe op til en virkelig Formue. Han holdt imidlertid tappert ud, og alle Forsøg paa at knuse ham mislykkedes. Imidlertid kom den slesvigske Bevægelse i Anledning af Peder Hjort Lorenzens djærve Optræden i den slesvigske Stænderforsamling, og det derefter paafølgende Sprogreskript. Ploug talte naturligvis her Danskhedens Sag paa det varmeste og traadte i personlig og inderlig Forbindelse med de berømte slesvigske Patrioter. I de prægtige Fester paa Skamlingsbanken tog han ogsaa levende Del, og fra en af dem skriver sig hans herlige Sang: „Lifligt fløjte Vælsklands Nattergale”.
Samtidig med, at han var Nationalitetens uforfærdede Forkæmper, var han ivrig Skandinav og spillede en betydelig Rolle ved de skandinaviske Studenterfester, der i hine Dage indlededes. Fra Studenterfesten i 1845 i Kjøbenhavn, den ved hvilken Lehmann holdt sin begejstrede og glimrende Tale, som bragte de unge til at bære ham i Triumf paa deres Skuldre, skriver sig Plougs Sang: „Længe var Nordens herlige Stamme”. Men mere end for alt andet kæmpede han dog for Frihedens Indførelse herhjemme, og mange prægtige Artikler i den Retning ere flydte fra hans Pen.
Saa, ligesom Kampen var haardest og mest haabløs, døde pludselig Kristian den Ottende, og med Frederik den Syvendes Tronbestigelse tændtes Haabets Fakkel over det hele Land. Først kom dog de tunge Dage, Oprøret i Slesvig-Holsten var sit Udbrud nær, og de berømte og bevægede Kasinomøder, i hvilke selvfølgelig Ploug ogsaa var en meget virksom Deltager, viste tilfulde, hvor klart man herhjemme var sig Situationens Alvor bevidst. Kong Frederik den Syvende gav efter for Folkets Ønsker og omgav sig med Frihedens og Fremskridtets Mænd, det berømte Martsministerium, og da han samtidig gav Løfte om at ville give en fri Forfatning, gik der en Jubel gjennem Folket, der forlenede det med en ukjendt Kraft, saa at der, da Oprøret slog ud i Flammer, stod et enigt og begejstret Folk omkring sin Konge, rede til at ofte Liv og Blod for hans og Landets Sag. Ploug har sin ærefulde Andel i „Aanden fra 48”, og han blev forsaavidt en af Situationens Mænd som hans Blad i de følgende Aar blev det toneangivende herhjemme. Han opflammede Soldaterne ved sine glødende Sange, af hvilke saadanne som „Paaskeklokken kimed' mildt” og „Nattens dæmrende Taager” endnu staa som et sjælfuldt Udtryk for hin Tids løftede Stemning og for en varm Patriots sande og ædle Følelser. Men samtidig gik han trolig i Politikkens Trædemølle og skar „Hakkelse i Døgnets Rejsestald”.
Midt under en Vaabenstilstand, medens Nationen stod med Sværdet halvt udtrukket, foretoges der den 5. Oktober 1848 Valg til den grundlovgivende Rigsdag, og da stod Ploug i sin Fødeby og søgte Valg. Han havde fuldtud fortjent et saadant, og han fik det ved Kaaring, uden Modkandidat. Med Iver tog han Del i det store Arbejde, der den 5. Juni 1849 satte sin smukke Frugt, da Kong Frederik indfriede sit kongelige Ord paa den ridderligste Maade og gav Danmark den frieste Forfatning i Verden. Omtrent Maanedsdagen derefter, hin uforglemmelige 6. Juli, besvarede Folket Kongens Gave ved en lysende Bedrift, der til sene Tider vil kaste Ærens og Hæderens Skær over de danske Vaaben. Kanonerne ved Fredericia skød Frihedsvaaren ind, og den Sol, der hin Morgen kastede sine første Straaler paa den blodbestænkte Valplads, beskinnede et stolt, et lykkeligt, et enigt og et frit Folk! Ingen har været bedre Tolk herfor end Ploug og faa havde mere Andel heri, end han.
Hans Sol straalede da ogsaa højt, han gav Tonen an, og alle lyttede efter den. Alle hans lyse Drømme syntes jo at skulle gaa i Opfyldelse: Nationaliteten fejrede stolte Triumfer, den gyldne Frihed var vunden og endog den skandinaviske Tanke havde faaet et sejrsvarslende Præg ved den svenske Hærs Nærværelse paa Fyen for at hjælpe os. Men hans Lykkes Zenit var ogsaa her naaet. Vel førte han endnu i mange Aar an, om end ikke længere ene og ubestridt, og vel øvede han vedblivende en betydelig Indflydelse; men de mørke Skyer viste sig tidlig og formørkede hans Frihedshimmel. Den kolde Virkelighed svarede ikke til de varme Drømme, og alt tidlig maatte han med Sorg erkjende, at det Folk, han havde besunget i saa høje Toner, ogsaa havde sine Skyggesider, og at den Frihed, paa hvis undergjørende Magt han havde troet saa sikkert, heller ikke helt ud svarede til Forventningerne. Der kom mange og bittre Skuffelser, men ak! det skulde blive langt værre endnu. I Ulykkesaaret 1864 slukkedes to af hans Livshaabs Stjerner: vor Nationalitets Uforkrænkelighed og det skandinaviske Fostbroderskab i Nødens Time. Vort lille Land blev lemlæstet af rovbegjærlige Fjender, det ældgamle danske Land, Slesvig, blev revet fra Moderens Bryst, og vi stode ene i Kampen uden Hjælp og uden Frelse. Vore Stammefrænder bleve borte fra Stævnet, trods Plougs flammende Maningsord: „Rejs Jer af Lejet, I Gothernes Løver! Nu er det Tid”, og Danmark sank „med dødstunget Side” ene og forladt af alle.
Da sænkede den stærke Mand sit Hoved, og da furede Sorgen hans Pande og hans Kind. De mange bristede Haab gjorde ham bitter, maaske ikke mere end forklarligt, men mere end det var godt. Baade under Krigen i 1864 og senere skrev han Ting i „Fædrelandet”, der ikke burde have været skrevne. Vel knugedes han, men han sank ikke, og eftersom Tiden gik, mildnedes noget baade hans Syn og hans Sind. Dog vedblev hans Folk at gjøre ham Sorg; ti det brugte ikke Friheden, saaledes som han fandt det tjenligt, og hans Røst lød ofte skarp og advarende. Saa kom han i Mindretal, og den Flok blev stadig mindre, der lyttede til hans Tone. Men den bolde Kæmpe stod uforsagt og kæmpede den haarde og pinlige Strid. „Fædrelandet” gik mere og mere tilbage og holdtes til Slutning kun oppe ved Plougs Navn. Saa blev han omsider træt af denne Kamp og overgav Styret i yngre Hænder; men „Fædrelandet” var blevet Ploug, og da han forlod det, sygnede det hen og fik den 1. April 1882 en Død, der var en Synd imod Ploug og en Synd imod Bladet. Med „Fædrelandet” sluttede der et Stykke Danmarkshistorie; paa ethvert Blad i dette stod Plougs Navn indridset.
Ploug har havt sin største Betydning som Journalist og har som saadan øvet en Indflydelse, der til Tider har været afgjørende. Han har været en udmærket Journalist, der har skrevet fortrinlige Ting og det paa de forskjelligste Omraader, og det er næppe formeget sagt, at der ikke herhjemme i en Menneskealder blev foretager nogen gjennemgribende Reform, uden at Ploug var med til at give den sit Stempel. Store Fejl har han begaaet, det har ikke kunnet undgaaes, men over hele hans Gjerning i Pressen hviler der et Skær af Sandhed, Mandighed og ideal Stræben, som løfter den op over Glemselen og over Døgnets flygtige Stemning. Rig paa Anerkjendelse har denne Gjerning ogsaa været. Faa eller ingen staar højere i sine Meningsfællers Gunst, end Ploug. Det fik han at mærke ved „Fædrelandet”s 25 Aars Jubilæum, ved Gildet paa Skydebanen i Anledning af hans 50aarige Studenterjubilæum og nu sidst ved det store akademiske Højregilde i Kasino. Ved hine Lejligheder gik Taknemmelighedens og Anerkjendelsens Bølger højt over hans Hoved, saa at de nær havde taget Vejret fra ham. Et Udslag af den samme Anerkjendelse er det, at han er „Journalistforeningens” første og eneste Æresmedlem. — Han nedlagde ikke Pennen, fordi han var bleven gammel og sløv, tvertimod han stod i Manddommens fulde Kraft. Derom bar hans kvikke og aandfulde Kamp med den nye literære Retnings Høvdinge herhjemme et tydeligt Vidnesbyrd, og derom vidner ogsaa hans seneste Frembringelser baade i vore Dagblade og i Piecer. Ploug var haardhændet som Redaktør og lagde en sand Virtuositet for Dagen i Opfindelsen af just ikke smigrende Benævnelser paa sine Modstandere, men ogsaa herover hvilede et vist aandrigt Skær. Han var ikke hensynsfuld og forlangte iøvrigt heller ikke selv Hensyn, men Modstanderne agtede ham og maatte agte ham; ti bagved alt stod Personen og Overbevisningen.
Ogsaa som aktiv Politiker har Ploug havt en indflydelsesrig og vigtig Stilling. Efter sin Deltagelse i den grundlovgivende Rigsdag stillede han sig ikke ved det første Valg; derimod stod han i 1852 paa Valgtribunen i Svendborg, men faldt for Seminarielærer Meier. Senere valgtes her den bekjendte Gaardfæster J. R. Jacobsen, og da denne i 1854 nedlagde sit Mandat, valgtes Ploug ved Kaaring uden Modkandidat. Det samme gjentog sig ved de to følgende Valg, men i 1858 stillede han sig ikke, og hermed ophørte da hans Folketingsvirksomhed. Derimod valgtes han i 1859 til Landstinget, hvor han senere uafbrudt har havt Sæde, først for den fyenske Landstingkreds og senere for Kjøbenhavn. Det er altsaa en meget lang Rigsdagsvirksomhed, Ploug kan se tilbage paa, og den har været baade ærefuld og betydelig.
I Folketinget spillede han ikke nogen fremtrædende Rolle, og han hørte egentlig heller ikke hjemme der. Heller ikke i Landstinget vilde det i Begyndelsen gaa for ham; de meget konservative Elementer saa noget mistænksomme til den røde Frihedsmand. Efterhaanden tilkæmpede han sig imidlertid en virkelig Indflydelse og har navnlig under de sidste Aars Kampe været betroet de vigtigste Hverv. Saaledes har han flere Gange været Ordfører for Landstingets Finantsudvalg og har løst denne vanskelige Opgave med Dygtighed. Ogsaa i Fællesudvalgene har han spillet en fremtrædende Rolle. I det hele lader han altid, naar Storpolitiken ligger for, sin Røst høre, og ogsaa i andre Sager af Betydning tager han jævnlig Del i Diskussionen. Han er derhos en meget flittig, omhyggelig og virksom Rigsdagsmand, og er at betragte som en Slags Fører for Tingets Mellemparti. Han er personlig meget afholdt og nyder i høj Grad baade Anseelse og Agtelse.
Ploug er ikke egentlig veltalende. Han har et tykt Mæle, en noget haard og klangløs Stemme, og han har ikke nogen fremtrædende Lethed ved at finde Ord. Men hans Tanker ere altid klare og hans Foredrag i Reglen velordnede. Som oftest taler han kort, og hans Sætninger fremkomme noget stødvist; men bliver han varm, kan der komme Flugt over hans Foredrag, og han kan da rive hen baade ved sin Glød og ved aandfulde poetiske Billeder. Han taler sig da selv saa bevæget, at han tit har vanskelig ved at faa Ordene frem, og navnlig er der i de senere Aar kommen en Nervøsitet over ham, der lader den dybe indre Bevægelse træde frem ogsaa, hvor den ydre Anledning er mindre iøjnefaldende.
Han er nemlig, hvad Folk i Reglen ikke tror, et udpræget Følelsesmenneske med et dybt og letrørt Gemyt. Man tænker sig gjerne Ploug som den haarde, barske Mand; baade hans hvasse Pen, hans lidt tvære og mutte Ansigtspræg, hans Stemme og hans Fremtræden tyde jo derpaa; men det er en stor Fejltagelse. Selv ynder han at give sig et hærdet Udtryk og omgjærder sig med en haard Skal; men indenfor Skallen er den blødeste Kjærne, det varmeste, mest modtagelige Hjærte. Kom til Ploug i et eller andet Anliggende, der berører et Hjærte eller en Trang, og hans barske Optræden vil maaske i Begyndelsen virke isnende, men rør ved hans Hjærte og anslaa lidt bløde Strenge, og Ploug er erobret, og saa forvandles, rigtignok lidt modstræbende, hans Muthed til den varmeste Deltagelse og Hjælpsomhed. Han har gjort godt som faa, og han har ydet sin Bistand som endnu færre.
I Politiken er han nu havnet ovre i Højre, fordi hans sunde Forstand har protesteret imod den Maade, paa hvilken Venstre vil udbytte Grundloven, men sit Frihedsideal er han bleven tro, og han har bevaret en virkelig og oprigtig Kjærlighed til vor frie Forfatning. Hans Nænsomhed ligeoverfor den bevægede ham sikkert nu fornylig til at række Haand til det for Landstinget saa tunge Forlig. Han kan være haard i Kampen, men selv hans bittreste Modstander kan komme langt med ham ved personlig og mere privat Forhandling. Godtroende, som han er, vil han helst tro det bedste; derfor er han saa tit blevet narret.
Ploug er en sjælden ædel Natur med et udpræget idealt Livssyn. Han er bleven sine Ungdomsidealer tro, trods alle Skuffelserne, og sværmer endnu den Dag idag for dem. Med sine Haab og sine Drømme har han levet og aander og, trods de mange bristede Illusioner, holder han ved dem med en rørende Sangvinitet. Han er uegennyttig som faa og har aldrig eftertragtet noget for sig selv. Det har kun været ham om Ideerne at gjøre. Han er en glødende Patriot, hvis Hjærte altid har slaaet i Takt med Fødelandets, og han vil dets Værn til det yderste, om der end er en beklagelig Vaklen hos ham med Hensyn til Midlerne. Sin Konge er han en lojal og hengiven Undersaat, og de Bitterheder, hans Stemning i 1864 aflokkede ham, har han forlængst udsonet baade i Tale, Skrift og Digt. Ved Universitetets Jubelfest i 1879 stod han omgiven af Studenter og tolkede i varme og begejstrende Ord Studentens Følelser ligeoverfor Kongehuset og den tilstedeværende Kronprins.
Ploug er i det hele en sjælden Mand, helstøbt og klar. Der er over ham et Præg af Mandighed, som er saare sjælden i vor bløde Tid. Hans Gang er fast og determineret, og enhver Bevægelse hos ham er sluttet og energisk. Hans Ansigt er som fattet ind i en Ramme af graat Haar og Skjæg, og han ser altid alvorlig, næsten vredladen ud; men naar saa uventet et lyst Smil opklarer dette Ansigt, da virker det som Solen paa en regntung Dag. Hans Vandel og Karakter er pletfri, og det er umuligt andet end at denne alvorlige Mands mærkelige Livsgjerning maa aftvinge hans Modstandere Agtelse, hans Venner Kjærlighed og Beundring.
Lunds Universitet kreerede ham for faa Aar siden til Dr. phil., vel nærmest som en Anerkjendelse af ham som Digter, men vel ogsaa som en Tak for hans Kjærlighed til det svenske Folk; ogsaa herhjemme er en varm Tak ydet ham baade fra Kongen og fra Folket for hans Kjærlighed til Danmark.