Den gamle Verden/1
Den Nervøsitet, der laa i Aftenluften, drev
ind i to Menneskers Sind. De stod
ombord i den lille Fjorddamper, der minutiøst
paa Slaget 9 dukkede frem bag Pynten af den
smalle Halvø, der strakte sig ud i Fjorden.
Solen var gaaet ned, men dens røde Skær
bredte sig over den halve Himmel og spejlede
sig i Vandet, der syntes endnu rødere end
Himmelen. Fjorden lignede et blødende Saar, en
uhyggelig Flænge, hvorfra Blodet randt. De
bakkede Kyster steg frem som uregelmæssige
Saarrande om det blødende Landskab. Blæsten
kom i lange stødvise Pust, hedet af Dagens
Sol, tørret af det ilsomme Løb over Sandet og
Lyngen; den fyldte Lungerne og førtes af
Blodet mod Nerverne.
De to Kvinder stod i det røde Solskær og inddrak Blæstens Timians-Duft. De syntes gamle begge to og dog var den ene 20 Aar. Hun saa træt ud og havde knebet Øjnene sammen som den helst gør det, der straks giver efter for et Indtryk. Og skønt hun var saa meget yngre, var det aabenbart hende, der støttede sig til den ældre. Man kunde godt tro, at det var Moder og Datter, der var paa Rejse sammen og at Datteren var syg og afhængig af Moderen.
Dette traadte saa meget stærkere frem som de lignede hinanden baade i Dragt og Holdning og Udtryk. Der hørte nogen Iagttagelsesevne til at se, at denne Lighed for en Del var bevidst og villet, at de begge stræbte efter noget, der kunde føre dem sammen og binde dem til hinanden i en fælles Følelse.
Det underlige var, at det aabenbart var den unge Kvinde, hvem disse Anstrængelser laa nærmest. Enhver af hendes Bevægelser røbede Frygt og spejlede en Hengivenhed uden Grænser. Der kom noget næsten vildt og intimt i hendes Øjne, naar den anden talte til hende. Og gjaldt det en eller anden lille Befaling, saa lystrede hun mekanisk og næsten før Ønsket var udtalt. Og dog klyngede hun sig træt, inderlig træt til den Arm, hun holdt. Den ældre var beredvillig nok til at hjælpe, men gjorde det med Besvær. Hun hostede undertiden lidt astmatisk. Og hendes venstre Ben var stift i Knæet, hun gik humpende og med en Ibenholtstok i Haanden.
Det sugende røde Aftenlys havde gjort dem begge urolige og netop i dette Øjeblik lignede de hinanden. Det var to bedrøvede og sygelige Ansigter, der farvedes af Skæret fra Hav og Himmel. To trætte og længselsfulde Profiler, der stirrede mod Land. Og denne Kyst, der laa derinde, jevnt bakket, glidende ud i side Strandenge, sagde dem saa lidt … De vendte Blikket mod den lille Fjord-Landsby, der var deres Bestemmelsessted og som nu dukkede frem. Den laa med sine smaa lave Tage bag Popler, der spejlede sig i Vandet. De skimtede den sandede Vej langs den engede og sure Strand, hvor de skulde gaa de nærmeste Dage. Fjorden duftede salt og Lyset var endnu som Blod.
Der var noget ydmygt og tungsindigt i deres Øjne og de vedblev at staa saaledes, tæt lænet ind mod hinanden, Skulder mod Skulder, tryllebundne af det røde Skær, der iaften ikke syntes at ville vige. De var grebne af ubestemte Følelser, der ingen Form vilde tage, og de anede mindst af alt, at de blev iagttagne. I Forstavnen stod Damperens tredie Passager og tog ikke sine Øjne fra dem. Han var kommen op fra Kahytten, det lille kvalme Lukaf, hvor der ikke var til at drage Aande, og havde i samme Nu set de to skikkelser ved Rælingen. Han var bleven staaende … i første Øjeblik med et Smil paa Læberne, straks efter opmærksomt iagttagende, parat til at dreje sit Blik et andet Sted hen, hvis de pludselig skulde lægge Mærke til hans Nærværelse.
Det var ikke nogen helt ung Mand. Han kunde se ud til at være godt oppe i Trediverne. Haaret var graanet i Tindingerne og Ansigtshuden graa. Hatten var skudt ned i Panden som om Lyset pinte ham. Hans Blik var søgende, men baade opmærksomt og respektfuldt. Som de to Kvinder saa paa Havet og Kysten, de nærmede sig til, saaledes saa han paa dem — de fyldte ham med Stemning, han forstod noget af Aftenen og Omgivelserne gennem den Følelse, de bar til Skue … Aftenen aabnede sig for ham, medens han stirrede mod dem.
De havde alle tre staaet saaledes længe i urolig og skærpet Modtagelighed. De to overfor den drømmende Natur, den tredie i kontemplativ Betragtning af det menneskelige eller blot kvindelige, der uvilkaarlig drog ham og som gav ham en Fornemmelse af sig selv, en Selvfølelse bestemt udefra.
Han kendte sig selv godt og vidste, at hvad der foregik i ham i dette Øjeblik var blot det, at han indstillede sig til den Situation, han stod overfor. Han kendte sin Modtagelighed, sin uafrystelige Svaghed overfor nye Indtryk. Det var ikke Interesse, han nærede overfor det nye, snarere en Art Samfølelse med det.
De to Kvinder trykkede sig tæt mod hinanden og som om de endelig havde mærket hans Blik, vendte de sig imod ham. Han saa i samme Øjeblik, at han kendte den ene af dem .... Og han gik hen imod dem lidt forvirret over, at det Indtryk, han havde faaet, nu opløstes.
Han tog sin Hat af og bøjede sig mod den ældre Dame:
— Er det ikke Fru Mulvad?
Hun havde set ham komme og rakte ham Haanden uden at slippe den unge Pige. Blikket var lidt aandsfraværende og fjernt.
— Naa, det er Dem, der er tredie Passager, sagde hun. Jeg har hele Tiden haft en Fornemmelse af, at vi var tre her ombord.
Og hun forestillede:
— Johannes Stannius. — — Kirsten Alrø.
Han saa paa den unge Pige og kunde ikke lade være at gøre sit Blik mere forskende end han vilde. Der gik nogle smaa nervøse Trækninger over hendes blege Ansigt. Hun forstod, at han kendte hende af Omtale.
Men hun lo et Øjeblik:
„Ja, Svigermoder og jeg er paa Rejse sammen …
Han vidste, at Fru Mulvads Søn for et Aarstid siden var bleven gift med en ung Skuespillerinde kort efter at hans Forlovelse med Kirsten Alrø var hævet. Der havde været talt en Del om denne Forlovelse, der pludselig var gaaet over Styr… Og nu huskede han, at man ogsaa havde beskæftiget sig med det mærkelige Forhold mellem Svigermoderen og den tidligere Svigerdatter. Neppe var Forlovelsen hævet før de to flyttede sammen og indrettede sig i en lille Lejlighed ude paa Østerbro. Nogle Maaneder senere var det frygtelige hændt: Fru Mulvads Søn, en haabefuld ung Maler havde efter saa kort Tids Ægteskab skudt sig en Kugle gennem Hovedet. Det var sket under særlig voldsomme Omstændigheder, i Hustruens Nærværelse, ja paa sengekanten i det fælles Soveværelse.
Alt dette dukkede efterhaanden op i Stannius Erindring. Fru Mulvad, der læste hans Tanker, sagde:
— Ja, Kirsten og jeg er nu alene… som De vel ved! Jeg vilde kun ønske, at Sommeren var overstaaet.
Stannius stod med et underligt Smil om sine Læber, han var ved at faa Taarer i Øjnene. Dette var da Bekymring og Fortvivlelse større end hans egen — hvorledes tænke eller blot forstaa, hvad de to Kvinder havde gaaet igennem… Det var som hans Medfølelse svimmel søgte efter et Holdepunkt. Aa, hvad vilde han ikke give for Ord, der udtrykte, hvad han følte… men hvorledes give andre det, han selv trængte saa haardt til?
Han vendte sig mod dem.
— Jeg forstaar Dem … sagde han tøvende. Jeg er ogsaa bleven ene i det Aar, der er gaaet.
Fru Mulvad saa paa ham og lagde sin Haand moderligt paa hans Arm.
— Stakkels Stannius, sagde hun.
Han fortrød næsten, hvad han havde sagt, da han idetsamme kom til at se paa den unge Pige. Hun var bleven askegraa og hendes Mund bevægede sig som talte hun, og dog kom der intet Ord over hendes Læber. Der var noget frygteligt i denne Stumhed og noget saa uendelig bedrøvet. Hendes Pupiller aabnede sig og trak sig sammen og bag dette skiftende i hendes Ansigt laa et Skær af fjern Tomhed og Haabløshed.
Stannius slog sine Øjne ned. Han havde set noget, der slet ikke vedkom ham. Hvorfor havde han saa unænsomt voldt hende Pine?
Men pludselig hørte han hende le … Og idetsamme fandt hun Ord:
— og nu skal De samme Vej som vi!
Det lød saa bittert, at han løftede Øjnene og endnu engang saa paa hendes gustne Ansigt med det øde Smil … et Smil, der gjorde hendes lille Hoved magert, helt fattigt. Hun saa ud som en Fugl, der anskudt hugger med sit Næb i Dødsangst, et sidste Hug, saa er det forbi …
Han svarede ikke. Han var bleven saa modfalden som sugedes Blodet fra hans Hjerte. Og han saa ud over Vandet, der endnu var rødt, mod denne Solnedgang, der omformede alt, saa Hav og Land flød sammen i et blødende Saar. Farverne var svagere nu og Vinden løjet af, men desto mere stivnet syntes Aftenen at hvile i sit eget Blod.
Han blev grebet af den største Medlidenhed med den unge Pige, med sig selv og som det syntes ham med alt levende. Han havde en Fornemmelse, som var det ikke blot ham selv men hele Naturen, der forblødte. Og da Vinden pludselig jog et koldt Gys hen over den store Vandflade, kom han til at ryste, dirre fra Hoved til Fod i et Øiebliks Svimmelhed og Angst. De to Kvinder mærkede det ikke. — Alle tre stod de og stirrede ud over Vandet eller spejdede maaske snarere ind mod Land.