Den gamle Verden/2
Da Damperen lidt efter gled ind mod
Anløbsbroen, der syntes at komme dem imøde
som en hjælpende Haand, slap Fru Mulvad
den unge Piges Arm. Støttet til sin Stok
nikkede hun som i Tanker hen for sig og
sukkede befriet. Ja, hun smilede mildt til Stannius,
tog hemmeligt Maal af hans høje, lidt
duknakkede Skikkelse og var straks efter saa
energisk, da Udskibningen skulde foregaa som om
hun følte sig glad over ikke mere at have Tid
til at tænke paa sig selv.
Kirsten Alrø syntes derimod at falde mere sammen og ikke at føle mindste Lyst til at gaa i Land. Blæsten havde løst hendes Haar, der slog hen over de blege Øjne, hvis Bryn var saa askegraa. Ansigtet var forgræmmet og dog trodsig lukket, Læberne som to tynde, brudte Streger.
Stannius hjalp Fru Mulvad med Haandtaskerne — ingen af dem havde andet Rejsegods. Da de stod paa Broen, saa de, at Kirsten Alrø ikke var med. Fru Mulvad maatte kalde et Par Gange før hun kom. Men da hun først var naaet over den lille Landgangsbro, blev hun pludselig den ivrigste.
— Der er ingen Mening i at blive staaende her, sagde hun, hvorfor gaar I ikke?
— Vi venter jo kun paa dig, svarede Fru Mulvad hovedrystende.
Et Øjeblik efter hang Kirsten Alrø ved Fru Mulvads Arm. Engang imellem tog hun nogle lette Trin hen ad Vejen og strøg sin Kind mod hendes Skulder, medens hun saa underkastende kærlig op mod hende. Det hændte dog ogsaa, at Blikket strejfede Stannius Ansigt som var hun forundret over, at han gik der ved hendes Side.
Langs Landevejen stod Poplerne, der raslede svagt i Aftenluften og bag dem laa smaa Huse med hyggelige Haver, oder strakte sig ud mod Fjorden. Vejen var hvid og sandet, saa de ikke hørte deres Fodtrin men kun Vindens Puslen i de mange Poppelblade.
— Her er saa fredeligt som jeg ventede det, sagde Fru Mulvad og bøjede sig mod Stannius … Kender De Vejen til Kroen?
Stannius svarede ikke straks, skønt han ventede dette Spørgsmaal. Han var rejst hertil for at finde Ensomhed og ikke for at søge Selskab. Men der var vist desværre kun et Sted at bo i denne lille By.
— Vi er paa Vej til Kroen, svarede han, den ligger derhenne. Jeg kender den fra en Tid, der var anderledes … Og dog venter jeg at finde den uforandret.
— I Modsætning til os ser De altsaa Forholdene her i Sandby i dobbelt Lys, nikkede Fru Mulvad. De har været her i Deres Ungdom..?
— Det er ikke saa faa Aar siden, sagde Stannius hurtigt. Men allerede nu synes jeg, det kun er faa Dage siden — — og paa en vis Maade er den Tid mig meget nærliggende.
Hans Stemme lød lidt urolig:
— Det er vel derfor, jeg er her nu.
— De kan tro mig… jeg forstaar Dem, svarede Fru Mulvad. Det er ligesom med min Søn … Nej, jeg mener, det er saa underligt at vende tilbage til de Steder, man tidligere har kendt. Alting fordobler sig — — og da særlig i Deres Alder, hvor Erindringen er saa levende. De forstaar mig, ikke sandt?
Hun løftede Hovedet og saa skiftevis paa Stannius og Kirsten Alrø. Saa sagde hun:
— Sig mig, Kirsten, er der ikke noget, der har undret dig iaften … en besynderlig Lighed. — Er du ikke bleven overrasket?
Stannius hørte pludselig ikke hvad hun sagde, saa sagte talte hun. Han fattede ikke Ordene men en besynderlig Klang i hendes Stemme greb ham om Hjertet.
— Jeg ved ikke … kom det lidt usikkert fra den unge Pige … men maaske tager vi begge fejl …
— Det er ikke muligt! svarede Fru Mulvad.
Hun kunde ikke holde sin Rørelse tilbage og hun saa paa Stannius med et Par store tungsindige Øjne fulde af Taarer.
— De ligner min Søn … min stakkels Søn!
Stannius havde en Fomemmelse af, at Fru Mulvad vilde denne Lighed, at hun idetmindste søgte efter den og derfor fandt den. Men der var i hendes Blik noget saa moderligt varmt, at det gjorde ham godt. Det var længe siden, han havde stirret ind i saadanne Øjne. De var saa fyldte af Sorg og Savn og Ømhed. Efteraarsgraa og kærlige og saa uendelig trofaste. De støttede hans Blik, der var ved at vige og som han selv følte saa tomt og trist.
— Jeg har ikke kendt Deres Søn … var alt hvad han vidste at svare.
— De ligner ham, vedblev Fru Mulvad som talte hun blot til sig selv. De har hans Drengeøjne, hans Blik… Saadan saa han paa mig — — og alt det har været dødt saa længe og jeg troede aldrig, jeg skulde se det igen. De vil nok tilgive mig … men det er saa mærkeligt og saa barmhjertigt! Tænk engang, naar man maa gaa og samle sammen i Stumper og Stykker, hvad der engang var et levende Menneske. Han var min eneste Søn og det faldt mig ikke ind, at jeg skulde miste ham. Jeg har trods alt aldrig bøjet mig for noget før, aldrig vilde vide af, at Livet var haardt og grusomt, men nu er jeg bleven et gammelt Menneske, nu er jeg kommen paa Kant med Tilværelsen. Tilgiv mig.. men det er saa mærkeligt, at jeg finder et Menneske, der virkelig ligner Johannes …
— Sophie, sagde Kirsten Alrø — og hun nævnede Fru Mulvads Fornavn som talte hun til et Barn — — Sophie, du er træt af Rejsen. Du har hele Tiden glædet dig til din Seng … Og nu vil Hr. Stannius vise os Kroen og saa vil vi finde et Værelse, hvor du kan sove til imorgen. Lad os ikke tænke paa noget andet nu …
Og hun hviskede til Stannius:
— Kom, lad os blot gaa … og bryd Dem ikke om, hvad hun siger.
Med et Ryk havde Fru Mulvad befriet sig for den unge Piges Arm. Hun støttede sig tungt til sin Stok og gik saaledes et Par Skridt hen ad Vejen. Saa vendte hun sig i Vrede og sagde hidsig:
— Kirsten, du maa ikke være skinsyg. Det er Synd … stor Synd … det ved du!
Kirsten Alrø løb hen til hende og søgte at tage hendes Arm. Det lykkedes først efter nogen Modstand. Og uden flere Ord gik de alle tre videre. Men da de stod ved Kroen sagde Fru Mulvad:
— Nu finder vi et Værelse, Kirsten. — — Men saa vil jeg være alene… en Timestid idetmindste. Forstaar du, jeg vil være alene. Maaske De, Hr. Stannius vil tage Dem af Kirsten saa længe. Jeg beder Dem derom. De vil gøre mig en Tjeneste ved at lade mig være alene. Og De vil gøre det, ikke sandt… fordi De ligner Johannes …
Stannius og Kirsten Alrø saa paa hinanden som to unge Fægtere, der tavse krydser Klinger og beregner den uventede og overraskende Situation, de pludselig er kommet i.