Den gamle Verden/3

by Louis Levy

Tusmørket var faldet paa, da Kirsten Alrø og Stannius igen mødtes udenfor Kroen paa den lille grusede Indkørselsplads. Stannius stod helt ude paa den hvide Vej, der snorlige løb bort under Poplerne, da han hørte hende komme.

Kirsten Alrø saa forgrædt ud. Og hun var barhovedet og hendes Haar ikke sat op efter Rejsen. I Krodøren blev hun staaende og gav sig god Tid, medens Lyden fra de mange skælvende Poppelblade gled forbi hendes Øre.

— Kom saa, sagde hun uden at se paa ham … Lad os gaa…

— Hvor skal vi hen?

Han nærmede sig:

— Ned til Fjorden —?

— Nej, svarede hun. Kender De ikke en Vej, som ikke tager paa Nerverne? Det er virkelig bedrøveligt for Dem, at De skal have mig paa Slæbetov. De er ogsaa ked over det, ikkesandt?

— Lad os blot komme afsted, sagde Stannius.

Og han begyndte at gaa. Hun blev staaende:

— Jeg vil vide, hvor vi gaar hen. Ellers bliver jeg her.

— Som De vil! sagde Stannius og vendte sig … Vi kan sætte os over i Krohaven, der er Borde og Bænke … Trænger De ikke til noget efter Rejsen? — Vi kan drikke en Kop Te.

— Nej … sagde hun. Men De maa forstaa, at jeg ikke er glad for at skulle ud i Tusmørket, som jeg hader … Jeg er som de fleste Mennesker en Fjende af mine Følelser.

Stannius omfattede hende med et Blik, der maatte pine hende. Han saa ud som vilde han til at smile:

— Hvis De ikke bryder Dem om at gaa med, saa gaar jeg alene… Men efter hvad der er sket, vilde det jo glæde mig, om De vilde følges med mig.

Hun nikkede:

— De har Ret. Saa gaar jeg med … prøv paa ikke at le af mig!

Han smilte ikke mere, sagde blot spøgende:

— Jeg lover Bod og Bedring. Jeg vil sige Dem, at jeg i Virkeligheden ikke føler mindste Trang til at le…

— Det skulde ogsaa blot mangle!

De fulgtes ned ad Vejen og hun spurgte ikke mere, hvor de gik hen. Han havde mest Lyst til at forfølge sin lille Sejr og føre hende til Fjorden. Men hvorfor skulde hun allerede iaften have Beviset for hans mandfolkelige Trang til at ville sejre. — Det, der optog ham, var alligevel noget helt andet … hvad laa der bag Fru Mulvads Bestemmelse? Hvorfor ønskede hun at være alene … eller at han skulde være alene med Kirsten Alrø. Hvad var det for et besynderligt Forhold, han var dumpet saa hovedkulds ind i? Han skulde nok faa det at vide. Det var Fru Mulvads egen Skyld, at han blandede sig deri.

Fra Siden skottede han til den unge Pige. Med sit finttegnede Ansigt saa hun saa ødansk og hjemlig ud, med blege Farver som en Blomst fra en Havbred. Hun hørte hjemme i dette Tusmørke under denne klare Aftenhimmel, der langtude i Vest over Markerne fik en rosenrød Farve. Hun hørte hjemme paa denne Vej under disse Popler, som i deres evige Susen forkyndte, at Havet var nær — Havet, hvis Duft gled salt og kølig gennem den urolige Luft.

Det slog et Øjeblik Stannius, at han følte sig selv som en fremmed ved hendes Side. Han havde rejst saa meget, at han uvilkaarlig tænkte sig alt set udefra. Kun hans Følelser var hjemlige. Det gav et mærkeligt Brud i Opfattelsen … han saa et og følte et andet. I det halve Aar han havde været hjemme, havde han ikke sporet denne Dobbelthed … — Dobbelthed? — Var det maaske Fru Mulvads Ord før, der fik ham ind paa denne Tankegang?

Kirsten Alrø undrede sig over hans Tavshed. Hvad gik han og tænkte paa? Heldigvis forstod han ingenting! Hvem var han i det hele taget … hvor lidt det lignede Sophie at bringe hende i en saadan Situation …

— Nu skal jeg sige Dem noget, udbrød hun pludselig. — — De skal saamænd ikke tro, hvad Sophie sagde Dem før. Der er ingen Lighed mellem Dem … og den anden.

— Det har jeg ogsaa hele Tiden tænkt mig, nikkede Stannius. Men det er jo saa rimeligt, at Fru Mulvad tror at se en Lighed selv hvor der ingen er. Det glæder mig at høre, at det ikke forholder sig saaledes … saa vil hun imorgen indse sin Fejltagelse …

— Det vil blive hende en Skuffelse, sagde Kirsten Alrø.

Hun standsede.

— Men det værste er, sagde hun hurtigt, det værste er, at jeg vist gaar og lyver for mig selv … De ligner ham alligevel saa vidt nogen kan ligne ham. Ja … det gør De. Men det bliver værst for Dem selv — — Sophie slipper Dem aldrig. Jeg kender hende, kan De tro!

Pludselig spurgte hun:

— Hvorlænge bliver De her?

— En halv Snes Dage, tænker jeg.

— Jeg vilde ønske, De ikke blev her saa længe …

Han saa forundret paa hende. Hvor vovede hun at blande sig i hans Forhold, hvad vedkom det hende, hvorlænge han blev eller hvornaar han rejste.

— Det er for Deres egen Skyld, jeg siger det, vedblev hun. De aner ikke, hvor meget Sophie har lidt… og hvad det vil betyde for hende, at hun nu har mødt Dem. De skal vogte Dem …

— Vogte mig...?

— Ja, baade for hende og for mig. Jeg er skinsyg, som Sophie sagde …

— Skulde det være for at advare mig, at hun har bedt os gaa denne Aftentur sammen...?

— Maaske...

Kirsten Alrø saa ikke op. Hun gik med Øjnene stift heftede paa Vejens Sand, der knirkede under hendes Fødder. Der var kommen en mærkelig Ro over hendes Bevægelser… Hun vandrede som en Søvngængerske lige ud ad den snorlige Vej.

— Vi skal her tilvenstre, sagde han.

Hun drejede ned ad Sidevejen uden at nogen Forandring var at spore i hendes glidende Gang. Hendes Blik var rettet mod Vejen og hun fulgte dens Omdrejning uden et Øjeblik at skifte Stilling til Stannius.

Han havde en Fornemmelse af, at hun spillede Komedie, at hun vilde have ham til bedste. For lidt siden havde hun set helt anderledes ud. — Men der var nok Alvor med i Spillet alligevel. Det gjaldt for hende at faa ham overbevist, saa han rejste. Men hvorfor skulde det dog lykkes? — Lidt usikker og fraværende saa han paa hende og der kom en underlig Følelse af Foragt op i ham. Vilde hun ham virkelig til Livs? Følte hun Had, fordi hun havde lidt Skibbrud i sit Forhold til Tilværelsen. Det var da ikke gaaet ham stort bedre — saa dér stod de lige omtrent.

De var kommet ud over de aabne Lyngmarker — saa langt Blikket naaede var der fri Horisont. Foran dem laa Himmelen endnu blegrød med store Skyformationer, der lignede vældige Bjergkæder med smalle Pas: hele den stærke norske Natur … men i Luftens Rige! Vejen blev mere og mere sandet og tung. Men den lette og løbende Vind, der pustede sin Blomsteraande i deres Ansigter, syntes næsten ikke at yde Modstand men blot at svøbe sig om dem … Den kom fra Havet og øste evig fornyet Friskhed over deres Hoveder. De gik hver for sig som gik de alene — følte kun Trang til at være sig selv og ikke lade sig bestemme udefra. Var de fremmede for hinanden, saa skulde det mærkes. Der kom noget afgørende, noget øjebliks-bestemmende over deres Holdning.

— Da vi nu engang er alene … og jeg har bedt Dem om noget, sagde Kirsten Alrø, saa vil jeg være ærlig nok til at sige Dem Sandheden. Og den er hurtig fortalt… Himmelen være mit Vidne — men jeg tror ikke mere, at jeg lever!

— De tror ikke …

— Jeg lever ikke mere… Hvad der er hændt efter den Dag, Johannes Mulvad døde, kommer mig ikke ved. Jeg er begravet med ham … Jeg gaar her og agerer — men det er lutter Løgn og Bedrag, jeg er langt borte … Derimod Sophie — hun klamrer sig endnu til Livet, men hun skal ogsaa dø … den virkelige Sorg har ingen Helbredelse — —

Hun trak Vejret dybt og hendes Stemme lød træt.

— Forstaar De nu, at jeg er bange for Dem … bange for, at De skal være det Halmstraa, hun vil klamre sig til! Idag Ender hun, at De ligner Johannes. Imorgen vil hun se en ny Tilværelse i Dem og hun vil ikke mere tro mig. Jeg er sikker i min Sag, en Gang tidligere var det ved at gaa saaledes. Men det maa ikke ske. Hun skal ikke leve! For hun var Skyld i, at han døde … Skyld i hans og min Død …

Stannius gjorde Vold paa sig selv for ikke at standse og vende om … Hvad hun sagde paavirkede ham som førte hun ham med sig gennem en mørk Gang dybt ned under Jorden …

— Han skød sig for hendes Skyld, vedblev hun med sin brudte Stemme … han elskede hende. Elskede hende ikke som en Søn men som en Mand. Forstaa det, om De kan … men saaledes forholdt det sig… I sin tidlige Ungdom kendte han ikke andre Kvinder — — han har fortalt mig derom. Jeg var hans første Forsøg paa Flugt bort fra den fortvivlede Følelse, der søndersled hans Tilværelse. Han forlovede sig og vilde have giftet sig med mig, hvis jeg ikke havde opdaget, hvorledes det forholdt sig. Saa giftede han sig med en anden — jeg forsikrer Dem, jeg højagter hans Hustru, hun fortjente idetmindste ikke en Skæbne, som hun ikke begriber. Da han skød sig, var jeg flyttet sammen med Sophie, for jeg elskede ham af mit ganske Hjerte …

Det faldt Stannius ind, at der maaske ikke var Sandhed skabt i alt det, hun fortalte, at hendes Fortrolighed blot var et sygt Sinds Trang til at skildre sine Lidelser… og det beroligede ham saa meget, at han kunde spørge:

— Og hun … Sophie … Fru Mulvad?

— Hun ved intet. Hun forstod ikke ham og hun forstaar ikke mig. Hun tror, det var økonomiske Sørger, der tvang ham Revolveren i Haanden, det gav han det ogsaa Udseende af. Men en Dag vil hun forstaa alt og den Dag vil hun dø … som jeg døde … Jeg lærer hende det …

— De …?

Hvem andre? … En Nat hvisker jeg i hendes Øre — —

… En pludselig Rædsel gennemfor Stannius. Hvad var det for to ulykkelige Mennesker, han her havde mødt og i hvis sørgelige Tilværelse, han pludselig spillede ind. Men det var ikke blot det, at han var forfærdet … — — han selv havde ogsaa gaaet en Del igennem … og hendes Ord og ikke mindst hendes Stemme aabnede tunge Sluser i ham. Han saa med eet sit eget Liv i Belysning af de to andres.

Foran dem dukkede den lave Klitplantage op som en Mur af Mørke mod den gullige Himmel. Bag Plantagen laa Klitterne og Kattegat. — De maatte nok helt ned til Havet… hun gjorde idetmindste ikke Mine til at vende om.

— Tror De ikke, sagde han, at det bliver for langt at gaa.

— Nej, sagde hun. Jeg føler ingen Træthed. Og Sophie venter mig ikke. Hun er glad for at være alene iaften. Og jeg maaske ogsaa … det er saa længe siden. — Kommer vi ud til Kattegat?

— Ja.

— Og vi skal gennem Skoven først. Tør De nu ogsaa gaa med mig gennem Skoven. Man ved jo dog aldrig hvad døde Mennesker kan finde paa …

Træt svarede Stannius:

— Tror De, jeg frygter andre mere end jeg frygter mig selv?