Den gamle Verden/11
Hun var bleven roligere.
Hun laa og saa op i den blaa Luft. Det var som kun hendes Øjne var til … og dem følte hun som var det to travle og levende Insekter i de døde Øjenhuler. Vilde de snart sprede vingerne og flyve bort … op mod den blaa Uendelighed og ud over Havet, der var saa nær.
Stannius sad ved hendes Side. Han mælede ikke et Ord. Hans Hjerte havde snøret sig sammen og Blodet var veget fra hans Kinder. Hvor var den gyldne Ungdom, der havde ranket hans Ryg? Han syntes, at han pludselig var bleven en gammel Mand, langt ældre end for faa Timer siden — ti var Ungdommen nu ikke for evig fløjet bort fra den visne Haand, han et Øjeblik havde søgt at gribe den med?
En frygtelig Leg …
Og havde han opnaaet, hvad han vilde? Havde han løftet Fligen fra Helligdommen, havde han set sit Selv … sin nøgne Ungdom igen? Han vidste det ikke. — Men han følte, at een Gang til vovede han det ikke … idetmindste ikke som idag. Saa maatte det blive en Kamp paa Liv og Død og i Nattens Ensomhed udenfor det Kirkegaardsdige, bag hvilket hans elskede og kære laa begravede. Nej … og saa vidt maatte det ikke komme!
Legen maatte høre op …
Ungdommen var død og det nyttede ikke at vække de døde. Denne Dag vilde sætte et Skel i hans Sjæl — der maatte resigneres og Livet, der evig gentog sig, var dog ingen Gentagelse!
At ville holde fast paa Fortiden — blot paa Nuet — var at trodse Loven. Og Tiden var selve Lovens Bogstav, ukrænkelig og ubønhørlig … hvor det smertede ham at forstaa det. Hvor det smertede i hans Bryst …
Det smertede ham at sidde her i denne brune Lyng mellem alle de dejlige Vækster, denne Pors og disse Fyrretræer, der duftede af Ungdom. Han stirrede mistænksom ind mellem Stammerne, der løftede sig højere og højere bag hinanden og lukkede for Synskredsen … det var som vogtede de over en Hemmelighed, der bestandig maatte skjules … at Tiden hurtigere end Blæsten og vildere end Sandflugten rev alt med sig for øjeblikkelig at sætte noget andet i Stedet… Tiden skiftede og i dens Bølger druknede alt … Og hvis denne Plet Jord saa ud som i hans Ungdom, saa var det blot, fordi han ikke brugte sine Øjne eller ikke vilde se klart…
Alt var forandret.
Han følte et eneste Sekund i sin Sjæl Tidens svimlende Hast … som en Afgrund, der aabnede sig til alle Sider.
Og han vendte sig mod Kirsten Alrø som for at søge Hjælp mod sin Svimmelhed — den eneste Hjælp der er, at ogsaa andre er med i Farten … og at man kan gribe deres Hænder — — og han saa hende ligge der, udstrakt som paa en lyngklædt Baare. Hvor var hun bleg og hvor var hendes Blik uroligt og søgende.
— Kirsten Alrø.
— Ja, Stannius …
— Er De træt, Kirsten Alrø?
— Aa ja, Stannius — hvem der kunde blive liggende her …
— Det maa De, hvis De vil.
— Altid …?
— Pas paa, hvad De siger … jeg er bleven saa bange for Ordene!
— Ak, Stannius … det er altid skrækkeligt at vaagne … Hvor vi har været langt borte — — det var en vaagen Drøm! og gid vi var bleven i den — —
Han greb hendes Haand:
— Tilgiv mig …
Hun svarede ikke … saa ikke paa ham.
Stannius rejste sig. Han gik frem og tilbage over den lille Lyng-Lysning. Han var blevet urolig og følte sig som indemuret mellem de mange Fyrrestammer, der løftede sig til alle Sider.
— Hvis De kan, Kirsten Alrø… saa rejs Dem og lad os komme ud herfra — han kom hen til hende og bøjede sig over hende — ræk mig Deres Haand …
Han fik hende paa Benene, og da han frygtede, hun skulde falde, lagde han sin Arm om hende. Da kom hun til at ryste … knugede sig ind til ham, helt ind til hans Bryst og lagde sine Arme som tunge Lænker om hans Hals. Men da hun mærkede, han gjorde Modstand, slap hun ham igen … for straks efter at gribe hans Haand.
— Stannius, sagde hun. — De ved det … De er den eneste, der kan hjælpe mig.
Han løftede hendes Hoved.
— Maaske, Kirsten Alrø, sagde han. Men det bliver kun en daarlig Hjælp. — — De maa forstaa mig …
Han stod et Øjeblik:
— Men lad os vente. Maaske tager jeg fejl …
Hun saa forundret paa ham. Han rev sig løs og skyndte sig gennem Skoven. Og hun fulgte efter, ikke let og smidig, som da de kom, men med tunge Greb om Stammerne. Et Øjeblik var han ved at blive borte for hende og i en pludselig Panik kaldte hun paa ham med en Stemme, der altfor tydeligt røbede hendes Angst.
Endelig stod de i en af de parallelle Brandlinier, der gennem Skoven førte ud til Kattegat. Ogsaa her voksede Lyngen tæt, de maatte vade gennem den og havde en Fornemmelse som de blev vaade om Benene. Og Fødderne sank dybt i Sandet, hun maatte standse og staa paa Strømpesokker i Lyng- og Blaabærkravlet for at faa Skoene tømte. Det var besværligt og Stannius maatte støtte hende, medens hun først tømte den ene, saa den anden Sko … Fluerne summede om dem i nærgaaende Sværme og slog ned over deres Ansigter. Varmen var stadig brændende, skønt Solen var ved at gaa ned og allerede var kommen bag Plantagen …
Da de kom op til Klitterne, var Blæsten stilnet af… og de saa Havet, der var ved at falde til Ro, vugge sine svage Dønninger mod Land; længere ude lyste Krusningerne som Sølvskæl lige ud til Kimming-Striben. Solen stod lavt… og netop hvor den skulde gaa ned, havde der samlet sig nogle store graablege Skyer med brede flossede Vinger.
Stranden laa mildt belyst — det hvide Flyvesand skinnede med line Krystaller i Solen og kastede sine lette Bølger op gennem Klitternes Bevoksning af Hjælme og Marehalm. Her var saa sollunt og tyst — kun Bølgeslaget afbrød den sommerlige Stilhed, der fyldte det vældige Rum.
Og de lagde sig i Sandet og smilede til hinanden. Ingen af dem ønskede, at den anden skulde tænke paa, hvad der var hændt … Men hvad var der ikke sket i de faa Timer, de havde kendt hinanden — og dog havde det ikke været Virkeligheden, der havde givet dette Tidsrum sit Indhold … tværtimod, de havde paa alle Maader og ved allehaande Bedrag — og dog ubevidst søgende Frelse — fjernet sig fra det, der var… fra det Øjeblik, de levede i.
Men de følte begge, at nu var alting anderledes. Hun anede, at der … efter saa lang en Dødstid … endelig var hændt noget igen. — Og han vovede ikke mere at se andet end Virkeligheden under Øjne.
Saaledes saa de Havet.
Uden at danne Billeder, uden at fantasere over det. Med klare og faste Øjne. Tog imod det som det kom og gik. De fulgte Dønningslinien, som den vandrede mod Land, kastede sig mod Kystlinien, forsvandt og efterfulgtes af en ny Dønning. De saa de tusinde Sølvskæl blinke derude. Deres Sjæle tog imod som deres Hud og deres Lunger — tog imod, tog imod, uden at forandre noget, uden at gøre Oprør og sætte andet og daarligere i Stedet for det, der var.
Set saaledes er Havet ens i Ungdommen, i Manddommens, i Alderdommens Dage. Forstod de noget heraf?
De laa og stirrede med aabne Øjne ud i Solglitteret og Lyset drev over deres Ansigter, deres Hud blev varm og deres Lunger fyldtes …
Og Stannius sagde:
— Lad os klæde os af og tage et Bad.
— Nej, sagde hun … hvorfor dog ikke blive liggende?
Men han rejste sig og havde allerede sin Frakke over Armen.
— … Hvis der nu kom nogen?
— Vi er ene. og Stranden er lige saa godt vor som de andres …
Hun rejste sig og gik et lille Stykke bort fra ham, men kom straks tilbage. Hun smilte lidt usikkert:
— Skal jeg lystre …?
— Vi bliver sammen og tager Følgerne, sagde han. Kan vi drømme sammen … og kan vi dø sammen … saa kan vi ogsaa bade sammen!
Hun svarede sagte:
— Var jeg blot helt ung …
De klædte sig af uden at se paa hinanden. Og nøgne gik de Haand i Haand ud mod Vandet og, som de syntes, mod Solen, der stod dybtnede i Vest, rød og tung. I Vandlinien vendte de sig mod hinanden, og han saa, at hun var smuk og hendes Legeme ungt med yndefulde og rolige Linier, der passede til denne Kyst.
De fulgtes ad ud… og skønt de et Øjeblik kom til at fryse, vilde de ikke slippe hinandens Hænder. Sandet laa under dem riflet som en Rovdyrgane og Vandet var glasklart og grønt med Skygger om deres Ben af de bløde Smaakrusninger. Kulden slog om deres Lænder, hvis fulde Styrke de fik en Fornemmelse af. Hun gøs og stirrede paa sit Spejlbillede dernede — det var saa underligt levende og slyngede sig ind imod hans… Netop i det Øjeblik, da hun mest ønskede at holde ham fast, slap han hende, kastede sig baglængs i Vandet, ødelagde det hele Spejl og svømmede bort. Hun stod et Øjeblik alene og saa efter ham … løftende Skuldrene frysende, først den ene og saa den anden … vilde han ikke komme tilbage? — — Jo, dér kom han hen imod hende og greb med sin Haand efter hendes askeblonde Haar. Hun gav sig til at løbe, saa Vandet sprøjtede, men han indhentede hende.
— Kan De ikke svømme?
— Se nu …
Hun løftede Brystet saa højt, naar hun svømmede og blev hurtig stakaandet og varm. Vandet var saa dejligt, salt og køligt… og det var en vidunderlig Følelse at lade sig bære af det. Man blev et helt andet Væsen i denne fine Balance, hvor man havde Ligevægt i alle Stillinger — det var noget andet end at træde Jorden.
Hun lagde sig paa Ryggen og lod sig flyde og han dukkede op ved hendes Side som en stor godmodig Sælhund… Han fik hende til at svømme under Vandet — hun var helt nede ved Bunden, følte den under sit Bryst…
— Pas paa … nu forsvinder jeg!
Han dukkede ned og hun blev angst og raabte hans Navn. Nogle store Luftbobler fulgte hans Vej i Vandet og hun stirrede efter dem. Da han dukkede op havde han en hel Tangkalot paa Hovedet.
— Nu maa De ikke mere .... De bliver træt.
— Det er det, jeg vil være, sagde han. Rigtig træt af Luft og Vand … Aa, det skal blive lige saa godt at sove inat som at ligge herude. Hvor Tilværelsen er ligetil — — naar man blot glemmer alt andet. Læg Deres Arm om min Hals … saa redder jeg Dem …
— Her er jeg, sagde hun og lagde sine vaade Arme rundt om hans Skuldre … Svøm saa i Land med mig!
Han gav sig til at svømme indefter. Men pludselig vendte han og stak til Søs. Hun sagde ikke et Ord, blev blot hængende ved hans Skuldre. Hun havde lukket Øjnene… Han kunde føre hende, hvorhen han vilde.
Og han førte hende til den yderste Revle.
— Længere kommer vi alligevel ikke! sagde han.
De saa sig om… Solen var ved at gaa ned. De graablege Skyer var blevet gyldne og aabnede sig med flammende Perspektiver ind i en Fjernhed af Ild og Glød. Over hele Havet bredte et Purpurskær sig. Det naaede dem ikke, men Vandet var som blegt Perlemor, hvor de stod. Overalt fødtes der Farver. Luften var dybviolet og rosa, Kysten derinde blegrød og Klitterne tindrende grønne, som Ir. Og Solen, der ikke kunde ses, sank dybere og dybere, medens Farverne skiftede. Og de to, Stannius og Kirsten Alrø stod langt derude akkurat med Hovedet over Vand og stirrede paa al denne forgængelige Skønhed… set fra den yderste Revle.
— Sig mig Kirsten Alrø, sagde Stannius pludselig … er det ikke Skønheden vi har glemt i alle vore Beregninger? Er det ikke den, der er den store Trøster?
Hun vendte sig mod ham:
— Jeg ved det ikke … før mig i Land, tag mig paa Skulderen. Jeg fryser til Is eller til Perlemor …
Atter lod hun sig bære af ham … Det var alligevel lykkeligere end al Skønhed … at mærke et Legeme og en Vilje, der ikke tilhørte ens eget Selv men som man kunde lade sig bære af … saa man uden selvbestemmelse netop kom derhen hvor man helst vilde. Det hele blev saa selvfølgeligt — Havet Hav, Himmelen Himmel … alle Drømme forsvandt i det vældige Rum. Men ogsaa denne Tanke var en Drøm — for han holdt ikke af hende … og til syvende og sidst … holdt hun af ham? Var hendes Følelse ikke Bedrag som alt andet.
Men hvad var da Sandhed? Var Sandheden blot det samme som Sundhed … Vilje til at leve?
Det var Spørgsmaal, som Virkeligheden stillede hende, medens hun svømmede paa Stannius Ryg mod Kysten …
Han arbejdede sig langsomt indefter og havde ikke Kraft til andet end til lige akkurat at holde sig selv og hende oven Vande. Men netop saaledes skulde det være — — og han fyldtes med en Lykke, som han længe ikke havde kendt …
Endelig fik de fast Bund under Fødderne og Haand i Haand gik de i Land. Stannius var træt og de lagde sig op i Klitten. Sandet var varmt endnu og det blæste ikke. Hun lagde sig ved hans Side.
— Stannius …
— Ja.
— Tak for idag.
Han rejste sig halvt op og saa paa hende. Og blev siddende … Hendes Legeme var saa ungt og smukt — men dette forgræmmede Ansigt! Hvor saa hun bleg ud efter Vandet, falmet og indfalden. Haaret hang tyndt og vaadt ned over hendes Skuldre. Der var et frygteligt Misforhold mellem Legeme og Ansigt. Et Strandvaskeransigt næsten … som havde Psyke ligget i Bølgerne og var blevet gnavet af Smaafisk og Kryb.
Og Aftenen havde været saa skøn. Han blev grebet af Angst og sagde til hende:
— Lad os klæde os paa. Det er hundekoldt …