Den gamle Verden/12
Det var Dagen efter.
Luften var ejendommelig stille.
Efter den stærke Blæst var det som Stilheden kunde høres. Selv Poplerne sov med deres skæve Svingblade hængende paa tynde, røde Stilke. Duften fra Krohavens Liljer, der blomstrede saa rigt i Sandjorden, mærkedes kun, naar man stod lige i Nærheden af Blomsterne … deres søde Duft steg næsten lodret tilvejrs.
Støttet til sin Stok gik Fru Mulvad fra Blomst til Blomst. Hun var som sædvanlig sortklædt og de hvide Liljer tegnede sig som et Broderi mod hendes Dragt.
Stannius og Kirsten Alrø stod i Afstand og betragtede hende. Men nu kom hun nærmere … og de satte sig alle tre ved et af de store Træborde, der stod i Haven. Mellem Poppel- og Birkestammerne skimtedes den spejlblanke Fjord i den let disede, ubevægelige Luft.
De fyldtes alle af Stilheden og Havens Tavshed. Det var som om deres Sind bad om Lov til at falde til Ro paa denne skønne Dag. Men der var noget falskt og kunstigt over den Fred, de saa længe som muligt søgte at opretholde ved at afstemme sig efter de fredelige og sommerlige Omgivelser.
I deres Tanker var Fru Mulvad og Kirsten Alrø kun optaget af Stannius … hver paa sin Maade. Skønt var der saa stor Forskel …? Han var deres Erstatning for det Liv, Døden havde stjaalet fra dem. Han var deres Haab og de lyttede til alt, hvad han sagde, som til Stemmer, de længe ikke havde hørt lyde.
Men det kunde ikke nægtes, at de var skinsyge paa hinanden … og mere end de havde været det tidligere, da Johannes Mulvad levede. Og denne Skinsyge følte de som en dyb Forandring i deres Forhold, som en Skilsmisse: de trængte til at være alene … og det var som de skjulte noget for hinanden.
Stannius mærkede ikke uden en vis Ængstelse, hvilken Indflydelse han havde haft paa de to andre. Og han vidste, hvilken Indflydelse de havde haft paa ham. Han saa det som i et Syn … hvorledes de to, der levede i Fortiden. var kommet ham imøde paa hans Pilegrimsgang mod Ungdommens Land. Det havde været udenfor Tilværelsen, de mødtes … som ved Sorgernes graa Kyst. Men forskrækket over den dræbende Magt, Erindringerne ejede over dem og syntes at skulle faa over ham, var han ved at vende om … ved atter at vende Skyggeriget Ryggen!
Dog saa meget vidste han — han vilde ikke lade de andre i Stikken paa de hemmelighedsfulde Veje mellem Liv og Død … men Spørgsmaalet var: kunde de nogensinde finde tilbage til Virkeligheden og Dagen! Det vilde maaske ikke være saa vanskeligt at komme Kirsten Alrø til Hjælp … men vanskeligere og lykkeligere var det at hjælpe Fru Mulvad … — Saaledes saa han det uden at mærke, at bag hans pludselige Omsorg for Fru Mulvad laa en Frygt for de Følelser, Kirsten Alrø var begyndt at nære for ham.
I sin Trang til at støtte sig til Fru Mulvad fandt han, at hun i Modsætning til den unge Pige var saare smuk, roligere og værdigere i sin Holdning. For helt at komme i Sikkerhed følte han Trang til at forelske sig i hendes Moderlighed … Om hendes Hals hang et Sølvkors med den korsfæstede Kristus og det faldt ham ind, at hun lignede en Madonna, en Maria, der græd ved sin Søns Baare. Og han kunde ikke lade være at sige det til hende… maaske fordi Kirsten Alrø sad og stirrede paa ham med sine nu saa ydmyge Øjne:
— Hvor De ligner hende … sagde han som i Tanker, hvor De ligner en Madonna! Jeg saa det vist allerede før, da De vandrede mellem Liljerne. — — Kristi Moder havde jo ogsaa sine Sorger …
Fru Mulvad nikkede:
— Husker De Lidelseshistorien, Stannius? Da Johannes og Jesus Moder staar under Korset, skænker Jesus sin Moder en anden Søn og Johannes en Moder. Han siger til Maria: se, det er din Søn! Og til Johannes: se, det er din Moder! Saaledes trøstede han dem begge ved Golgatas Kors … jeg har tænkt paa det i disse Dage. Og jeg har ogsaa tænkt paa Opstandelsens Ord: hvi lede I efter den levende mellem de døde? — … De maa ikke smile, Stannius — —
Stannius sad og saa paa hendes alvorlige Ansigt og tænkte: hun som lever i Fortiden søger en endnu mere fortidig Trøst. Det er Religionens Hemmelighed, at den er den levende Fortid. Sagde jeg ikke selv, at hun lignede en Madonna, og aabnede jeg ikke ved dette Ord for en Sluse i hendes Følelse?
Som i sine egne Tanker vedblev Fru Mulvad:
— Det er underligt, men jeg har aldrig troet paa Opstandelsen … For mig har det altid kun været en Fantasi over et vidunderligt Tema. Men jeg begynder at forstaa … aa ja, Kristus Moder har idetmindste troet paa den!
Kirsten Alrø klemte sin Haand om Fru Mulvads Arm:
— Sophie, hvem der havde haft et Barn…
— Ja, Kirsten … sagde Fru Mulvad, det har jeg ofte ønsket dig … Jeg har altid syntes, at de barnløse var de mest ulykkelige. Hver Julenat tænker jeg altid paa de Kvinder, der spørger: hvorfor fik jeg ikke et lille Barn … lykkelige Guds Moder!
— Jeg har aldrig ønsket det før, sagde Kirsten Alrø .... Men det er vist alligevel Barnet der skaber Sammenhæng i Tilværelsen. Du har slet ingen Grund til at være saa ulykkelig som jeg.
— Det er jeg heller ikke, sagde Fru Mulvad, det ved du godt. Jeg er idetmindste ikke saa ensom. Da Johannes døde, fandt jeg kun, at nu havde jeg oplevet det hele, nu var der ikke mere … Og det syntes jeg lige til jeg forleden mødte Dem, Stannius, da gik det op for mig … at der vist var noget af min Søn i ethvert Menneske … men mest i Dem! — — Og nu kan jeg tale om det, tilføjede hun og greb Stannius Haand … Tro ikke, at jeg bilder mig ind, at De er Johannes — — det var kun i første Øjeblik, da Følelsen var stærkere end jeg selv. Men jeg vil ikke mere søge efter den levende mellem de døde — De og han følges for Fremtiden uadskilleligt for mig, det bliver ikke anderledes. Det er jo ikke blot det, at De ligner ham … men De kommer til at ligne ham mere og mere — og det kan jeg ikke gøre ved …
Stannius beholdt hendes Haand, sad og klappede den … til den igen greb om hans. Kirsten Alrø vendte sig fra dem. Hendes Læber skælvede … Og Stannius saa det — men drejede sit Blik til den anden Side, henimod Liljerne, der stod i tre Geledder i det lange og lave Bed som over en mægtig Grav. og hans Øjne søgte videre, mellem Birkestammerne, ud over Fjorden, som kunde det ikke finde Fodfæste … som i Drengeaarene, naar han pludselig blev rørt over noget.
— Jeg synes, jeg har kendt Dem i lange Tider, sagde han til Fru Mulvad. Ja, saadan er det… jeg ved ikke, om jeg holder af Dem eller hvormeget … men jeg er hjemme, naar jeg sidder her i Stilheden ved Deres Side … Jeg behøver vist ikke at sige Dem det, for De ved det lige saa godt som jeg selv. Der har været Tider — — hele lange Aar, hvor jeg har savnet Dem, saaledes føler jeg det … og det vil aldrig ske mere … skønt der vil maaske komme den Dag, hvor jeg søger hertil for blot at finde Mindet om Dem igen …
Han sad og nikkede frem for sig … da han pludselig hørte Kirsten Alrø sige med en haard og kold Stemme:
— Vær forsigtig, Stannius … vær lidt forsigtig!
Og da han overrasket saa paa hende, vedblev hun:
— Husk paa, hvad De fortalte den stakkels Sylvia, da hun sad i Græsset ved Deres Side … De vilde være Digter, ikke sandt? … og helst vilde De digte paa Deres Erindringer. Den dumme lille Sylvia forstod ikke et Ord … Men jeg forstaar, at De altid øver Dem, Stannius, at De prøver Dem frem med Deres Kunst, at De foreløbig digter med Tilværelsen ligesom man kan spille Komedie med den… pas paa, at det ikke gaar galt! — De ved slet ikke, hvad De rører ved her — for vi andre digter maaske ogsaa, skal jeg sige Dem … det har vi gjort saa længe, at vi ikke kan lade være … akkurat som De!
Og hun lo … denne Latter, som Stannius kendte og som var saa skærende og bitter. Den hørte lige saa hurtig op som den var begyndt. Og hun vedblev:
— Jeg tror, det er det, der er saa frygteligt ved vor Tilværelse, Stannius, at vi alle digter os bort fra den grufulde Sandhed. De har altid ønsket, at det maatte blive saaledes — og vi andre har maattet! Har Deres Sylvia nogensinde eksisteret … er hun ikke et Fantasiprodukt …? Den Johannes Mulvad som vi tænker paa og som vi har faaet til at ligne Dem, han var jo dog en ganske anden, det er sikkert og vist. Men jeg beder Dem, Stannius — pas nu paa, at De ikke digter videre, at De ikke fjerner Dem længere fra Sandheden end nødvendigt, saa kunde det let gaa galt baade for os og for Dem …
Fru Mulvad havde siddet og smilet, som faldt Solen paa hendes Ansigt … og hun havde neppe hørt, hvad Kirsten Alrø sagde. Ogsaa Stannius var faldet i Tanker … det var som vilde han ikke forstaa de Ord, der var saa direkte henvendt til ham. Alligevel svarede han Kirsten Alrø i en ret heftig Tone:
— … Skulde jeg have forraadt min Ungdom til Dem, Kirsten? Det tror jeg ikke… De ser alt ud fra Deres øjeblikkelige Følsomhed … og det er Deres Ulykke! jeg beder Dem kun om eet — lad mig i Fred! De maa lade mig være i Fred — —
Han blev overrasket over sin Hidsighed. Kirsten Alrø sad et Øjeblik tavs med sammenbidte Læber. Saa spurgte hun tilsyneladende ganske stilfærdigt:
— Og De er slet ikke bange, Stannius?
— Jo, svarede Stannius, jeg er maaske lidt bange for Dem. De hidser mig med Deres Voldsomhed. — Burde De ikke have lært lidt af Deres Forhold til Johannes Mulvad … og til hans Moder …?
— De er ond, Stannius.
— Er De god, Kirsten Alrø? Og vil De forstaa, hvad her foregaar? Tilværelsen bygger altid paa Illusion og Bedrag, men naar Illusionerne fjernes, saa viser det sig, at der er blevet noget nyt til bag dem og dette nye behøver slet ikke at være Bedrag … De talte før om, at jeg vilde være Digter … og det er netop Digterens Sandhed, at han bag Bedraget opbygger ny Virkelighed. Og saaledes burde De forstaa disse Dage. De er blevet en anden … det maa De erkende!
— Og De? spurgte Kirsten Alrø og saa bedende paa ham. — — Er De ogsaa blevet en anden …?
— Maaske …
— Og det er Sophies Skyld… ikke sandt —?
Han svarede ikke og selv hans Blik hvilede i hendes uden Svar… udtryksløst og tomt. Fru Mulvad var begyndt at lytte til deres Samtale og hun rystede nu paa Hovedet:
— Du maa ikke være skinsyg … sagde hun som af gammel Vane.
Og som af gammel Vane tav Kirsten Alrø. Hun blev siddende med Hænderne i sit Skød, stirrende paa de tynde, hvide Fingre med de spidse Negle.
Men Fru Mulvad vendte sig fra hende til Stannius:
— Jeg vil fortælle Dem lidt om min Familie, sagde hun. Det er saadan en underlig Familie … lutter Embedsmænd eller Musikere. Og det gaar langt tilbage — hvis Faderen var Embedsmand, saa var Sønnen næsten altid Musiker. Men det mærkeligste er, at der forekommer saa mange Slægtsægteskaber i den. Det var bestandig Fætter og Kusine, der giftede sig sammen … og disse Ægteskaber blev næsten altid lykkelige. Jeg var uheldig — jeg blev gift med en fremmed og han har da ogsaa hele Livet igennem været fremmed for mig. Min Mand lever forresten endnu i Amerika og jeg hører i Ny og Næ fra ham … Men det, jeg vilde sige Dem, er … at den, jeg har holdt mest af og som jeg burde have giftet mig med … ja, det var den ældste af mine Fættere, der døde ugift for nogle Aar siden. Ham har jeg elsket som ingen anden … og han har vidst det men har aldrig tænkt paa at gifte sig. Saa De forstaar, at jeg allerede som ung har haft mine Ulykker … Jeg kom i de senere Aar ikke sammen med ham — for Johannes, der kendte mine Følelser, kunde ikke lide ham …
— Hvorlænge var De i Amerika? spurgte Stannius.
— I fem lange Aar … Fem Aar varede mit Ægteskab og i de Aar laa min Fætter syg herhjemme. Jeg kunde ikke lade være, jeg maatte rejse hjem for at se til ham. Da jeg kom tilbage til Amerika, var det nærmest for at søge Skilsmisse. Det var saadan en underlig Form for Slægtsfølelse, der drev mig tilbage til den Mand, jeg holdt af, skønt jeg godt vidste, at han altid vilde vedblive at være syg. Men blot det at være hjemme i hans Nærhed var mig nok. Da han døde, skete der ikke stor Forandring. Og det er saa naturligt — det man har holdt af og aldrig har haft, det mister man ikke… Og saaledes er jeg kommen til Forstaaelse af mine Følelsers Natur…
Hun trak Vejret dybt og lod sin Haand glide hen over Haaret som for at føle om det sad som det skulde:
— Og nu haaber jeg paa Fremtiden, Stannius!
Kirsten Alrø løftede Hovedet. Hun saa fra Stannius til Fru Mulvad, fra Fru Mulvad til Stannius med et hastigt Blik. Saa sagde hun:
— Vil du nu ogsaa tage Stannius fra mig, Sophie — —?
— Men hvad mener du dog, Kirsten? spurgte Fru Mulvad.
— Jeg mener, hvad jeg siger, vedblev Kirsten Alrø … Dog endnu er vi ikke færdige med Fortiden, Sophie! — — Og før du og Stannius digter Jer frem i Fremtiden for at slippe bort fra alt det, der har været … saa har jeg noget alvorligt at sige dig. For du ved slet ikke, hvad der er hændet dig …
Stannius var bleven bleg. Han rejste sig og lagde sin Haand paa den unge Piges Skulder.
— De maa ikke …! sagde han.
— Det er kun godt, det bliver sagt, vedblev Kirsten Alrø med en Stemme, der dirrede. For det har været en tung Byrde for mig — en ensom Byrde … ja, jeg har baaret den ganske alene. — — Jeg vil fortælle dig Hemmeligheden om Johannes. Saa kan du selv vælge mellem den døde og den levende …
Fru Mulvad havde rejst sig og bøjede sig frem mod Kirsten Alrø.
— Hvad er det? spurgte hun. Hvad er det, du vil fortælle …?
— Naar du har hørt mig, sagde Kirsten Alrø, saa er du fri, saa er du din egen Herre. Og naar vi alligevel skal skilles og det forstaar jeg, vi maa, saa er det bedst, du faar det at vide med det samme. Og i Stannius Nærværelse! Ingen af os staar frit, før det er sagt …
— De skal tie!
Stannius stod truende foran Kirsten Alrø.
— De skal tie! Forstaar De ikke, at det vil dræbe hende?
— Nej, sagde Kirsten Alrø og mødte hans Blik. Det vil ikke dræbe hende, det tror jeg ikke. Det bliver maaske mig selv, det dræber. For hun vil leve og Viljen er stærkere end al Fortid … det ved De jo godt, Stannius.
Stannius rystede paa Hovedet.
— Hvorfor vil De saa gøre det?
— For at blive mig selv. For at vide om jeg skal leve eller dø. For at kende mine Følelser. Jeg maa vide Besked. For det er ikke noget, man kan tænke sig til — — de Hemmeligheder, der binder os sammen, maa først briste.
Fru Mulvad stod foran dem, støttet til sin Stok, der borede sig ned i Sandet. Hendes tunge Legeme faldt næsten sammen og hun aandede dybt og hørligt:
— Men saa sig det dog, Kirsten. Lad mig faa det at vide … Lad mig høre Sandheden —
— Sandheden er saa underlig, Sophie, saa ubegribelig … og saa meningsløs. Og før du hører den, skal du vide, at det er den, der har ført mig i dine Arme … saa jeg næsten selv gav Slip paa Johannes.
— Pin mig ikke mere, sagde Fru Mulvad. Ræk mig Deres Arm, Stannius … saa skal jeg bære, hvad der saa kommer!
Da sagde Kirsten Alrø:
— Det var dig, Sophie, der tog Johannes fra mig. Han elskede dig.
— Han elskede mig … gentog Fru Mulvad … Og hvorfor døde han saa?
Kirsten Alrø tav.
— Døde han … fordi han elskede mig…? spurgte Fru Mulvad med vidtopspilede Øjne… Døde han af den Grund… Hvad mener du, Kirsten — med at han elskede mig …! Mener du — — men det er jo Vanvid! Elskede jeg da ikke ham — —
— Han elskede dig! sagde Kirsten Alrø. Han saa i hele Tilværelsen ingen anden end Dig. Men han var ikke mere din Søn, han saa dig udefra — du er jo ogsaa Kvinde, Sophie! — — Aa, du kan godt tilgive ham som jeg har tilgivet ham.
— Jeg kan ikke forstaa det, sagde Fru Mulvad langsomt og besværligt … forandrer det noget? Min stakkels Dreng har været syg … som vi er det i vor Familie …
Kirsten Alrø saa haanligt op og ned ad Fru Mulvad. Saa sagde hun:
— Han var ikke nogen Stakkel — han fortjente, at hans Kærlighed blev gengældt … har du ikke tit sagt netop det til mig? Og jeg vil tilføje — om ikke tidligere saa efter hans Død! Det er derfor jeg siger dig det Sophie — det er nødvendigt, at du ved det nu. Nej, han var ikke nogen Stakkel, han var modig. Først tilstod han det for sig selv … og saa handlede han derefter.
— Han elskede mig … blev Fru Mulvad ved at gentage.
Og pludselig brast hun i Graad.
— Græd ingen moderlige Taarer over ham, Sophie. Græd som jeg har grædt … saa forstaar du ham …
Stannius greb om hendes Arm:
— Hvor kan De dog? — — Hvor vover De?
— Jeg er uskyldig, sagde Kirsten Alrø. Det maatte siges før eller senere. Skal jeg glemme Fortiden, saa maa jeg befri mig for de Byrder, den har væltet over mine Skuldre — var det ikke Dem selv, der sagde mig det! — — — Først nu er jeg rolig … jeg har faaet talt ud — endelig engang.
Hun tav og gjorde et Skridt hen mod Fru Mulvad, der havde sluppet Stannius Arm. Hun stod for sig selv og gentog de Ord, der er de vemodigste og ømmeste, der kan siges paa denne Jord:
— Han elskede mig… han elskede mig…