Den gamle Verden/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Den gamle Verden.djvu Den gamle Verden.djvu/5 130-139

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


Kirsten Alrø havde fulgt Fru Mulvad op paa deres fælles Værelse.

Der havde Fru Mulvad sagt, at hun vilde hvile sig lidt for at faa Ro paa sine Tanker. Fuldt paaklædt havde hun kastet sig paa Sengen og var tilsyneladende straks faldet hen i en Døs. Men neppe havde Kirsten Alrø fjernet sig og var vendt tilbage til Stannius før hun havde rejst sig og var gaaet sin Vej.

En Timestid senere kom Kirsten Alrø op paa Værelset og saa, at Sengen var tom. Raadvild blev hun staaende, saa kaldte hun paa Stannius og de blev hurtig enige om, at de maatte søge at indhente hende. Kropigen, der havde sine Øjne allevegne, havde set hende vandre tungt støttet til sin Stok ud over Lyngen.

De fulgte den anviste Vej. Stannius var bekymret og tænkte sig alle Muligheder … hvad vilde Fru Mulvad ikke kunde gøre i sin ophidsede Tilstand? Kirsten Alrøs Ansigt var som en Maskes … umuligt at vide, hvad hun tænkte! I Stedet for at skynde sig gik hun langsomt og standsede kun nu og da for at spejde efter den mørke skikkelse mod den brune Lyng.

Men der var ingen at se.

Det var en af disse sommerdage, hvori Efteraaret allerede kan spores. Solen skinnede varmt og straalende, men Luften var kølig og klar, let som Æter. Øjet fangede som et Objektiv hver af Landskabets Konturer.

— Lad os gaa op paa Sandbjerget, sagde Kirsten Alrø. Dér kan vi faa et Overblik over Lyngen. Men Stannius … jeg tror ikke, vi finder hende her i Nærheden …

Stannius søgte forgæves at fange hendes Blik:

— Men hvorfor dog ikke?

Kirsten Alrø svarede roligt:

— Er det saa mærkeligt, at hun vil være alene … hun skjuler sig. Maaske vil hun gøre mig bange …

— Tror De, sagde Stannius, at det er det, hun først og fremmest tænker paa i dette Øjeblik?

— Nej, sagde Kirsten Alrø. Hun tænker slet ikke paa det. Men saadan noget ligger til os Kvinder. Jeg kender dem. Og det gør De ikke …

— Men løgnagtig — —

— Sophie er ikke løgnagtig — hun er snarere sanddru … men der er saa mange Grunde! Først og fremmest vil hun nu vise mig, at hun i Nødsfald godt kan staa paa sine egne Ben … og derfor vil hun prøve paa at naa ud til Kattegat. Hun maa ogsaa bringe sig selv til at tro, at hun vil foretage sig et eller andet, der svarer til den Sindstilstand, hun er kommen i. Det er saamænd svært nok for hende at naa saa langt … og det gør mig ondt for hendes stakkels Ben. — Men paa den anden Side er jeg glad for, at Vejen ikke er altfor kort!

Stannius undrede sig over hendes Tonefald og hendes Logik. Hvad der gik af hende! Det var som hun gjorde et Regnestykke op med sig selv, medens hun talte om Fru Mulvad. Han blev nysgerrig og spurgte:

— Hvorfor det?

— Saa har hun god Tid til at betænke sig i! Det er det, det kommer an paa … Faar vi blot Betænkningstid, saa faar vi ogsaa Tid til at skifte Stemning … Jeg skal sige Dem, Stannius, vi lystrer kun en Kommando — — og det er vor Svaghed og vor Styrke.

— Men det spiller vel idetmindste en Rolle fra hvem Kommandoen kommer?

— Ikke saa stor en Rolle som De bilder Dem ind. — Havde jeg villet det … ja, saa var denne frygtelige Afsløring blevet Sophies Død! Men jeg vilde det ikke … eller jeg havde ikke Kraft til det — jeg manglede den Egenskab, jeg længe har haft og som jeg besværligt har opdraget i mig: at være en Mand og handle som en Mand i det rette Øjeblik. Den har De ødelagt for mig i de faa Dage, vi har kendt hinanden… Forstaar De det?

— Det kunde jo være…

— De har gjort mig til Kvinde, mener De? Dog ikke helt … Men saaledes at jeg staar usikker! Jeg tør ikke, hvad jeg vil og jeg vil ikke, hvad jeg tør. Men De ser, jeg kæmper for at komme til Klarhed over mig selv. — — De maa hjælpe mig, Stannius…

De var naaet op paa Sandbjerget og fulgte den lille Sti i Græsset langs dets bugtede Kam … dér hvor de tidligere havde gaaet som Sylvia og Johannes.

— Nej, hvor her er smukt … udbrød Kirsten Alrø … hvilken henrivende Klarhed, som om alting kom nærmere — — er det mon denne Luft, der er gaaet over i mit Blod, saa jeg begynder at se klart — — vil De nu svare mig paa, hvad jeg spørger Dem om, Stannius?

— Ja.

— Men svare ærligt … jeg mener, som De vilde svare Dem selv, naar De var alene.

— Jeg skal svare Dem saa ærligt, jeg kan.

— Altsaa først det vigtigste … det som jeg allerede har svaret mig selv paa! — Nej, De skal ikke standse … De holder ikke af mig, Stannius?

— Jeg tror det ikke … svarede Stannius efter et Øjebliks Betænkning.

— Ser De, Stannius — jeg spørger saa dumt, fordi jeg har svaret mig selv saa klogt iforvejen … De bryder Dem slet ikke om mig! Jeg vidste det. Men vi har gennemlevet noget sammen … jeg mener, vi har sammen foretaget en Vandring gennem vor Tilværelse! — — Og mellem os er der endnu nogle Gaader, der skal løses … Ingen af os vil mere tænke paa Fortiden — —

— Nej, De har Ret!

— Saa vidt er vi kommet, Stannius, og det har været et godt Stykke Vej at vandre … Men der er dog et, jeg vil spørge Dem om — og nu sætter jeg vist Deres Taalmodighed og Ærlighed paa Prøve … sig mig blot — hvorfor holder De ikke af mig? Har jeg maaske ingen Ret til at spørge?

— Jo, svarede Stannius. Men jeg ved ikke noget at svare Dem …

— Tænk Dem om, sagde Kirsten Alrø. Der maa jo dog være nogen Mening i det, der er hændt os. Det har slet ikke være saa dagligdags. Og ingen af os har været oplagte til det dagligdags, da vi mødtes. Husker De den første Aften, da jeg havde fortalt Dem om mit omtumlede Liv … om min Kærlighed … og alt det, jeg havde været ude for … da skete der noget, som hverken De eller jeg har glemt. Noget, der var hændet mig saa mange Gange før … og vel ogsaa Dem … Vi laa ved Stranden og De tumlede om i mine Arme, glemte alt, hvad De havde sagt og blev — ja, som den, der kun saa mit Legeme — — … Og jeg tog imod Dem uden Ord, uden Vilje, helt som jeg burde og skulde …

— De græd …

— Ja, jeg kom til at græde … var det saa underligt? Men De slap mig. Og fra det Øjeblik har De glemt mig. De blev en anden … sommetider følte jeg, at De vilde mig det godt … De var Præst og Læge, som De kalder det i Deres Lyst til at overdrive! Men Mand var De ikke mere. Og jeg har savnet det … fra det Øjeblik, De glemte mig, kom jeg til at holde af Dem. Netop fra det Øjeblik — da jeg græd og De lod mig være i Fred med mine Taarer. Det var et Vendepunkt for mig — og for Dem. Men hvorfor — — hvorfor —?

— Det kan ikke forklares, svarede Stannius.

— Men — jeg har Ret?

— Ja.

— Havde jeg givet mig til Dem den Aften, hvad saa?

— Det ved jeg ikke.

— Men forstaar De mig ikke, sagde Kirsten Alrø hovedrystende og grundende … her er det, jeg spørger! Skal jeg igen til at se min Tilværelse i Øjnene, saa maa jeg vide Besked. Der er i dette Forhold mellem os, mellem vore to Køn, noget selvmodsigende og frygteligt, hvori jeg ingen Klarhed kan finde men kun Mørke og Afgrunde. — Sig mig, Stannius, hvad følte De ved mine Taarer?

Hun var standset og de stod højt oppe paa Brinken. — De saa sig om … spejdede et Øjeblik efter Fru Mulvad. Men de var ene … i en Stilhed, som ikke blev brudt. Og Stannius vendte sig mod Kirsten Alrø:

— Jeg tror, jeg ved, hvad jeg følte. Men jeg vil ikke sige Dem det …

— De maa!

— Jeg vil ikke.

— Og hvorfor vil De ikke, naar det nu betyder saa uendelig meget for mig?

— Fordi det vil gøre Dem ondt.

Hun sank ned foran ham:

— De maa hellere slaa mig end fortie det … Sig mig det? Følte De Medlidenhed?

— Ja … sagde han og trak træt paa Skulderen.

— og derfor kan De ikke holde af mig? Derfor glemte De mig? Var det saa slemt at føle Medlidenhed? Og nu skal jeg sige Dem noget — det var ogsaa Medlidenhed, jeg følte — Medlidenhed med Dem, fordi De ikke fik mig i det Øjeblik, De vilde. Og netop derfor kom jeg til at holde af Dem. Netop derfor… Saa forskellige er vi, saa forskellige vore Køn. Nu ved jeg det… Jeg kommer aldrig til at græde mere …

— … Kunde De da gøre for, at De græd?

— Hvorfor spørger De, Stannius? Hvorfor spørger De?

Deres Blikke mødtes og vilde ikke slippe hinanden igen.

— Fordi ogsaa jeg vil vide Besked. — Svar mig lige saa ærligt som jeg har søgt at svare Dem.

— Vil De vide det? Ja, jeg kunde … det var mig idetmindste bevidst, at jeg græd. Det ligger i vor Natur … Men jeg kunde heller ikke lade være! — — Saaledes forholder det sig.

— Altsaa Bedrag altsammen! sagde Stannius.

— Nej, det er det ikke … tro ikke det! Det er som det maa være — vi kan ikke lave os om. Og derfor tilgiver jeg Dem som De maa tilgive mig … Havde De taget mig den Aften, saa havde jeg aldrig tilgivet Dem.

— Der ser De selv..!

— Det er kun gennem Taarerne, vi tilhører hinanden … sagde Kirsten Alrø. De sørgmodige Taarer, jeg græd den Aften, var baade Deres og mine. — De holdt af mig et eneste Øjeblik … ikke sandt, gjorde De ikke?

— Det gjorde jeg.

— Saaledes forstaar jeg det ogsaa. — — Og ser De, sagde hun og vendte sit Hoved fra ham … saaledes kan et Øjeblik ethvert Bedrag svinde. Og det er saa godt. Vi har ellers prøvet lidt af hvert, Stannius … og jeg synes, vi er mindre ensomme end da vi mødtes.

— Tro mig, sagde Stannius stille … det er den bedste Lykke at forstaa hinanden.

— Det tror jeg ikke, sagde hun. Men der er noget andet, som jeg forstaar. Hvis De var kommen til at holde af mig — — saa var der sikkert blevet rigeligt med Illusioner tilbage mellem os… og for saa vidt har De Ret — — Men hvorfor skal Forstaaelsen være bitter som alt andet?

— Tror De, den vil vedblive at være bitter?

— Det ved jeg ikke. Og jeg ved heller ikke, hvad jeg vil gøre nu. Og hvorledes det vil gaa mig … Maaske kan Sophie sige mig det … Kom lad os finde hende …

— Hun har skjult sig godt, sagde Stannius.

— Hun er nede ved Kattegat.

Kirsten Alrø smilte:

— Jeg er sikker i min Sag.