Den gamle Verden/9

by Louis Levy

De mødtes alle tre ved Frokostbordet, der stod dækket i den lille kølige Krostue. Der var i øjeblikket ikke andre Sommergæster — den stærke Blæst, som længe havde hersket, havde forjaget de to Kommunelærere og den halvgamle, brystsyge Telefondame, der iaar i Tillid til lokkende Reklamer havde søgt til Sandby, det mest primitive Badested paa Sjælland.

Krostuen var lille og lav — men Fru Mulvad syntes om den straks, mest fordi der stod en blomstrende Fuchsia i det ene Vindue. Det mindede hende om hendes egne Stuer, og det første, hun gjorde, var at hente Vandkanden fra Bordet og vande Planten. Med sine lidt tunge Fingre løftede hun Blomsterne og kiggede ned i de rødviolette Svælg.

Kirsten Alrø kom hen og bankede hende paa Skulderen:

— Sophie, har du set Hr. Stannius idag …?

— Ja, sagde Fru Mulvad … Jeg saa et Glimt af ham for et Øjeblik siden …

— Jeg ogsaa …

— … Han er alligevel højere end Johannes!

— Ja … Synes du, han er smuk, Sophie?

— Jeg ved ikke, sagde Fru Mulvad. Han ligner ikke rigtig mit Drømmebillede … Er det ikke underligt, at han beskæftiger os saa meget?

— Du behøver jo ikke at være altfor venlig!

— Venlig … smilede Fru Mulvad. Den ulykkelige Stannius er saamænd blevet plaget nok igaar. Det skulde ikke undre mig, om han var led og ked af os. Jeg ved ikke rigtig, hvorledes jeg skal undskylde min Opførsel iaftes … den var mildest talt lidt mærkelig! Jeg tror, jeg vil lægge en lille Blomst ved hans Serviet … det vil han nok forstaa …

Kirsten Alrø saa paa Fru Mulvad og sagde stærkt betonet:

— Saa gør jeg det samme!

Saaledes kom der til at ligge to Fuchsia-Blomster paa Bordet foran Stannius Plads. — Han kom et Øjeblik efter … og de satte sig alle tre tilbords, mest oplagte til at lade ligegyldige.

Men der var aabenbart for dem alle noget saa hjemligt over det venlige Frokostbord med den rene Dug og de spartanske Retter, at de efter kort Tids Forløb ikke kunde undgaa den fortrolige Tone fra Dagen før. De to Blomster, som Stannius fandt ved sin Tallerken, gjorde; ogsaa sit … han var helt rørt over denne; opmærksomhed.

For Fru Mulvad blev denne Frokost en lille Fest. Hun havde været bleg før Stannius traadte ind, men nu blev hun efterhaanden rød i Kinderne. Det var naturligvis denne mærkelige Lighed, der slog hende mere og mere. Hun. var undertiden ikke langt fra at glemme alle sine Sorger og ganske og aldeles at forveksle Stannius med Sønnen. Her sad de alle tre …. de to hun havde haft kær … samlede omkring Frokostbordet som i gamle Dage og snakkede saa godt og hyggeligt. Hun blev Moder igen, hun rakte Assietterne til Stannius med en bekymret Mine som havde han ikke spist i fjorten Dage, ja hun følte sig engang fristet til at lægge sin Haand over hans … og det var først i allersidste Øjeblik hun forskrækket trak den tilbage.

Kirsten Alrø saa paa hende og Stannius, paa Stannius og hende og tabte helt Appetiten. Hun blev bleg og kold og var lige ved at reise sig. Men det varede ikke længe — saa gled hun ind i den samme Stemning som de andre … hun kunde ikke lade være, det var virkelig noget af Fortiden, der dukkede op. Ogsaa for hende var det snart ikke mere Stannius men Johannes Mulvad, som sad dér overfor hende — — og nogle af de gamle Følelser fra den Tid vred sig pludselig frem i hendes Bryst, saa hun kom til at glippe med Øjnene, da Stannius saa paa hende.

Da hun først var kommen saa vidt, begreb hun af gammel Vane Fru Mulvad: hun var jo Moderen og havde første Ret — ovenikøbet holdt Johannes jo mere af Sophie end af hende … Men den gamle Rædsel betog hende pludselig igen — — og i et Øjebliks fortærende Kval forstod hun alt, hvad hun havde gaaet igennem i disse Aar. Men saa … i næste Øjeblik smilede hun og var rolig igen, med Tanker og Ønsker, der snart var langt ude i Fortiden og snart tilhørte Øjeblikket og som knyttedes sammen af et Menneske — der baade var og ikke var … af en vildfremmed og dybtfortrolig i samme Person.

Men var Fru Mulvad forhekset og Kirsten Alrø forvandlet, saa var Stannius fortryllet — han glemte sig selv og sine Minder og hele denne Fortid, som han slæbte om paa som Sneglen slæber paa sit ituslaaede Hus. Det var som om de Følelser, de andre nærede for ham, bar ham … og naar han engang imellem blev sig selv for en Stund, saa kendte han ikke rigtig sig selv igen. Han smilede og lo, han var kaad som en helt ung Mand. Han vovede at se forelsket paa Kirsten Alrø og sønligt paa Fru Mulvad og ingen af dem tog ham det ilde op … besynderligt nok! Han gled uden at vide det ind i en Rolle, som de andre paatvang ham, og nød en Glæde, der ikke var hans.

Og de andre fulgte jo med — — de havde endnu lettere ved det, skønt sommetider vækkedes der hos dem Erindringer, som ikke passede med den ny Stemme eller det ny Ansigt. Men Erindringer er et og Virkeligheden noget andet. De vilde glemme … og Glemselen sad med som fjerde Gæst ved dette Bord… Uden at vide det hjalp de tre hinanden med at byde denne sælsomme Gæst velkommen tilbords i den lille Kro ved Sandby Bad …

For den buttede Kropige, der vartede op, var det tre lykkelige og glade Mennesker, der sad her og tog godt for sig af Retterne … Det er som en Familie, lod hun sig forlyde med i Køkkenet … og den gamle Dame, der var saa sur iaftes, er nu saa fornøjet! Og Maden smager dem virkelig. Den unge, blege Dame havde til at begynde med ikke større Appetit, men nu spiser hun som en Tærsker … Og den høje, flotte Herre ser allerede ud som han var forlovet med hende, og det er han maaske ogsaa hemmeligt …

Fru Mulvads Øjne var blevet store og klare og hendes Smil lyste med en dyb Glæde. Hun spurgte Stannius ud om Egnen …

Først talte de om Kroen som om det var deres — det vil sige Stannius Ejendom. Hun følte det som var hun kommen for at besøge ham efter længere Tids Adskillelse …

— Nej — her er jo lidt smaat, sagde Stannius, men alligevel Plads nok… Har De set Udsigten fra Gavlværelset, der skulde De gaa op … den er henrivende. I det hele taget er denne Egn enestaaende i sin Skønhed … man fortrylles af den og glemmer den øvrige Verden. Se engang ud ad Vinduet …

Bag den blodrøde Fuchsia, der dryppede sine Blomster over Vinduskarmen, laa Strandhaven med de mildt susende Popler, overgydt af Sol. Og længere ude skimtedes Fjorden, blaableg, aaret af Krusninger under en Himmel med lyse, tøvende Skyer, en hel Flaade.

— Og dette er kun Fjordsiden, vedblev Stannius. Tænk Dem … nu befinder De Dem som paa Dækket af et stort Skib, en Fregat, der stævner frem i det blaa Hav — — saa har De Sandby! Hav til alle Sider — her Fjorden, bag os Kattegat. Og over denne Fregat løber Vejret skiftende som intet andet Sted, jeg kender. Vejret bliver til over ens Hoved, for her mødes Havet med Landet og derfor er det naivt … oprindeligt — men ogsaa lidt lunefuldt …

— Jeg synes næsten, jeg har været her før, sagde Fru Mulvad … men det er maaske ombord paa et Skib, jeg har følt noget lignende … vist midt ude paa Atlanterhavet… Jeg glæder mig til at se de Steder, hvor De holder af at færdes … for De vil vise mig dem, ikkesandt?

— Men nu skal De høre … sagde Stannius og nikkede til Fru Mulvad … jeg gik mig en Tur for lidt siden og dengang kunde jeg ikke rigtig Finde Ord for, hvad der kom op i mig ved at se al denne friske duggede Skønhed i det tidlige Solskin. Men nu ved jeg, hvad det var, jeg følte! Det var som om jeg aldrig havde gaaet her tidligere … som om det var første Gang. Havde jeg virkelig gaaet her før? — — Og dog er mine Erindringer saa stærke — nej, de er maaske alligevel ikke saa stærke som dette pludselige Indtryk.

— Nu skal De spise! udbrød Fru Mulvad. De anstrenger Dem altfor meget med at fortælle os, hvor smukt her er. Vi tror Dem gerne. Ikke sandt Kirsten … Vi tror gerne, hvad han siger… naar han nu blot vil spise lidt… Der staar nogle Sardiner derhenne, Kirsten …

— Tak, sagde Stannius og greb med begge Hænder de to Assietter, der blev rakt ham. Men Fru Mulvad var ikke fornøjet med det, han tog… hun sørgede selv for, at der kom noget paa hans Tallerken…

— Her er Sildesalaten … Ja, jeg laver den bedre — det tvivler De vel ikke om … Men spis nu som om De var hjemme. Det skulde more mig at lave Frokost for Dem i min lille Hybel, der er ogsaa en smuk Udsigt og en Fuchsia i Vinduet. — — De skulde blot se, hvor den er bleven stor, men jeg har ogsaa plejet den trofast … for Deres Skyld var hun lige ved at tilføje.

Og hun tav et Øjeblik, fordi hun vaagnede af sin Glemsel.

Stannius løftede Glasset og drak med Kirsten Alrø.

— Paa gode Dage herude!

— Vi hilser alle sammen paa hinanden, sagde Fru Mulvad og tog om sit Glas. Jeg vil være med! Drik med den gamle… nej, ikke saa svagt, mine Børn, stød ordentlig til … Glassene skal klinge.

De drak ud og saa paa hinanden… og Kropigen, der kom ind idetsamme med en ny Forsyning af Brød, var intet Øjeblik i Tvivl om, at her var noget i Gære.

— … Bare Møblerne hjemme er stillet ordenligt sammen, sagde Fru Mulvad pludselig til Kirsten Alrø … jeg vil ikke haabe, der gaar Møl i min Sofa.

Og henvendt til Stannius:

— Det var jo lidt besværligt at komme herover … Saadan en gammel Mutter som jeg har jo sine mange Betænkeligheder og Omstændigheder … og det er altid lige ved, at Rejsen slet ikke bliver til noget. Men det var heldigt, at vi kom afsted!

— Det var rigtignok heldigt! sagde Stannius.

Fru Mulvad lo bifaldende:

— Er De virkelig glad, fordi jeg overvandt mine Betænkeligheder?

— Det kan De da mærke, sagde Stannius … nu ved jeg slet ikke, hvorledes jeg skulde undvære Dem …

De var nu naaet det Punkt, hvor det generede Dem at sige De. I deres Illusion var dette lille fremmede Ord blevet hængende og det hang dér som en næsvis Burre, de ikke kunde faa rystet af sig …

Det var kun Kirsten Alrø, der mærkede, at Samtalen gled paa tynd Is. Hun blev anstrengt og pludselig træt, medens hun sad og smilede. Men hun lod sig ikke mærke med noget, ikke engang overfor sig selv … Hun smilede kun ivrigere … men det var et Scenens stereotypt-smerteligt Smil, der laa om hendes Læber.

Og samtidig fik hun en mærkelig Lyst til at føle, hvor langt den bar, denne gyngende Is, og hun vendte sig pludselig mod Stannius:

— Vi har kendt hinanden i mange Aar, ikke sandt?

Han saa hen paa hende.

— Ja … sagde han blot.

— Og vi har altid været Venner.

— Altid …

— Tiden har ikke forandret vort Venskab?

— Nej …

Han svarede mekanisk uden at vide, hvad han svarede paa. I Kirsten Alrøs Hjerte jublede det … Selv om Isen gyngede, hvad gjorde saa det: Farten var saa bedaarende …

Men pludselig tav hun. Og saa spurgte hun lidt efter med sagte Stemme — og Spørgsmaalet var vel mest henvendt til hende selv:

— Hvorfor græd jeg saa?

— Det ved jeg ikke …

Og idetsamme sad hun dér med Taarer i Øjnene igen. Han kom til at se paa hende og hendes Blik veg bort, han saa kun, at Øjnene stod fulde af Taarer … I samme Nu var alting anderledes for dem begge. Hun saa for sig den øde Strand fra Aftenen før — der havde hun ligget som en død under hans favnende Arme … Og han huskede hendes Graad, denne fattige Graad, der ikke vilde høre op. Al Drøm svandt og de sad atter i Kroen i Sandby, fremmede overfor hinanden. Dog ikke helt fremmede — — — de havde om ikke andet haft et Øjebliks Illusion sammen — — og det er slet ikke saa lidt…

De opdagede, at Fru Mulvad sad og stirrede paa dem. Hun smilede endnu og hendes Øjne var som før klare og store. Det lille Ordskifte mellem Kirsten Alrø og Stannius undrede hende ikke — hun havde hørt noget lignende saa tit mellem Kirsten og Johannes. At de dog aldrig kunde forliges og aldrig fuldtud være Venner! Hvad var dog det, der altid kom dem imellem? Og som saa ofte før, sagde hun:

— Nu skal I være gode Venner… har I intet Hjerte for mig?

Som efter en stiltiende Overenskomst nænnede Kirsten Alrø og Stannius ikke at rive hende ud af Drømmen. De sad begge ganske slappe og stirrede paa Frokostbordet med de tømte Fade og Assietter. Kirsten Alrø lagde Kniv og Gaffel og Stannius gav sig til at folde Servietten sammen. Ved hans Tallerken laa de to Fuchsia-Blomster og det faldt ham ind, hvor deres Kroner saa voksagtige ud.

Ogsaa Fru Mulvad var bleven tavs. Det var som om hun ikke dristede sig til at tale mere. Hun sad som døv og blind, helt hensunket i en usigelig Lykke, der straalede ud fra hendes Moder-Øjne …