Den gamle Verden/8
— Solen skinner… sagde Kirsten Alrø i
samme Nu, hun vaagnede næste Morgen. Hun
havde neppe endnu faaet Øjnene op.
— Det kan du jo ikke lide, hørte hun Fru Mulvad mumle.
— Nej, men den skinner…
Hun vendte sig ikke, som hun plejede, med Ryggen mod Lyset men blev liggende med det smalle og magre Hoved dybt begravet i Hovedpuden.
— Godmorgen, Sophie.
— Godmorgen, Kirsten …
Fru Mulvad laa i Sengen ved Siden af hendes. Det lille Værelse var fyldt af Sol, der mættede Luften med Varme, en behagelig søvndyssende Lunhed. Under Loftet summede Fluerne kredsende.
— Aa, sagde Fru Mulvad, hvem der kunde blive liggende i sin Seng hele Dagen. Jeg har drømt saa frygteligt inat. — — Er det ikke underligt, jeg drømmer aldrig mere om Johannes men altid om mig selv. Og jeg drømmer aldrig ud — pludselig farer der en Rædsel i mig og saa vaagner jeg tilsidst med hans Navn paa Læberne.... Og idet jeg vaagner, ser jeg altid dit Ansigt og du smiler saa træt til mig.
— Det er jo ikke Drømme… sagde Kirsten.
—… Men du har ikke givet mig mit Morgenkys … Fru Mulvad bøjede sig mod hende.
De rejste sig begge og omfavnede hinanden. Og da de lagde sig tilbage i Puderne, beholdt de hinandens Hænder og saaledes blev de liggende.
— Jeg drømte om Chicago, sagde Fru Mulvad. Om Tiden lige efter min Skilsmisse, da jeg laa paa Alexian Brother's Hospital og Sygeplejersken blev arresteret for alle de Mord, hun havde begaaet. Jeg saa hende staa kærlig bøjet over mig — hun lignede en Guds Engel med silkegule Lokker og store blide Øjne det reneste Ansigt, man kan tænke sig. Hvem kunde ane, der var Stryknin i den Medicin, hun gav os? Hun klappede vore Kinder og blev længe staaende ved vore Senge, jeg har aldrig set et Blik saa fyldt af Medlidenhed … Men hun elskede kun eet: at se sine Patienter dø! Jeg husker saa mange af deres Ansigter — de elskede hende alle, ja de tilbad hende. De lignede smaa ubehjælpsomme Børn, naar hun bragte dem deres Medicin. Og de døde en efter en … Hun sad ved deres Seng med sine Hænder i deres og saa dem kæmpe den sidste Kamp. Der var en overjordisk Glans i hendes Øjne, et Udtryk for den skønneste Ekstase. Jeg har kun set det Blik hos et eneste Menneske til … ja, det er vel derfor, jeg drømte om hende. Hos Johannes… han har set paa mig med de Øjne kort før det skete … som vilde han bede mig om noget …
Det var godt, at Fru Mulvad ikke i dette Øjeblik vendte sig mod Kirsten Alrø og saa det nervøse Udtryk, der spejlede sig i hendes Øjne.
— Aa ja … vedblev Fru Mulvad, hvis hun ikke var bleven arresteret, saa havde det været ude med mig. Hun holdt altfor meget af mig til at lade mig undslippe. Det var virkelig Kærlighed — hun elskede at stryge mig over Haaret, hun kunde staa med Haanden over min Pande og saa pludselig bøje sig ned over mig og kysse mig lidenskabeligt — — og dog altid som en Nonne, tunge Kys … som Blomsten af Alverdens Medfølelse. Hun kunde komme undseelig med Bibelen om Aftenen og læse nogle Kapitler for mig … særlig Lucas Evangelium elskede hun! — — Men saa blev hun heldigvis arresteret … jeg fandt idetmindste paa den Tid, at jeg var sluppet heldigt fra det! Jeg havde lige genvundet min Frihed og selv om det saa sort nok ud for mig, jeg tænkte mindst af alt paa at dø… Lyst til at dø har jeg aldrig haft — — og jeg tænker heller ikke paa det nu, hvad du saa vil bilde mig ind!
— Jeg holder saa meget af dig, Sophie … sagde Kirsten Alrø uden at røre sig. Og jeg elsker, naar du fortæller, du kan saa mange Eventyr om Livet … netop Eventyr for mig! Jeg synes undertiden, jeg ser Meningen med det hele i det, du siger … eller hører jeg den i din Stemme?
Fru Mulvad trykkede hendes Haand, løftede sig urolig fra Sengen og saa paa hende. Men Kirsten Alrø laa stille som før — og der var ingen anden Lyd i Værelset end den evige Fluesummen.
— Fortæl saa …
— Det var ikke noget Eventyr, Kirsten, det var for mig Afslutningen paa en Periode, længere end nogen, du har oplevet. Jeg saa paa denne Sygeplejerske som paa mit Ægteskab — det hele var et Bedrag! Men jeg var Evropæer og jeg saa Mennesket bag Bedrager. Min Mand havde narret mig — ogsaa han havde forgiftet mit Liv om end paa en anden Maade. Han var forholdsvis uskyldig alligevel, syntes jeg, og jeg holdt af ham fordi han midt i Bedraget havde sat sin Vilje igennem. Akkurat som med Sygeplejersken, hende havde jeg ogsaa Medlidenhed med… De havde dog levet, de havde faaet, hvad de vilde, selv om det var dyrekøbt for dem. Men hvad havde jeg? Jeg havde blot troet, at jeg levede! — Livet var med andre Ord noget ganske andet end det, man havde bildt mig ind — det saa jeg nu. Dengang tabte jeg sandelig ikke min Respekt for det respektløse Liv… men jeg var jo ung…
Kirsten Alrø afbrød hende:
— Jeg har aldrig hørt, hvorledes det blev opdaget… blev Sygeplejersken grebet paa fersk Gerning?
— Nej, det har jeg ikke fortalt dig… Jeg laa dengang paa Stue med en ung Kvinde, jeg tror, hun var fra New Orleans, det tydede hendes ejendommelige Accent paa. Hun blev forelsket i mig … som det tit hænder paa Hospitaler. Og hun kom til at hade Sygeplejersken, rimeligvis af den Grund. — — Forresten gjorde denne Sygeplejerske hele Hospitalet, idetmindste Gangen jeg laa paa, elektrisk ladet; det var med de voldsomste Følelser, vi allesammen kom til at omgaas — vi elskede og hadede som aldrig før eller senere i vort Liv! Den unge Pige elskede nu mig og en Nat kom hun over til mig i min Seng, sluttede mig i sine Arme og betroede mig, at hun havde listet sig efter Sygeplejersken og tre Gange set hende blande Gift i Medicinen. Jeg troede hende ikke og bad hende gaa sin Vej, da det kunde blive en uhørt Skandale, hvis hun blev funden i min Seng. Men hun vilde ikke gaa og jeg kunde ikke flytte mig med min tuberkuløse Knæskade. Om Morgenen blev vi fundet sammen og for at redde sig betroede hun Overlægen, hvad hun havde set. Det viste sig at være rigtigt.
Nej, det har du ikke fortalt mig … afbrød Kirsten Alrø og løftede med et pludselig Sæt Hovedet… hvorfor har du ikke fortalt mig det før? Du holdt af hende … Det gjorde du, jeg kender dig! Hvorfor har du villet skjule det for mig?
Hun sad op i Sengen og hendes bange Øjne hvilede længe og dybt forskende paa Fru Mulvad.
— Jeg saa hende aldrig mere, sagde Fru Mulvad. Hun blev flyttet fra Hospitalet med det samme… og hun skrev nok en enkelt Gang til mig, men jeg svarede hende ikke. Jeg var alt for rystet over det, der var hændet, til at huske paa hende.
— Hvad hed hun?
— Det erindrer jeg ikke, svarede Fru Mulvad og tænkte sig om et Øjeblik som for at samle sine Tanker … Nej, det var det, jeg vilde fortælle dig, at jeg i Nat drømte om Sygeplejersken …
Kirsten Alrø slog med den flade Haand paa Dynen.
— Var det ikke om den unge Pige, Sophie?
— Vær nu ikke saa skinsyg … bønfaldt Fru Mulvad. Nej, hun ligger langt fra mine Drømme. Men Sygeplejersken kommer sommetider igen — og jeg skal betro dig, at hende var jeg lidt forelsket i.
— Det forstaar jeg nok!
— Jeg kunde ikke lade være … saa skøn som hun var og saa vidunderligt Hospitalsdragten klædte hende. Hun var selve Idealet — — og som Idealet kom hun til mig inat. Hun var skøn som den ubønhørlige Skæbne … og medens jeg laa og vred mig i uforklarlige Smerter, saa kunde jeg pludselig ikke lade være at kaste mig ned foran hende og kysse hendes Knæ. Jeg gennemgik alle Rædsler og Glæder paa en Gang — — forstaar du mig, ja du gør, det er derfor, jeg kan sige det, det er derfor jeg kan finde Ord! Hun var saa vidunderlig … tænk dig en Drømmerske, der rækker Glemselens Bæger til os alle. Men jeg vilde ikke … jeg trodsede hende, da hun førte Bægeret mod mine Læber … jeg kastede mig i Støvet og bad hende om Livet — Livet selv saa pinefuldt som det var! Da brast hun i Taarer… hun lignede dig, da hun bøjede Hovedet og jeg ikke kunde se hendes Ansigt … hun græd og forsvandt som en træt Skygge.
— Du har blandet hende og mig sammen i din Drøm, sagde Kirsten Alrø. Og det har du ingen Ret til… hun sad endnu op og fulgte med sløret Blik Fru Mulvads Minespil.
— Aa nej, vedblev Fru Mulvad — og hun laa næsten med lukkede Øjne — det var en frygtelig Drøm … en Kamp om min Vilje … men jeg sejrede, ja saadan føler jeg det endnu. Men ved du, hvem der var Skyld i, at jeg sejrede — nej, det kan du ikke gætte og jeg tør næsten ikke sige dig det. Det var en fremmed, en vildfremmed Mand …
Kirsten Alrø bøjede Hovedet frem og rystede Haaret ned om Ansigtet. Og hendes Læber skælvede, da hun nævnede Navnet:
— Stannius!
— Ja, sagde Fru Mulvad. Det var ham! Det var hans Skyld, at jeg inat i Drømme trodsede min Skæbne. Hans Lighed med Johannes tænkte jeg paa … slet ikke paa Johannes, kun paa denne besynderlige Lighed. Jeg saa bag hende … Drømmersken, Sygeplejersken … hans mærkelige Ansigt. Har du lagt Mærke til, at der er ligesom en Fortsættelse, en videre Udvikling i hans Træk — noget, der peger ud over Johannes Liv. Jeg forstaar det ikke. Jeg forstaar det ikke nu. Men i Drømme stod det mig saa uendelig klart. — — Sig mig, Kirsten … jeg er vist efterhaanden paa mange Punkter blevet som du …
— Jeg drømmer aldrig… mumlede Kirsten Alrø hensunken i sine egne Tanker. Saa for hun op:
— Jeg har bedt Stannius om at rejse.
Hun tav og betragtede Fru Mulvad, der var bleven bleg og sagde:
— Det har du ikke …
Kirsten Alrø slog pludselig en Latter op:
— Nej … jeg har bedt ham om at blive!
Fru Mulvad rystede paa Hovedet:
— Hvorfor vil du narre mig!
De sad begge op i Sengene. Kirsten Alrø lagde sine Hænder om Fru Mulvads Hoved og vuggede hende frem og tilbage:
— Jo, jeg har …! Jo, jeg har …!
Da smilede Fru Mulvad. Kirsten Alrø slap hende og lagde sig tilbage i sin Seng. Fru Mulvad sad et Øjeblik ret op og ned, saa spurgte hun, idet ogsaa hun lagde sig tilbage i Puderne:
— Hvad tænker du paa?
Det varede lidt før der blev svaret fra den anden Seng:
— Jeg har bedt ham om at blive … Hvad ved jeg mere …?
Fru Mulvad vilde sige noget … men tav. De laa begge og stirrede ud i Solskinnet, der fyldte Værelset. Fra Spejlet faldt en skarp Lysrefleks over deres Ansigter.