Den hvide kaptajn

by Rosa Abrahamsen

	Den hvide kaptajn
	Fra tidernes morgen har mennesket fablet
	om døden.
	Filosofferne har grublet,
	malere har prøvet at give den liv
	i farver,
	og digterne har hyllet den ind i ord
	for at skjule det nøgne skelet,
	de selv havde manet frem.
	De fik mennesket til at gyse for døden.
	Ved at vise en knokkelmand
	med en le i den sorte kappes folder,
	ved at dreje lyset,
	så det blinkede i det grinende gebis
	og kastede skygger om de tomme øjenhuler
	i det grufulde ansigt.
	De bildte mennesket ind,
	at det var døden - - - -
	Men det passer ikke.
	- Jeg véd det.
	Jeg kender døden,
	for jeg har mødt ham:
	- DEN HVIDE KAPTAJN. -
	Han stod på broen på længslernes skib,
	og menneskene så ham
	og rakte hænderne mod ham.
	I hjertet bar han den hellige flamme,
	som gav liv til alverdens kunst.
	Den glødede i de brændende øjne
	og fyldte de levende hænder.
	&/nbsp;
	Et genskær af lyset fra evigheden
	farvede det hvide hår
	med en glorie af sølv.
	- - - -
	Menneskene så ham
	- den hvide kaptajn - på det hvide skib -
	men de vidste ikke,
	at det var døden.
	Ham ventede de jo som en knokkelmand
	med en le i den sorte kappes folder.
	Ham ventede de som evighedsrædselen,
	som den store, uigenkaldelige afslutning
	og ikke som en lykkelig begyndelse.
	Mennesket vidste ikke,
	at længslernes skib
	er skibet,
	som sejler sjælene til livets land.
	De vidste ikke,
	at deres hjertes evige uro
	var længsel mod den hvide kaptajn.
	Men jeg véd det,
	for jeg har mødt
	DEN HVIDE KAPTAJN.