Lænker - lænker - lænker

by Rosa Abrahamsen

	Lænker - lænker - lænker -
			Til Nis Petersen og Jan Maegaard
	Du spillede for mig en sær melodi
	til et digt af Nis Petersen,
	det lød som et skrig -
	det var sort magi -
	hvorend jeg vendte mig hen.
	Musikken stod i det skælvende rum
	som en længsel mod sorgens nat.
	Den gjorde mig stum,
	det var, som vildt gennem stuen drog,
	de tabte sjæles fordømte tog.
	De slæbte de raslende lænker med
	- du bandt dem til dig og til mig -
	mens afgrundens mørke hylled os ind,
	og tonerne lo og skreg.
	Der piskede toner igennem mit sind,
	som flammer af frysende ild,
	der brændte min sjæl og fanged’ mig ind,
	i et djævelsk koglende spil . . .
	- igen dette skrig - denne sorte magi -
	denne flugt fra mit levende selv -
	mens sjælene basked’ som vingedyr
	fra glemselens dødningefjæld.
	Se lænkerne her og lænkerne der
	- overalt er der lænker og skrig. -
	Jeg følte, som var det min egen sjæl,
	der vandrede stum forbi.
	Der var ingen stjerner,
	der var intet håb
	ej heller blot gnist af tro,
	kun disse lænker, som raslede lidt
	fra sjælenes pilgrimstog.