Det gamle Apothek/19
XIX.
Fra nu af var Pastor Brinckmann i evindelig Fart paa Sognets Veje og Stier. Der blev intet af det Løfte, han havde gjort i Apothekerhaven at uddybe sin Dannelse under Vejledning af Martensens Ethik.
Han bar selv den fyldte Madpose med til Fattige og Syge, og han kom altid hjem med tom Pung. Han levede selv paa Kredit hos Kjøbstadens Kjøbmænd. Den gamle Apotheker var sikker nok, mente Kjøbmændene, og evig kunde han jo ikke leve, hvor sej og stærk han end var.
Fanny havde nogle Gange fulgt ham paa hans Farter, og da lød hans evindelige Tale som en Kanarifugls trættende Kvidren hele Tiden for hendes Øren. Det materielle Syn af Elendigheden gjorde bestandig et forfærdeligt Indtryk paa hende. Naar hun kom hjem, sank hun sammen i Sorg. Hvad der end gjordes, kunde Intet afhjælpe Trangen, Smudset, Stanken, Uvidenheden, Fordomsfuldheden. Hun saâ godt, at hendes Mands Uddeling af Penge og Gaver vare Draaber i Havet, sagde ham det et Par Gange og opnaaede kun at faa ham gjort modløs for en Times Tid eller i det højeste en Aftens Tid. Den næste Morgen var han glad som en Fugl, nød forud Dagen, da han skulde bringe baade Evangeliets Trøst og Enkens Skjærv til de Syge og Fattige, da raabte han til sin Hustru, der endnu halvsov i Sengen, med jublende Røst:
— Vi arbejde med Haab imod Haab.
Uden at gjøre sig det tydeligt var han efterhaanden ret fornøjet over, at hun ikke gik med ham. Ja, det vil sige, han savnede En til at høre paa hans Tale paa de lange Veje, men han bødede paa det Savn ved højt at indøve sig i de Taler, han vilde holde den Dag. Først prædikede han for Graaspurvene, Kragerne og Raagerne, gjorde en Slags Generalprøve for dem, før han prækede for Menneskene. Og den brave Mand havde ingen Følelse af, at Forskjellen paa Modtagelsesevnerne hos Himlens Fugle og Jordens Beboere ikke var saa overmaade stor. Han skimtede Kritik i Fannys Øje, naar hun var med, men vilde eller turde ikke læse denne Kritik. Hun gjorde ham opmærksom paa stygge eller uhyggelige Ting, hun havde sét, men som han aldrig saâ, naar han alene gjorde sine Besøg. Derfor befandt han sig bedre, naar han kunde færdes blot i Selskab med sig selv og sin Gjerning og ikke af sin Hustru blev tvungen ind i, hvad han kaldte det Hæslige. Han var ikke vred paa hende derfor, dertil holdt han for meget af hende; «Kvinden er nu engang opdraget mellem Smaating og har ondt ved at hæve sig op til den mere ideale Svæven over det Hele … det er en psykologisk Erfaring, jeg har gjort,» sagde han engang til Skolelæreren, en Mand mellem halvtreds og tres, hoflig, tavs og beskeden. «Har De ikke ogsaa gjort den, Randlev?» «Nej, aldrig,» svarede Skolelæreren, «men Hr. Pastoren har Ret.» Den brave Præst anede ikke Degnens indvendige klukkende Latter, anede ikke, at han trofast berettede Pastor Sørensen den unge Kapellans løjerlige «Futten omkring», og at baade Sognepræsten og Degnen smilende trak paa Skuldrene.
Pastor Sørensen satte en Del Pris paa Skolelærer Randlev, dels fordi han var en Modstander af alle grundtvigianske pædagogiske Theorier og paastod, at de Unger skulde lære deres Lektie fra Ord til andet og have Hug, hvis de ikke kunde den, dels fordi han med samme kontormæssige Nøjagtighed og en næsten ligesaa sirlig Haandskrift som Pastor Sørensen selv holdt sine Skriverier i Orden. Der var kommet en vis gemytlig Tone mellem den gamle Pastor Sørensen og Degnen Randlev, men den Første sad dog lunt paa Post til Værn for sin Værdighed, og den Sidste havde det bestemt paa Færten, hvor langt han kunde gaa uden at blive vist tilbage.
En Morgen bragte Skolelæreren Præsten Listen over det næste Hold Konfirmander, som Kapellanen skulde konfirmere til Foraaret. Skolelæreren spurgte:
— Skal jeg ogsaa bringe Pastor Brinckmann Listen? For de skal jo indføres i Protokollen, som …
— Jeg vil ikke have hans Studenterhaandskrift i min Protokol, sagde Pastor Sørensen.
— Hm, nej, det kan jeg saa godt forstaa, Hr. Pastor! Pastor Brinckmann gaar jo helt op i Sjælesorgen.
Pastor Sørensens Øjne lo lidt gjennem Brynene.
— Ja—a, sagde han. Naar han bare reddede saa mange Sjæle . . Naa, det maa man jo haabe. Hvad, Randlev?
— Ja — bevares! Nogle redder han vel.
— Tror De?
— Ja—a—a . .
— Naa, ja, ja. Og den gamle Præst gned sig paa Armen og pustede en Sky fra Pibespidsen ud gjennem Munden.
— Der løber han, sagde Randlev med urokkelig Alvor og pegede ud over Haven paa Marken. Gjennem Hegnets bladløse Buske, Popler og Hyldetræer saâs den aabne Mark tydelig. Ad en Sti bevægede Brinckmann sig næsten løbende.
— Hvor? sagde Pastor Sørensen, idet han løftede sig fra Sædet ved at støtte sig haardt mod sin Lænestols Arme. Randlev ilede ham til Hjælp og stivede ham end yderligere af. Ja, der løber han, saamænd! Gud maa vide, hvor han nu vil hen.
— Han vil til Gredsted Fattighus, Hr. Pastor!
— Hvad vil han der?
— Jo, Per Persens Kone ligger for Døden.
— Af Delirium?
— Ja, Hr. Pastor. Nu er hun to og halvfjerds, og det er fjerde Gang, hun har det. Nu tror jeg ikke, hun kommer sig mere. Pastor Brinckmann har været to Gange hos hende.
— Ja, men hun er vel gal?
— Bindegal, Hr. Pastor! Hun kan ikke sige et fornuftigt Ord. Men lige godt læser Pastor Brinckmann baade op af Bibelen og synger Psalmer for hende sammen med Manden.
— Per Persen? Han er jo lige saa fordrukken som Kællingen. De drak jo op Alt, hvad de ejede og havde, og ligger nu, som de har redet. Synger Per Persen Psalmer?
— Ja, det siger da Gjørtlerrikke, der bôr i Stuen ved Siden af. Per er jo over fjorten Aar yngre end Konen. Han tog hende jo for Husets Skyld, men hun lærte ham saa godt at drikke til Pægls med sig, at …
— Hm! Nu erindrer jeg det; nu erindrer jeg det, Randlev. M…on, mo…n, mon Per Persen synger godt? Maaske naar han faar lidt Smørelse i Halsen, Randlev?
— Jeg tænkte netop paa det, Hr. Pastoren sagde nu. Det er jo nydeligt af Pastor Brinckmann, at hver Gang han har besøgt Per Persens Kone, lægger han en Femogtyveøre paa hendes Dyne til Havresuppe og saadant Noget. Men se, den tager jo Per Persen og omsætter i Brændevin. En slem Person har han jo været alle sine Dage.
— En ren Slubbert.
— Ja, jeg tænkte paa det samme Ord, Hr. Pastor! for det passer allerbedst paa ham. Og saa griner han og et Par andre fordrukne Fattighuslemmer, som samles i Smutkroen hos Skomageren, ad den gode Pastor Brickmann, og de deler alle tre med Per Persen, hvad Pastoren har givet Konen imod Delirium.
— Hæ—æ. Ja, det er noget Pak.
— Per Persen synger Psalmerne igjen for Skomagerens Gjæster paa en Maade som …
— Naa, paa en parodisk Maade.
— Ja, Hr. Pastoren siger, hvad jeg tænkte paa.
— Men det er forargeligt, Randlev.
— Det er det, Hr. Pastor!
— Det burde De sige Pastor Brinckmann, Randlev.
— Jeg? Hr. Pastor!
— Nej, det er sandt. Det kan De ikke. Det er Snak af mig. Og jeg vil ikke. Jeg er virkelig for gammel til at snakke op mod hans nymodens Kategorier og . . upraktiske Theorier. Rent ud sagt … det er under min Værdighed. Hm. … se, der løber han til Gredsted Fattighus! Randlev … Kan man kalde Sligt kristelig Visdom?
— Nej, svarede Skolelæreren og lagde den ene Haand ovenpaa den anden med samme Sikkerhed og Appel, som naar han sluttede Bønnen i Korsdøren med sit Amen.
— Nej, nej, nej, vedblev Pastor Sørensen. Det kan man sandelig ikke … sandelig ikke … ne—j.
Randlev vidste af lang Erfaring, at, naar den gamle Præst begyndte distræt: at gjentage sine Ord og hale dem længere og længere ud, var det hans Mening, at Avdiensen var endt. Randlev gik. Mens han skraaede over Gaarden, smaalo han og mumlede:
— Theologien vil den Gamle s’gu ikke bide paa med Kapellanen. Hi, hi, hi! Det er et Par grinagtige Snegle begge to. Jeg kunde have Lyst til at lure bag en Dør, naar de to fortolkede Texterne omkap. Hi, hi, hi!
Da Skolelærer Randlev var kommen ud paa Landsbyens Vejgade, saâ han ud over det vidtstrakte med et tyndt Snelag overdryssede Landskab, gulnende i de nærmere, blaanende i de fjernere Marker, helt stribet af Grøfternes sorte Furer. Langt borte hen ad Gredsted til saâ han endnu Kapellanen Brinckmanns hurtig glidende Silhouette bevæge sig gjennem den graa Frostluft.
Randlev hørte Vognrummel og Piskesmæld bag ved sig, vendte sig om, saâ en Jagtvogn med Kusken paa Forsædet og paa Bagsædet en Herre, henslængt i sin Pels med den brusende graagule Krave op om Ørene, med en dampende Cigar i Munden og en grøn blød Hat paa Hovedet. Han fyldte Sædet med bred Myndighedsfølelse af, at Kjøretøjet var hans og ingen Andens Ejendom. Det var ogsaa Sognets største Lodsejer, Proprietær Ulkebøl, Ejer af en Gaard paa 200 Tønder Land, kjøbt fra et Domænegods til Arvefæste af hans Fader i Slutningen af Trediverne for 7000 Rigsdaler, nu mindst 150,000 Kroner værd.
— Holdt, Jens! lød Proprietærens Stemme ud til Kusken, dernæst hen over Vejen: Halløj … De … der … Randlev! Jeg vil tale et Par Ord med Dem. … Naa da, Jens, er det en Maade at rykke i Tøjet! Du ved jo, hvor blød den Nærmer er i Mulen. For Fa’en … skal jeg selv tage Tøjlerne? Er Du vant til at kjøre med Køer? Hej … De der … Randlev … kom lidt herhen!
Skolelæreren var ikke ganske fri for at ærgre sig over denne kommanderende Tone. Men Ulkebøl var ikke alene den, han var, i Følge sin Besiddelse og sit Korpus, han var tillige en korrekt Kirkegænger og den mest «offer»beredvillige Mand i Pastoratet. Randlev gik da hen til Vognen. Proprietæren vinkede ad ham med et saadant Udtryk i Ansigtet, at Skolelæreren sluttede sig til en konfidentiel Meddelelse fra hans Side. Randlev søgte diplomatisk at stemme sit Ansigt i Tonart med den Stemmegaffel, Hr. Ulkebøl havde slaaet an. Men det maa vist have forekommet Proprietæren altfor familiært. Derfor tog han strax Afstand og sagde højlydt, mens Degnen tog Hænderne tilbage, som han først havde tænkt paa at lægge paa Vognfadingen.
Fa’en … nu har jeg været paa Jagt i otte Dage, og jeg synes, jeg kan smage otte Frokoster og syv Middage endnu. Har De nogensinde smagt Chambertin? Hvad? Det véd De nok ikke, hvad er, gamle Degn! Hø, he —! Jeg lærte den unge Stamherre paa Rugholm, hvordan man brænder Rævepelse … for jeg skød sex. Og saa sagde jeg til Grev Eulendorff … Kan De stikke den, Eulendorfr? Nej jeg kan ikke, Ulkebøl, sagde han. Naa, jeg og Greven, vi er jo gode Venner, og vi kan sige baade det Ene og det Andet til hinanden. Hvad, Randlev?
— Ja, det kan De naturligvis, svarede Randlev, afventende den egentlige Meddelelse med høflig smilende Tilbageholdenhed, mens Ordene Pralhans og Løgnepeter surrede i hans Indre. Proprietæren syntes tilfreds med hans Holdning, bøjede sig ud over Agesædets Rand og sagde med en Blanding af Fornemhed og nærgaaende Fortrolighed, omtrent som om Proprietæren talte til sin gamle, betroede Avlskarl:
— Hør De, Randlev (han pegede op mod Præstegaarden) er den gamle Søren helt blød paa Pæren?
Nu var Turen til Skolelæreren at blive fornem. Han gjennemførte det ved at se dum ud, som om han ikke forstod, hvem Proprietær Ulkebøl mente. Nu støttede han Albuerne paa Fadingen og sagde:
— Jeg ved ikke rigtig … hvem er blød paa hvad, Hr. Proprietær?
— Ha, ha, ha! De er den syvende Mikkel, som har præsenteret sig for mig i de sidste otte Dage, men de to der (han pegede paa et stort Geværlæderhylster ved sin Side) forslaar nok ikke til at faa Blus paa Haarene i Deres Pels … Men et Spøg, et Andet Alvor … har den gamle Præst slet ingen Tænkekraft mere?
— Pastor Sørensen … jo! Hans Aandsevner er fuldstændig normale.
— Saa? Ja løbsk har de s’gu aldrig løbet. Men kan han ikke tøjre den Sprutbakkelse af Kapellan om Benet, ligesom man gjør ved en gal Gase? Jeg mener ham, som løber der.
Proprietæren pegede ud i Landskabet mod et sig raskt bevægende sort Noget, der løb gjennem det Graa og det Hvide som en Edderkop gjennem en Kæmpespindelvæv.
— Proprietæren mener Kapellanen pro loco.
— Pro … ja vel, ja vel, hø, hø, hø! Han render jo hvert Øjeblik ned til Husene paa Grædsted Mark, hvor de jo nu snart alle sammen har Kopper. Skal vi befænges her oppe, fordi han har Lyst til at synge Psalmer for alle Kællinger, der skal af med Vejret? Det er min S’æl dog uforsvarligt, og, naar vi havde en Sundhedskommission og Afspærringssystem … og … og Karantæne … og Desinficering, saa skulde vi snart faa Kapellanus pro locum bundet paa den anden Side af Præstens Port som Penchant til den gamle Savlehund Nero, den arrige Køter. Lad dem ryge de Smadrekasser ud derhenne paa Grædsted Mark, efterhaanden som de kniber ud derhenne, men lad Folk herfra Byen og Egnen holde sig derfra, og lad fremfor alt ikke en Præst give saadant et forbandet Exempel for hele sin Menighed! Han maa jo dog huske paa, at Reli’onens største Fortjeneste er … at holde Samfundet sammen, holde ordentlige Mennesker i Vejret og sørge for, at Rakket bliver i Snavset.
Skolelæreren holdt hver Mine stiv og blev ved at se dumt op paa Ulkebøl. Han sagde:
— Synes Proprietæren heller ikke om Pastor Brinckmanns Forkyndelse af Ordet?
Proprietæren blæste Kinderne ud, og det syntes, som om hans hele Skikkelse svulmede med det Samme. Gjennem hans vældige rødblonde Skjæg gik der en Bevægelse, saa det spredtes ud til Siderne og blandede sig med det omgivende Pelsværk til en eneste stor lodden Masse.
— Jo—o—o! Det er der ikke Stort at sige imod. Han har jo en hel Del i sine Prædikener af dette herre, (han knipsede stærkt med Fingrene) … og det er vi jo ikke vante til. Der er en Del af alt dette Væsen … saadan Poesi og Stemning … og saadan noget bævrende Noget i hans Prækener … det er mest for Fruentimmer, forstaar sig … men vi voxne Mandfolk har ogsaa godt af at faa saadant Noget serveret en Gang imellem om Søndagen, naar vi har bumlet for galt i Ugens Løb.…. Hold dog ordentlig paa Tømmerne, Du, Trandunk! … Men ser De, Randlev, Reli’onen har jo to Sider; og det kan være meget godt med Læren, men det kommer vel nok saa meget an paa Livet.
— Det er uimodsigeligt, Hr. Proprietær! sagde Skolelæreren.
— Hør nu, Randlev! (Her bøjede han sig saa tæt ned til Skolelæreren, at Pelsværkets Luv kildrede hans Kind). Kan De ikke, f. Ex. gjennem Provsten, lade Præsten, ham, Kapellanen, saadan hvad man kalder tilflyde en Advarsel om ikke at bringe Koppesmitte til sin egen Menighed?
— Jeg? … Provsten vilde tro, jeg var bleven gal. Jeg, i min Smule Stilling?
— Ja vel, det har De Ret i, for Provsten kunde jo ikke godt direkte tage mod Referat af en saa underordnet Bestillingsmand; jeg holder s’gu mere end nogen Anden paa Disciplin, men der er jo indirekte Veje. Tal med den tykke Lars Kristensen og nogle andre Sognerødder … De er jo ikke fra i Gaar og er jo ikke født Fjols … pir de Bøndertampe op … og .…. Jens! hvordan er det, den Nærmer skaber sig i Tøjet? .…. De kan jo lade et Par Ord falde, at ogsaa de mere Dannede her i Sognet … som f. Ex. … ja … som f. Ex. jeg … er, hvad man kalder forargede over, at Kapellanen strøjfer om som en Bissekræmmer og ikke har Tid til at omgaas ordentlige Mennesker … naa det Sidste behøver De jo ikke at sige til Bønderne … men jeg har den hele Vinter ikke kunnet faa lavet en L’hombre paa en Studs … saadan i en snæver Vending, fordi den Kapellan ikke kjender Kort og hellere vil berette Koppesyge end være lidt for de Sunde … Naa, De tror ikke, Fatter Søren deroppe (han pegede mod Præstegaarden) kan faa lettet sig saa meget i Sædet, at han kan give sin Koppepræst en lille Røffel?
Randlev lettede paa Skuldrene som for at betegne, at der fra den Kant ikke kunde ventes synderlig aktiv Indgriben. Hestene virrede utaalmodig med Hovederne. Deres Herre blev ogsaa kjed af, at Degnen stadig smøg til Side, naar han vilde gribe efter ham.
— Saa kjør, Jens! raabte han og tog med sine behandskede Fingre til sin grønne Hat. Randlev tog sin helt af. Han mumlede, mens Hjulene gnistrede, og Hovene klang:
— Den Stud véd jo meget godt, at jeg spiller L’hombre. Var det ikke for Ens egen og Ens Nærmestes Skyld, kunde jeg næsten ønske, at Kopperne vilde lave hans tykke Bolledejs Ansigt om til en Æbleskivepande.