Det gamle Apothek/20
XX.
En Eftermiddag i Skumringen kom Pastor Brinckmann hjem, lidt tidligere, end Fru Fanny ventede det. Efter sit Fædrehus’s Skik havde hun indført først at spise til Middag mellem fire og fem. Det havde ogsaa ærgret de Indfødte i Landsbyen og stemt dem fremmede lige over for det nye Præstehus.
Pastor Brinckmann traadte ind pustende og fandt sin Hustru siddende foran et lille Bord ved Vinduet med en Bog foran sig.
— En dejlig Dag! En velsignet Dag! sagde han. Jeg opdagede en prægtig gammel Kone nede i Byen Grædsted, over halvfemsindstyve Aar.
Hun laa og ventede paa Døden uden Smerte, blot med sagtelig henglidende Kræfter. Hun var smuk! Hun var yndig som den gamle Profetinde Anna, Fanuels Datter, Lulcas 2, 36 og folgende, hun, der sad i Templet og ventede paa Herren. Hun bad mig bringe sig Sakramentet en af Dagene, og, da jeg istemte Brorsons dejlige Psalme:
Allevegne, hvor jeg vanker,
Jeg min Jesum har i Tanket.
saa piblede Taarerne frem under Øjenlaagene, hendes Læber bevægede sig, og hun nynnede de fire Vers med … hun kunde Ordene.
Pastor Brinckmann satte sig ved Klaveret og sang Psalmen igjennem med bevæget Stemme. Det sidste Vers tvang han frem gjennem Graad.
Saa talte han igjen:
— Hvor Livet er rigt … o, langt bedre, end vi fortjener! Nu kommer jeg hjem efter en velsignet Gjerning, modtages af mit yndige Hjem og af Dig, min søde, søde Hustru.
Han styrtede hen mod Fanny, omfavnede og kyssede hende, satte sig paa Skamlen ved hendes Fødder og lagde sit Hoved i hendes Skjød. Fanny gjengjældte hans Kjærtegn med en venlig Resignation, men sagde lntet.
Et Øjeblik følte Sofus Brinckman sig træt og tav. Saa nynnede han:
To Drosler sad paa Bogekvist.
Hvad Fanny? Det passer! Icke sandt?
Hun nikkede adspredt stirrende ud i det bleggule Lys over Sneen. Han fortsatte:
— Hør Du, Fanny! Det er en velsignet Følelse, den at føle, at man ikke har en ond Tanke i sin Sjæl, at der ikke er et Menneske, man vil Fortræd. Aa, jeg er saa glad over, at jeg kan sige det med Sandhed. Er det ikke dejligt? Hvad, Fanny?
Fanny nikkede igjen, men hendes Øjne gled fra Ruden ned over den tykke opslagne Bog i stort Format med smukt Papir og store Typer. Uvilkaarlig fulgte Brinckmann hendes Øjnes Vandring og blev derved opmærksom paa dens usædvanlige Skikkelse. Han tog den ned, saâ, at det var en fransk Bog og sukkede:
— Aa, naar faar jeg Tid til at nyde din Undervisning i Fransk. Jeg har lært saa lidt Fransk? … Hvad? Der staar jo Græsk i Noterne under Texten . . Hva! . hva . . hva! . er det for en Bog.
Han læste Titelbladet højt med en gal Udtale navnlig af g’erne.
«Les origines du christianisme. L’Évangile.» Par Ernest Renan. Forfatternavnet raabte han ud med en snarere klagende end vred Røst. Fanny . . hvor har Du faaet den Bog fra?
— Af Bedste . . Det vil sige, han lod mig bestille alle de Bøger, jeg vilde have, hos Boghandleren.
— Ja . . ja, men den Slags Bøger …
— Har Du aldrig læst Noget af Renan? spurgte Fanny. En Braad stak ud af hendes Ord, men den naaede ikke gjennem Brinckmanns Hud. Han svarede som et Barn, halv forknyt, halv gnaven:
— Fanny, . . jeg har jo ærlig og aabent tilstaaet Dig, at jeg er svag i Fransk og slet ikke kan Engelsk. Og Du, Fanny hvorfor læser Du den Slags Bøger?
— Fordi de lærer mig noget Nyt.
— Aa, Fanny, det Gamle er jo saa dejligt . . saa.
— Ja, men det er gammelt.
Fanin mærkede, at de ensomme Timer og den ivrige Læsning, som Mangel paa al anden Beskaeftigelse ligefrem havde tvunget hende ind paa, havde afsat Mod i hendes Sind. De mange løse Kundskaber og Tanker, hun havde skrabet sammen fra sin Undervisning som Barn og ganske ung Pige, havde først samlet sig i hendes Erindring, dernæst havde de ordnet sig i Tankegrupper, klarere og klarere belystes de, og den voxende Klarhed frembragte Modet, som Sollyset driver Planterne op. Modet trængte til Kamp som Kunstneren til et stof at forme af. Mens hendes Mand mere løb end gik hen ad Gulvet, purrende sig i sit tætte brune Haar, fortsatte hun.
— Har Du aldrig, mens Du studerede, gjort Dig bekjendt med Modstandernes Tanker?
— Jo, naturligvis, min søde Ven. I Indledningsvidenskaberne gjorde vedkommende Prosessores os bekjendte med alle Modstandernes Argumenter og lærte os, hvorledes de skulde gjendrives.
— Var det ikke sikkere at undersøge dem selv?
— Kjære Fanny! Jeg har aldrig følt Evner til at blive saadan en videnskabelig Theolog . . Du ser jo, jeg gaar op i min praktiske Gjerning. Det er saamænd nok til at fylde et helt Liv.
— Men den Gjerning skal jo dog hvile paa et sundt Grundlag. Det, der begejstrer Dig til den, skal dog ikke være en Indbildning.
— Fanny, kjære Barn … Har Du lidt Skade paa din Tro?
— Vi taler jo ikke om min Tro, Brinckmann!
— Hvorfor vil Du aldrig kalde mig ved Fornavn, Fanny?
— Jeg har jo sagt Dig, at jeg finder dit Fornavn affekteret og sentimentalt. Lad os ikke tale mere om den Ubetydelighed! Hvad vilde Du ellers sige?
— Mener han der . . han, Renan . . mener han ikke, at Evangelierne ere uægte, ikke skrevne as dem, hvis Navne de bærer?
— Tildels jo.
— Og … hvad mener Du, Fanny?
— Jeg? Jeg er jo ikke færdig med Bogen, og med alt det, Renan vil bevise sine … sine . . ja, hvad kaldes det? … Hy . .
— Potheser. Ja, hvad vil Du med dem?
— Dem kan jeg jo ikke hverken holde med eller være imod, for jeg kan jo ikke Græsk.
— Kjære Fanny! . . Jeg synes, Du er bleven saa logisk.
— Saa—aa? Og hvad saa?
Har en Kvinde, lille Fanny … har en Kvinde ikke sin Styrke i det mere Umiddelbare … det Romantiske . . det …?
— Ulogiske?
— Aa, ja.
— Hun er altsaa desto skjønnere, jo nærmere hun staar Dyrene.
Fruen var ved at blive hidsig og pegede ud mod en graa Kat, som just strøg sig op ad Havestakittet ud til Vejen.
— Nej, nej, min yndige Fanny, nej, nej! raabte Brinckmann og vred sin Overkrop til alle Sider, nej, jeg mente blot, at en Kvinde maa . . maa …
— Naa, hvad maa hun?
— Bunde dybt i Naturens mystiske Urgrund, sagde Brinckmann og rettede sig med Selvfølelse overfor sit eget Udtryk, som forekom ham godt.
— Hvad er det? sagde Fanny og saâ koldt forskende paa ham.
— Hvad det er, kjæreste Ven! . . Ja, . . det er . . det er … det er det Umiddelbare . . det . .
— Naa, Tak!
— Fanny! Gjør Du Nar ad mig, Du søde lille Skjælm? … Ja, men alvorlig talt, tror Du ikke? . .
— Paa hvad?
Hendes Øjne blev lyse og kolde. Brinckmann slog sine ned og sagde i en Tonart, der laa noget dybere end hans daglige Stemmeregister.
— Paa Kristendommen . . naturligvis.
— Jo, naturligvis tror jeg paa den.
— Et uartikuleret Jubeludbrud undslap Brinckmann. Det eggede Fanny videre. Hun sagde:
— Jeg tror ogsaa paa den græske, paa den nordiske Religion, paa alle de Religioner, jeg kjender.
— Aa, det er din Spøg.
— Nej, ikke saa ganske. Jeg er ikke opdraget til at tænke. Jeg har f. Ex. jo aldrig lært Mathematik.
— Nej, Gud ske Lov! sagde Brinckmann og lo højt.
— Men jeg har Sans for Billeder . . for Symboler.
— Bravo! Det beviser, at Du er en ægte poetisk Natur …. en ægte Kvinde!
— Og i de Religioner, jeg har gjort lidt Bekjendtskab med, ser jeg, at bag Billederne ligger store Sandheder og Skjønheder gjemt. Det er de ædleste Tanker, de forskjellige Nationer har kunnet tænke, og dem bar de klædt paa, som det var dem naturligt.
— Kjære, yndige Fanny! Du har jo ligesrem filosofisk Talent … Aa det er kedeligt, det har jeg slet ikke. Aa, Fanny! Du vil blive meget sikkere i Kristendommen end jeg. Du vil oparbejde Dig til den; Du vil stige fra Klarhed til Klarhed. Læs og gransk, min søde Pige, mens jeg arbejder praktisk! Naar Du saa om et Aars Tid … eller, varer det længere … det kan ogsaa være det samme . . men, naar Du saa staar paa den høje Tinde, omstraalet af Naadens Sol, saa rækker Du mig en Haand, og vi skal favnes i det rene Lys paa Bjergets højeste Kam — — . . Herre Gud! Stakkels Renan! Aa, jeg har saa ondt af Fritænkerne, jeg kan ikke harmes paa dem som saa mange andre Præster og kalde dem Djævelens Børn. Nej, det er Guds lidt uvorne Børn, men uvorne Børn er saamænd tidt de mest begavede. Det liar jeg erfaret, mens jeg læste i de kjøbenbavnske Skoler. Jeg er vis paa, Naaden venter kjærlig paa de ærlige Granskere, og, griber den dem ikke i Livet, saa er jeg overbevist om, at efter Døden skjænkes der dem en Mellemtilstand, og i den faar deres Tankedrømme Fald i den ene rigtige Retning. I Kraft af den Tro, kjære Fanny, er jeg med paa Nutidens Feltraab: Tolerance. Jeg takker Gud, fordi jeg er under Naaden, og beder til ham for alle, der søge ærlig. Visselig, de skulle finde.
— Saadan bar Du aldrig talt før, Brinckmann! Du har jo i dine Prædikener tidt gaaet løs paa, hvad Du kalder Tidens Aand.
— Har jeg? Naar da, Fanny? hvad var det for en Text, jeg prædikede over?
— Det var om Tegnene i Sol og Maane. Du sagde, at de vilde være til Forfærdelse for alle dem, som ikke til den Tid troede.
— Hm . . hm . . hm! Ja—a . . Hør Fanny … Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det . . men jeg er et underligt Menneske. Naar jeg studerede Texten igjennem til min Prædiken, saa dreves jeg af Textens Ord … eller snarere … dens Stemning … dens Tonart . . til at sige Noget, som jeg ikke kjender igjen, naar jeg enten læser det, eller naar Nogen gjør mig opmærksom paa det. Og nu i dette Øjeblik var det, Du sagde, mig ligesom saadan en Text … en . . ja … en Stemmegassel . . som tvang mig til at tænke i den Tonart . . Ja, men jeg har Ret. Uden Tolerance vilde Live være umuligt. Var Paulus ikke tolerant? Han siger jo, at han har været Alt for Alle. Han ivrede jo evindelig mod den jødiske Intolerance? Han citerer jo en græsk Digter, Aratos, i sin Tale i Athen, Acta 17, 22 og følgende. Der bøjer han sig jo hen mod Pantheismen og erkjender den som Moment i al Religion.
Ordmassen kvalte Fannys lnteresse for at gaa videre i Diskussionen med Manden. Mens de gik ind i den oplyste Spisestue, mens de sad ved Bordet, talte Brinckmann uafladelig og vedblev at hylde Fannys Sandhedssøgen og dybe religiøse Trang i de varmeste Udtryk. Han spiste hurtig og meget, men uden at give Agt paa, hvad han spiste. Det ærgrede Fanny. Det var tine ristede Koteletter, behandlede som paa det gamle Apothek, der var saa berømt for sit Køkken. Hun gad ikke spørge Brinckmann, om han syntes om Maden. Hun kom til at tænke paa Parenthesen i «Erasmus Montanus» foran en af Per Degns lange Repliker: «Per æder og snakker tillige». Det Minde smeltede Ærgrelsen over i stille Munterhed. Uden Ærgrelse hørte hun nu sin Mand sige eller længe ikke at have hørt efter:
— Og er det ikke ogsaa en mod Kristendom mættet Pantheisme, der udtaler sig i de dejlige Ord af Oehlenschläger:
Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
da fødes det lille Barn Jesus igjen.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv,
det er vor Frelser, det er ham selv.
Derfor Naturen saa huldt og skjønt
sig fryder og klæder i Haabets Grønt.
Hun lo højt, da han afbrød sig.
— Men Gud . . jeg sidder her i Tanker og spiser altfor meget. Bare jeg ikke bliver syg. Ja, Du ler, kjære lille Fanny! Men, da jeg kom fra den søde gamle Kone i Grædsted, saa gik jeg ind hos Rasmus Mogensen paa den Udflyttergaard der ved Omdrejningen af Vejen og saâ til Gaardmandens gamle Moder, en Aftægtskone, som ligger af Benedder i den ene Haand, og der spiste jeg dejlige gule Ærter med grønsaltet Flæsk til, for jeg bliver saa sulten af evindelig at tale og prædike … Aa, det har jeg rent glemt. Bare jeg sover godt i Nat! Søde Fanny … sæt ikke Kjød paa Aftensbordet! . . Hør, skal vi blunde en Timestid inde i Dagligstuen i Mørke … aa . . og lade Kakkelovnens Buldren lulle os i Søvn, mens vi begge to tænker paa og gjennemgaaer i vort Indre de skjønneste Melodier, vi kan huske? Skal vi det Fanny?
— Ja, sagde Fanny hen i Vejret.
Snart lød gjennem den lune Dagligstue Brincksmanns dybe Aandedræt i Søvne; det gik med en forunderlig Hastighed og mindede om Stempelslag i en Maskine.
Fanny sad tilbagelænet i en fløjelsbetrukken Chaiselongue med lukkede Øjne. Hun gjennemgik og bearbejdede med en vellystig, magelig Repetitionsnydelse, dette Privilegium for Folk, som have Tid nok tilovers, fordi de ikke behøve at arbejde for Føden fra Dag til Dag, Indtrykkene fra sin Læsning i Renans Bøger. Stilens bløde Linier, dens følelsesfulde Klangfarve ledsagede hende paa hendes Vandringer gjennem Antiokias, Athens og Korinths Buegange. Apostlene fik saa kjendte, saa fortrolige Træk, at hun turde tale til dem. De fik saa imødekommende menneskelige Fysiognomier som paa et Billede af Andrea del Sarto, at hun blev sunget og spillet ind i Renans Kristendomsopfattelse. Der var godt at være i det Galilæa, det Judæa, det Lilleasien, det Hellas, som den poetisk begejstrede Lærde fra Bretagne havde malet efter sin Opfattelse.
Der kunde hun dvæle i disse Palmeskygger, i disse lange mod Sol og Regn værnende dækkede Søjlegange.
Midt i dette milde Blaahimmelsbillede sejlede nogle sorte, hæslige, nordiske Skyer frem. Kaptejn Fricks Citater af Søren Kierkegaards mest skærende Paradoxer, foredragne af samme Kaptejns buldrende Kommandostemme og selvglade Smil under det røde Overskjæg, skreg som en Dragontrompeters Reveillesignaler ind i Renans bløde Kvartet for fine Strygere og sentimentale Træblæsere.
Fanny tog bestemt Parti for Ernest Renan mod Søren Kierkegaard og Kaptejn Frick, alt mens hendes Mand sov, træt efter sine Farter og sin megen Tale.
Hun var ene lige fra Frokost til Middag Dag efter Dag. Hun læste og læste. Uden at hente klare Tanker ud af sin Læsning blev hun uvilkaarlig stemt hen i en vis Retning. Oversættelsen af John Stuart Mills «Kvindernes Underkuelse», som hjemme paa Apotheket havde kjedet hende, saa hun havde ladet den halve Del af Bogen uopskaaren, læste hun nu med Interesse. Ubeskæftigelsens Kjedsomhed tvang hende til at tænke, fordi hun ikke kunde faa Andet at bestille. Ingen bad hende og hendes Mand ud. Hun mærkede, at Brinckmann aldeles ikke var populær hos Pastoratets Honoratiores. Engang, da Proprietær Ulkebøl paa Forbifarten holdt stille foran Kapellanboligen for at tale med en Gaardmand, hørte den unge Præstefrue Proprietærens sidste Ord:
— Ja nu har vi s’gu Kopperne i Sørby, Ole Andersen! De er altsaa kun en halv Fjerdingvej herfra. Det er hans Skyld der (han pegede med Pisken ind mod Kapellanboligens Vinduer, og Vinden bar hans Ord tydelig derind, hvor Fanny sad). I Stedet for, at en Præst skulde være en oplyst Mand og slutte sig til disse hersens hygiejniske Bestræbelser, saa render han om til alle Slags lusede og skabede Kællinger og prakker os Andre deres Utøj og Skurv paa. Ja, det er s’gu da sandt! Det, var ligesom om der ikke var en Kristendom til for ordentlige og renvaskede Folk. Er det ikke sandt, Ole Andersen?
Fanny saâ med en Slags Forbavselse paa Ruden. Den raa Stemme og de raa Ord udenfor skiltes ved denne Rude fra fine Tanker, nobel Stil, dybe Sindsbevægelser, der rislede hen over de hvide blanke Blade og tolkedes af de store smukke Typer i den elegante Bog.
Paa den anden Side Ruden færdedes jo ogsaa han, som var bleven hendes Mand. Hun havde ikke Lyst til at klare sig, hvorledes han var bleven det, og vrissede Mindet derom bort, da det meldte sig. Men hørte han hjemme derude eller herinde?
Fanny fik inderlig ondt af Brinckmann. Trængte han ikke til Beskyttelse? Hun havde dog en Skyld imod ham. Hun havde dog taget ham for at drille en Anden … «Nej, nej, det har jeg dog ikke … jeg troede, at jeg elskede ham … hans Røst var saa kjøn, da han hjemme i Haven talte om det ene Fornødne … og det er den igrunden endnu. Stakkels Brinckmann! De gjør Nar ad ham derude blandt Krapylet! Han løber rundt og trøster og præker i sit Ansigts Sved, og Folkets Røst taler gjennem den forspiste Knaldproprietærs Ord.
Dagene randt i Ensomhed og i et stille Tungsind for Fanny, i en stadig Vexlen af Begejstring og Træthed for hendes Mand. Men han var saa god, som Dagen var lang, anede ikke, at han bestandig skrev i Sand, mærkede ikke engang, at Rækkerne i Kirkens Stolestader lidt efter lidt tyndedes, at den gamle Pastor Sørensen ved sin blotte Kontorvirksomhed og sin halvgnavne Smaapassiar om de verdsligste Ting med Bønderne nød baade større Avtoritet og Yndest end den unge livfulde Prædikant og ivrige Sjælesørger.
Af og til kunde Brinckmann ytre Lyst til at se nogle Folk hos sig. Han foreslog engang Fanny at bede Proprietær Ulkebøl. Fanny svarede bittert, at de hellere maatte bede Slagteren i Grædsted.
Fanny blev ved at læse, læste sig til at blive en lidenskabelig Læserinde; hendes Ægtefælle blev ved at fare rundt i Pastoratet. Koppeepidemien blev mild og kortvarig, men alle Kirkebyens Beboere lukkede sig inde. Kapellanen maatte forhandle med den gamle Sognepræst paa den Maade, at Brinckmann stod i Porten og Pastor Sørensen i det aabne Vindue, og den stakkels Kapellan maatte overskraale den rasende Porthunds Gøen med sine Referater over de Døde, som den gamle Præst vilde indføre i Kirkebogen.
Pastor Sørensens gamle Røgter fôr ogsaa til Siden, naar han saâ Kapellanen og forskansede sig bag Kostaldens nederste Dørlem. Han var vel de 70 Aar og ligesaa bange for Koppesmitten som sin et Par Aar ældre Husbond. Han gjentog med saare faa Variationer følgende Betragtninger:
— Kap’lanen kan jo dog lige saa godt lade Folk dø af sig selv. Det er da en led Manér at lade dem gaa til Alters, mens de ligger i Sengen. Naar man gaar til Alters, skal man da ikke se ud som et Svin. Og det kan da aldrig være Kristendom at holde Altergang i en Husmandsstue, eller, hvad der er værre endnu, i en Inderstestue.
Saa gik han i sit lille Kammer bag Stalden, eftersaâ den gamle høje Hat, hans Husbond havde foræret ham, den, han kun brugte den ene Gang om Aaret, naar han gik til Alters. Han gned den sorterøde Lu paa den gamle Hat med sit uldne Nattrøjeærme og sagde:
— Det er mageløst, saa Menneskenes Begreber om Rel’ion er underlige og slet ikke er hos den Ene som hos den Anden. Jeg holder nu paa den gamle Pastor Sørensens Reli’on, saadan som jeg har gjort nu i over tredive Aar. Saa kan Gaasetøsen holde med Kap’lanens Rel’ion, Jeg er lige glad, for Enhver bliver salig ved sin Tro.