Det gamle Chatol
Det gamle Chatol
Hvor tydeligt staar Bedstefaders Hus ikke for min Erindring med sine store klare Ruder og Slyngroserne opad Muren.
Hans eget Værelse var en munter Hjørnestue fuld af Malerier. Midt paa den ene Væg stod et underligt gammelt Chatol; det var gult og havde en skraa Klap indlagt med tre sorte Stjerner. De store Skuffer nede vare forsynede med Ringe til at trække ud og kunstige Nøglehuller. Ovenpaa det stod altid en Vase friske Blomster; et tilsløret Billede hang over det:, det forestillede Bedstemoder i sine unge Dage, vidste vi, men havde aldrig set det.
«Jeg holder meget af det gamle Chatol,» sagde min ældste Søster en Dag, idet hun lod Haanden glide henad det, «jeg tænker, det har en Historie og kunde fortælle noget, hvis det vilde.»
«Vistnok har det en Historie, lille Johanne, Du har ikke gjættet fejl!» — Bedstefader havde hørt hende fra Haven og stak nu Hovedet ind af det aabne Vindue. — «Derfor skal det ogsaa nedarves i Slægten og holdes i Ære; jeg ønsker ikke, det skal faa Plads i Skammekrog eller Pulterkammer, er det end aldrig saa gammelt og grimt. Det glæder mig, at Du holder af det, og jeg finder det rimeligt, at I gjerne ville kjende dets Historie, der knytter sig underligt til min Historie og danner ligesom Vendepunktet i mit Liv. — Se nu, Børn, her er jeg, tag Plads, hvor I kunne bedst, det var ret. Nej, I skulle ikke hente Bedstemoder, hun er nede i Haven med Eders Forældre og de mindste Smaa, det er, som det skal være.»
Bedstefader slog Ild paa sin Pibe, satte sig magelig til Rette og begyndte;
«I vide jo nok, Børn, at min Fader, Oldefader, var Læge. Det var en dygtig og ivrig gammel Herre, der elskede sin Videnskab og sin Gjerning, og offrede denne alle sine Kræfter. Han var en Mand af faa Ord, der fordrede at blive adlydt, og ogsaa blev det. Han holdt af at lade haard, og der var stundom Spot paa hans Læber, naar der var Medynk i hans Hjerte. Jeg tror nok, der var noget æggende i hans Maade, som drev Folk til at anstrenge sig for at vinde hans Bifald, enten det nu var ved at vise Taalmodighed, eller paa anden Vis. — Moder var en af disse gammeldags Husfruer, der styrede sit Hus, saa det gik som et Uhrværk, men hun havde ogsaa et Øje paa hver Finger og Tanke for alt. De lange Vinteraftener snurrede Rokken i Dagligstue, som Pigekammer, og Skabene bugnede af Linned. Hun var en høj, anselig Kone, der hver Søndag gik i Kirke i stiv Silkekjole med Psalmebog i Haanden og Pigerne bagefter sig. Ønskede man et Raad af Moder, fik man et vel overvejet og godt, trængte man til hendes Hjælp, fornam man ogsaa snart, at Hjertet sad paa rette Sted.
Mellem disse Forældre voksede jeg op; Moder forkjælede sin Eneste, Fader søgte at hærde ham, saa maatte det ene bøde paa det andet. Da jeg havde faaet de to Examina, skulde jeg vælge min Vej. Fader stemte for Læge eller Jurist; Moder for Læge eller Præst; selv vilde jeg ikke være Læge, og havde heller ingen Lyst til noget andet Studium. Jeg var netop dengang bleven forelsket — nej, nej, ikke i Eders Bedstemoder, vi ere endnu ikke saa langt — i en lille mørk, sivgroet Mølledam, hvori Andemad svømmede og et forgroet, ludende Piletræ spejlede sig. Den laa nogle faa Skridt fra vor Sommerbolig, og jeg plejede at studere den i alle Belysninger, fra den første til den sidste Solstraales Skjær, ja selv i Maaneskin. Møllehjulet klapprede, og det hvide Skum brød sig over Hjulet; jeg var aldeles fortryllet eller rettere fortroldet. Af en Ven, der var Landskabsmaler, havde jeg faaet en Smule Undervisning og, efter hans Mening, gjort gode Fremskridt. Jeg vilde nu ogsaa være Landskabsmaler, det var mit Kald, og saa viste jeg mine Udkast til Fader, der rystede misbilligende paa Hovedet, og til Moder, der foldede sine Hænder i stum Beundring. «Naturligvis forstaar hun sig bedst derpaa,» tænkte jeg, i Stedet for jeg burde have tænkt: «Kjærlighed gjør blind.»
Undertiden sad en lille Vogterdreng ved Dammen og fiskede Skaller. «Nej dog,» sagde han en Dag, det han vendte sit godmodige, rødmossede Ansigt med de poliske Øjne op imod mig, «at nogen kan have Lyst til at male den grimme Pyt.» — Jeg drejede mig harmfuld bort, men fik dog et stærkt Indtryk af Barnets karakteristiske Ydre.
Saa toge vi da til Byen, men Mølledammen fulgte, jeg arbejdede paa den om Dagen og drømte om den mangen Nat.
«Tiden gaar,» sagde min Fader en Efteraarsdag, idet han kom ind paa mit Værelse og stillede sig bag Staffeliet, «og vi gaa med, den ene Dag tager den anden.»
«Vilde Du blot lade mig rejse, Fader!» «Til hvad Nytte?»
«Du har jo selv saa tidt sagt, at man bør følge sit Kald.»
«Men man kan tage Fejl af sit Kald.» «Julius mener dog, og han forstaar det, at jeg har ualmindelige Anlæg. — Ved Uddannelse» —
«Aa, ja vist,» Fader afbrød mig ivrigt, «ved Uddannelse kan Du maaske opnaa at blive en ret taalelig Middelmaadighed, en Kunstner af tredie eller fjerde Rang. Gaar din Ærgjerrighed ikke højere, er det jo godt; hvad mig angaar, vilde jeg hellere være slet og ret Haandvaerksmand og Mester i mit Fag.» — Han gik hurtigt ud af Stuen.
Hjertet brændte i mig, Børn! Harme, Ærgjerrighed, Modløshed stredes om Herredømmet i mit Sind. — Havde han dog maaske Ret?
Jeg saa paa mit Arbejde. Skummede og perlede Vandet ned ad Hjulet, som det skulde? nej, koldt og dødt flød det. Og Sivet, bøjede og svajede det for Vinden? nej, stivt og stridt delte det sig i Midten, det levende, Bevægelsen manglede. — Havde Fader set paa det med onde Øjne, eller havde jeg før været forhekset?
Det var just ikke i den gladeste Stemning, jeg den Dag kom ind til Middagsbordet. Moder mærkede det, hendes Øjne hvilede kjærligt og bekymret paa mig. Efter Bordet slog Fader mig paa Skulderen: «Godt Ord igjen, min Dreng! — men Livet er for kort til at spildes paa unyttige Forsøg, tænk derover.
Naa, vi ville lade dette hvile. — Kan Du hjælpe mig lidt i Eftermiddag, Emil, jeg vil ordne Bøger og Papirer, de vokse mig over Hovedet. Se dette Skrummel har jeg kjøbt, her kan pakkes en hel Del i»
Det stakkels Møbel, som fik denne lidet smigrende Benævnelse var intet andet end vort kjære gamle Chatol. Det tog sig kun daarligt ud dengang, Kanterne vare stødte og Polituren afslidt. Jeg lukkede Klappen op og begyndte, mørk i Hu, paa Arbejdet. Da, ja hvorledes det gik til, kan jeg ikke saa nøje sige, jeg tror næsten, mit Ærme tog fat i en Splint, nok er det, jeg følte en ubetydelig Revne i Træet. Næsten uden at tænke derved satte jeg Neglen i og trykkede til; Bunden gav straks efter, eller rettere, den øverste dobbelte Bund gled til Side, og et hemmeligt Rum kom til Syne. En stor gulagtig Papirskonvolut laa deri; den var omviklet med grøn Silketraad, og udenpaa stod skrevet med afblegede, men dog tydelige Bogstaver: En Nødskilling til min kjære Datter Johanne Margrethe. — Hvad var dog dette? jeg viste Fundet til min Fader, og vi raadsloge.
En Nødskilling stod der, maaske trængte Vedkommende haardt til den. Tiden burde ikke spildes, jeg paatog mig at udfinde rette Ejermand.
«Lad Pengene blive,» bød Fader, «og gjør mig ingen Dumheder. Det gjælder Familiepapirer, kun Familiepapirer, indtil Du er fuldkommen vis paa at have truffet det rette Spor. Her er Møbelhandlerens Adresse; han maa sige Dig, af hvem han har kjøbt det. Husk paa: Johanne Margrethe!»
Møbelhandleren havde kjøbt Chatollet af nogle gamle Damer. Hans smaa plirende Øjne gnistrede af Begjærlighed. Hemmeligt Rum, og han havde ikke anet det! Familiepapirer! jo vist, Penge, naturligvis Penge!
De gamle Damer boede højt oppe i Store Kongensgade; jeg ringede længe, før der blev aabnet, men det rørte sig gjentagne Gange ved Døren., de tittede bestemt ud paa mig gjennem Nøglehullet. Endelig kom et skikkeligt, men kyst Ansigt til Syne, to dito holdt sig i Baggrunden.
«Hvad vilde jeg?» — «Sagen drejer sig om et gammelt Chatol,» begyndte jeg. Det havde de solgt, de havde ingen Plads til det. Jeg nævnede Familiepapirer. «Familiepapirer, nej bevares!» den ene saa paa den anden, som beskyldte jeg dem for noget ondt; Døren gjorde Mine til at lukke sig for min Næse. Det var en latterlig Scene, jeg veed ikke, om de holdt mig for en Tyv eller en Politispion.
«Undskyld et Øjeblik endnu; — hedder ingen af Damerne Johanne Margrethe?»
«Nej, nej!» deres Øjne udvidedes af Forfærdelse, og Døren faldt i. Det lykkedes mig dog at faa Navnet opraabt paa den Møbelhandler, af hvem de, for et Par Aar siden, havde kjøbt Chatollet. Han boede i den anden Ende af Byen, og jeg begyndte at blive kjed af min Opdagelsesrejse. Det varede længe, før den gamle tunghøre Mand kunde forstaa hvad jeg sagde, og endnu længere, før han kunde erindre, hvad det var for et Møbel. Protokollen toges til Hjælp, og saa udfandt han omsider, at Chatollet med de tre Stjerner paa Klappen — til Lykke huskede jeg dette Mærke — var kjøbt paa en gammel Frues Auktion; hendes Datter, en Officersenke, boede i Sølvgade. Det forekom mig, at jeg endelig fik Traaden i Hænde, men ak, Damen var flyttet.
Naa, Børn, nu blive I nok utaalmodige? ja jeg blev sandelig ogsaa utaalmodig. Endnu et sidste Forsøg, saa vilde jeg gaa hjem, Mørket faldt allerede paa.
Det opgivne Hus var højt og stort. Værten boede i Stuen, han var Frisør, og et skrækkeligt Skabilkenhoved med Krøller, tilstudset Skjæg og opadvendte Øjne stod i Vinduet. Jeg besluttede at forespørge der, før jeg gik op paa fjerde Sal, hvor Fru Steen skulde bo. En lille forkrøben Tjenestepige tog imod mig. «Vil Herren vente et Øjeblik,» bad hun og forsvandt, før jeg kunde faa mit Spørgsmaal udtalt.
I Sideværelset var der Lys, Døren stod paa Klem, jeg hørte Saksen gaa: klip, klip, ellers var der dødsstille, klip, klip, det blev ved i en Uendelighed.
«Se saa,» det var en grov, selvbehagelig Stemme, der talte, «i Morgen skal Kvitteringen for Kvartalet komme op.»
Et Øjeblik efter smuttede noget gjennem Stuen, lige forbi mig, men det skete saa hurtigt og saa lydløst, at jeg ikke kunde besinde mig paa, hvad det egentlig var, jeg saa eller hørte. Jeg rejste mig imidlertid og gik ind i det oplyste Værelse. Der stod Frisøren, en lav svær Mand med dybtliggende Øjne, ivrigt beskjæftiget med at ordne en Mængde lige afklippede lange, glindsende, kastaniebrune Krøller. Udyret — jeg kalder ham et Udyr, Børn, for mit Blod koger, naar jeg gjenkalder mig denne Scene — vejede dem i Haanden og beregnede hvad de kunde indbringe.
Konen kom ind i det samme; hun havde dog et menneskeligt Hjerte, thi hun sagde: «Aa, Petersen, hvor kunde Du nænne!» derpaa tilføjede hun undrende: «At tænke sig alt det Haar paa et Hoved.»
Paa min Forespørgsel fik jeg et tilfredsstillende Svar, Fru Steen boede der i Huset, men hun var meget syg og havde været det længe.
Det var rigtig gaaet tilbage for dem, sagde Konen, de havde havt det saa godt og levet saa pænt. Frøkenen gav Timer i Klaverspil og tjente mange Penge, men nu det sidste Aar kunde hun ikke forlade Moderen, og flere Udgifter og færre Indtægter er en slem Ting. Hjertet kan saamaend bløde i En, saadan en yndig Pige hun er. — En Taare stjal sig ned ad Konens Kind; Manden rystede skinhelligt paa Hovedet. Jeg kunde have kvalt ham!
«De skulde vel ikke tilfældigt kjende Fru Steens Fornavn?»
«Jo vel,» Frisøren nikkede opmuntrende til mig, det stod i Lejekontrakten, han vilde se efter: «Johanne Margrethe Steen.»
Johanne Margrethe! jeg fløj op ad Trapperne, dog hvad kunde det nytte, jeg var jo alligevel kommen for sent.
Døren blev aabnet af en meget ung bleg Pige; hun holdt et Lys i den ene Haand, et lille hvidt Tørklæde var knyttet om Hovedet, det kort afskaarne Haar Iaa glat om den klare rene Pande, de store mørke Øjne saa spørgende paa mig. Hvor de vare dybe disse Øjne, og sorgfulde og frommel — jeg glemte ganske Anledningen til mit Komme, indtil hendes sagte: «De er vist gaaet fejl,» bragte mig til mig selv. Forklaringen tog ikke lang Tid; den blev given paa Dørtrinet med dæmpet Stemme af Hensyn til den Syge.
Bedstemoderen havde gjerne villet sagt noget paa sit yderste, men kunde ikke faa Ordene frem; det havde da vistnok været dette. Om jeg havde Pengene med mig?
«Nej,» hun saa skuffet ud. Oh, de trængte vist haardt, jeg lovede at bringe dem øjeblikkeligt.
Det gik dog ikke saa let; Fader vilde have ordentlig Besked, sættes grundigt ind i Sagen.
«Lad mig selv gaa,» sagde han endelig, idet han rejste sig og stak Konvoluten ind paa Brystet, «en Læge kan maaske være til Gavn.»
«Blot Du var kommen tidsnok til at hindre Offret,» klagede Moder, «det arme Barn! — fortæl mig lidt om hende, Emil, hvorledes saa hun egentlig ud?»
«Aa, hvorledes skulde hun se ud, mat og medtaget naturligvis.» Underligt nok opirrede Moders Spørgsmaal mig, og jeg gik ind paa mit Værelse for at undgaa dem.
Lidt efter sad jeg med Blyant og Papir ved min lille Lampe; Haanden gik næsten uvilkaarligt, som ledet af en indre Magt. Og Billedet voksede, det var hendes Ansigt, det var hendes Øjne, de saa paa mig, ja Børn, de saa paa mig, som hun havde set. Fordybet i mit Arbejde mærkede jeg ikke Faders Indtrædelse; hans Stemme vækkede mig.
«Naa jeg var der da, og alt havde sin Rigtighed. — En sød lille Pige, men skammelig overanstrengt; sin Livskraft har hun givet hen, som sit Haar; dog det kan vel oprettes, hun har jo Ungdommen. Jeg har nu skaffet dem en Vaagekone og givet nogle Anvisninger. For den Syge er der ingen Redning, desværre! Lægen har gjort hvad han kunde. Hun lider egentlig ikke, men svinder hen. — Naa, saa blev Konvoluten da aabnet; den indeholdt 1200 Kr. i Obligationer. Den unge Pige bad mig gjemme dem og foreløbig forstrække hende med 40 Kr.; stakkels Lille, hun lod til at være meget venneløs. — Men Du hører jo kun med halvt Øre, Emil — hvad har Du der?»
Fader skjød min Haand fra Papiret og holdt, med en halv foragtelig Mine, den lille Tegning hen for Iyset.
«Nej, det maa jeg sige,» udbrød han pludseligt, idet han maalte mig med sit klare Blik, «dette ser ud efter noget!»
Han betragtede det igjen: «Gjør det færdigt og faa det paa Udstillingen, min Dreng, saa kunne vi tales ved.»
Endnu i Døren vendte han sig om: «Disse Par Streger ere mere værd, end alle dine Mølledamme tilsammen!»
Hvad jeg følte kan ikke beskrives; det var, som vaagnede der noget i mig. En Fugl, der pludselig mærker, at den har Vinger og kan bruge dem, maa være saaledes til Mode.
Gjør det færdigt og faa det paa Udstillingen, havde Fader sagt. Jeg saa paa Billedet, o nej, nej, det vilde jeg ikke! der stod hun bly og stille, som en lille Nonne, og jeg skulde drage hende frem for alles Blikke? aldrig!
I samme Øjeblik fik jeg en lys Idé, greb et Stykke Papir og tog igjen fat; nu gjaldt det Fader.
I kunne ikke tænke Eder min Henrykkelse, da det lykkedes, og den Gamle rejste sig fra Papiret, lyslevende med sit kloge gjennemtrængende Blik, sin tillidindgydende Mine, sin hele kraftige, dygtige Personlighed. Jeg sprang op, sikker paa mig selv, vis paa mit Kald og min Fremtid. Det var Mennesket, Mennesket som jeg elskede og forstod, jeg skulde gjengive.
Glade Syner og store Planer droge gjennem Sjælen, medens jeg gik op og ned ad Gulvet, Time efter Time, Lampen brændte mat, det var allerede Daggry, da jeg standsede. Endnu engang betragtede jeg det lille Billede af hende; det var, som de dybe Øjne saa mig ind i Sjælen, og jeg bluedes. Medens jeg drømte stolte Drømme om Hæder og Ære, havde hun vaaget stille ved Moderens Leje. Den Højestes Velsignelse være over hende!
Klokken var næppe syv, da jeg stormede ind til Fader. Han var ikke ganske færdig med Paaklædningen og vendte et fortrædeligt Ansigt imod mig. Det opklaredes dog straks, da jeg rakte ham Udkastet.
«Hvorledes? — ah!» han betænkte sig et Øjeblik, «naa, jeg er vel nødt til at staa en Time før op herefter, at jeg kan faa Tid til at sidde for min Hr. Søn.»
Der var noget forunderlig styrkende i denne ubetingede Anerkjendelse, netop af ham, der før havde bestridt mine Anlæg.
Det var en glad Tid, Børn, en Haabets Tid. Jeg arbejdede af hele min Kraft paa Faders Billede, og det voksede frem Dag for Dag, og blev ham. —
«Hvorledes er det med Fru Steen?» spurgte Moder en Middag, «Du gaar der jo jævnligt.»
«Det er snart forbi.»
«Og hvor vil Datteren saa hen?»
«Hun veed det næppe selv, lille Stakkel! — Moderens Broder er Præst i Nærheden af Skagen; han har syv Børn og vil gjerne have hende til Lærerinde for de største. Faderens Søster er gift med en Sysselmand paa Island, der vil hun ogsaa være velkommen. — Gaar det efter mit Hoved, tager hun den første Tid til os, og ser at komme lidt til Kræfter, før hun bestemmer sig.»
«Der mødes vi, Fader,» sagde Moder glad, «det var netop mit Ønske. Det Barn har faaet Plads i mit Hjerte, skjønt jeg aldrig har set hende.»
Fjorten Dage efter sad hun i vor Dagligstue, stille og bleg i sin sorte Dragt. Moder var meget omhyggelig og kjærlig, og hun saare taknemmelig. Da Fader kom ind, lysnede hendes Ansigt, han havde jo kjendt hendes Moder, der var et Berøringspunkt imellem dem. Hun gik ham i Møde, rakte ham begge sine Hænder og brast saa i Graad.
«Græd kun, Barn, det skal have Luft,» Fader lagde kjærligt Armen om hendes Liv, «græd kun, her er De hjemme.»
Hun kæmpede dog tappert, trængte Taarerne tilbage og holdt Sorgen for sig selv. Til Moders Bemærkninger havde hun altid et venligt Ord, ja, selv et lille Smil, saadan et bedrøveligt lille Smil, det skar mig ordentlig i Hjertet.
Hun havde vel været en Maanedstid hos os, eller lidt mere, da jeg en Dag traf hende og Fader inde paa mit Værelse. Han havde vist hende sit Billede, og hun saa oplivet ud.
«Jeg holder dog ikke rigtig af det,» sagde hun dæmpet til mig, «Deres Fader har et varmere, venligere Udtryk, ikke dette satiriske Blik.»
«Naar han ser paa Dem vistnok ikke, men naar han ser paa andre, paa mig for Eksempel.»
Hun rystede vantro paa Hovedet Det traf sig imidlertid saa heldigt, at den gamle Herre netop ved Middagsbordet var i sit spottelystne Lune. Jeg saa Johannes Blik hvile paa ham, derpaa fangede jeg det; hun rødmede og smilede slaaet af Ligheden.
Omtrent paa samme. Tid blev Stuepigen, Moders højre Haand, syg; det gav en Del Bryderi og Forstyrrelse i Huset, og Johanne tilbød sin Hjælp. Moder, der indsaa, at her var et godt og naturligt Middel til at adsprede den unge Pige, lagde straks Beslag paa hende, og vi saa med Glæde, at Rødmen, lidt efter lidt, kom tilbage og med den Livligheden. Sorgen var lige stor, men hun hengav sig ikke udelukkende til den; Livet begyndte at faa Interesse igjen, hun var jo nyttig. — Moder kunde ikke noksom fremhæve, hvor godt Hænderne sad paa hende. Efterhaanden overlodes alle en Datters smaa hjemlige Pligter til hende.
Udstillingstiden nærmede sig nu med stærke Skridt. Jeg havde to Billeder færdige; det ene var naturligvis Fader, men det andet, kunne I gjætte, hvem det andet var? — ingen anden end min gamle Ven, den lille Vogterdreng fra Mølledammen. Der stod han med sine Træsko, sin stribede Vest, sin røde Hue, sit poliske Ansigt. Snøren holdt han i Haanden og satte netop, i bedste Ro, Madding paa Krogen.
Vi vare alle dygtig spændte i den Tid, Fader ikke mindst, skjønt han skammede sig ved at tilstaa det Det gik dog ikke alene godt, men langt, langt over Forventning, Ros og Anerkjendelse strømmede ind; jeg bøjede mit Hoved, det var næsten for meget.
Johanne tog levende Del i mine Triumfer, dog, forekom det mig, snarere for Faders, end for min Skyld, og det ærgrede mig lidt.
En Dag havde jeg været i stort Selskab og kom hjem, ærligt talt, ganske opfyldt af mig selv. Min Skaal var bleven drukket, og de smukke Ting, man havde sagt, klang endnu for mit Øre.
«Det svimler da vel aldrig?» spurgte Fader tørt «Hør min Dreng,» vedblev han med Hjertelighed «dette duer ikke. Jeg tænker, det er bedst, vi gjøre Udveje til Rejsen. — Du har meget at lære, Emil, først og fremmest hvor lille Du er. Og lad mig se, Du stiller dit Maal højt, at Du kan have noget at vokse efter.»
Der var Mening i den Tale, og den bragte mig til Fornuft. Jeg vilde dog nødig rejse, saa længe Johanne var hos os, og vovede at gjøre en Indvending.
«Skal det være netop nu, Fader?» Han saa mildt paa mig: «Jo fastere Du er knyttet til Hjemmet, jo tryggere sender jeg Dig ud i Verden.» Det var alt, hvad han sagde, men nu vidste jeg, at vor Forening havde hans Samtykke og Bifald.
Der blev hurtigt truffet Forberedelser til Rejsen, Moder fik travlt, og Johanne hjalp hende. Naar jeg saa hende sysle saa kvindelig yndigt i Hjemmet, saa datterlig i sit Forhold til Fader og Moder, kunde det næsten forekomme mig, som var hun allerede min. I saadanne Øjeblikke bragte hendes rolige Mine mig dog snart til Besindelse; hun omgikkes mig med utvungen Ligefremhed og havde ikke den fjerneste Anelse om, at hun var mit Hjertes udkaarne Brud. Der var undertiden noget meget pinligt i dette, og jeg mistvivlede stundom, om det vilde være mig muligt at vinde hende.
En Aften traf jeg Moder i Taarer; Johanne stod hos og trøstede.
«Det vil være et stort Savn for Deres Moder, naar De rejser,» sagde hun blidt. Moder havde forladt Stuen.
«Gud ske Lov, at De er her,» lød mit Svar.
Hun saa op: «Jeg rejser snart; Deres Forældres store Godhed er allerede bleven misbrugt for længe.»
«Høflige Ord,» svarede jeg spøgende, «der skulle dølge, at De kjeder Dem. — Men jeg maa indrømme, det er højst naturligt, at De kjeder Dem i dette ensomme gamle Hus.»
«O nej, jeg holder netop af dette Hus; Stilheden og hele Livet her gjør mig godt. — Kunde jeg ikke snarere tale om høflige Ord, som skulle dølge den Velgjerning, der vises mig.» —
Endelig oprandt Afrejsens Dag; Moder tog Afsked med mig i Hjemmet; Fader og Johanne fulgte til Skibet.
Saa stod jeg da paa Dækket og vinkede hen til dem; hun støttede sig tillidsfuldt til Faders Arm og viftede igjen. Og jeg saa paa ham, og mit Bryst svulmede af Ønsket om at bringe det vidt, gaa frem, faa et Navn. Og jeg saa paa hende og forstod, at der dog var noget andet, noget langt vigtigere og højere at leve for; og Tanken vendte indad med ydmyg Bøn om at blive god. Se, saaledes er det en ren og from Kvinde givet, uden alle Ord, at minde En om det ene Fornødne.
Og det gik, som Fader havde spaaet, jeg lærte snart at blive lille, ganske lillebitte, og jeg stak mit Maal højt, saa højt, at den hvidhaarede Olding endnu ikke har naaet det, skjønt hans hele Liv har været en ærlig Stræben derefter.
Det var en arbejdsom og lykkelig Tid, trods Længsel og Uro. Fra Hjemmet fik jeg stadige og gode Efterretninger. Johannes Rejse til Island eller Skagen var opgivet, hun havde endelig indset, at hendes Velgjørere — saaledes kaldte hun dem — virkelig trængte til hende. —
Jeg fik mange Bestillinger, flere end jeg kunde overkomme; Pengene strømmede ind.
Johanne havde engang talt om, hvor skjønt det maatte være at kunne gjøre godt, og dobbelt skjønt for den, der selv havde set Nøden Ansigt til Ansigt. Hun skal gjøre godt, tænkte jeg nu, hendes Haand skal skabe Velsignelse rundt omkring sig, og saa lagde jeg en lille Sum hen til dette Brug af hver Indtægt. Og i den Tur er det blevet, Børn, endnu den Dag i Dag maa jeg skatte til Bedstemoder.
Efter to Aars Forløb kom jeg hjem, Sjælen opfyldt af Skjønhedsindtryk, Kofferten af Malerier, Skitser og Udkast. — Det var Foraarstid, Bøgen var nylig sprungen ud, de grønne Kyster vinkede velkommen. Mit Fødeland var dejligt, velsignet! al den fremmede Herlighed kunde ikke veje op mod dets hjemlige Ynde.
Der gik mange Tanker gjennem Sjælen dengang, overvældende Tanker. Hvor underligt havde Herren ført mig, hvor naadigt havde hans Haand holdt mig oppe!
Naa, det var en Lyksalighed at se dem igjen. Fader, Moder og hende, og hvor hun var dejlig! det rige, brune Haar lokkede sig igjen om det lille fine Hoved, paa Kinden blomstrede den fagreste Rose, og Øjet, ja Øjet var dugget af Glædestaarer for min Skyld.
Tre Maaneder efter flyttede et lykkeligt Brudepar ind i dette Hus. Fader havde ladet det gamle Chatol, som jeg skyldte saa meget, istandsætte og oppudse, det og Huset vare hans Brudegaver. — Og nu kunne I vel nok tænke Eder, Børn, hvad det er for et Billede her hænger.
Bedstefader drog varsomt Sløret fra Portrætet.
O ja, det var Bedstemoder, ung og yndig, men dog den samme Bedstemoder vi kjendte og elskede. Et lille hvidt Tørklæde var knyttet under Hagen, man saa tydeligt de afklippede Haar ved Tindingerne; Ansigtet var saa blegt og fint, saa rørende, de fromme, forunderlig dybe Øjne saa En lige ind i Hjertet.
«Se saadan var hun,» endte Bedstefader, «Gud velsigne Eder, I Smaa, at I maa komme til at ligne hende i selvfornægtende Kjærlighed.»