Knud Nielsen
Knud Nielsen
Det var en klar, varm Juniaften; Engen duftede af det nyslagne Hø; Stak ved Stak stod det, saadan en Velsignelse havde der ikke været i Aaringer. Den lille mutte Klokke i Landsbykirken ringede til Aftenhvile, og Folkene slentrede hjem. De fulgtes ad, to eller flere, talende fornøjeligt sammen. En middelhøj, graahaaret Mand gik dog for sig; underlig ensom og indadvendt gik han bagefter de andre. Ved Indgangen til Landsbyen drejede han af; hans lille Bolig laa et Stykke borte, henne ved Krattet nedenfor Bakkerne. — Men hvem var det, der gik op og ned udenfor Huset, med utaalmodige Skridt, som En, der venter? Det var jo «vor Fader» selv, Sognets unge Præst.
«God Aften, Knud Nielsen!» raabte han i en livfuld Tone, «god Aften! det har været en travl, varm Dag, ikke sandt? og I er ikke længer ung.»
«God Aften igjen og Guds Fred. — Nej, ung er man jo ikke mere, men saa længe En har sin Helsen, duer det ikke at klage.»
Manden skottede, medens han satte Leen fra sig, tvivlsomt til Præsten; hvad vilde han?
Udenfor under Hylden stod en gammel Bænk; Præsten satte sig paa den; han saa ud, som gjemte han en god Tidende.
«Her har I jo en rigtig hyggelig Plads, ligefor Solnedgangen. Aa sæt Jer dog hos mig. — Jeg har faaet et Brev i Dag, kan I gjætte fra hvem?»
Knud fik et enfoldigt Udtryk i Ansigtet og sagde:
«Nej,» men Trækningen om Munden sagde: «Jo.» «Det angik Jer, naa, jeg kan lige saa godt sige
det straks: Brevet var fra Jer Søn og indeholdt 100 Kr., hvert Kvartal vil der komme en lignende Sum. Han lader mig ordne alt, saa I kan faa en god, blid Alderdom. — Jeg kjender ham jo slet ikke, men har i mit stille Sind mangen Gang tænkt, det var underligt, han ikke gjorde noget for Eder, og derfor glædede dette mig dobbelt. Selv føler han vist ogsaa, at han ikke har opfyldt sin Pligt; han skriver nemlig, at det først ved hans lille Drengs Sygeseng ret var gaaet op for ham, hvad han skyldte sin Fader. — Underlig nok tror han, at jeg bedre kan anvende Pengene end I selv, men da I har Jer fulde Aandskraft og er den ædrueligste Mand i Sognet, er jeg af en anden Mening. — Her er Summen; saa stor en Seddel har I næppe ejet før, hvad? — I er lidt overvældet, kan jeg mærke, Gud velsigne Jer, det er saa rimeligt; nu gaar jeg ogsaa; i første Øjeblik vil man helst være ene med Glæden, som med Sorgen.» Han nikkede venligt og gik bort med lette, elastiske Trin; Verden var ikke saa slem endda, tænkte han.
Ene med Glæden! — var det Glæde, der lod Haanden kramme den kostbare Seddel sammen, som var den en værdiløs Papirslap. Tankerne kom stormende, Fortiden rejste sig, alle Minder, de lyse og de mørke, gave Møde.
Saadan, naa saadan, paa anden Haand, som en Almisse, men jeg vil ikke! — en lille Dreng, Herregud, har han en lille Dreng; mon han ligner ham, mon det er saadan et dejligt, dejligt Barn, som han var!
Og Tanken gik tilbage til hin Dag, der gjorde ham fattig og rig paa een Gang, tog Hustruen og gav Barnet. Han saa Ane Grethe ligge paa Sengen saa hvid og stille, hende han havde holdt af og stræbt for i Aaringer og endelig ført hjem. Dødt og tomt syntes alt, hvad skulde han her mere? — da lød pludselig en spæd, hjælpeløs Klynken: Barnet! varsomt løftede han det op, hvor det var lille og let, to underlig klare Øjne mødte hans. Det var, som hans Hjerte skulde gaa itu af Sorg, af Glæde og af Medynk, men Tomheden var borte, han maatte jo være baade Fader og Moder for den Lille. Folk fra Landsbyen kom nu til; en tilbød at tage Barnet, alle vilde de give Raad og blande sig i enhver Ting, ja, de havde endogsaa en ny Kone paa rede Haand til ham; Knud Nielsen maatte ordentlig værge for sin Frihed. — Præstekonen holdt den lille Dreng over Daaben, hendes Datter stod hos. «Nu have vi ogsaa Del i ham,» sagde de, og han fandt, det var en Ære.
Hvor var han ikke glad, da Drengen først voksede fra «Kvindfolket», og han kunde have ham for sig selv. Stor og rask var lille Niels, klare, livlige blaa Øjne havde han og hele Hovedet fuldt af gyldne Øinge. Faderen lærte ham selv at gaa; med en Sirupskringle lokkede han ham fra Stolen til den rødmalede Bænk under Vinduet og fra Bænken til Døren. Tale lærte han ham ogsaa; hvor kunde han dog sige det Ord: Fader! i hver Glæde, i hver Nød raabte han Fader, Fader! — og han lærte ham senere at folde de smaa Hænder til Bøn til den Fader, som er i Himlene; Knud Nielsen blev hel sælsom til Mode, han var ikke ene med Barnet, syntes han.
Den Sommer fulgte Niels med overalt, sad paa Grøftekanten, medens Faderen arbejdede, eller løb om, plukkede Blomster og samlede Stene. Folk holdt af den smukke venlige Dreng og vare gode imod ham. Om Vinteren snittede Knud River, Klemmer og Træskeer; det bragte vel ikke stort ind, men dog altid en Skilling til Hjælp. For Niels skar han Møller og smaa Vogne, ja noget paa to Ben, der lignede et Menneske. Barnet stirrede forbavset og henrykt paa ham:
«Nej, hvad Du ogsaa kan, Fader!» «Hvor det dog er en dejlig Dreng,» sagde Fremmede altid, og det holdt Knud Nielsen nok af at høre. Han gjorde nu ogsaa sit; ren og pæn blev den Lille holdt, ja, endogsaa pyntelig; gamle Birthe Sypige skar Moderens Tøj om til ham, det blev syet lidt finere som Skolelærerens Drenges. De andre Husfolk rystede paa Hovederne deraf og tænkte deres — maaske var det ogsaa forfængeligt!
Det var lykkelige Vinteraftener, da han lærte sin Øjesten Bogstaver; der var snurrevarmt i Stuen fra den lille Bilæggerovn, men det holdt de begge af; Spiddelyset i Blikstagen gjorde sit muligste for at oplyse Rummet; midt paa Bordet stod et rødmosset Æble, som Niels skulde have, naar han gjorde sig Umage. Og han gjorde sig Umage, men hvad havde han ikke ogsaa for et Hoved; han forstod jo alt, næsten før Faderen fik udtalt, og tusinde Ting havde han at spørge om; den Store blev tidt Svaret skyldig. Niels kunde læse rent, skrive Bogstaver og tælle, før han kom i Skolen.
«Det er en flink Dreng,» sagde Skolelæreren kort efter, «jeg vil give ham en Aftentime med mine egne Børn.»
«Bliver det ikke for megen Lærdom?» — det havde kostet Knud Nielsen stort Hovedbrud at erhverve sine egne sparsomme Kundskaber, «sig selv, Niels, har Du Lyst?»
Om han havde Lyst!
«Fader, Fader! nu skal Du bare høre,» og saa fortalte han snart det ene, snart det andet, læste højt af Læsebogen og viste paa Landkortet. Det var, ligesom Verden blev større for Knud Nielsen, Barnets Videlyst smittede, han begyndte ogsaa at faa Tanker ved enhver Ting.
Og Aarene gik; Niels skjød rask i Vejret, kraftig og høj af sin Alder. Det smukke lyse Haar krøllede tæt om det rødkindede frejdige Ansigt, Moderens Ansigt, kun udtryksfuldere. Præsten læste nu med ham, og Faderen begyndte at grunde over, hvad alt dette skulde blive til.
Saa kom Præsten en Søndag Morgen ind i den lille Stue, betænksom og højtidelig; Niels sendtes ud i det fri, han vilde tale ene med Faderen.
«Der er et godt Hoved paa Jer Dreng,» sagde han uden Indledning, «han kan blive til alt, om Vorherre ellers vil. Det er en egen Sag at føre nogen fra deres Vej, men saadanne Evner bør ikke spildes. — Jeg har tænkt længe frem og tilbage over Sagen, og vil gjøre, hvad jeg kan, men I maa ogsaa selv anstrenge Jer, om det skal blive til noget. I sidder jo ret godt i det og kan vel nok paatage Jer at klæde ham og hjælpe lidt med til Bøgerne. — En Friplads i Skolen og et Legat vil kunne opnaas. — Naa, hvad mener I?»
«Med Forlov, hvad skulde det føre til?» «Vor Fader» trak paa Smilebaandet; «Først faa vi ham til Student, ligesom min Anton, og senere naar alt føjer sig, som vi haabe, til Præst.»
Knud Nielsen hørte ikke meget af, hvad der siden blev sagt. Præst, Præst, klang det hele Tiden for hans Øre; det skulde Ane Grethe have vidst, vor Dreng Præst, — Ja, vistnok vilde han bidrage, han vilde arbejde mere, staa før op, gaa senere i Seng, undvære sin Snaps Formiddag og Eftermiddag og ogsaa Aftenpiben — det faldt lidt haardt — men ogsaa Aftenpiben. Pengene skulde nok komme frem; en lille Spareskilling havde han desuden, den maatte naturligvis springe.
Kirken saa anderledes ud, end den plejede, hin Søndag Morgen, Præsten saa anderledes ud i Solskinnet, der faldt paa skraa henad hans sorte Dragt, da han stod foran Altret. Knud Nielsen foldede Hænderne: skulde han nogensinde opleve! — mellem Barnestemmerne skjelnede han tydelig Niels's smukke klare Røst:
«Hvo ikkun lader Herren raade — »
Saa kom Drengen da til Byen og i Skole, og Dagene bleve med et evig lange; medens Knud spiste sit tykke Fedtebrød, uden Snaps, plejede han at stirre paa det lille Bornholmeruhr og undre sig over, saa snegleagtig Viserne skred frem.
Hvor han huskede det første Brev, ja, det laa da i Læddiken endnu; siden han var i Kongens Tjeneste og fik Brev fra Ane Grethe, der var Stuepige paa Herregaarden, havde han intet Brev faaet.
«Jeg længes saadan, Fader,» stod der, «men jeg skal nok holde det ud, for din Skyld.»
I Sommerferien ventede Præsten sine Sønner og et Par Kammerater hjem, Niels fik Lov til at følge med i Vognen, der hentede dem.
Rugen blev høstet, det var en solhed Dag; Knud Nielsen stod netop og pustede, medens han tørrede sin Pande og regnede ud, naar de kunde komme, da Vognen rullede om Hjørnet.
«Fader!» lød det højt og klart, akkurat paa den gamle Maade, og hans Dreng, hans egen Dreng, sprang rask ud af Vognen, over Grøften og lige i hans Arme: «Fader!»
Stor og endnu smukkere var han bleven, og hvor saa han ikke fin ud i sin Klædestrøje med den hvide Halslinning! — De andre Folk standsede Arbejdet og saa til. «Aa Fader, jeg er saa glad!» i det Øjeblik gik en Strøm af Stolthed gjennem Knud Nielsens Sjæl, ikke af Tak til Gud, men af Stolthed. — Den ensomme gamle Mand paa Bænken under Hylden mindedes det med Anger.
Der var en hel Del at fortælle Faderen, og meget Niels skulde lære ham; bare han selv vilde, skulde det nok gaa, ogsaa med Latinen, men det sagde Knud sig straks fra. Da Drengen var mindre, kunde han bedre følge med, nu gik det for hurtigt, og et utaalmodigt: «Det er da ogsaa kjedeligt, at Du ikke engang kan forstaa det,» lød af og til, men alligevel havde de stor Glæde af hinandens Selskab.
«Hold Dig til Gud og stræb frem,» lød Faderens Ord ved Afskeden, og Niels saa ham lige ind i Øjnene og sagde: «Det vil jeg, men naar jeg faar Præstegaarden, skal Du ogsaa bo hos mig, Fader, for det har Du lovet!» —
Der kom ikke mange Breve, men nu og da standsede det landlige Postbud dog udenfor Huset, blinkede polisk med sit eneste Øje, og sagde, idet han slog paa den fedtede sorte Taske: «Jeg har intet Brev til Jer, nej, paa det Lav, ha, ha,» og saa kom Brevet frem. Knud Nielsen kunde høre paa Mandens Trin, længe før han saa ham, om der var Brev eller ikke. For Naboer og Venner var han efterhaanden bleven ligesom fremmed og levede sit eget stille Liv, glad i Haabet og i Fremtidsdrømme om Præstegaarden:
Sønnen alle Vegne — altid i Præstekjole — Sønnen i sit Studerekammer, Sønnen paa Prædikestolen, Sønnen ved en simpel Grav, talende et Par hjertelige Ord med vaade Øjne. — Forunderlig lykkelig var Knud Nielsen, naar han kom hertil; den gamle Spændebibel toges da gjerne frem, og han læste et Kapitel i den. Det gik Niels udmærket i Skolen; gode Karakterer, god Opførsel. «Vi har Glæde af ham,» sagde Præsten. Da han kom igjen, var han vokset fire Tommer. Livlig, rask og dygtig var han, men lidt kort for Hovedet sommetider. Han gik jævnligt til Præstegaarden og talte ikke ganske paa den gamle Maade med Faderen; af og til begyndte han paa noget, men brød hurtigt af, som vilde han sige: nej, det er sandt, det forstaar han sig ikke paa. God og kjærlig var han dog, og de byggede paa Luftslottet i Forening.
De to følgende Ferier kom han ikke, en Skolekammerat tog ham med sig til sit Hjem, en prægtig fyensk Herregaard. Knud fandt det haardt, men Præsten mente, at det Venskab kunde blive Drengen til Gavn i Fremtiden.
Hvor var han ikke forandret, da han endelig kom, og hvor fandt han ikke alt forandret; han kunde slet ikke lægge Skjul derpaa, det blinkede ud af hans livfulde Øje, selv om han ikke sagde et Ord: Det lille Hus, Sengen, Maden, Faderen, ja ogsaa Faderen, og han mærkede det. Første Søndag gik de i Kirke sammen, men næste bad Niels om at maatte blive hjemme og fiske. «Jeg har ingen Lyst,» sagde han, og den Gamle — Knud Nielsen følte sig pludselig til Aars — gik da ene ad Stien gjennem Krattet, idet han grundede over Sønnens Opførsel. «Kan hænde, han skammer sig over mig, — naa ja, underligt var det vel ikke.»
Kort efter blev Niels bedt op til Præstens; der var mange Unge samlede; de skulde gaa en ordentlig Tur helt ud til Topstrupbanke. Knud Nielsen var paa Marken, da den glade Skare kom hjem; han hørte deres muntre Sange og friske Latter, han saa sin Dreng imellem dem; med løftet Hoved gik han der, kjæk og smuk som en Prinds. — Nu kom de, han havde Lyst til at gaa af Vejen, men hvor skulde han hen? — —
Niels saa Faderen og blev blussende rød; han gik et Skridt forbi, standsede derpaa pludseligt, vendte sig helt om og sagde højt og tydeligt, paa een Gang hensynsfuldt og ligesom udfordrende: «God Aften, Fader!»
Knud blev staaende ganske stille; en Følelse af bitter, bitter Skuffelse gik gjennem hans Sjæl. Drengen havde intet at bebrejde sig, tvertimod, han havde gjort sin Pligt, overvundet sig selv og gjort sin Pligt, men det var just det tunge, at det havde været en Overvindelse. — Fader! aa, det var ikke det gamle Fader fra fordums Dage; — det var, som Baandet imellem dem løsnede sig.
Næste Aar blev han Student; det gik over al Forventning; Præsten sendte Bud efter Knud Nielsen og fortalte ham det hele.
Da Niels den Sommer kom hjem, var han vokset Faderen over Hovedet og saa ud som en Herre. Han var hjerteligere end forrige Gang, syntes Knud. «Jeg har rigtignok ladet mit Tøj blive paa Præstegaarden, Fader,» sagde han dog, «de have indbudt mig til at ligge der, og saa er Du fri.»
«Naa, Du vil ikke være hos mig, — aa ja, her er jo ogsaa kun simpel Lejlighed, nu Du er bedre vant.»
«Det er ikke derfor — Du maa ikke tro, jeg er saadan, men Stuen er lille nok for Dig ene, alt for lille! — Gud give, jeg ogsaa engang maa kunne gjøre noget for Dig!»
Det blev sagt med Varme, men Knud holdt ikke af Udtrykket: «gjøre noget for Dig.» — Gud velsigne ham, tænkte han dog siden, jeg er pirrelig og sær, han mener det jo saa godt.
De første Dage kom Niels hver Aften; han var altid venlig, men talte ikke paa gammel Vis om sine egne Ting; det var, som opledte han med Flid Emner, Faderen var inde i og havde Interesse for, og saa søgte han at gjøre sin Udtryksmaade saa forstaaelig som tænkeligt. Knud følte dette næsten instinktmæssig, det ærgrede ham, og han blev mut og ordknap. Naar Niels havde siddet lidt, plejede han at tage Uhret frem og faa Hastværk. Det varede heller ikke længe, før en Aften blev sprunget over, derpaa flere; til sidst gik hele otte Dage, og nu skulde han rejse.
«Der er noget, jeg maa tale med Dig om, Fader!» sagde han sidste Aften, idet han tog Plads paa den lille Vinduesbænk, «noget, der vil gjøre Dig ondt, derfor har jeg udsat det Dag efter Dag. — Hør nu taalmodig paa mig, og vær god og overbærende.»
Det vilde han være, havde han ikke altid været det?
«Jeg veed,» begyndte Niels igjen, «at det har været dit kjæreste Ønske at faa mig til Præst, men jeg duer ikke til det, jeg kan ikke med udelt og ærligt Sind indvie mig til saa alvorsfuld en Gjerning, jeg har ingen Lyst.»
Knud Nielsen sad maalløs, som havde Lynet slaaet ned for hans Fod. Sønnen vedblev i en blødere Tone:
«Det er ikke, fordi jeg er en Tvivler, tvertimod, jeg har for megen Tro til, at jeg kan betragte Præsteembedet som et blot og bart Levebrød. — Men se dog ikke saa forfærdet ud, derfor er jo intet tabt, Du kan faa Glæde af din Dreng endda, gamle Fader, der er andre Veje! — veed Du hvad jeg havde Lyst til at give mig i Kast med? Loven. Sagfører, det er noget, der ligger for mig; Du skulde bare høre, hvordan jeg kan disputere, ja, selv med Præsten, jeg kan vende og dreje hans Beviser, saa han til sidst hverken veed ud eller ind.»
«Men er det ikke fra den Onde?»
«Tys, tys, hvor vil Du hen, kun hvad Ret og Sandhed er, vil jeg forsvare. Med Lov skal man Land bygge, veed Du nok.»
«Naa ja, Gud hjælpe os, saa det skulde ende saadan, Lommeprokurator eller saadan noget. — Min salig Fader, og det var en klog Mand, sagde altid, at eet Guldstykke kunde dække Lovens ene, to begge dens Øjne. Guldstykker faar Du kanske nok af, men —»
«Saavist hjælpe mig Gud, vilde jeg ikke eje en Skilling, jeg behøvede at rødme for! — tror Du mig?»
«Aa ja, — det er vel ogsaa bedre nuomstunder, men —»
«Intet Men! — Præsten veed det, han siger, at jeg bør følge min Lyst; han har ikke fraraadet min Beslutning, snarere opmuntret mig. — Jeg vilde ogsaa gjerne have dit Bifald.»
«Mit Bifald, aa, det gjælder Dig vel ikke stort;» der var Bitterhed i Tonen, han saa ikke op.
«Du maa ikke tro, jeg er utaknemmelig, Fader! jeg føler godt alt, hvad Du har stridt for min Skyld. — Maatte den Dag oprinde, da jeg kunde gjøre noget for Dig.»
Der var det igjen! Knud Nielsen rystede paa Hovedet.
«Farvel, Fader, Du maa ikke være vred!»
«Farvel, Niels, jeg er ikke vred.» — For første Gang sagde han ikke: hold Dig til Gud og stræb frem.
Det var et Hjertestød; Knud kunde slet ikke forvinde det. Der laa Præstegaarden i Grus, det var, ligesom hans Tanker vare blevne husvilde. — Han længtes efter den fredelige, stille Grav, skjønt ingen vilde staa med Taarer i Øjet og tale et hjerteligt Gudsord over ham. Og han saa paa sin gamle Bibel, den havde før været som et Bindeled mellem ham og Sønnen; alt, hvad Niels lærte, førte dog tilbage til den og støttede sig paa den, og hvad han ikke kunde fatte nu, vilde Sønnen engang forklare ham; i dens Lys var hans Enfold og Ringhed ingen Skillevæg imellem dem. Men nu — alt hvad Sønnen havde lært og skulde lære blev som en Adskillelsesmur, hvert lille Offer, han selv havde bragt, var en Sten til Bygningen.
I flere Aar kom Niels ikke hjem, og kun sjældent havde Postbudets Skridt den tøvende Lyd, der bebudede Brev.
Af og til naar Præsten mødte Knud, kunde han standse og sige: «Vi har Ære af Fyren, han arter sig godt,» og det var jo glædeligt at høre, men han syntes dog, det var, som havde han halvt om halvt, mistet sit Barn.
Niels vilde ikke længer modtage Pengehjælp, han fik Legater og tjente godt ved at give Timer: «Nej, tage vil jeg ikke,» skrev han, «det er slemt nok, at jeg endnu intet kan give.»
Saa blev Aftenpiben da røget igjen, men den havde ikke ret Smag som før.
Der gik lang Tid, inden det næste Brev kom: «Bedste Karakter, Hurra!» var hele Indholdet,
«Saa vidt kom vi,» Knud Nielsen stønnede næsten, «Gud Herren være nu med ham paa de slibrige Veje! maa jeg engang kunne svare Dig til vor Søn, Ane Grethe!»
Da Niels kom hjem, var han igjen som en anden — Knud syntes hver Gang han var en anden — og dog havde han det samme klare, frejdige Ansigt, de samme ærlige Øjne og de samme Krøller, kun lidt mørkere. Panden saa større ud, mere hvælvet, der var et klogt, fast Udtryk om Munden; han var høj og ragede frem, hvor han kom. Knud Nielsen tænkte med sorgblandet Stolthed, at han aldrig havde set hans Lige.
«Naa, hvordan har Du det Fader?» han slog ham paa Skuldren.
«Tak, som ellers.»
Niels saa sig om i Stuen, Levningerne af Aftensmaden stod der endnu, hans Øje faldt paa det tomme Snapseglas.
«Maa jeg lukke Vinduet op? her lugter ikke godt.»
Der var noget i Tonen, som mishagede Faderen de havde ikke meget at sige hinanden den Dag.
Da Niels kom næste Gang, var Aftensmaden igjen fremme; Knud Nielsen havde havt en streng Arbejdsdag, Flaske og Glas stod foran ham.
«Uh, det Brændevin!» sagde Sønnen, og saa skjød han til Flasken. — Knud begyndte at blive vred; han var langsom til at blive vred, men blev han det først, blev han det til Gavns. Den unge Mand paa sin Side havde nylig oversat et Værk om Drikfældighed og var helt opfyldt deraf. To Gange havde han set Faderen i Færd med den farlige Drik, det syntes ham, han kunde have en ordentlig Forelæsning behov. Varmere og varmere talte han sig, og stærkere og stærkere svulmede Aarerne i Knud Nielsens Pande. Var det derfor, han havde nægtet sig den lille Hjertestyrkning i Aaringer: for engang at opleve dette?
«Tro mig, det fører til Undergang,» vedblev Niels, «Skridt for Skridt fører det uundgaaelig til —»
Længere kom han ikke, den Gamles barkede Næve slog haardt i Bordet, saa Glas og Flaske klirrede:
«Hold Mund, Knægt! — jeg er din Fader!» Niels veg tilbage. — Laa der noget i hans Bevægelse, som vilde han sige: «ja desværre!» Knud Nielsen syntes det, men maaske var det Indbildning. Der gik ikke et Ord over hans Læber, rolig tog han sin Hat, hilste og gik.
Det var for meget! — og saa troede Drengen vel oven i Kjøbet, at han havde Ret, Hidsigheden var vel, i hans Øjne, en Følge af stærke Drikke. — Den kolde Sved Sprang ud af Knud Nielsens Pande blot ved Tanken paa hin Stund.
Siden var det aldrig blevet godt; Sønnen kom jo nok for at sige Farvel, men han var fornærmet og ventede et Ord, og Faderen var fornærmet og ventede et Ord. Tavse stirrede de paa hinanden.
«Før jeg rejser,» sagde Niels dog til sidst, ikke uden Kamp, «vil jeg blot fortælle, at jeg har grundet Haab om at blive ansat, og at det vil være mig en sand Tilfredsstillelse, hvis jeg kan gjøre noget for Dig.»
«Jeg skal aldrig drikke dine Penge op, aldrig! — jeg trænger ikke.»
«Farvel!» han sagde ikke Fader, Ordet vilde ikke frem, dog rakte han Haanden, og saaledes skiltes de. —
Knud Nielsen blev med eet en gammel Mand; Haaret graanede stærkt, Panden blev furet og Gangen tung. Flittig og stræbsom var han dog, som før, det gjaldt jo at tænke paa Alderdommen, ingen skulde have Byrde, ikke heller Skam, af ham. Med Tankerne levede han mest i Fortiden; det var, som Drengen, det lille Barn, han havde elsket over alt, var et Væsen, Manden, den utaknemmelige Søn, et andet.
Aar gik, saa blev Præsten syg og døde; der var stort Ligfølge og mange Fremmede, Knud stod afsides og saa til; hans Øje ledte ikke længe, lige efter Kisten, mellem Sønnerne, gik Niels, alvorlig og sørgmodig. Smuk og anselig saa han ud, Faderen iagttog det, trods alt, med underligt Velbehag.
Mon han vilde besøge ham? — Time efter Time gik, den korte Vinterdag var næsten til Ende, da det bankede paa Døren.
«God Aften, hvordan staar det sig?»
«Aa jo godt. — — Naa dette er vel en Sorg for Dig?»
«Ja vistnok, en stor Sorg, han var jo som min — han var jo min bedste Ven og Velgjører.»
Den afbrudte Sætning smertede, som var den bleven udtalt. Knud Nielsen saa en glat Guldring paa Sønnens Finger, hans Hjerte sammensnøredes, — se, det var han ogsaa holdt udenfor.
«Det gaar frem for mig, Fader,» han betonede Ordet, «jeg staar mig rigtig godt nu, Du maa ikke vægre Dig for at tage en lille Hjælp.» Haanden nærmede sig Lommen.
«Holdt! — Du kjender mig kun lidt. — Jeg har hvad jeg behøver.»
Saa gik Niels; han aandede ganske lettet, som vilde han sige: «Jeg har gjort mit, jeg kan ikke mere,» idet han med faste Skridt ilede ad Præstegaarden til. Men inde i den fattige Stue sad Faderen sammensunket paa Bænken, en eneste Taare, bitter og brændende som Ild, randt ned ad hans Kind.
« Herre! hvor længe skal jeg blive her? hav Medlidenhed med mig!» —
Fire Aar havde slæbt sig hen siden hin Aften. Somren gik dog nogenlunde, det anstrengende Arbejde i fri Luft gjorde godt; værre var det om Vintren at sidde indestængt i det lille Hus ene med Tankerne.
Var alt endt? nej, — nej, der laa en frygtsom Forventning paa Bunden af Sjælen, men den var ikke stærk eller glad nok til at kaldes et Haab. — —
Dagen gryede, det isnede gjennem Knud Nielsen, han ligesom vaagnede, hele Livet var jo gaaet over hans Hoved i disse Timer. Langsomt rejste han sig, aabnede Haanden og rettede Papiret, den kostbare Seddel, omhyggeligt ud.
«Mon Barnet kom sig,» tænkte han, «aa ja, jeg haaber det. — Jeg gad nok set det Barn, — bare een Gang. — Om jeg selv bragte Pengene tilbage, — jeg vilde ikke komme som hans Fader — det er mange Penge at sende med Posten; maaske fik jeg saa Barnet at se. — I Guds Navn!»
Knud Nielsen gik rask ind i sit Hus; den lille Stue saa mørk og tom ud, han syntes ikke, han havde noget at gjøre der for det første. Saa tog han Søndagsdragten paa, skar sig en Bid til at tære paa Vejen og lagde Pengene i et Brev. «Jeg trænger ikke til Penge,» skrev han.
Henad fem kom Fragtmanden forbi, men det var alt for længe at vente, hellere gaa straks, Vognen skulde nok indhente ham. —
Det var ikke let at finde Rede i Vejviseren nede i Urteboden, Svenden skød den fornemt hen til ham, og lod ham selv om det. Knudsen, Knudsen, Knudsen, nej, det var vist ikke tænkeligt at finde Niels! — dog, bi lidt, Sagfører stod her og N. til Fornavn, blot det ene Bogstav, de andre havde næsten alle flere Bogstaver, og var der kun et, var det ikke N. Saa spurgte han sig da frem — en og anden lo jo ad ham, men det fik være — og fandt Stedet, en stor smuk Gaard ved Volden. Ruderne paa første Sal vare underlig hvide, som overkalkede, det gøs i Knud Nielsen: «Herregud, mon Barnet!»
Portnerkonen kom i det samme ud. «Skal De tale med nogen?» spurgte hun godmodigt.
«Er Knudsens hjemme?»
»Herskabet ligger paa Strandvejen, men Kontoret er oppe i Byen, hvis De skal derhen.»
Nej, det skulde han ikke. «Naa paa Strandvejen,» — han tøvede lidt, «lever Barnet?»
«Ja, Gud ske evig Lov og Tak, han er rigtig kommen sig.» —
Saa gik Knud da gjennem den store By med mødige Skridt. Sidst han var her, havde han været ung og glad og havt Hjertet fuldt af Ane Grethe. Han huskede endnu, hvordan han kunde staa udenfor Butikerne og ønske, han evnede at kjøbe alleslags til sin Pige. Uhret fik hun da, og Sønnen arvede det efter hende, men til ham havde det ikke været godt nok; han havde lagt Penge til og byttet det bort for et finere, et af disse smaa Sprinkelværks-Uhre, der ikke vare til at tage paa. — Det havde været en af de første Sorger, — naa ja, det ene hængte vel sammen med det andet. At tænke sig Niels boede i saadan en Gaard, at tænke sig de kaldtes Herskabet!
Hvor Folk vare pyntede, de saa alle ud, som skulde de til Bryllup eller Dands, og sikke Huse og sikke Vogne; han blev ganske glad, da en af de gamle skikkelige Kaffemøller, fra hans Tid, rullede forbi.
Det var en ordentlig Vej i det brændende Solskin! — Slagteren paa den lille Vogn sagde ham Besked: til højre fra Vejen, et Stykke inde, han kunde aldrig tage fejl. — Det maatte altsaa være her!
Græsplænerne vare som Fløjel, blomstrende Rosenbuske alle Vegne, det smukke lille Hus selv skjultes næsten af Roser, i tætte Klynger hang de ud over Verandaen.
Udenfor Døren stode Havegyngestole, en Straahat laa henkastet paa en af dem; mon det var Sønnens Hat? — Der kom en underlig beklemt Følelse over ham; hidindtil havde han handlet under en Indskydelse, nu var det, ligesom den glippede; maatte han ikke hellere være bleven hjemme?
«Hvad vil De her,» spurgte en ung pyntelig Pige med hvidt Forklæde, der kom ud af Huset, «Er Manden til Stede?»
«Manden!» hun maalte leende den Talende, «er det Herren? — nej, han er ikke hjemme.»
«Maaske kunde jeg?» det var en blød, hjertelig Stemme, der talte; Knud Nielsen drejede sig efter Lyden, og se der i Lysthuset, lige foran ham, stod en ung og dejlig Kvinde med et Barn paa Armen. Hun var klædt i Hvidt med en eneste Rose paa de brune Fletninger. Barnet var ogsaa i hvid Kjole, han slog ud med de smaa buttede Arme og skreg af Glæde; Solen faldt paa det lokkede Haar, Ring i Ring laa det som purt Guld; de store mørkeblaa Øjne saa vist paa den Fremmede.
«Min Mand er ikke hjemme,» lød det igjen, «men maaske kunde jeg, — er der noget, De ønsker?»
Knud Nielsen stirrede maalløs paa hende — saa det var Sønnens Hustru, Sønnens Barn!
«Tak,» sagde han endelig, «hvis jeg maatte — jeg har selv havt saadan en lille En engang, det er længe siden — hvis jeg maatte holde ham?» og han rakte Armene ud.
Det var vistnok et underligt Forlangende, men den unge Moder fandt det ganske naturligt, at enhver vilde holde hendes Skat. Et Øjeblik mønstrede hun Knud og gav ham saa trohjertet Barnet.
«Han er ikke bange for gamle Folk, er Du vel, Harald? — nej se, han rækker ordentlig efter Dem, tror Du maaske, det er Bedstefader?»
Lille Harald rakte egentlig ikke efter Manden, men efter den gamle bredskyggede Straahat, der straks havde tiltrukket sig hans Opmærksomhed og næppe var inden Rækkeevne, før han bemægtigede sig den med et Fryderaab. Knud Nielsen stod ganske stille «tror Du, det er Bedstefader?» lød det forvirrende for hans Øren. Han trykkede det lille Væsen tæt til sit Bryst. Herre i Himlen, hvor han lignede! — Blikket fik et sælsomt Udtryk, den unge Kone saa det og greb sit Barn.
«Saadan, slip smukt,» vaerligt løsnede hun den lille bløde Haand, der holdt saa fast om den barkede Tommelfinger, «lad Moder faa Hatten, det var ret. — Hvad var det saa, jeg skulde sige min Mand?» Knud Nielsen betragtede hende aandsfraværende: «Aa det er sandt, det var dette — dette Brev. — Og saa, Gud velsigne Jer alle for Barnets Skyld!»
Et langt Blik, saa vendte han sig og gik; hvorfor se tilbage, hvad der var forbi, var forbi. At tænke sig Niels havde saadan en Kone, mild som en Gudsengel, fin og dejlig som en Dronning! — nej, der passede han ikke, men han var glad, at han havde holdt Barnet, han var glad, at han havde velsignet dem, nu gjaldt det at komme hjem.
En smuk lille Vogn med fire Herrer i kjørte rask forbi; Støvet fra Hjulene hvirvlede den gamle Mand i Øjnene; han saa ikke op, og de saa ikke ned, Faderen gik sin Vej, Sønnen sin.
«Hvorledes har den lille Krabat det?» raabte Niels muntert, idet han omfavnede sin Kone, «sover han allerede? Den Dreng skal ogsaa altid sove, naar jeg vil tumle med ham! — Din Fader er her, Marie, og to andre; Stegen er vel stor nok, vil jeg haabe, vi ere sultne. Men Du ser alvorlig ud, Kjære.»
«Her var saadan en besynderlig Mand, Niels!»
«Det er den Dyrehavsbakke, man har heller aldrig Fred. Du gav ham vel noget?»
«Han bad om at holde Harald, og da han saa venlig og skikkelig ud, gav jeg ham Barnet, men fortrød det bagefter; hans Øjne vare saa forunderlige, aldrig saa længe jeg lever, glemmer jeg det Blik.»
«Maaske var det en Afsindig, hvor turde Du give ham Drengen!»
«Her er et Brev, Niels, fra ham, der staar ingen Udskrift, men det er til Dig. «Gud velsigne Jer for Barnet Skyld,» sagde han.»
«Velsigne gjøre de alle! — ah, et Brev, saa skader Forstanden saamænd ingenting, naturligvis et Tiggerbrev. — Vær rolig,» tilføjede han venligt, som Svar paa et bebrejdende Blik, «han skal faa; glade Folk sige nødig nej, og jeg er glad.»
Medens den unge Kone talte med sin Fader og de Fremmede, brød Niels Brevet. Det var da et mærkværdigt Tiggerbrev; — en Hundredekroneseddel faldt ned for hans Fod. «Jeg trænger ikke til Penge,» læste han.
«Men saa kom dog, kjære Niels, vi vente!»
Der var dækket i Lysthuset; Roserne tittede ind til dem, det luftede velsignet forfriskende fra Stranden, den lille Havesanger kviddrede utrætteligt henne i Lindetræet. Svigerfaderen var rigtig i sit Es, den gamle Herres aabne venlige Ansigt lyste af Fornøjelse. Og lille Haralds Skaal blev drukket: han har en god Fader, en brav, retsindig, ærekjær Fader, maa han ogsaa blive en god Søn! Ordene Fader og Søn krydsede hinanden, Niels blev blegere og blegere; vilde det Maaltid da aldrig tage Ende!
Omsider var det forbi, omsider sad Herrerne paa Vognen og rullede ad Byen til. De havde intet mærket, men Marie troede, at hendes Mand var bleven syg, og fulgte efter, da han gik ned i Haven. «Niels, Du er ikke rask?»
«Snak, jeg er ganske rask; gaa ind, Barn, jeg kommer straks.»
Hvor han saa forandret ud, hvad var sket? — hun tøvede lidt, derpaa fattede hun et godt Mod, tog hans Haand og sagde stille og blidt: «Jeg er jo din Hustru, Niels!» Han trak hende tæt hen til sig. «Husker Du hvad vi talte om i Morges? om den gode Samvittighed, jeg sagde, at den var Grundlaget for al Glæde, og jeg syntes, det stod vel til med min, og nu — det er, ligesom et Lys har skinnet over mig, jeg er bange for mig selv!»
Hun lyttede aandeløs, de vare jo fælles om alt, ogsaa om Samvittigheden, den halve Byrde var hendes. «Jeg har ikke skjult min ringe Herkomst,» vedblev han, «jeg har fortalt Dig, at Moder døde, da jeg blev født; derimod har jeg aldrig omtalt min Fader; Du troede, at han ogsaa var død, mærkede jeg nok, men opklarede ikke din Vildfarelse.»
«O, Niels, det var ham?» hun slog Hænderne sammen i Forfærdelse, «Herre Jesus, hvad har jeg gjort! var det din Fader? — gammel og træt kom han til vor Dør, og jeg lod ham gaa!»
«Tys, Kjære, Du vidste det jo ikke; — hør rolig paa mig. Forholdet har ikke været godt imellem os i lang Tid. Flere Gange har jeg dog tilbudt Hjælp, som er bleven afslaaet; Bevidstheden herom var en Beroligelse for mit Sind, men dengang lille Harald laa syg, følte jeg, at jeg ikke havde gjort nok, og skrev saa forleden til Præsten i Landsbyen, hvor Fader bor, bad ham sørge for den Gamles Alderdom og sendte det fornødne. Jeg var tilfreds med mig selv, da jeg havde gjort det, rigtig glad; det var, som havde jeg bragt et Takoffer for lille Harald. — Veed Du hvad dette Brev indeholder? den tilsendte Sum. «Jeg trænger ikke til Penge,» skriver han.»
«Han trænger til Kjærlighed; o, Niels, hvor han favnede vor lille Dreng. — Fortæl mig det hele, endelig det hele; hvad kom der imellem Eder; hvorledes begyndte det?»
Saa maatte han da drage de Minder frem, han plejede at vise tilbage, hver Gang de indfandt sig. «Skyld paa begge Sider» — o, hvor det falder haardt at erkjende sin Uret; hvor værge vi stakkels Mennesker os ikke, før vi gjøre det helt og fuldt, at Velsignelsen kan komme — «men jeg burde have baaret mere over, i Betragtning af hans store Kjærlighed, burde jeg.
Min Tale om Drikfældighed var heller ikke paa sin Plads,» indrømmede han videre, «jeg har aldrig set ham beruset; det maatte være haardt, forfærdelig haardt for en Fader at taale sligt af sin Søn.»
«Og før den Tid?» — altid spurgte hun: før den Tid; Niels dreves længere og længere tilbage; i mange, mange Aar havde han ikke tænkt paa de Dage.
«Ja dengang — det er helt underligt at gjenkalde sig — da var han mit alt; jeg husker, hvordan jeg laa og græd i min Seng af Længsel efter ham, straks jeg var kommen i Skolen, og det var min bedste Glæde at kradse Tegninger af Præstegaarden, hvor vi skulde bo; det smukkeste Kammer bestemtes til ham. — Jeg havde glemt det, rent glemt det, ellers havde det været umuligt! —
Jeg blues over mig selv,» vedblev han i stærk Sindsbevægelse, «dette, at jeg ikke talte til Dig om ham, eller til ham om Dig, eller meldte den ensomme gamle Mand, at han havde faaet en Sønnesøn, kan aldrig undskyldes. — Marie, hvad tænker Du?»
«Jeg tænker, at Herren er saare barmhjertig imod os, Niels, at vi ikke staa ved din Faders Grav.»
«Og hvad skal jeg nu gjøre? — hvad mener Du?»
«Lad os gaa ind, ved lille Haralds Vugge vil det nok gaa op for Dig, hvad vi bør gjøre.»
Det var en varm Eftermiddag; Høstfolkene spiste Mellemmad og holdt Hvil; i smaa Flokke søgte de Skygge ved Stakkene eller under de faa Buske langs Grøftekanten. Som sædvanlig sad Knud Nielsen for sig; der var en underlig Fred over ham i Dag; Livet laa bagved som afsluttet, hans Tanker bleve til en Bøn:
«Herre, velsign dem, og lad os mødes hisset. — Har han Skyld, saa slet den, — Herre før ham til Dig!»
Nede paa Vejen kjørte en smuk Wienervogn; halv tankeløs fulgte Knud den med Øjet, nu standsede den, hvad var paa Færde?
Døren aabnedes hastig, og En steg ud; det var ikke en glædestraalende Dreng, der aandeløs sprang i sin Faders Favn, men en alvorlig Mand, som nærmede sig med blottet Hoved.
«Fader!» sagde han, og Ordet havde Klang fra Hjertebunden, «jeg har syndet for Gud og mod Dig og er ikke værd at —»
Længere kom han ikke, saa laa han i den Gamles Arme, og den fede Kalv blev slagtet, Ringen sat paa hans Finger, og han hylledes i det prægtige Klædebon.
Høstfolkene rejste sig og saa nysgjerrge til, men Knud Nielsen tænkte ikke paa dem, hans Sjæl hævede sig mod det Høje i ydmyg Taksigelse.
Vognen var kjørt i Forvejen; den unge Kone stod i den lille lave Dør og tog imod dem. «Tilgiv os Fader,» sagde hun og førte hans haarde Haand til sine Læber.
Inde paa Sengen — ovenpaa det blaatærnede Bomuldstæppe — laa lille Harald i tryg Søvn; det var som en Drøm, alt sammen!
«Og nu rejser Du med os, Fader!» bad Niels, men det vilde han ikke, det vilde ikke engang gjøre ham lykkelig.
Saa fik gamle Knud da sin Villie og blev boende, men det lille Hus pudsedes op, baade udvendig og indvendig, det var næsten ikke til at gjenkjende. Selv pudsedes han ogsaa op: «Jeg har syet det, eller det, til Fader, hæklet den Vest, strikket det Halstørklæde, Du maa ikke nægte at bære det,» — hvad skulde han gjøre.
Passende og fornuftigt var Tøjet altid, rummeligt og landligt, de Vilde ikke skabe ham om til en Kjøbstadsherre.
Dejlige Billeder fik han af dem alle tre; de hang paa Væggen og saa kjærligt paa ham, hvor han gik og stod. Gode Bøger sendtes ogsaa til at forkorte Vinteraftenerne, men de behøvede da egentlig ikke at forkortes han havde altid forskrækkelig travlt med at skjære River, vogne og Møller til Drengen. Tankerne flokkede sig om ham imedens; lyse og venlige Gjæster vare de nu.
Men hver Søndag Morgen havde Postbudets Skridt den kjendte tøvende Lyd, og altid missede han med sit eneste Øje og sagde paa gammel Vis:
«Brev til Jer, nej, paa det Lav!»