Det sorte Indien/12
Tolvte Kapitel.
Jack Ryan leder efter de forsvundne.
Jack Ryan blev tillige med tre af hans Kammerater, som ligeledes vare blevne ilde tilredte, bragt ind i et Værelse i Forpagtergaarden, hvor man plejede dem med den største Omhu.
Jack var den af dem, der var bleven værst medtagen ved det natlige Eventyr; thi da han med et Tov om Livet kastede sig ud i Vandet, blev han grebet af de rasende Bølger og et Øjeblik efter slynget ind mod Klipperne. Det var ikke langt fra, at hans Kammerater havde maattet bringe ham livløs i Land.
Den brave Jack maatte altsaa holde Sengen nogle Dage, hvilket slet ikke kom ham tilpas. Da der heldigvis ikke var nogen, der forbød ham at synge, bar han dog sine Lidelser med Taalmodighed, og hele Dagen igennem genlød Huset af hans glade Sange. Men hans Oplevelse med »Ild-Heksene« forøgede yderligere hans Tro paa, at Spøgelser og onde Aander gøre sig en Fornøjelse af at plage vor stakkels Jord, og dem alene tilskrev han Ulykken med »Motala«. Ingen Fornuftgrunde vilde have kunnet overbevise ham om, at disse Flammer vare opstaaede paa ganske naturlig Maade. Og hans Kammerater vare maaske i endnu højere Grad, end han selv, forblindede af denne Overtro. Efter deres Mening havde »Ild-Heksene« af Ondskab lokket »Motala« ind til Kysten. At ville tage Hævn over disse »Ild-Hekse« forekom dem at være det samme som at ville idømme en rasende Orkan Mulkt. Øvrigheden kunde gerne iværksætte alle de Forfølgelser, den lystede; men: en Lue kan man ikke sætte i Fængsel, et overnaturligt Væsen kan man ikke faa lagt i Lænker.
Resultatet af de omhyggelige Undersøgelser, som man lod anstille, syntes ganske vist heller ikke at modsige Sagens Forklaring ad overnaturlig Vej.
Da Stedets Øvrighed havde Forpligtelse til at indlede en Undersøgelse angaaende »Motala«s Undergang, lod den de forskellige Øjenvidner til Ulykken afhøre. Alles Udsagn gik ud paa, at Skibbruddet udelukkende skyldtes Ildheksene paa Slotsruinerne.
Naturligvis kunde Øvrighedspersonerne ikke blive staaende ved en saadan Løsning af Spørgsmaalet. Der var jo ingen Tvivl om, at man her enten havde at gøre med en eller anden Naturbegivenhed, eller ogsaa skyldtes det hele en nedrig Ondskab. Herom vilde og maatte Politiet skaffe Klarhed.
Man behøver ikke at studse ved Ordet Ondskab. Det vilde nemlig ikke være nødvendigt at gaa ret langt tilbage i Englands Historie for at finde Beviser paa noget saadant. Strandrøvere havde tidligere drevet det Haandværk at lokke Fartøjer ind til den klippefulde Kyst og saa, naar disse havde lidt Skibbrud, dele Strandingsgodset imellem sig. Snart antændte de Baal af harpiksholdigt Træ og forledte derved Skibet til at sejle ind i et Farvand, hvor det maatte gaa til Grunde. Snart gjorde man Fartøjets Besætning forvirret med Hensyn til den rigtige Kurs ved at befæste en uhyre Fakkel ved Hornene paa en Okse og saa jage denne af Sted, saa at Lyset viste sig snart hist, snart her. Denne Slags Skændigheder førte da ikke sjældent til et Skibbrud, hvoraf Røverpakket vidste at gøre sig stor Fordel. Der udkrævedes dengang den alvorligste Indskriden fra Øvrighedens Side og de strengeste Straffe for at udrydde dette barbariske Uvæsen.
Kunde man derfor ikke tænke sig den Mulighed, at en samvittighedsløs Forbryder her paany betjente sig af det tidligere saa yndede Middel til Strandrov?
Øvrigheden blev stadig staaende ved denne Anskuelse til Trods for alle Jack Ryans og hans Kammeraters Udsagn. Da disse fik at vide, at man var i Færd med at indlede Undersøgelse, trak de paa Skuldrene og forudsagde, at man ved disse Undersøgelser kun vilde ophidse de overnaturlige Væsener og derved hidføre endnu flere Ulykkestilfælde.
Men Undersøgelsen gik alligevel sin Gang. Politiet begav sig til Slottet Dundonald og anstillede paa selve Stedet de omhyggeligste Efterforskninger.
Først forsøgte man at afgøre, om Jordbunden ikke skulde fremvise Fodspor, der hidrørte fra andre Fødder end Spøgelsernes; men uagtet den af Gaarsdagens Regn endnu ganske fugtige Jord utvivlsomt vilde have bevaret selv det svageste Aftryk, var det umuligt at opdage nogetsomhelst Fodspor.
»Fodspor af Spøgelser!« udbrød Jack, da han hørte, hvor daarligt et Udfald Undersøgelserne havde faaet. »Man kunde lige saa godt have givet sig til at gennemsøge en Mose for at finde Fodspor af Lygtemænd.«
De første Undersøgelser førte altsaa ikke til noget Resultat, og det var næppe rimeligt, at videre Efterforskninger vilde krones med større Held. Det drejede sig først og fremmest om at paavise, hvorledes Ilden kunde være bleven antændt paa Spidsen af det gamle Taarn, hvilket Brændselsmateriale man havde anvendt, og endelig hvilke Stoffer der var blevet tilbage efter Forbrændingen.
Men der blev intet oplyst: man fandt hverken Rester af Svovlstikker, Papirstumper eller andet lignende. Ikke heller kunde man opdage tørt Græs, Træ eller nogetsomhelst andet af det Materiale, som i den foregaaende Nat sikkert var blevet anvendt i rigelig Mængde til Baalet.
Og endelig fandtes der ikke det ringeste Spor af Aske eller nogen anden nok saa ringe Rest af et brændbart Stof. Man kunde altsaa ikke engang paavise det Sted, hvor Ilden havde været antændt. Hverken paa Jorden eller paa Stenene saa' man nogetsteds en sort Plet. Skulde man antage, at en Skurk blot havde stillet sig op paa Stedet med en stor Fakkel i Haanden? Det var højst usandsynligt, da Flammen efter Øjenvidners Udsagn havde haft en ligefrem kæmpemæssig Størrelse, saa at Mandskabet paa »Motala« trods det taagede Vejr havde kunnet iagttage den i en Afstand af over en halv Mil.
»Ildhekse behøver ingen Svovlstikker!« sagde Jack Ryan. »De puste blot, saa antændes Luften rundt omkring, og af den bliver der sandelig ingen Aske tilbage.«
Hele Udbyttet af Øvrighedens Anstrengelser var til syvende og sidst blot, at man fik en Spøgelsehistorie mere at fortælle, en Beretning, som vilde forevige »Motala«s Undergang og bortfjerne enhver Tvivl om, at der eksisterede Ildhekse, eftersom det modsatte jo ikke kunde bevises.
En saa rask Fyr som Jack Ryan kunde naturligvis ikke holde ud at være fængslet til Sengen længere, end højst nødvendigt. Nogle Hudafskrabninger og Forstuvninger vare ikke ret længe i Stand til at nøde ham til Uvirksomhed. Han havde ligefrem ikke Tid til at være syg.
Jack Ryan var altsaa hurtigt paa Benene igen. Saasnart han havde forladt Sengen, vilde han, førend han genoptog sit vante Arbejde i Forpagtergaarden, først udføre sit tidligere fattede Forsæt, at aflægge sin Ven Harry et Besøg for at faa at vide, hvorfor han ikke havde givet Møde ved Irvine-Festen. Harry plejede jo ellers aldrig at love noget uden at holde det, og denne hans Udebliven forekom derfor Jack aldeles uforklarlig. Efter al Sandsynlighed havde Harry heller ikke hørt noget om Ulykken med »Motala«, skønt denne var bleven udførlig omtalt i alle Bladene. Saa havde han jo maattet vide, hvad der var tilstødt Jack Ryan under Redningsforsøgene. Men i dette Tilfælde vilde det være en usædvanlig Mangel paa Deltagelse fra Harrys Side ikke at komme til Forpagtergaarden for at trykke sin lidende Vens Haand. Naar Harry ikke havde indfundet sig, maatte han have alvorlige Forhindringer. Jack vilde hellere have forsvoret, at der var Ildhekse til, end anset Harry for udeltagende.
Allerede to Dage efter Skibbruddet forlod Jack Forpagtergaarden, saa glad og vel til Mode, som om han ikke længere mærkede det ringeste til sine Saar. Ved en munter Sang vakte han snart Strandklippernes gjaldende Ekkoer og vandrede let til Bens af Sted til den nærmeste Station paa den Jærnbane, der fører over Glasgow til Stirling og Callander.
Medens han ventede paa Jærnbanestationen, faldt hans Øje paa nogle Plakater, som vare opslaaede rundt omkring. De indeholdt følgende Bekendtgørelse:
»Sidstledne 4de December er Ingeniør John Starr gaaet om Bord paa Dampskibet »Prince de Galles«[1] ved Newhaven og har samme Dag forladt dette Skib i Stirling. Efter denne Tid savner man enhversomhelst Efterretning om ham. Alle og enhver, som maatte kunne give nogensomhelst Underretning om ovennævnte John Starr, anmodes indtrængende om snarest at fremkomme med Meddelelse herom til Præsidenten for »Den kgl. polytekniske Læreanstalt« i Edinburgh, Sir W. Elphiston.«
Jack Ryan blev staaende foran en af disse Plakater og læste den atter og atter igennem med et Udtryk af den største Forbavselse.
»Hr. Starr forsvundet!?« tænkte han. »Netop den 4de December mødte jeg jo ham og Harry paa en af Stigerne i Yarow-Skakten. Siden den Tid er der gaaet otte Dage, og i al den Tid skulde han ikke være kommen tilbage? Det staar maaske i Forbindelse med, at Harry ikke mødte i Irvine efter Aftalen.«
Uden at give sig Tid til at underrette Præsidenten skriftlig om, hvad han kunde meddele angaaende John Starr, sprang Jack ind i Toget for øjeblikkelig selv at begive sig til Yarow-Skakten.
»De er ikke kommen tilbage!« sagde han til sig selv. »Hvorfor? Er det et vigtigt Arbejde, der saa længe holder dem tilbage i Gruben? — Det maa jeg for enhver Pris have Vished om.«
Inden en Times Forløb var Jack Ryan ved Skakten. Udefra set frembød den ikke den mindste Forandring, den samme dybe Stilhed hvilede over den mørke Afgrund, ikke et eneste levende Væsen fandtes i det sørgelige Øde.
Jack Ryan traadte ind i det halvt forfaldne Skur, som dækkede over Skaktaabningen. Han saa' ned i Dybet, men øjnede intet, han lyttede spændt, men hørte heller intet.
»Mon min Lampe skulde staa paa sin gamle Plads?« tænkte han.
Denne Lampe, som Jack plejede at benytte ved sine Besøg i Gruben, stod i Regelen i et Hjørne nær ved den første Stiges Afsats.
Lampen var der ikke.
»Der har vi altsaa den første paafaldende Omstændighed«, tænkte Jack, som begyndte at blive noget urolig. »Men ned i Gruben maa og vil jeg, om der saa var mørkere dernede end i Underverdenens dybeste Huler!«
Han gav sig ufortøvet til at klatre ned ad den lange Række Stiger, der mundede ud i Skaktens Dyb. Dette Vovestykke kunde Jack Ryan foretage sig, fordi han endnu fra tidligere Tid kendte Dochart-Gruben ud og ind. Han steg ned med den allerstørste Forsigtighed og prøvede først med Foden ethvert Trin, om det var stærkt nok til at bære ham: et eneste Fejltrin kunde bringe ham Døden. Han talte ogsaa Stigerne, efterhaanden som han klatrede ned. Han vidste, at han først efter at have passeret den tredivte vilde være ved Bunden af Skakten. Naar han først var kommen derned, var han vis paa, at han med Lethed vilde kunne finde hen til Simon Fords Bolig.
Han naaede uden Uheld den seks og tyvende Stigeafsats, og nu var han altsaa i det højeste kun to Hundrede Fod fra Bunden af Skakten.
Han søgte med Foden efter det øverste Trin paa den syv og tyvende Stige — forgæves: han fandt intet Støttepunkt.
Han lagde sig paa Knæ paa Afsatsen i det Haab, at han bedre vilde kunne finde Enden af Stigen med Haanden, men heller ikke det lykkedes ham.
Den syv og tyvende Stige var aabenbart ikke paa sin Plads; den maatte være bleven taget bort.
»Her maa de onde Aander have været paa Spil!« tænkte han, ikke ganske fri for at gyse.
Først stod han længe og stirrede ned i det tætte Mørke. Derpaa faldt det ham ind, at naar han ikke kunde komme ned i Gruben, saa var det ligesaa umuligt for Beboerne dernede at komme op af den. Der var aabenbart ikke længere nogen Forbindelse mellem Bunden af Kulgruben og Grevskabet ovenover. Hvis de nederste Stiger nu vare tagne bort efter hans sidste Besøg i Gruben, hvad mon der da var blevet af Simon Ford, hans Kone, Harry og Ingeniøren? John Starrs vedvarende Udeblivelse var et Bevis for, at han ikke havde forladt Gruben siden den Dag, da han mødte Jack Ryan i Yarow-Skakten. Hvor skulde de have kunnet skaffe sig de nødvendige Levnetsmidler? Maatte disse ikke for længe siden være slupne op for de ulykkelige, der sad fangne femten Hundrede Fod under Jorden?
Alle disse Tanker fo'r Jack Ryan gennem Hovedet. Han indsaa straks, at det vilde være umuligt for ham alene at naa Simon Fords Hytte. Laa der mon Ondskab til Grund for denne Afbrydelse af Forbindelsesvejen mellem Gruben og Jordens Overflade? Det forekom ham næsten utvivlsomt. I hvert Fald ansaa han det for sin Pligt, hurtigst muligt at henvende sig med sin Meddelelse til vedkommende Myndigheder.
Endnu engang bøjede han sig ud over Afgrunden.
»Harry! Harry!« raabte han, saa højt han kunde.
Han hørte, hvorledes Ekkoet den ene Gang efter den anden kastede Navnet tilbage og lod det genlyde i Yarow-Skaktens dybe Gallerier.
Derpaa klatrede han igen op ad Stigerne og naaede lykkelig Dagslyset. I størst mulig Hurtighed tilbagelagde han Vejen til Callanders Banegaard. Heldigvis behøvede han kun at vente nogle faa Minuter paa Iltogets Afgang til Edinburgh, saa at han allerede Klokken tre om Eftermiddagen kunde indfinde sig hos Byens Overborgmester.
Her blev hans Udsagn ført til Protokols. Alle de Enkeltheder, som han kunde meddele, lod ingen Tvivl tilbage om Sandheden af hans Beretning. Præsidenten, Sir Elphiston, som ikke blot var en Kollega, men tillige en god Ven af John Starr, fik straks en Meddelelse om Jack Ryan's Udsagn og udbad sig Ret til at lede de Undersøgelser, som uden Opsættelse skulde iværksættes i Dochart-Gruben. Man stillede altsaa en Del Folk af Politiet til hans Disposition[2]; man udrustede dem med Lamper, Økser, lange Tovstiger, Næringsmidler og Drikkevarer, hvorpaa alle hurtigst muligt, med Jack Ryan i Spidsen, begav sig paa Vej til Aberfoyle-Kulværkerne.
Endnu samme Aften ankom Sir Elphiston og Jack Ryan med deres Ledsagere til Yarow-Skakten og klatrede ned til den seks og tyvende Afsats, hvor Jack for kun faa Timer siden havde maattet vende om.
Først lod man ved Hjælp af lange Liner Lamperne glide ned langs Væggen, saa langt man kunde, og overbeviste sig paa denne Maade om, at alle de fire sidste Stiger manglede.
Uden Tvivl havde man altsaa her med fuldt Overlæg afbrudt Forbindelsen mellem Over- og Underverdenen.
Da Lamperne vare blevne hejsede op igen, gjorde Betjentene nogle af Tovstigerne fast til Afsatsen og lod dem glide ned i Skakten. De nedenunder liggende Afsatser havde man dog ladet blive paa deres Plads, og man kunde altsaa klatre ned fra den ene til den anden.
Dette lod sig imidlertid ikke udføre uden stor Vanskelighed og Fare. Jack Ryan var den første, der betroede sig til de slingrende Stiger, og han naaede saaledes før Sir Elphiston og hans Folk Bunden af Kulgruben.
Yarow-Skaktens runde Bundflade syntes aldeles tom, og Politifuldmægtigen blev derfor ikke lidt forbavset, da han hørte Jack Ryan raabe:
»Her ligger Resterne af Stigerne; men de er halvt forbrændte.«
»Forbrændte?« gentog Politifuldmægtigen. »Ja, De har Ret: der ligger jo Asken og de forkullede Lægter.«
»Tror De, spurgte Jack Ryan Præsidenten, der i det samme kom til, »at Ingeniør Starr kan have haft nogen Interesse af at opbrænde disse Stiger og at afbryde Forbindelsen med Yderverdenen?«
»Nej,« svarede Sir Elphiston tankefuld, »det er aldeles usandsynligt. Men lad os komme videre, min Ven, til Simon Fords Bolig! Der vil vi erfare Sandheden.«
Jack Ryan rystede paa Hovedet, som tvivlede han derom. Han tog imidlertid en Lampe fra en af Betjentene og gik rask foran gennem Dochart-Grubens Hovedgalleri. Alle fulgte ham.
Et Kvarter senere havde Sir Elphiston og hans Ledsagere naaet den aabne Udhulning, paa hvis Bund Simon Ford havde bygget sin »Villa«.
Intet Lysskær oplyste Vinduerne.
Jack Ryan styrtede hen til Døren og stødte den hastigt op.
Hytten viste sig at være forladt.
Man gennemsøgte alle Rum, hver Krog i den mørke Bolig. Der kunde intetsteds opdages noget Spor af Vold. Alt var i Orden, hver Ting stod paa sin Plads, aldeles som om den gamle Mary endnu var der og passede sit Hus. Levnetsmidler forefandtes i saa rigelig Mængde, at de vilde have kunnet slaa til for Familien Ford i mange Dage.
Beboernes Fraværelse syntes altsaa aldeles uforklarlig. Var man da ikke engang i Stand til med Bestemthed at afgøre, naar de havde forladt Hytten? — Jo; thi i disse Omgivelser, hvor der ingen Forskel er paa Nat og Dag, havde Mary vænnet sig til at mærke enhver begyndende Dag med et Kryds i Kalenderen.
Denne Kalender hang paa en Væg i Værelset. Det sidste af disse Kryds stod ved den sjette December, den anden Dag efter Ingeniørens Ankomst, — hvilket Jack Ryan jo kunde bekræfte. Den sjette December, det vil altsaa sige ti Dage forinden, havde Simon Ford, hans Søn og hans Kone forladt Hytten tilligemed deres Gæst. Kunde det tænkes, at en mulig ny Undersøgelse af Gruben kunde være Grunden til en saa lang Fraværelse? Nej, sikkert ikke.
Det mente i det mindste Sir Elphiston. Efter at man med største Omhu havde gennemsøgt Hytten for, om muligt, at finde et eller andet Spor, syntes han at være i stor Forlegenhed med Hensyn til, hvad der nu var at gøre.
Der herskede dybt Mørke rundt omkring. Kun Lamperne, som Betjentene holdt, kastede et mat Skær ud i de uhyggelige Omgivelser.
Pludselig raabte Jack Ryan forfærdet:
»Der! Se der!«
Han pegede i det samme paa et lysende Punkt, som bevægede sig urolig frem og tilbage langt borte i Galleriets mørke Baggrund.
»Lad os ile efter dette Lys, mine Venner!« sagde Sir Elphiston ivrig.
»En Ildheks!« udbrød Jack Ryan. »Hvad skulde det kunne nytte os? vi naar dog aldrig det Lys!«
Præsidenten og Betjentene vare imidlertid ikke overtroiske og fulgte altsaa den Retning, som Lyset angav. Jack Ryan søgte da ogsaa at beherske sig. Han sluttede sig til dem og var nu ikke sidste Mand til at trænge frem i Galleriet.
Det blev en lang, trættende Forfølgelse; Det lysende Punkt syntes at blive baaret afsted af en lille, men meget væver Skikkelse. Hvert Øjeblik forsvandt det bag et fremspringende Klippestykke, men et Øjeblik efter kom det igen pludselig til Syne i en Sidegang. Ved raske Sidespring forstod det stedse atter at unddrage sig Forfølgernes Blik. Ofte troede man, at det var fuldstændig forsvundet, men et Øjeblik efter lyste pludselig dets Skin igen. I ethvert Tilfælde kom man det ikke nærmere, og Jack Ryan blev ved sin Anskuelse, at det var spildt Umage at anstrenge sig længere med Forfølgelsen.
Under denne, som nu allerede havde varet en hel Time, var Sir Elphiston og hans Folk efterhaanden trængt længere og længere ind i den nordvestlige Del af Dochart-Gruben. De vare ikke langt fra at tro, at de her blot havde at gøre med en Lygtemand.
Men nu syntes det dog, som om Afstanden mellem dem og Lyset formindskedes. Begyndte det Væsen, der flygtede af Sted foran dem, at blive træt, eller vilde det netop føre dem samme Steds hen, hvorhen det maaske havde lokket John Starr og Hyttens Beboere? Det var ikke let at besvare dette Spørgsmaal.
I alt Fald fordoblede Betjentene deres Anstrengelser, da de troede at være nær ved at naa Maalet. Lyset, som tidligere havde vist sig i en Afstand af omtrent to Hundrede Skridt foran dem, havde nu nærmet sig til halvtredsindstyve Skridts Afstand og blev stedse tydeligere. Ogsaa den, der bar Lygten, kunde man nu dunkelt skelne. Den paagældende drejede ofte Hovedet tilbage, og man saa' da de ubestemte Omrids af et Menneskeansigt. Hvis det ikke var en Bjergaand, som havde antaget denne Skikkelse, maatte Jack Ryan, saa nødig han vilde, indrømme, at der her aldeles ikke kunde være Tale om et overnaturligt Væsen.
Nu løb Jack selv hurtigere til og søgte at drive paa de andre.
»Hurtigt! hurtigt!« raabte han. »Vi skal snart faa Fingre i Lygtemanden. Han synes at være træt nu, og hvis han kan tale ligesaa godt, som han før løb, vil han sikkert kunne give os en hel Del gode Oplysninger.«
Desværre blev Forfølgelsen hvert Øjeblik vanskeligere og vanskeligere. I Nærheden af Grubens yderste Forgrening krydsede flere snævre Tunneller hverandre. Dette indfiltrede Net af Gange tjente i høj Grad til at lette Lygtens Bærer hans Flugt. Han behøvede blot at slukke den, kaste sig ind i en af Sidegangene og skjule sig der.
»Men naar han vil undgaa os, hvorfor har han saa ikke gjort det for længe siden?« tænkte Sir Elphiston.
Mærkeligt nok: i samme Øjeblik, som Sir Elphiston kom paa denne Tanke, forsvandt Lyset, og Betjentene, der stadig ilede videre, stod pludselig ved Enden af et Galleri foran en snæver Aabning i Skiferklippen.
Hurtigt bleve Lamperne eftersete, og Sir Elphiston og Jack Ryan trængte med deres Ledsagere ind gennem denne Port. Næppe vare de trængt hundrede Skridt frem i et stedse større og højere Galleri, før de pludselig alle bleve staaende som naglede til Pletten.
Tæt op til Klippevæggen laa fire Legemer paa Jorden.
»John Starr!« sagde Sir Elphiston.
»Harry! Harry!« raabte Jack Ryan.
Ingeniøren, Mary, Simon og Harry Ford laa udstrakte som livløse.
Men snart efter begyndte det ene Legeme at bevæge sig, og man hørte den gamle Marys svage Stemme:
»Der er de! det er dem! Endelig!«
Sir Elphiston, Jack Ryan og Betjentene gjorde sig al mulig Umage for at kalde Ingeniøren og de andre til Live igen og hældte dem nogle Draaber af en styrkende Drik i Halsen. Det varede heller ikke længe, før de opnaaede deres Hensigt.
De ulykkelige, der nu i ti Dage havde været indespærrede i Ny-Aberfoyle, vare nær ved at dø af Sult.
Naar de under hele dette lange Fangenskab endnu ikke vare omkomne, havde det ene og alene — som Ingeniøren meddelte Sir Elphiston — sin Grund i, at de tre Gange havde fundet et Brød og en Krukke Vand i deres Nærhed. Det barmhjertige Væsen, som de skyldte, at de endnu vare i Live, havde sikkert ikke haft i sin Magt at gøre mere for dem. —
Sir Elphiston spurgte sig selv, om det ikke muligvis skulde være den samme gaadefulde Lygtemand, der havde ført dem til det Sted, hvor de ulykkelige laa.
Hvorledes det end forholdt sig dermed, var Ingeniøren, Simon, Mary og Harry Ford nu reddede. Ad den snævre Aabning, gennem hvilken Bæreren af hint Lys aabenbart havde villet vise Sir Elphiston og hans Ledsagere Vej, begav nu alle sig tilbage til Hytten.
At John Starr og hans Ledsagere ikke havde været i Stand til igen at finde den ved Dynamitpatronen sprængte Udgang, havde sin Grund i, at den var bleven lukket ved Hjælp af Klippestykker, som man havde dynget oven paa hverandre, og hvilke de i Mørket ikke havde kunnet skaffe til Side.
Medens de altsaa undersøgte den store Hule i det indre, havde en fjendtlig Haand med velovervejet Hensigt afbrudt enhver Forbindelse mellem Gammel- og Ny-Aberfoyle.