Det sorte Indien/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek

H. Hagerups Forlag København


Det sorte Indien.djvu Det sorte Indien.djvu/5 107-116

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Trettende Kapitel.


Kul-Byen.

Tre Aar efter disse Tildragelser anbefalede enhver Rejsehaandbog de talrige Turister, der gæstede Grevskabet Stirling, at aflægge et længere Besøg i Ny-Aberfoyle's Kulværker, som det nok var værd at se.

Der var ikke mange Bjærgværker i Verden, der frembød saa mange Mærkværdigheder som dette.

Desuden var der truffet Foranstaltninger til uden Fare eller Besvær at befordre de besøgende ned til Bunden af Gruben, femten hundrede Fod under Jorden.

Halvanden Mil herfra, i den sydvestlige Del af Callander, førte en jævnt skraanende, bred Tunnel, der ved Indgangen var prydet med smaa Taarne, Tinder og andre Udsmykninger, ned til den mærkelige underjordiske Hule.

Vogne, der sattes i Bevægelse ved Vandkraft, rullede uophørligt frem og tilbage ad Dobbeltsporene og holdt saaledes den underjordiske Landsby, der bar Navnet »Coal-City« (Kulstaden), i stadigt Samkvem med Verden oven over.

Naar den besøgende har naaet Coal-City, befinder han sig i en Verden, hvor Elektriciteten spiller en højst vigtig Rolle, idet næsten hele Forbruget af Lys og Varme frembringes ved Hjælp af den.

De talrige, lodrette Skakter, der sætte Gruben i Forbindelse med Dagslyset, vilde langtfra være tilstrækkelige til at fordrive det tætte Mørke i Ny-Aberfoyle. Men dog er der blændende lyst dernede; thi de mange elektriske Straalebundter er endogsaa i Stand til at erstatte selve Solen. Anbragte hist og her, snart i en Buehvælving, snart paa en naturlig Pille, og nærede af en kraftig, ved elektromagnetiske Maskiner frembragt Strøm, oplyser de som Sole og Stjerner de vidtstrakte Rum. Naar Hvilens Tid kom, kunde man ved en Afbrydelse af Strømmen indhylle Værkets dybe Afgrunde i Mørke.

Alle disse større eller mindre Lamper, som fandtes hernede, arbejdede i lufttomme Rum, med andre Ord: det glødende Stof kom aldrig nogetsteds i Berøring med den omgivende Luft. Selv om det Tilfælde altsaa skulde indtræde, at denne undertiden blandedes med en større Udstrømning af Kulgas, kunde det dog aldrig komme til en Eksplosion. Elektriciteten anvendtes ligesaavel i Husene i Coal-City som i de af Ny-Aberfoyle's Gallerier, hvor man arbejdede, baade i det huslige og det industrielle Liv.

Vi maa her forudskikke den Bemærkning, at John Starr's Formodninger — med Hensyn til det forventede Udbytte af den nye Grube — ingenlunde vare blevne skuffede. Der fandtes umaadelige Rigdomme i disse Kulaarer. Man havde begyndt at udbytte dem i den vestlige Del af den store Hulning, omtrent en halv Fjerdingvej fra Coal-City. Arbejderstaden laa altsaa ikke i selve Grubens Midtpunkt. Førend man begyndte Arbejdet, anbragte man de nødvendige Luft- og Befordringsskakter, som satte Bjergværkets forskjellige Etager i Forbindelse med hverandre. Den store Tunnel med sine Transportvogne, der dreves frem paa Skinnerne ved Vandkraft, benyttedes kun til Befordring af Coal-City's Beboere og de besøgende.

Læseren erindrer vel, hvor mærkelig en Form hin uhyre Hule havde, til hvilken Simon Ford og hans Ledsagere trængte frem allerede ved deres første Besøg. Over deres Hoveder hvælvede sig en Slags Kuppel med skarpe Buer. De Piller, som støttede den, tabte sig i en Højde af tre Hundrede Fod i skiferholdige Klippemasser.

Øjet fængsledes af de rige Kulaarer, som syntes at vælte frem under de derpaa hvilende Stenkulsmassers uhyre Tryk, medens de uregelmæssigt sammensatte Stenkulsflader spillede i Glansen fra de elektriske Straaler.

Under denne vældige Kuppel strakte sig en dyb Sø, hvis klare Vand vrimlede af Fisk, og som Ingeniøren havde givet Navnet Malcolmsøen.

Her i denne uhyre, naturlige Hvælving havde Simon Ford opført sin nye Hytte, som han ikke for nogen Pris vilde have ombyttet med det prægtigste Pallads i Edinburgh. Det lille Hus laa ved Søens Bred, og fra dets fem Vinduer havde man Udsigt over det mørke Vand der strakte sig langt uden for Synskredsen.

To Maaneder senere stod der en anden Bolig i Nærheden af Simon Ford's; det var John Starr's. Ingeniøren tilhørte med Liv og Sjæl Ny-Aberfoyle. Ogsaa han vilde selv bo der, og det maatte være Forretninger af meget vigtig Natur, der skulde faa ham til engang imellem at gæste Oververdenen. Her levede han midt i sin egen Verden, omgiven af sine trofaste Bjærgfolk.

Saasnart det nye Kulleje var fundet, ilede alle de tidligere Grubearbejdere med at forlade Plov og Harve for atter at gribe Hakke og Hammer. Saavel den høje Løn, man kunde give ved Driften af det indbringende Værk, som den betryggende Sikkerhed for aldrig at komme til at mangle Arbejde havde gjort, at de uden Betænkning ombyttede Oververdenen med Underverdenen og helt og holdent opslog deres Bopæl i Værket, der frembød saa mange Garantier for et godt, fremtidigt Opholdssted.

Bjærgfolkenes smaa Huse, der vare opførte af Mursten, laa malerisk spredte rundt omkring, nogle ved Malcolmsøens Bredder, andre tæt op til Væggene i Galleriernes Buegange. Huggerne, som arbejde med Økse og Spidshakke, Vognpersonalet, som skaffer Kullene bort, Opsynsmændene, Tømrerne, som sørge for Træbygningsarbejdet i Gallerierne og Skakterne, Vejarbejderne, der vedligeholde de nødvendige Fodstier, Udfylderne, som atter tilstoppe de udtømte Gange med Sten, — kort sagt alle de Bjergfolk der beskæftigedes med de forskellige Arbejder dernede i Dybet, flyttede ned i Ny-Aberfoyle og grundlagde saaledes lidt efter lidt Coal-City, under den østlige Pynt af Kathrinesøen i den nordlige Del af Grevskabet Stirling.

Det var en hel Landsby, som voksede op her nær ved Malcolmsøens Bred. Et kønt lille Kapel satte Kronen paa Værket. Det knejsede højt op over Byen paa en Klippe, hvis Fod badede sig i dette underjordiske Havs Bølger.

Naar hele det ejendommelige underjordiske Landskab belystes af det blændende elektriske Lys, som straalede ned fra mægtige Søjler eller fra Sideskibenes kæmpemæssige, ærværdige Buer, frembød det et højst fantastisk og malerisk Skue, der ganske sikkert fortjente de varme Anbefalinger, det fik i Rejsehaandbøgerne. Tilstrømningen af fremmede var derfor ogsaa stedse meget stærk.

Beboerne af Coal-City vare ikke saa lidt stolte af deres underjordiske Bolig. Kun meget sjældent forlod nogen af dem deres Arbejderby, idet de heri tog Simon Ford, der saa godt som aldrig oftere besøgte Oververdenen, til Mønster. Det gik alle Nybygger-Familierne i Ny-Aberfoyle fortræffeligt. Inden tre Aars Forløb havde de svunget sig op til en vis Velstand, som de ganske sikkert aldrig vilde have opnaaet oppe i Grevskabet. En hel Flok smaa Børn, som vare blevne fødte efter Arbejdets Genoptagelse, havde endnu aldrig været oppe paa Jorden.

Jack Ryan plejede spøgende at sige om dem:

»Det er mærkeligt nok: de kan allerede begynde at gaa omkring paa egen Haand, og ingen af dem har dog endnu set Dagens Lys!«

Jack Ryan havde naturligvis været iblandt de første, der paa Ingeniørens Opfordring straks meldte sig til Tjeneste. Det var hans Lyst, og han ansaa det for sin Pligt atter at virke i sit tidligere Kald; Forpagtergaarden maatte altsaa undvære sin Sanger og Sækkepiber. Dermed er det paa ingen Maade sagt, at Jack Ryan ikke mere selv sang; tværtimod: han lod sjælden Ekkoets Stenlunger i Ny-Aberfoyle have Ro en eneste Time.

Jack Ryan boede sammen med Simon Ford og hans Familie i deres nye »Villa«. Man havde tilbudt ham et Værelse i den, og han tog naturligvis med Glæde mod dette Tilbud. Den gamle Mary satte Pris paa ham paa Grund af hans brave Karakter og hans gode Humør. Hun delte jo i sit stille Sind ogsaa hans Meninger med Hensyn til de fantastiske Væsener, som skulde husere i Kulgruben, og naar de to engang imellem tilfældigvis vare alene, plejede de gerne at underholde hinanden med de gyseligste Spøgelsehistorier.

Jack Ryan blev snart alles Yndling. Han var et godmodigt Menneske og en paalidelig Arbejder. Seks Maaneder efter at Arbejdet var genoptaget, overtog han Ledelsen af en Afdeling Arbejdere.

»De har rigtignok noget at rose Dem af, Hr. Ford«, sagde han et Par Dage efter sin Ankomst til Gruben. »De har opdaget en ny Kulaare, selv om De ogsaa var nær ved at sætte Livet til derved!«

»Ja, Jack, det var en god Forretning, vi gjorde der!« svarede den gamle Formand. »Men hverken Hr. Starr eller jeg skal nogensinde glemme, at det var dig, der frelste vort Liv.«

»Nej!« svarede Jack. »Det var Deres Søn Harry, som var den virkelige Redningsmand; det var ham, der havde den gode Ide at tage imod min Indbydelse til Festen i Irvine…«

»Og blive borte, ikke sandt?« faldt Harry sin Kammerat i Talen, idet han greb hans Haand og trykkede den hjerteligt. »Nej, dig, Jack, som ikke skaanede dine Saar, som ikke spildte en Dag, ikke en Time, dig kan vi ene og alene takke for, at vi endnu var i Live, da man fandt os i Gruben.«

»Nej, paa ingen Maade!« indvendte den beskedne Jack. »Jeg vil ikke gaa og gælde for, hvad jeg ikke er! Jeg lod blot ikke være at skaffe mig at vide, hvad der var hændet, det er hele min Fortjeneste. Dog, for at enhver kan faa den Anerkendelse, vi skylder ham, maa jeg bemærke, at havde ikke den vidunderlige lille Bjergnisse, som vi slet ikke kunde faa fat paa…«

»Aha, der har vi det?« raabte Simon Ford. »Tænkte jeg ikke nok, at der skulde en lille Bjergnisse med i Spillet!«

»Ja, en Bjergtrold, en Aand, en Fe!« svarede Jack, »maaske en af Ildheksenes Børnebørn, — en Alf, eller hvad I vil. Men saa meget er sikkert, at uden hans Hjælp havde vi aldrig fundet ind til det Galleri, hvor I var indespærrede.«

»Ganske vist, Jack«, sagde nu Harry. »Det drejer sig altsaa kun om, hvorvidt hint Væsen virkelig var af saa overnaturlig Herkomst, som du antager.«

»Overnaturlig!« raabte Jack Ryan. »Det var lige saa overnaturligt som en Lygtemand; skulde det Væsen ikke være overnaturligt, som man dybt nede i en øde Grube ser ile af Sted med en brændende Fakkel i Haanden, som man forgæves anspænder alle sine Kræfter for at indhente, som smutter ud af Haanden paa os som en Sylfide og svinder bort for vort Blik som en Skygge. Giv bare Tid, Harry, det vil saamænd nok vise sig for os endnu en Gang.«

»Ja, lad nu det være godt, Jack«, bemærkede Simon Ford. »Hvad enten det nu er en Lygtemand eller ej: vi skal gøre os al mulig Umage for at se igen at komme paa Spor efter det, og du vil vel nok hjælpe os dermed, Jack?« 

»Det vil aldrig gaa godt, Hr. Ford«, svarede Jack Ryan.

»Det vil Tiden vise, Jack.« 

Læseren kan let forstaa, at alle Familien Fords Medlemmer, og navnlig Harry, i Løbet af ganske kort Tid bleve fuldstændig fortrolige med hele Ny-Aberfoyle-Kuldistriktet. Harry gennemstrejfede alle Gangene og havde snart besøgt hver en Krog i hele Værket, saa at det ikke varede længe, inden han med Sikkerhed kunde angive, hvilket Punkt af Jordoverfladen den og den Del af Kulværket svarede til. Han vidste, at over et af Kullejerne laa Clyde-Bugten, over et andet Lomond- eller Kathrine-Søen. Disse Piller maatte Naturen have bestemt til Afstivere for den umaadelige Vægt af de ovenover optaarnede Grampian-Bjerge. Hvælvingen derhenne bar Dumbarton. Her, netop paa dette Punkt, endte Skotlands Kyst og begyndte Havet, hvis stærke Bølgeslag man navnlig hørte tydeligt under de voldsomme Jævndøgnstorme.

Harry hang allerede med hele sin Sjæl ved dette Ny-Aberfoyle. Ofte vovede han sig, med sin Lampe gjort fast til Hatten, lige ud i dets fjærneste Gallerier. Dammene undersøgte han ved at ro om i en Baad. Han gik endogsaa hyppig paa Jagt; oppe under de umaadelige Hvælvinger var der nemlig en sand Rigdom af vilde Fugle, navnlig Vildænder, som fandt rigelig Næring i den betydelige Mængde Fisk, der boltrede sig i de mørke Vande.

Man skulde næsten tro, at Harrys Øjne vare skabte til at gennemtrænge disse mørke, øde Rum, ligesom Sømandens til at holde Udkig langt ud i den fjærne Horisont.

Naar Harry saaledes vandrede omkring, var han dog bestandig opfyldt af en og samme Tanke: Haabet om atter at møde det gaadefulde Væsen, hvis hjælpende Mellemkomst han og hans Kammerater i højere Grad end noget andet skyldte deres Redning. Vilde dette Haab nogensinde gaa i Opfyldelse? Hvis han kunde fæste Lid til sine Anelser: ja! naar han derimod tog det lidet tilfredsstillende Resultat af sine tidligere Anstrengelser i Betragtning: næppe!

Attentater[1] paa Familien Ford af samme Slags, som det før Opdagelsen af Ny-Aberfoyle, vare ikke oftere indtrufne.

Man maa ikke tro, at det, selv paa den Tid, da Coal-City lige var begyndt at vokse op, fattedes denne underjordiske By paa Adspredelser, og at Livet dernede var ensformigt og kedeligt.

Paa ingen Maade. Hele Befolkningen havde de samme Interesser og samme Smag, og Velstanden var omtrent den samme hos alle, saa at de næsten vare som een stor Familie. De kendte alle hverandre og stod paa en fortrolig Fod med hverandre, og dette bevirkede, at man følte sig tilfreds dernede, og at Ønsket om at deltage i Oververdenens Fornøjelser kun meget sjældent vaagnede hos Befolkningen.

Hver Søndag foranstaltede man Spadsereture i Kulværket og Udflugter paa Søerne og Dammene, og af alt dette udviklede der sig naturligvis mange behagelige Adspredelser og Sammenkomster.

Hyppigt kunde man ogsaa høre Sækkepibens Toner paa Malcolmsøens Bredder. Da ilede Skotterne til, uimodstaaeligt dragne af dette deres nationale Instrument. Det varede ikke længe, saa begyndte man at danse, og paa saadanne Festdage var Jack, i Højskotternes klædelige Dragt, uomtvistelig Festens Konge.

Alt dette beviste, som Simon Ford plejede at paastaa, at Coal-City allerede kunde kappes med Skotlands Hovedstad, denne utaalelige By, som var givet til Pris for Sommerens Hede og Vinterens Kulde og et afskyeligt Klimas Vilkaarligheder, og som ved sin Luft, der forpestedes af Røgen fra de talløse, sorte Skorstene, ikke med Urette bar sit Øgenavn »Den gamle Skorsten«.

  1. Mordforsøg.