Det sorte Indien/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek

H. Hagerups Forlag København


Det sorte Indien.djvu Det sorte Indien.djvu/5 145-154

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Sekstende Kapitel.


Harrys Hjerteanliggender.

Imidlertid blev Driften af Ny-Aberfoyleværket fortsat med det bedste Resultat. Selvfølgelig tilfaldt en stor Del af Udbyttet John Starr og Simon Ford, da det var dem, der først havde opdaget dette rige Kulleje. Ogsaa Harry fik sin rigelige Andel. Men det var dog langt fra, at han tænkte paa at forlade sit beskedne Hjem. Han havde nu overtaget sin Faders Stilling som Formand og vaagede omhyggelig over denne Verden af Bjergfolk.

Jack Ryan var baade stolt og glad over al den Lykke, der blev hans Ven til Del. Desuden havde han ogsaa for sit eget Vedkommende al Grund til at være tilfreds. De kom meget hyppig sammen, enten i Hjemmet eller ved Arbejdet i Gruben. Jack Ryan havde meget godt bemærket de Følelser, som Harry nærede for Nelly. Vel vilde Harry aldrig gaa til Bekendelse desangaaende, men Jack lo altid lumskeligt, naar Harry vilde afvise hans Hentydninger med en benægtende Hovedrysten.

Jack Ryan's inderligste Ønske var at maatte ledsage Nelly den Dag, da hun skulde aflægge sit første Besøg oppe i Grevskabet. Han vilde saa gerne være Vidne til hendes Forbavselse og Beundring, naar hun første Gang saa' den Natur, der endnu var hende fuldstændig ukendt. Han nærede vel det Haab, at Harry vilde tage ham med paa denne Nellys første Udflugt; men Harry havde hidtil ikke gjort ham noget Forslag i dennævnte Retning, og det gjorde ham dog en Smule urolig.

En Dag var Jack Ryan i Færd med at stige ned gennem en af Luftskakterne. Han benyttede sig ved Nedstigningen af de sindrigt konstruerede Stiger, som ved deres skiftevis op og nedad gaaende Bevægelser sætter Bjergfolkene i Stand til at kunne tilbagelægge Vejen op og ned uden Anstrængelse. Tyve Bevægelser af dette Apparat havde allerede befordret ham en Strækning af hundrede og halvtredsindstyve Fod nedad, da han paa den smalle Afsats, hvor han havde stillet sig for at afvente en ny Bevægelse af Apparatet, mødte Harry, som var i Færd med at stige op for at efterse nogle Arbejder oven for Gruben.

»Er det dig?« spurgte Jack Ryan, idet han saa' skarpt paa sin Kammerat, hvis Ansigt belystes af det stærke Skær fra Skaktens elektriske Lamper.

»Ja vel, Jack«, svarede Harry, »det glæder mig at træffe dig. Jeg vil gøre dig et Forslag…«

»Jeg vil ikke love noget, førend du har fortalt mig, hvordan Nelly har det!« raabte Jack Ryan.

»Nelly befinder sig rigtig godt, Jack, saa godt endogsaa, at vi tænker paa endnu inden en Maaned eller seks Uger…«

»At gifte jer!«

»Du véd nok ikke, hvad du selv siger, Jack.«

»Det er muligt, Harry, men jeg véd nok, hvad jeg selv vil gøre.«

»Hvad da?« 

»Jeg vil gifte mig med hende, vil jeg! — hvis du ikke gør det«, sagde Jack og lo hjertelig. »Jeg synes virkelig godt om denne nydelige, lille Nelly. Saadan en ung, hjertensgod Skabning, som endnu aldrig har været uden for Minen, det er netop en Kone for en Bjergmand. Hun er fader- og moderløs ligesom jeg. og hvis du virkelig ikke har i Sinde at forlove dig med hende, og hun for Resten vil tage til Takke med mig…«

Harry saa' alvorlig paa Jack. Han lod ham snakke væk uden at give et Ord til Svar.

Hvad jeg dér sagde, gør dig vel ikke skinsyg Harry?«  spurgte Jack i en noget alvorligere Tone.

»Nej, kære Jack«, svarede Harry roligt.

»Naa, ja, men naar du ikke gør Nelly til din Kone, saa har du da i det mindste ingen Ret til at forlange, at hun skal blive gammel Jomfru.«

»Jeg gør heller ikke Fordring paa nogen Ret«, svarede Harry.

Stigen gjorde i det samme en Bevægelse, som vilde have gjort det muligt for Vennerne at skilles, idet den vilde bringe den ene ned, den anden op i Skakten. Men de bleve staaende uden at bryde sig derom.

»Harry», vedblev Jack, tror du, at det, jeg før sagde om Nelly, var mit Alvor?«

»Nej, Jack, det tror jeg ikke.«

»Naa, saa skal jeg tale alvorligt nu.« 

»Du! tale alvorligt?«

»Kære Harry,« svarede Jack, »jeg kan i hvert Fald give en Ven et godt Raad.« 

»Lad mig da høre, Jack!»

»Du elsker Nelly saa inderlig, som hun fortjener det, Harry! Din Fader og din Moder holder af hende, som om hun kunde være deres eget Barn. Det vilde ikke koste dig megen Umag fuldstændig at gøre hende til deres Datter. — Hvorfor gifter du dig saa ikke med hende?«

»Kender du da ogsaa, siden du taler med saa stor Overbevisning, Nellys Mening i denne Sag?«

»Ja den kan jo ingen tage fejl af, og du selv da for Resten heller ikke, Harry; og netop fordi du kender den saa godt, kan du hverken være skinsyg paa mig eller nogen anden. — Men nu gaar Stigen ned i Dybet igen og derfor…«

»Vent lidt, Jack,« bad Harry og holdt Jack tilbage, da han allerede havde løftet sin Fod fra den faste Stige og vilde sætte den paa den bevægelige.

»Hør opmærksomt paa, hvad jeg vil sige dig, Jack; thi hvad jeg siger, er alvorligt ment.«

»Jeg er lutter Øre… det vil da sige, indtil Stigen næste Gang gaar ned, ikke et Sekund længer!«

»Jeg behøver jo ikke at skjule for dig, at jeg virkelig elsker Nelly og af mit ganske Hjerte ønsker at gøre hende til min Hustru…«

»Det var ret, saadan skal det være!«

»Men — saaledes som hun endnu er, vilde jeg have Samvittighedsnag af at fordre et bindende Løfte af hende.«

»Hvad mener du dermed, Harry?«

»Jeg mener, at siden Nelly endnu aldrig har været udenfor Kulgruben, hvor hun jo uden Tvivl er født, kender hun endnu slet intet til Verden oven over. Hendes Øjne og maaske ogsaa hendes Hjerte har sikkert endnu meget tilbage at lære. Hvem véd, hvorledes hun vil føle naar hun faar Indtryk af Menneskene deroppe og deres Liv. Jeg synes, at det vilde være at føre hende bag Lyset, naar jeg affordrede hende Løftet, før hun efter sin egen modne Overvejelse har erklæret, at hun foretrækker Opholdet i Kulgruben for et hvilket som helst andet Sted. — Forstaar du mig nu, Jack?«

»Ja, saa omtrent… foreløbig forstaar jeg, at du vil forlede mig til heller ikke at benytte Stigens næste Bevægelse. Naa, vi beslutter altsaa, at du først sender Nelly en Tur til en Pensionsanstalt i den gamle »Røgskorsten« deroppe, førend hun kan blive din.«

»Nej, Jack,« svarede Harry, »jeg kan selv være Mand for at lede min tilkommende Kones Opdragelse.«

Det gør du ogsaa meget bedre i, Harry!«

»Men først vil jeg i hvert Fald have, at Nelly selv skal anstille en Sammenligning mellem Gruben og Oververdenen. Hvis du elskede en ung, blind Pige, og man sagde til dig: Inden en Maaned vil hun være helbredet! vilde du saa ikke vente med Brylluppet, indtil Helbredelsen var fuldbyrdet?«

»Jo, ganske sikkert,« svarede Jack.

»Nuvel, Nelly er ogsaa paa en Maade blind, og førend jeg beder hende blive min Hustru, vil jeg have Sikkerhed for, at hun virkelig foretrækker mig og mine Livsforhold for andre, som hun nu først skal lære at kende. Hendes Øjne maa først have set Dagens Lys!«

»Fuldkommen rigtig!« sagde Jack Ryan. »Naar skal denne Operation gaa for sig?«

»Inden en Maaned, Jack; Nellys Øjne vænner sig lidt efter lidt til de elektriske Lampers straalende Lys. Det er Forberedelserne. Inden en Maaneds Forløb vil hun, haaber jeg, have set Jorden og mange af dens Vidundere og Himlen med dens pragtfulde Glans! Hun vil da vide, at Naturen har givet Menneskets Blik en videre Horisont end den, man finder i en mørk Kulgrube. Hun vil komme til at forstaa, at Verdensrummet ikke kender synlige Grænser!«

Medens Harry saaledes lod sig rive hen af sine Tanker, havde Jack Ryan forladt Stigen og var traadt over paa Bevægelses-Apparatet.

»Hej, Jack!« raabte Harry, »hvor blev du af?«

»Jeg er allerede langt nede under dig,« raabte den lystige Kammerat leende. »Medens du svinger dig op mod det høje, stiger jeg ned i Afgrunden.«

»Farvel, Jack,« raabte Harry efter ham, og greb nu selv fat i Apparatet, da det igen gik i Vejret. Jeg beder dig ikke tale til nogen om det, jeg nylig har betroet dig.«

»Ikke til en Moders Sjæl!« forsikrede Jack Ryan, »dog kun paa een Betingelse…«

»Og det er?

»Jeg vil have Lov til at ledsage jer begge paa Nellys første Udflugt til Oververdenen.«

»Ja vel, Jack, det lover jeg dig!« svarede Harry.

En ny Omdrejning af den bevægelige Stige bragte de to Venner endnu længere bort fra hinanden. De kunde allerede nu næppe høre hinandens Stemme.

Dog formaaede Harry netop at opfange Jacks Ord, da denne raabte op til ham:

»Og naar Nelly har set Solen, Maanen og alle Stjernerne, véd du saa, hvad hun alligevel vil foretrække for dem?«

»Nej?«

»Naturligvis dig selv, min Ven!«

Harry anvendte fra nu af alle sine Fritimer paa Nellys Opdragelse. Han havde begyndt at lære hende at læse og skrive, og den unge Pige gjorde virkelig overraskende Fremskridt. Det lod næsten til, at hun kendte meget af rent Instinkt. Ingensinde har sikkert en ualmindelig Intelligens[1] hurtigere faaet Bugt med en komplet Uvidenhed.

Simon og Mary følte daglig mere og mere, hvor inderligt de havde knyttet sig til deres Plejebarn, hvis tidligere Liv dog ikke kunde undlade at volde dem en Del Bekymringer med Hensyn til Fremtiden. De gennemskuede meget snart, af hvad Natur Harrys Følelser for Nelly vare, og de vare inderlig glade derover.

Læseren erindrer, at den gamle Formand ved en tidligere Lejlighed, nemlig da Ingeniør Starr første Gang aflagde Besøg i »Villaen«, ytrede omtrent følgende:

»Hvorfor skulde min Søn gifte sig? Hvilket ungt Væsen deroppe fra kunde vel passe til en ung Mand som Harry, hvis hele Liv er bestemt til at tilbringes i et Kulværks Dybder?«

Nu syntes det næsten at ligge soleklart for Dagen, at Forsynet selv havde sendt den eneste Livsledsagerinde. som kunde passe for hans Søn.

Den gamle Formand gjorde ogsaa i al Stilhed sig selv det Løfte, at den Dag, da dette Ægteskab virkelig kom i Stand, skulde blive fejret i Coal-City med en Fest som Aberfoyle Bjergfolkene ikke saa snart skulde glemme.

Ogsaa en anden ønskede af ganske Hjerte, at denne Forbindelse mellem Harry og Nelly maatte komme i Stand; det var John Starr. Fremfor alt havde han sikkert ved dette sit Ønske begge de unge Folks Lykke for Øje. Men ogsaa en anden Bevæggrund af mere almindelig Interesse paavirkede ham.

Som bekendt nærede han ligesom Harry nogle ubestemte Anelser, endskønt der hidtil ikke var forefaldet noget, som kunde retfærdiggøre dem. Nelly var aabenbart den eneste Medviderske i Kulgrubens Hemmelighed, og denne laa endnu stadig tildækket af et tæt Slør; Hvis virkelig Aberfoyle-Bjergfolkenes Fremtid var truet af en større Ulykke, hvorledes skulde man saa blive sat i Stand til at afværge en saadan, saa længe man ikke engang kendte dens Udgangspunkt eller de Personer, der forberedte den.

Nelly har hidtil ikke villet udtale sig, tænkte Ingeniøren; men det, som hun fortier for alle andre, kan hun dog ikke længe blive ved at holde hemmelig for sin Mand. En mulig Fare vilde true Harry ikke mindre end os. Et Giftermaal, som bringes i Stand for at grundlægge Mandens Livslykke og hans Venners Sikkerhed, kan følgelig kun i højeste Grad billiges og fortjener mere end noget andet at begunstiges og fremmes.

John Starr meddelte den gamle Simon sine Tanker, og denne var, som vi ved, fuldkommen enig med ham i hans Ønsker og Forhaabninger. Der syntes altsaa ikke at være den mindste Hindring i Vejen for, at Harry kunde blive Nelly's Mand.

Hvem skulde ogsaa have kunnet gøre Indvendinger? Harry og Nelly elskede hinanden. De bedagede Forældre ønskede sig ikke for nogen Pris i Verden en anden Svigerdatter. Harrys Kammerater glædede sig over hans Lykke, den unge Pige var jo ganske uafhængig og behøvede kun at spørge sit eget Hjerte til Raads.

»Hun og han? — aldrig!«
(Se Teksten Side 154).

Men naar Hvilens Time var kommen, naar de elektriske Straaler ikke mere kastede deres Lys ud i det mørke Dyb, og Natten udbredte sit tætte Slør over den lille Arbejderby — hvorfor kunde man da stedse se et hemmelighedsfuldt Væsen snige sig frem fra en af Aberfoyles mest afsidesliggende Kroge og sno sig lydløst frem gennem Mørket? Hvilket Instinkt viste denne Skygge Vej gennem en Mængde Gallerier, der vare saa snævre, at man maatte anse dem for aldeles ufremkommelige? Hvorfor listede dette gaadefulde Væsen sig stedse hen i Retning ad Malcolmsøen? Hvorfor styrede det ufravigelig altid hen til Simon Fords Bolig, og alt det med en saadan Forsigtighed og Snuhed, at det hidtil ikke var blevet opdaget. Hvorfor sneg det sig lige hen under Hyttens Vinduer og anspændte sig for gennem Skodderne at opfange Brudstykker af den Samtale, som førtes derinde?

Og naar nogle Ord virkelig trængte ud til det, hvorfor truede saa dets knyttede Haand ildevarslende ad det fredelige Hus? Hvorfor mumlede dette Væsen stedse, som i indædt Raseri:

»Hun og han? — Aldrig!!«

  1. klar Forstand, hurtig Opfattelse.