Det sorte Indien/17
Syttende Kapitel.
En Solopgang.
En Maaned senere — den tyvende August om Aftenen — sagde Simon Ford og Mary Farvel til fire Turister, som stod i Begreb med at forlade Hytten, og ønskede dem en lykkelig Rejse.
John Starr, Harry og Jack Ryan vilde nu føre Nelly op til Oververdenen, som hendes Fod endnu aldrig havde betraadt, og hvis straalende Glans hendes Øjne endnu ikke kendte.
Udflugten skulde vare to Dage. John Starr vilde ligesom Harry, at den unge Pige efter at have tilbragt et Par Dage oppe paa Jorden skulde have set alt det, som hun aldrig kunde faa at se i Kulværket: den afvekslende Mangfoldighed af Landskaber med Bjerge, Floder, Søer og Have.
Man havde lagt hele Planen for den forestaaende Udflugt paa en saadan Maade, at Nelly vilde faa saa meget at se, som vel muligt.
Simon Ford og Mary vilde ogsaa gerne have været med paa denne Nellys første Rejse; men vi véd, at de kun meget nødig vilde forlade deres underjordiske Bolig.
John Starr var meget spændt paa, hvilken Virkning de ganske nye Indtryk, som Nelly nu skulde modtage, vilde gøre paa hende, medens han samtidig nærede det Haab muligvis at erfare noget om hendes hemmelighedsfulde Barndoms Tildragelser.
Harry spurgte med en vis Ængstelse sig selv, om den unge Pige, som han elskede, ikke maaske ved denne pludselige Dukken op i Yderverdenen vilde blive en ganske anden end tidligere.
Jack Ryan var saa lystig som en Bogfinke, der forlader sin Busk og flyver ud ved den første Solstraale. Han haabede, at hans smittende, overmodige Lystighed og Glæde ogsaa vilde meddele sig til de andre. Det var nu den Maade, hvorpaa han betalte for den venlige og kærkomne Indbydelse til at deltage i Udflugten.
Nelly var tankefuld og syntes fordybet i sig selv.
John Starr havde sikkert med Rette holdt paa, at man skulde bryde op om Natten, da det utvivlsomt maatte være bedst for Nelly gennem umærkelige Overgange at skue Dagens fulde Lys for første Gang, og dette opnaaede man nemmest ved at bryde op om Aftenen, idet hendes Øjne saa lidt efter lidt i Tiden fra Midnat til næste Dags Middag kunne vænne sig til Oververdenens stærke Lys.
Ligesom man skulde til at forlade Hytten, greb Nelly Harrys Haand og sagde:
»Harry, er det aldeles nødvendigt, at jeg, selv om det kun er for nogle faa Dage, forlader vor Kulgrube?«
»Ja, Nelly,« svarede Harry, »det maa være saaledes! Baade for din egen og for min Skyld.«
»Og dog, Harry,« vedblev Nelly, »føler jeg mig lige siden den Dag, da du reddede mig, saa lykkelig ved din Side, som jeg overhovedet nogensinde kan blive. Du har jo undervist mig — er det da ikke tilstrækkeligt? Hvad skal jeg deroppe?«
Harry saa' paa hende uden at svare. De Tanker, som Nelly her udtalte, vare næsten fuldstændig hans egne.
»Nelly,« faldt John Starr nu ind, »jeg kan nok forstaa din Tøven, men det er dog rigtigst og bedst, at du gaar med os. De Mennesker, som du holder saa meget af, ville jo ledsage dig derop og føre dig sikkert tilbage igen. Hvis du saa bagefter ønsker at tilbringe Resten af dit Liv i Kulværket, ligesom den gamle Simon, Mary og Harry, saa staar det dig jo frit for! Jeg tvivler ikke om, at delte er dit Ønske, ja, jeg vilde endogsaa gerne have, at du bestemte dig dertil. Men du vil nu i det mindste kunne dømme om, hvad du foretrækker, og saa kan du jo handle ganske efter din fri Vilje. Kom derfor med!«
»Kom, kære Nelly,« bad Harry nu ogsaa.
»Jeg er beredt til at følge dig«, svarede den unge Pige.
Klokken ni førte det sidste Tog, der passerede gennem Tunnelen, Nelly og hendes Ledsagere op til Grevskabet ovenover. Tyve Minutter senere steg de ud paa den Banegaard, hvor Ny-Aberfoylebanen munder ud.
Det var allerede mørkt. Endnu saa man dog lette Taager drive at Sted for en kølig, forfriskende Brise.
Nelly og hendes Ledsagere begav sig straks paa Vej.
Foran dem strakte sig en lang Allé, som førte til Bredden af Forth.
Det første Indtryk, som den unge Pige følte, var det uvante Pust af den friske Luft.
»Træk Vejret rigtig dybt, Nelly,« sagde John Starr, »at du ret kan nyde denne prægtige Luft!«
»Hvad er det for en Røg, der trækker af Sted dér over Hovedet paa os?« spurgte Nelly.
»Det er Skyer,« forklarede Harry, »som Vinden driver af Sted foran sig.«
»Men hvad er det for lysende Punkter, som blinker frem dér i det mørkeblaa mellem Skyerne?«
»Det er jo Stjernerne, som jeg har fortalt dig om. Det er Sole, Verdener, som maaske alle ser lige saadan ud som vor Klode«.
»Men, naar de er Sole, hvorledes kan det da være, at mine Øjne kan taale at se paa dem?«
»Mit Barn,« sagde John Starr, »det er, virkelig Sole, men de gennemvandrer deres Baner i uendelig lang Afstand fra os. Den nærmeste af disse Stjerner er tusind Milliarder Mil borte fra os. Dens Glans kan derfor ikke blænde dig her. Men vor Sol, som du i Morgen tidlig vil faa at se staa op, er kun otte og tredive Millioner Mil borte, og intet menneskeligt Øje kan udholde at stirre paa den; thi den lyser mere glødende end en Smelteovn. Men kom nu, Nelly!«
Man gik nu ned ad den omtalte Vej. John Starr holdt den unge Pige i Haanden. Harry gik ved hendes anden Side. Jack Ryan løb frem og tilbage, som en ung Hund, der synes, at dens Herre gaar for langsomt. Vejen var aldeles mennesketom; Nelly betragtede de mørke Omrids af de store Træer, som Vinden satte i en svag Bevægelse. Hun kunde godt have antaget dem for en Slags vældige Kæmper, der svingede med deres hundrede Arme. Vindens Susen i de høje Grene, den dybe Stilhed og Ro, der indtraadte, naar den undertiden lagde sig, Horisontens fjerne Linie, alt opfyldte hende med nye Følelser og ukendte Stemninger og prægede sig i hendes Sjæl med uudslettelige Træk. Medens Nelly i Begyndelsen ivrig var kommet med det ene Spørgsmaal efter det andet, tav hun nu stille, og, som efter fælles Aftale, brød hendes Ledsagere ikke denne hendes Tavshed. De vilde ikke ved deres Ord indvirke forstyrrende paa den unge Piges Indbildningskraft, men derimod lade hendes Tanker om alt, hvad hun saa', udvikle sig ganske af sig selv. Omtrent Klokken halv tolv naaede de den nordlige Bred af Forth-Bugten.
Der laa en Baad, som i Forvejen var lejet af John Starr; den skulde i Løbet af nogle faa Timer føre det lille Selskab over til Edinburghs Havn.
Nelly saa' paa det spillende Vand, som skummede let inde ved Bredden og syntes ligesom oversaaet med blinkende Stjerner.
»Er det en Sø?« spurgte hun.
»Nej,« svarede Harry, »det er en Bugt med strømmende Vand, Mundingen af en Flod. Tag en Smule af dette Vand op i din hule Haand: det smager ganske anderledes end Malcolmsøens Vand.«
Nelly bukkede sig ned, dyppede Haanden i Vandet og førte det til sine Læber.
»Det smager salt«, sagde hun.
»Ja,« svarede Harry, »det er nu den Tid, da Havet er ved at stige, saa føres det salte Vand herind. Næsten tre Fjerdedele af hele Jordens Overflade er bedækket med saadant Saltvand som det, du nu drak et Par Draaber af.«
»Men naar Flodernes Vand er det samme som Havets, og de jo faar deres Vand fra Skyerne, hvorledes gaar det da til, at Regnvandet er ferskt?« spurgte Nelly.
»Fordi Vandet ved Fordampningen mister sin Saltholdighed,« forklarede John Starr. »Skyerne fremkommer kun ved Fordampning, og saa sender de atter under Form af Regn det rene Vand ud over Jorden.«
»Harry!« raabte den unge Pige nu pludselig, »hvad er det for et rødligt Skær der i Horisonten. Er det en Skov, der brænder?«
Nelly pegede paa et Punkt paa den østlige Himmel, hvor de lavere liggende Taagemasser begyndte at farves røde.
»Nej,« svarede Harry, »det er Maanen, der er i Færd med at staa op.«
Nelly frydede sig i Tavshed ved det vidunderlige Skuespil; hendes Øjne kunde meget godt taale det natlige Himmellegemes milde Lys.
»Lad os nu gaa i Baaden, mine Venner,« sagde Ingeniøren, »førend Solen staar op, maa vi være oppe paa Arthur-Seats Skraaninger.«
Baaden laa, vogtet af en Skipper, fastgjort til en Pæl ved Strandbredden. Nelly og hendes Ledsagere tog Plads i den. Sejlet blev hejset og fyldtes snart af en frisk Brise fra Nordvest.
Hvilken Nyhedens Interesse maatte denne Sejlads ikke have for den unge Pige. Hun havde vel ofte gjort Farter paa Ny-Aberfoyles Søer; men hvor rolig Harry end førte sin Aare der, forraadte den dog stedse sin Styrers Kraftanstrengelse. Men her saa' Nelly sig for første Gang ført af Sted næsten lige saa roligt, som en Ballon glider frem gennem Luften. Bugten var saa blank og stille som en Sø. Lænet halvt tilbage glædede hun sig ved Fartøjets sagte Rysten. Naar Maanens Straaler faldt paa Forths vidtstrakte, blanke Flade, syntes Baaden virkelig at glide hen over en med Millioner af hvide Gnister funklende Sølvflade. Langs med Strandbredden hørte man Bølgerne nynne deres ensformige Sang. Det var i Sandhed et fortryllende Skuespil.
Nelly lukkede uvilkaarlig Øjnene. De mangeartede Indtryk havde overvældet hende. Hun lod sit Hoved synke ned paa Harrys Bryst og faldt i en blid Slummer.
Harry vilde vække hende, for at hun ikke skulde gaa glip af nogen af alle denne Nats Herligheder. Men Ingeniøren holdt ham tilbage og sagde:
»Lad hende sove, min Ven, hun kan have godt af det. To Timers Ro vil gøre hende bedre skikket til at bære den kommende Dags stærke Indtryk.«
Klokken to om Morgenen naaede Baaden Granton-pier, hvor den lagde til. Nelly vaagnede, da Kølen stødte mod Land.
»Har jeg sovet?« spurgte hun.
»Nej, mit Barn,« svarede John Starr venlig, »du har kun drømt, at du sov.«
Natten var nu meget lys. Maanen stod højt paa Himlen og spredte sine klare Straaler til alle Sider.
Grantons lille Havn rummede kun nogle faa Fiskerbaade, som vuggede sig roligt og blødt paa Bugtens langstrakte, sagte rullende Bølger. Henad Morgenstunden lagde Vinden sig. Den klare, taagefri Luft gav Løfte om en af de herlige Augustdage, som Havets Nærhed kun yderligere forskønner. Den unge Pige saa' altsaa her for første Gang i sit Liv Havet, hvis yderste Grænse smeltede sammen med den blaa Himmelhvælving. Hun følte, at hendes snævre Synskreds udvidedes; og dog gjorde det, hun saa', endnu ikke det ubeskrivelige Indtryk paa hende, som Oceanet frembringer paa Beskueren første Gang, naar han ser Dagens Lys spejle sig i de uoverskuelige Vande.
Harry greb Nellys Haand. De fulgte begge John Starr og Jack Ryan gennem de endnu mennesketomme Gader. Denne Forstad til Skotlands Hovedstad forekom for Øjeblikket Nelly som en umaadelig Samling af de samme mørke Huse, hun kendte fra Coal-City, kun med den Forskel, at Hvælvingen over det hele her var højere og fuld af blinkende Punkter, som smilede venligt til hende. Hun ilede af Sted med saa lette Fjed, at Harry ikke behøvede at sagtne sine Skridt, som han ellers plejede, for at hun ikke skulde blive træt.
»Du føler dig vel ikke træt?« spurgte han hende, efter at de havde gaaet omtrent en halv Time.
»Nej, slet ikke,« svarede hun. Det er, som om mine Fødder knap rører ved Jorden. Himlen over os er saa høj, at jeg blot vilde ønske, jeg havde Vinger, for at jeg kunde svinge mig op imod den.«
»Hold paa hende!« raabte Jack. »Vi maa skam passe paa vores kære Nelly. Jeg har for Resten altid den samme Fornemmelse, naar jeg i lang Tid ikke har været uden for Kulværket.«
»Det kommer af,« mente John Starr, »at vi her ikke føler os trykkede af de mægtige Klippemasser, der ruger over Coal-City. Her forekommer Himmelhvælvingen en som et mægtigt Rum, i hvilket man føler sig fristet til at styrte sig ud. — Er det ikke en lignende Fornemmelse, du har, Nelly?«
»Jo, — det er, ligesom jeg hvert Øjeblik blev svimmel.«
»Du vil snart føle dig mere hjemme her, Nelly,« sagde Harry. »Du vil vænne dig til denne Verdens Ubegrænsethed og maaske derved helt og holdent glemme vore mørke Kulgruber«.
»Nej aldrig, Harry!« forsikrede Nelly. De gik nu videre.
Byen laa endnu i den dybeste Hvile. Paa Canongate-Kirkens Taarnuhr slog Klokken to.
Pludselig standsede Nelly.
»Hvad er det for en mørk Masse!« spurgte hun og pegede paa en stor Bygning, der laa noget for sig selv. »Det er Holyrood,« svarede John Starr, »det Palads, hvor Skotlands fordums Herskere boede, og i hvilket der har tildraget sig saa mange sørgelige Begivenheder. Men lad os fortsætte vor Vandring. Der, i det ældgamle Abbedi Holyroods Omgivelser, taarner de prægtige Salisbury-Klipper sig op, som oppe paa Toppen bærer Arthur-Seat (Arthur-Stolen). Det er det Punkt, Nelly, fra hvilket dine Øjne skal se Solen dukke op af Havet.«
Arthur-Seat er i Grunden kun en Høj paa 750 Fod, men den rager op over alle de omliggende Højder. Ad en meget bugtet Vej naaede John Starr og hans Ledsagere efter en halv Times Forløb Hovedet af den Løve, som Arthur-Seat, set fra Vest, i en saa paafaldende Grad ligner.
Der lejrede de sig i Græsset, og John Starr, der stadig citerede sin Yndlingsforfatter, den store, skotske Romandigter, begyndte straks:
»Walter Scott siger om Arthur-Seat: »Skulde jeg nævne det Sted, fra hvilket man herligst kunde se Solen staa op og gaa ned, saa maatte det være dette!« — Pas nu derfor godt paa, Nelly. Solen maa ret snart vise sig, og for første Gang i dit Liv vil du kunne beundre den i hele dens straalende Pragt.«
Nellys Øjne saa' ufravendt mod Øst. Harry holdt sig ved Siden af hende og iagttog hende i ængstelig Spænding. Vilde de første Straaler af Dagens Lys ikke gøre et altfor voldsomt Indtryk paa hende? Alle tav; selv Jack Ryan forholdt sig ganske stille.
Allerede saa' man Horisonten rødme af et svagt, rosenfarvet Skær. De sidste flygtende Taagemasser farvedes af det første Morgenskær. Ved Foden af Arthur-Seat saa' man de utydelige Omrids af Edinburghs store Husmasser brede sig i det usikre Lys; endnu hvilede Nattens Stilhed over Menneskenes Boliger. Kun hist og her afbrød enkelte Lyspunkter det natlige Mørke. Mod Vest formedes Horisontens vekslende Irinie af en lang Række stejle Bjergspidser, som Morgenrøden snart skulde pryde med en straalende Ildkrone.
Imidlertid blev Omridset af Havet imod Øst skarpere og skarpere. De røde Farver gled efterhaanden over til violet. For hvert Sekund bleve Farverne mere og mere livlige, Rosenfarven forvandledes til rødt, det røde blev til Ild.
Netop i dette Øjeblik svævede Nellys Blik fra Foden af Højen over til Byen, hvis enkelte Kvarterer begyndte at træde skarpere og tydeligere frem. Høje Monumenter og nogle enkelte spidse Klokketaarne dukkede frem hist og her, idet deres Omrids tegnede sig bestemtere mod de mørke Omgivelser. Endelig ramte den første Solstraale den unge Piges Øje. Det var den bekendte grønlige Straale, som, naar Horisonten er ren, Morgen og Aften forlader Havet først og sidst.
Et Øjeblik efter vendte Nelly sig om og pegede med Haanden paa et Sted, som laa højere end Byens øvrige Kvarterer:
»Der brænder det!« raabte hun forskrækket.
»Nej, nej, Nelly,« beroligede Harry hende, »det er ingen Ildebrand. Det er kun en flygtig Forgyldning, hvormed Morgensolen pryder Toppen af Walter Scotts Mindesmærke.«
Den øverste Spids af det henved to hundrede Fod høje Taarn over den berømte Skottes Mindesmærke stod virkelig i dette Øjeblik som i Glød.
Nu blev det højlys Dag. Solen steg højere og højere paa Himlen. Dens Glans blev snart aldeles uudholdelig, og den lignede Mundingen af en stor Smelteovn, der aabnede sig paa Himmelhvælvingen.
Nelly maatte ikke alene straks lukke Øjnene, men ogsaa lægge Fingrene tætsluttede paa de fine, næsten gennemsigtige Øjelaag.
Harry raadede hende til at vende sig bort derfra.
»Nej, Harry,« svarede hun, »mine Øjne maa lære at se det samme som dine«.
Endog gennem Haanden mærkede hun en rødlig Glans. Lidt efter lidt vænnede hendes Øjne sig dog til dette Skær. Da aabnede hun endelig Øjnene og saa' ud i Dagslyset.
»O Gud!« udbrød hun, »hvor Verden dog er skøn!« Nu betragtede hun med stum Forundring alle Omgivelserne. Dybt dernede oprullede Edinburg sit store Panorama for
hendes Blik! de moderne, snorlige Kvarterer i den nye
Nelly ser Solen for første Gang.
(Se Teksten Side 165).
sine Sammenhobninger af Bygninger og sammenfiltrede Net af Gader. To Punkter ragede op over det altsammen — det paa Toppen af Basaltklippen optaarnede Slot og Calton-Hill, som paa sin afrundede Top bærer Ruinerne af et græsk Monument. Prægtige Alléer førte til alle Sider fra Byen ud i Landet. Mod Nord skar en Havarm, Forthbugten, sig dybt ind i Kysten og her saas ogsaa Indløbet til Leith's Havn. Imod Vest strakte Newhaven's og Porto Bello's skønne Kyststrækninger sig. Langt derude paa Søen saas hist og her nogle Baade, og flere Dampere i forskellig Afstand fra Kysten sendte deres Røgsøjler mod Himlen. Paa den anden Side laa det smilende, grønne Landskab, og fra den jævne Slette hævede sig hist og her Bakker. I det fjerne kastedes Solens Solens Straaler tilbage fra Lomond-Hills og andre Bjærge, der lyste, som om den evige Sne bedækkede deres Toppe.
Nelly formaaede ikke af fremføre et Ord. Det svimlede for hende, hendes Kræfter svigtede hende, hun følte, hvorledes hun sank sammen ved dette gribende Naturskuespil, og faldt derpaa bevidstløs tilbage i Harrys Arme.