Spring til indhold

Det sorte Indien/19

Fra Wikisource, det frie bibliotek

H. Hagerups Forlag København


Det sorte Indien.djvu Det sorte Indien.djvu/5 176-190

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Nittende Kapitel.


En sidste Trusel.

I Ny-Aberfoyle gik Arbejdet i Dag som altid sin vante Gang. Allerede i lang Afstand hørte man den dundrende Rullen af Dynamitsprængningerne, der bringe Kullagene frem for Dagens Lys. Hist lød de flittige Slag af Spidshakkerne og Hamrene, der løsnede det kostbare Mineralie, her hørte man den knirkende Lyd af Borene, der formede dybe Sprænghuller i Sandstenene og Skiferformationerne. Rundt om fra fornam man en ejendommelig, dump Larm: det var Maskinerne, der stønnende sugede Luften ned gennem Ventilationsskakterne, hvis Trædøre faldt til med en ensformig bragende Lyd. I de lavere liggende Gange og Gallerier rullede de ved mekanisk Kraft bevægede Vogntog af Sted med en Fart af fem Mil i Timen og samtidig hørtes bestandig Lyden af de automatiske[1] Klokker, der paamindede Arbeiderne om i Tide at søge Tilflugt i de særligt dertil indrettede i Sidevæggene anbragte Nicher. Transportkurvene gik uafbrudt deres vante Gang, op og ned, og Maskinerne oppe paa Jorden, ved hvis umaadelige Jerntromler de haledes i Vejret og atter firedes ned, arbejdede utrætteligt.

Grubens Udtømning gik for sig med den største Kraft og Iver: medens de Hold af Arbejdere, som havde arbejdet om Natten, hvilede ud, arbejdede Dagholdene videre, saa at ikke en eneste Time gik unyttet hen.

Simon Ford og Mary sad efter endt Middagsmaaltid uden for deres Bolig. Den gamle Formand holdt sit sædvanlige Hvil, medens han med Velbehag dampede paa sin Pibe. De to gamle sad og snakkede sammen om Nelly, deres kære Søn og John Starr saavel som om den Udflugt, disse vare i Færd med at foretage. Hvor mon de nu vare? —

I dette Øjeblik hørtes pludselig. en stærk Brusen, der hurtig voksede til en voldsom, øredøvende Larm. Det lød næsten, som om et umaadeligt Vandfald paa een Gang var styrtet ned i Kulgruben.

Simon Ford og Mary vare næsten samtidig sprungne op.

I samme Øjeblik bruste Malcolmsøens Vande i Vejret. En taarnhøj Bølge, skumklædt som Havets Brænding, styrtede op over Bredden og slog med et vældigt Brag op over Hyttens Mur.

Simon Ford greb hurtig som Lynet Mary og bragte hende i Sikkerhed i den øverste Etage i Huset.

Paa samme Tid hørtes der ængstelige Raab om Hjælp fra alle de Dele af Coal-City, som denne pludselige Oversvømmelse truede.

Beboerne søgte i ilsom, forvirret Flugt Beskyttelse overalt, selv paa de høje Skiferklipper, der paa alle Sider omgav Søen.

Rædselen steg til det højeste. Nogle Bjergmandsfamilier styrtede allerede, halvt vanvittige af Skræk, hen til Tunnelen for at søge Tilflugt i de ovenover liggende Etager. Man var ikke langt fra at antage, at Havet var brudt ind i Kulværket, hvis Gallerier forgrenede sig helt ud under Nordkanalen. Hvis dette havde været Tilfældet vilde visselig hele den umaadelige Krypt[2], hvor stor Udstrækning den end havde, være bleven fuldstændig fyldt med Vand. Ikke en eneste af Ny-Aberfoyles Beboere vilde have undgaaet Døden.

Men da de første Flygtninge naaede hen til den underste Munding af Tunnelen, bleve de standsede af Simon Ford, der ligesom de selv hurtigst muligt havde forladt Hytten.

»Stands, stands, mine Venner!« raabte den gamle Formand til dem. »Dersom vor By virkelig var bestemt til Undergang, vilde Oversvømmelsen gaa for sig med en saa rivende Fart, at ingen vilde kunne undgaa den. Men se blot, nu stiger Vandet slet ikke mere! Al Fare synes allerede at være forbi.

»Og vore Kammerater, der arbejder dernede i Dybet?«  raabte nogle af Bjergfolkene.

»Dem behøver I ikke at være bange for,« svarede Simon Ford, »de er for Øjeblikket beskæftigede i et Galleri, der ligger højere end Katrinesøens Leje.

Det viste sig kort efter, at den gamle Formand havde Ret i denne sin Antagelse. Vandet trængte vel meget pludselig og voldsomt ind; men da det kom til at udbrede sig i de umaadelige Gallerier, der udgjorde den nederste Etage af Kulværket, formaaede det uagtet sin betydelige Masse ikke at frembringe anden Virkning end at hæve Malcolmsøens Overflade nogle faa Fod i Vejret. Coal-City blev altsaa ingenlunde sat i Fare, og man kunde haabe, at Oversvømmelsen uden at kræve noget Offer havde tabt sig i de allerunderstliggende, endnu ikke bearbejdede Dybder.

Om denne gaadefulde Oversvømmelse hidrørte fra en i Bjergværkets Stenformationer opsamlet Vandmasse, der pludselig havde banet sig Vej ud, eller om muligvis et eller andet Vandløb oppe paa Jordoverfladen var brudt igennem sit Leje, det formaaede hverken Simon Ford eller de andre at afgøre. Men saa meget er vist, at ingen af dem tvivlede om, at det foreliggende Tilfælde hidrørte fra en af de ulykkelige Hændelser, der af og til forekomme i Kulminerne.

Men endnu samme Aften havde man faaet Klarhed i Sagen. Grevskabets Aftenaviser bragte allerede Underretning om den uhørte Begivenhed, der havde ramt Katrinesøen.

Nelly, Harry, John Starr og Jack Ryan, der havde skyndt sig, saa stærkt de kunde, tilbage til Coal-City, bekræftede Rigtigheden af denne Nyhed og erfarede til Gengæld til deres store Glæde, at hele Ulykken indskrænkede sig til nogle mindre Tab, som Oversvømmelsen havde foraarsaget i Ny-Aberfoyle.

Katrinesøens Leje havde altsaa pludselig aabnet sig. Gennem en bred Spalle vare dens Vande trængte helt ned i Gruben. Den sydlige Del af den skønne Sø, var bleven formindsket til en Dam.

Det forstaar sig af sig selv, at denne Begivenhed vakte den største Opsigt. Det var uden Tvivl første Gang, at en stor Sø i Løbet af faa Minutter forsvandt ind i Jordens Indre. Foreløbig var der ikke andet for end ganske simpelt at slette den ud paa det forenede Kongeriges Landkort, indtil man maaske kunde faa Revnen stoppet til og igen faa Søen fyldt med Vand.

Man kunde imidlertid nok forklare sig, hvorledes Tildragelsen var gaaet til. Mellem Kulværkets dybe, store Hvælvinger og Søens Leje indskrænkede Lagene sig til en Masse af en meget ringe Tykkelse.

Men selv om alle andre nok saa meget ansaa dette Gennembrud for Følgen af en ganske naturlig Aarsag, kunde John Starr, Simon og Harry Ford dog ikke lade være at spørge sig selv, om det ikke snarere skulde være en af Ondskab iværksat Handling, der laa til Grund. Uden at nogen af dem ret kunde forklare sig hvorfor, fattede de alle tre uvilkaarlig en stærk Mistanke om, at det maatte forholde sig saaledes. Skulde hin onde Aand igen have begyndt sine Angreb paa det rige Kulværk?

Nogle Dage senere talte John Starr derom med den gamle Formand og hans Søn.

»Simon«, sagde han, »skønt jeg indrømmer, at Sagen kan forklares ganske ligefrem, kan jeg ikke frigøre mig fra en Anelse om, at den hører med til den Række at Begivenheder, hvis Aarsag vi endnu forgæves søger at udfinde.«

»Jeg er fuldstændig af Deres Mening, Hr. Ingeniør,« svarede Simon Ford; »men jeg anser det for det klogeste, at vi foreløbig holder vore Formodninger hos os selv og blot søger at overbevise os om, at de er sande.«

»Aa,« sagde Ingeniøren, »jeg kender saamænd Resultatet paa Forhaand!«

»Hvad mener De da, det vil blive?« 

»Vi vil finde Beviserne paa Ondskabsfuldhed, men ikke Ugerningsmanden selv!«

»Og dog eksisterer han,« svarede Simon Ford. »Hvor i Alverden holder han sig dog skjult? Kan noget levende Væsen, han være saa ryggesløs og forhærdet, som han vil, virkelig falde paa en saa djævelsk Idé som den at sprænge en Søs Leje? Sandt at sige tror jeg ikke, det varer længe, inden jeg ender med at have samme Mening som Jack Ryan, at der her maa være en eller anden Grubeaand paa Spil, som lader os undgælde, fordi vi er trængt ind paa hans Enemærker!«

Det forstaar sig af sig selv, at Nelly saa meget som muligt blev holdt uden for disse Raadslagninger.

Hun understøttede iøvrig ogsaa selv dette Ønske om, at hun intet maatte ane.

Hendes hele Væsen røbede eller tydede i det mindste paa, at hun delte sine Plejeforældres Mistanke. Paa hendes bekymrede Ansigt kunde man læse, at der foregik tunge Kampe i hendes Sjæl.

Hvorledes Sagen nu end kunde forholde sig, blev man enig om, at John Starr, Simon og Harry Ford skulde begive sig hen til den meget omtalte Revne, der var opstaaet i Søens Bund, og søge at komme til et Resultat angaaende den ubekendte Aarsag til Hændelsen. De omtalte ikke deres Forehavende til nogen. Enhver, der ikke var i den Grad fortrolig med alle de forudgaaede Kendsgerninger som John Starr og hans Venner, maatte ubetinget anse deres Formodninger for aldeles urimelige.

Nogle Dage senere gik de alle tre ned til en lille Baad, der roet at Harrys kraftige Arme snart bragte dem til Maalet. De undersøgte nu omhyggeligt de af Naturen formede Piller, som støttede den umaadelige Hvælving, oven over hvilken Katrinesøen laa med sit Leje ligesom hulet ned i Stenmassen.

De fandt deres Formodning bekræftet. Hvælvingernes Piller vare virkelig blevne rystede i deres Grundvold af en Eksplosion, hvoraf der endnu rundt omkring saas umiskendelige Spor i Form af sorte, løssprængte Klippestykker. Det med umaadelig Kraft nedstrømmede Vand var sivet ned gennem de talrige Revner i Jordsmonnet, saa at man kunde komme helt hen til Stedet, hvor det var forefaldet.

Det var aabenbart, at denne Nedstyrtning af en betydelig Del af Hvælvingerne først var bleven omhyggelig udtænkt og derpaa udført af Menneskehaand.

»Her er ingen Tvivl mulig«, sagde John Starr. »Og hvem kan vide, hvad der vilde være sket, hvis Havet ved et saadant Gennembrud var strømmet ind i Stedet for denne lille Sø.

»Ja!« udbrød den gamle Formand, ikke uden en vis Stolthed, »mindre kunde ikke have gjort det! Der maa et helt Hav til, hvis vort Aberfoyle skal druknes! Men endnu engang, hvem i Alverden kan have Interesse af at forstyrre eller, — thi det har dog sagtens været Hensigten — ligefrem tilintetgøre Driften af vort Kulværk.

»Det er virkelig ufatteligt,« svarede John Starr. »Her drejer det sig aabenbart ikke om en Bande almindelige Ugerningsmænd, som fra den Hule, hvor de har deres Tilflugt, gennemstrejfer Omegnen for at stjæle og plyndre! Den Slags Forbrydelser kunde ikke være drevne ustraffede i hele tre Aar. Der kan her, som jeg ofte har tænkt paa, heller ikke være Tale om Falskmøntnere eller Smuglere, der kunde have et sikkert Skjul for deres forbryderiske Industri i en eller anden endnu ukendt Krog af disse umaadelige Huler, og som følgelig maatte have Interesse af at fordrive os herfra. Man slaar sandelig ikke falsk Mønt og driver et farligt Smugleri ene og alene for at gemme hen her, hvad man har erhvervet! Og alligevel er det klart som Dagen, at en uforsonlig Fjende har svoret Ny-Aberfoyle Undergang, og at en eller anden Interesse driver ham til ikke at lade noget Middel uforsøgt for at faa den Hævn fuldbyrdet, han har svoret os! Han er aabenbart for svag til at træde os aabent i Møde; derfor udruger han alle sine djævelske Planer i Smug, men er ikke desto mindre, paa Grund af den Intelligens, han øjensynlig raader over, en meget farlig Modstander. Han maa desuden, mine Venner, kende alle vore Miners Hemmeligheder langt bedre end vi, ellers havde han umuligt saa længe kunnet undgaa vore omhyggelige Efterforskninger. Det er en Mand af Faget, Simon, og det ganske sikkert ikke en af de dummeste. Hvad vi indtil nu har erfaret om hans Maade at gaa til Værks paa, er det haandgribeligste Bevis for denne Slutning. Tænk engang rigtigt efter! Har I nogensinde haft nogen personlig Fjende, som eders Mistanke muligvis kunde falde paa? Tænk nøje derover. Der gives et Had, som Tiden ikke formaar at udslukke. Gaa saa langt tilbage i eders Liv, som det er eder muligt at erindre. Alt det, der foregaar her, maa være Resultatet af et rasende og dog roligt og taalmodigt ventende Afsind. Det er nødvendigt, at I tager eders Hukommelse saa meget fangen, som det er muligt!«

Simon Ford tøvede længe med Svaret. Det var tydeligt, at den ærværdige gamle Formand i Tankerne gennemgik hele sin Fortid, før han afgav en Erklæring.

Endelig løftede han Hovedet og sagde:

»Nej, saa sandt jeg lever, hverken Mary eller jeg har nogensinde haft noget udestaaende med nogen. Jeg tror ikke, vi kan have nogen Fjende, nej ikke en eneste!«

»Gid Nelly dog blot engang vilde tale!« udbrød Ingeniøren.

»Hr. Starr, og du, Fader,« svarede Harry, »jeg beder Dem, lad os endnu blot i nogen Tid holde vore Undersøgelser og Samtaler om dette Emne for os selv. Spørg endnu ikke min stakkels Nelly! Jeg har mærket, at hun er forpint og opfyldt af Angest. Det er min faste Overbevisning, at hun i sit Hjertes Inderste bærer paa en Hemmelighed, som det koster hende den største Møje og som det piner hende i højeste Grad at bevare. Naar hun tier, er det enten, fordi hun slet ikke har noget at sige, eller fordi hun anser det for sin Pligt ikke at tale! Vi har sandelig ingen Grund til at tvivle om hendes Kærlighed til os, til os alle! Dersom hun senere meddeler mig, hvad hun hidtil har fortiet for os, lover jeg øjeblikkelig at underrette Dem derom.«

»Lad saa være, Harry, svarede Ingeniøren, »og dog forekommer denne Tavshed, hvis Nelly virkelig véd noget, mig i Sandhed uforklarlig.«

Da Harry endnu vilde gøre nogle Indvendinger, tilføjede Ingeniøren:

»Vær blot rolig! Vi vil ikke sige en Stavelse ondt om den, som engang skal blive din Hustru.«

»Og det jo før jo hellere, hvis du da ikke har noget derimod, Fader.« 

»Min Søn,« svarede Simon Ford, »i Dag om en Maaned, hverken tidligere eller senere, skal dit Bryllup staa. De vil vel ved denne Lejlighed repræsentere Nellys Fader, ikke sandt, Hr. Starr?« 

»Med største Glæde, Simon,« svarede Ingeniøren.

John Starr og hans Ledsagere vendte derpaa tilbage til Coal-City. De talte, som de havde bestemt, ikke til et Menneske om Resultatet af deres Undersøgelser, og den største Del af Kulgrubens Befolkning vedblev derfor ogsaa at betragte den gaadefulde Klippenedstyrtning i Grubens Hvælvinger simpelthen som et Ulykkestilfælde, der ikke havde haft anden Virkning end at gøre Tallet paa Skotlands Søer een mindre.

Nelly havde genoptaget sine vante Sysler. Besøget oppe paa Jorden havde efterladt en Mængde uudslettelige Indtryk og Erindringer i hendes Sjæl og Harry forstod ypperlig at benytte dem ved hendes videre Uddannelse. Men der undslap aldrig hendes Læber et Ord, som kunde tyde paa, at hun savnede og længtes efter det skønne Liv, hun havde set deroppe. Nu som før sin Udflugt hang hun med hele sin Sjæl ved det mørke Hjem, hvor hun skulde vedblive at leve som gift Kone, efter at hun havde tilbragt hele sin Barndom og Ungdom der.

Rygtet om Harry Fords og Nellys Forlovelse udbredte sig snart over hele den underjordiske By og vakte stor Opsigt. De hjerteligste Lykønskninger strømmede uophørlig ind til dem. Jack Ryan var ikke den sidste Gratulant. Man overraskede ham endog i paa ensomme Steder at indstudere alle sine bedste Sange til den forestaaende Fest, hvori hele Coal-Citys Befolkning skulde tage Del.

Men i Løbet af denne sidste Maaned inden Brylluppet var Ny-Aberfoyle mere hjemsøgt af Ulykker end nogensinde før. Man skulde næsten tro, at Nellys og Harrys forestaaende Forbindelse fremkaldte den ene Katastrofe efter den anden. Det var navnlig Arbejderne nede i Dybet, der bleve ramte af disse Uheld, — og stedse uden at det var muligt at angive den egentlige Grund til dem.

Saaledes fortærede en Ildebrand Træværket i et dybere liggende Galleri, ved hvilken Lejlighed man fandt Brandstifterens Lampe. Det var kun med den største Livsfare, at det lykkedes Harry og hans Kammerater at undertrykke Ilden, som stærkt truede med at angribe hele Kulaaren; at man blev Herre over denne farlige Situation, skyldtes væsentlig Benyttelsen af de saakaldte »Extinkteurer«, Beholdere, der vare fyldte med overordenlig stærkt kulsyreholdigt Vand.

En anden Gang styrtede pludselig alt Tømmerværket i en af Skakterne sammen, ved hvilken Lejlighed det lykkedes John Starr at bevise, at atter en eller anden Skurk maatte have været paa Spil. Harry, der selv ledede Arbejdet paa dette Sted, blev begravet under de nedstyrtende Bjælker og undgik kun ved et rent Vidunder Døden.

Nogle Dage senere stødte et Vogntog, paa hvilket Harry netop befandt sig, pludselig paa en Forhindring, saa at det kom ud af Sporet og væltede. Sagen var, at der var bleven lagt en Bjælke tværs over Skinnerne.

Kort sagt, disse Begivenheder kom i den Grad til at høre til Dagens Orden, at der udbredte sig en formelig Panik[3] blandt Arbejderne. Kun deres Formænds Nærværelse og Myndighed kunde formaa dem til at blive ved deres Arbejder.

»De Slyngler maa være en hel Bande!« mente Simon Ford, »og vi er ikke i Stand til at faa Fingre i saa meget som en eneste af dem!«

Man genoptog Undersøgelserne med fornyet Kraft. Distriktets Politistyrke var paa Benene Dag og Nat, men uden ringeste Resultat. John Starr forbød Harry, som især syntes at være Maalet for alle disse Attentater[4], nogensinde at begive sig uden for de Steder, hvor der netop arbejdedes.

I samme Retning søgte man at indvirke paa Nelly, for hvem man iøvrig, efter Harrys indstændige Ønske, saa godt det lod sig gøre, skjulte alle disse Forbrydelser. Simon Ford og Mary bevogtede hende Dag og Nat med ængstelig Omsorg. Det stakkels Barn mærkede det godt; men ingen Indvending, ingen Klage kom nogensinde over hendes Læber. Vidste hun, gættede hun maaske, at naar man handlede saaledes, var det udelukkende i hendes egen Interesse? Ja, sandsynligvis. I ethvert Tilfælde syntes ogsaa hun paa sin Vis at vaage over de andre, og hun var synligt nok aldrig rolig, naar ikke alle de, som hun havde kær, vare samlede i Simon Fords Hus. Om Aftenen, naar Harry kom hjem, var hun næsten overgiven glad, hvilket var saa meget mere paafaldende, som hun egenlig snarere var en tilbageholdende end en meddelsom Karakter. Saa snart Dagen gryede, var hun oppe, længe før nogen af de andre, og man saa let, at hendes Uro begyndte fra det Øjeblik, da Arbejderne brød op for at begive sig ned til deres Dagværk i Dybet.

For at hun endelig engang kunde komme til at høre op at leve i denne evige Uro, havde Harry arbejdet paa at faa deres Giftermaal i Stand saa snart, som muligt. Han troede, at naar dette uigenkaldelig var ordnet, maatte de ondskabsfulde Angreb endelig engang høre op, og at Nelly nok vilde føle sig tryg, naar hun var blevet hans Kone. Man forstaar derfor let, at han længtes efter Brylluppet, og hans Utaalmodighed deltes af Simon Ford og Mary.

Sagen var, at enhver af dem levede under et stadigt Tryk af de mørkeste Anelser. Man kunde sige sig selv, at den skjulte, uhyggelige Fjende, som man hverken formaaede at angribe eller at bekæmpe, maatte have særlig Interesse af alt, hvad der skete med Nelly. Harrys og den unge Piges Bryllupsfest vilde derfor rimeligvis kunne give Lejlighed til nye, frygtelige Attentater.

En Morgen, otte Dage før Brylluppet skulde finde Sted, var Nelly, drevet at en uforklarlig, uhyggelig Anelse, inden endnu nogen af de andre Beboere var staaet op, i Færd med at gaa ud ad Døren for at undersøge Husets Omgivelser.

Da hun naaede Dørtærskelen, udstødte hun et højt Skrig.

Dette Skrig vækkede alle Husets Beboere, og faa Øjeblikke efter stod Mary, Simon og Harry ved hendes Side.

Nelly var dødbleg, hendes Ansigtsudtryk var forvildet, og i hendes Træk stod præget en navnløs Rædsel. Ude af Stand til at sige et Ord stirrede hun stift paa Hyttens Dør, som hun nylig havde aabnet, og hendes Haand pegede rystende paa følgende Linier, som vare blevne skrevne der i Løbet af Natten, og som nu forfærdede hende i saa høj Grad:

»Simon Ford! Du har røvet den sidste Aare i vort gamle Kulværk fra mig! Harry, din Søn, har frastjaalet mig Nelly! Forbandelse over eder! Forbandelse over alle! Ve over hele Ny-Aberfoyle!

Silfax.«

»Silfax!« raabte Simon Ford og Mary som med een Mund.

»Hvem er denne Mand?« spurgte Harry, idet hans Blik skiftevis hvilede paa Faderen og Nelly.

»Silfax!« gentog den unge Pige med Fortvivlelse.

Hun rystede over hele Legemet, idet hun nævnede dette Navn. Mary lagde kærligt sin Arm om hende og førte hende skyndsomt ind i Stuen.

John Starr kom nu til. Efterat han den ene Gang efter den anden havde gennemlæst de paa Døren skrevne Linier, sagde han:

»Den Haand, som har skrevet dette, er den samme, som tilskrev mig det Brev, der skulde tilbagekalde Deres, Simon! Denne Mand hedder Silfax! Jeg ser paa Deres Bevægelse, at De kender ham! Tal da, hvem er denne Silfax?«

  1. selvvirkende.
  2. underjordisk Hvælving.
  3. Rædsel, overdreven Skræk, utidig Frygt.
  4. Mordforsøg.