Det sorte Indien/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

H. Hagerups Forlag København


Det sorte Indien.djvu Det sorte Indien.djvu/5 190-200

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Tyvende Kapitel.


Pønitenten.[1]

Dette Navn, Silfax, vakte en hel Række Minder hos den gamle Formand.

Det var nemlig Navnet paa den sidste »Pønitent« i Dochart-Gruben.

Tidligere, inden Sikkerhedslampen blev opfundet, havde Simon Ford kendt dette halvvilde Menneske, hvis daglige Arbejde var, under stadig Livsfare at fremkalde mindre Eksplosioner af Kulgassen. Simon havde set dette mærkelige Væsen krybende af Sted paa Bunden af Gangene, altid ledsaget af en umaadelig Harfang, en Slags kæmpemæssig Natugle, som hjalp ham med hans Arbejde, idet den tog hans Fakkel i Næbbet og fløj op i de Luftlag, hvor Silfax's Arm ikke kunde naa op. En skøn Dag var denne gamle Mand pludselig sporløst forsvunden, og sammen med ham en lille fader- og moderløs Pige, der var født i Kulminen og ikke havde nogensomhelst anden Slægt end den gamle Silfax, der var hendes Bedstefader. Dette Barn var efter al Sandsynlighed Nelly.

I femten Aar havde de to nu levet sammen i en eller anden hemmelig Hule indtil den Dag, da Harry frelste Nelly.

Den gamle Formand, der vaklede mellem Medlidenhed og Vrede, fortalte Ingeniøren og sin Søn, hvilke Tanker og Minder Synet af Navnet Silfax havde vakt hos ham.

Dette skaffede endelig Klarhed i Sagen: Silfax var det hemmelighedsfulde Væsen, der uhindret drev sit Spil i Ny-Aberfoyle!

»I har altsaa kendt ham, Simon?« spurgte Ingeniøren.

»Ja,« svarede Formanden. »Manden med Harfangen! Allerede dengang var han ikke længere ung. Han var vel femten eller tyve Aar ældre end jeg. En vild, menneskesky Karakter, der hverken frygtede Ild eller Vand! Det var af blot og bar Lyst, at han havde valgt dette Pønitent-Haandværk, som kun meget faa vilde paatage sig. Den daglige Livsfare, han levede i, syntes at have forvirret hans Tænkeevne. Man sagde, at han var ond, men i Virkeligheden var han maaske snarere sindsforvirret. Hans Legemskræfter vare ganske usædvanlige. Han kendte Kullejet som ingen anden, — mindst lige saa godt som jeg. Man tilstod ham stadig en vis Frihed. Jeg kan ikke sige andet, end at jeg troede ham død allerede for mange Aar siden.«

»Men,« sagde John Starr, »hvad mener han med disse Ord: »Du har røvet den sidste Aare af vort gamle Kulværk fra mig?« 

»Jo, Sagen er,« svarede Simon, »at Silfax, hvis Hjerne, som jeg sagde, efterhaanden var bleven noget forstyrret, allerede længe havde levet i den Tro, at han ejede det gamle Aberfoyle. Hans Sindsstemning blev ogsaa mørkere og mørkere, efterhaanden som Dochart-Gruben — »hans Grube,« som han kaldte den! — udtømtes. Det var, som om Lyden af Hakkernes Slag skar ham i Hjertet. — Du erindrer det vel, Mary?«

»Ja, Simon,« svarede den gamle Skotlænderinde.

»Nu staar alt klart for mig,« sagde John Starr. »Et Tilfælde har røbet Silfax det nye Kullejes Tilstedeværelse. I sin vanvittige Forblindelse har han anset sig forpligtet til et optræde som Beskytter af den. Da han Dag og Nat gennemstrejfede Gruben, maa han ogsaa have opsnappet eders Hemmelighed og faaet nys om, at I vilde hente mig her ned i Gruben. Det forklarer Afsendelsen af hint andet Brev, Attentatet med Stenen paa Harry og mig, Opbrændingen af Stigerne i Yarrow-Skakten, Tilstopningen af Spalterne i Væggen mellem gamle og ny Aberfoyle, vor Indesluttelse og Frelse, — hvilken sidste vi, sikkert mod Silfax's Vidende og Vilje, maa tilskrive den gode Nelly.«

»Deres Forklaring af, hvad der er sket, er sikkert den eneste rigtige, Hr. Starr,« bemærkede Simon Ford; »den gamle Pønitent er nu uden Tvivl fuldstændig gal!« 

»Det er en sand Lykke, at han er det,« sagde Mary.

»Ja det véd jeg dog ikke,« svarede John Starr og rystede paa Hovedet, »thi det maa være en frygtelig Galskab! Jeg kan nu forstaa, at Nelly ikke kan tænke paa ham uden Rædsel, men jeg forstaar ligeledes, at hun ikke har villet angive sin Bedstefader! Hvilke sørgelige Aar hun maa have henlevet i Selskab med denne Olding!«

»Meget sørgelige!« svarede Simon Ford, »alene med dette halvvilde Menneske og den store Harfang! Thi denne Fugl er sikkert ikke død! Det kan kun være den, der slukkede vor Lampe, og ligeledes den, som ikke, var langt fra at sønderrive det Reb, Harry hang i med Nelly i sine Arme!…«

»Og nu forstaar man ogsaa,« sagde Mary, »at Silfax's Raseri har naaet sit Toppunkt, da han fik at vide, at hans Barnebarn og vor Søn skulde giftes med hinanden.«

»Nellys Giftermaal med en Søn af den, som han beskylder for at have frarøvet ham Aberfoyle's sidste Skatte, kan kun have gjort ham endnu mere ondsindet imod os,« bekræftede Simon Ford.

»Han maa dog se at forsone sig med denne Forbindelse!« udbrød Harry. »Hvor meget han end selv foretrækker Eneboerlivet, maa han dog komme til Erkendelse af, at Nellys nye Livsstilling er bedre end hendes tidligere Ophold i Kulgrubens Afgrunde! Jeg er sikker paa, Hr. Starr, at hvis vi kunne faa fat paa ham, vilde vi let kunne bringe ham til Fornuft!…«

»Man kan ikke tale Vanvidet til Fornuft, kære Harry!« svarede Ingeniøren. »Det er selvfølgelig en Fordel at kende sin Fjende fremfor ikke at kende ham, men dermed er langtfra alt gjort! Lad os være paa vor Post, mine Venner, og til en Begyndelse vil det være nødvendigt at udspørge Nelly. Det er nødvendigt! Hun maa kunne indse, at hendes Tavshed nu vil være aldeles meningsløs. I sin Bedstefaders egen Interesse maa hun nu tale! Det er lige saa vigtigt for hende selv som for os, at vi bliver sat i Stand til at tilintetgøre hans djævelske Planer.«

»Jeg tvivler ikke om, Hr. Starr,« svarede Harry, »at Nelly af sig selv vil komme vore Spørgsmaal i Møde. De véd nu, at hun har tiet udelukkende af Pligtfølelse. Hvis hun nu taler, er det ligeledes af Pligtfølelse. Moder har gjort vel i at føre hende tilbage til hendes Værelse. Hun trængte i højeste Grad til Ro; men nu vil jeg gaa ind og tale med hende…«

»Det er unødvendigt, Harry,« sagde den unge Pige selv med en fast og klar Stemme, idet hun i dette Øjeblik traadte ind i Stuen.

Nelly var meget bleg. Hendes Øjne røbede, hvor mange Taarer hun havde fældet; men man saa' tydeligt, at hun var fast bestemt paa at at gøre det Skridt, som hendes Samvittighed paabød hende.

»Min stakkels Nelly!« udbrød Harry, idet han hurtig gik hen imod hende.

»Harry,« svarede Nelly, idet hun med en Haandbevægelse standsede sin Forlovede, »det er bedst, at du og dine Forældre i Dag faar alt at vide. Heller ikke De, Hr. Starr, skal længere være uvidende om noget vedrørende det Barn, som I alle har taget eder af uden at kende det, og som Harry — desværre maaske — har draget op af Afgrunden!«

»Men Nelly!« udbrød Harry.

»Lad Nelly tale,« sagde John Starr.

»Jeg er den gamle Silfax's Barnebarn,« sagde Nelly. »Jeg har ikke vidst af nogen Moder at sige før den Dag, da jeg kom til dette Hus…« Ved disse Ord saa' hun paa Mary.

»Gud være lovet for den Dag, mit Barn,« svarede den gamle Skotlænderinde.

»Jeg har heller aldrig kendt nogen Fader, før den Dag, da jeg saa Simon Ford,« vedblev Nelly — »aldrig nogen Ven, før den Dag, da Harrys Haand greb min! I femten lange Aar har jeg levet alene med min Bedstefader i de fjerneste, mest ukendte Afkroge af Minen. Alene med ham, — det er ikke det rette Udtryk — alene ved ham vilde være mere korrekt, for jeg saa' ham næsten ikke. Da han flygtede bort fra Gamle-Aberfoyle, tog han sin Tilflugt til disse Dybder, som kun han alene kendte. Paa sin Maner var han ganske vist god mod mig, uagtet han stedse indjog mig Skræk. Han ernærede mig med det, han bragte med sig oppe fra Oververdenen; jeg har en dunkel Erindring om en Ged, som var min Amme i min første Barndom, og hvis Tab jeg senere begræd meget. Da Bedstefader saa', hvor stærkt Gedens Død bedrøvede mig, gav han mig i Stedet for et andet Dyr, en Hund. Desto værre var denne Hund altfor lystig af sig. Den gøede ofte, og Bedstefader kunde ikke lide nogensomhelst Slags Lystighed, han havde ligefrem Rædsel for enhver Støj. Mig havde han lært at være stille og tavs, men det gik ikke saa let at faa Hunden dertil. Efter ganske kort Tids Forløb forsvandt det stakkels Dyr. — Bedstefader havde til Kammerat en stor, frygtelig Fugl, en Harfang, som i Begyndelsen indjog mig ligefrem Rædsel. Men til Trods for den Afsky, denne Fugl indgød mig, elskede den mig saa højt og vedholdende, at jeg tilsidst ogsaa kom til at holde af den. Den adlød langt villigere mig end sin Herre. Dette foruroligede mig, for Bedstefader blev skinsyg. Naar Fuglen og jeg vilde være sammen, maatte vi i Almindelighed skjule os, vi havde begge en uvilkaarlig Fornemmelse af, at det var det bedste, vi kunne gøre… Men jeg snakker for meget om mig selv; det er eder, det drejer sig om!…«

»Nej, nej, Nelly,« svarede John Starr, »fortæl blot alting i samme Orden, som du har det i Hukommelsen.«

»Min Bedstefader,« vedblev Nelly, »havde aldrig haft noget godt Øje til eders Naboskab, som dog ikke var synderlig nært; thi han opsøgte stedse sine skjulte Tilflugtsteder langt borte fra eder. Det mishagede ham imidlertid endog blot at vide, at I var der. Naar jeg vilde tale med ham om Menneskene deroppe paa Jorden, formørkedes hans Ansigt, og han svarede ikke, men blev som stum for lang Tid. Men mest vred blev han dog, hver Gang han troede at bemærke, at I ikke var tilfredse med det gamle Kulleje, men ogsaa vilde trænge ind i hans. Han svor højt og helligt, at den Dag, da det lykkedes eder, at komme ind i den nye Kulgrube, som kun han kendte, skulde blive eders Dødsdag. Til Trods for sin Alder havde han umaadelige Kræfter, og hans Trusler gjorde mig i lige saa høj Grad ængstelig for eder som for ham.

»Bliv ved, Nelly,« sagde Simon Ford til den unge Pige, der var standset et Øjeblik i sin Beretning, som for bedre at samle alle sine Minder.

»Saa snart Bedstefader saa', at I paa eders første Besøg i Ny-Aberfoyle trængte ind i det store Galleri, lukkede han Indgangen bag eder og murede eder paa den Maade levende inde. Jeg kendte eder kun som utydelige Skygger, saaledes som jeg havde set eder langt borte i den mørke Kulgrube; men jeg kunde ikke udholde den Tanke, at I skulde dø af Sult i disse rædsomme Dybder; derfor kom jeg, med Fare for at blive grebet paa fersk Gerning, til eder med den Smule Vand og tørt Brød, jeg kunde opdrive… Jeg vilde have ført eder ud af Gruben, men min Bedstefader holdt saa godt Øje med mig, at det var mig umuligt. I var nær ved at dø. Da kom Jack Ryan og hans Kammerater… Gud var saa god at lade mig træffe dem den Dag! Jeg ledte dem hen, hvor I laa. Da jeg vendte tilbage, overraskede Bedstefader mig. Hans Vrede mod mig var frygtelig. Jeg troede, at han vilde dræbe mig. Fra det Øjeblik blev Livet mig næsten uudholdeligt. Min Bedstefaders Hjerne og Tanker blev mere og mere forvirrede. Han erklærede sig for Ildens og Skyggernes Konge. Da han første Gang hørte eders Hakker hamre i Kulaarerne, som han jo i sit Vanvid ansaa for sin Ejendom, blev han som rasende og slog mig ubarmhjertigt. Jeg vilde flygte — det var umuligt! Han vaagede altfor godt over hvert af mine Skridt. Endelig slæbte han mig i et Anfald af Vanvid ind i den Afgrund, hvor I fandt mig, og forsvandt, efter at han forgæves gentagne Gange havde kaldt paa Harfangen, der ikke vilde forlade mig. Hvor længe jeg har ligget der, véd jeg ikke. Jeg kan kun erindre, at jeg følte Døden nærme sig, da du, Harry, kom og reddede mig. — Men du indser nok, at den gamle Silfax' Barnebarn aldrig kan blive Harry Ford's Kone, fordi det da vilde koste dig og eder alle Livet!«

»Nelly!« udbrød Harry forfærdet.

»Nej,« svarede den unge Pige. »Jeg vil og maa bringe dette Offer: Der gives kun eet Middel, som kan afværge den truende Fare — jeg maa vende tilbage til min Bedstefader. Hans frygtelige Hævn truer hele Ny-Aberfoyle!… Jeg véd, hvor uforsonlig hans Karakter er, og ingen kan vide, hvilken Indskydelse Hævnens onde Aand kan give ham. Min Pligt staar klart og tydeligt for mig. Jeg vilde være den foragteligste Skabning, dersom jeg et Øjeblik kunde betænke mig paa at opfylde den. Lev vel, I kære Venner. Jeg takker eder, fordi I har lært mig denne Verdens Lykke at kende. Hvad der end sker, saa vær stedse forvisset om, at mit Hjerte tilhører eder!«

Simon Ford, Mary og Harry sprang forfærdede op, da hun udtalte disse Ord.

»Hvorledes, Nelly!« raabte de i Forfærdelse, »vil du forlade os?«

John Starr holdt dem tilbage, gik lige hen til Nelly og greb hendes Hænder, idet han sagde:

»Du har nu sagt os, mit Barn, hvad du burde sige. Hør nu imidlertid, hvad vi har at svare dig. Vi vil ikke lade dig drage af Sted, og hvis det skulde blive nødvendigt, vil vi endog holde dig tilbage med Magt. Anser du os da virkelig for saa fejge og jammerlige, at vi skulde ville modtage dit ædelmodige Tilbud? Silfax' Trusler ere frygtelige, ganske vist! Men naar alt kommer til alt, saa er den Mand dog kun et Menneske, og vi skal vide at tage vore Forholdsregler. Kan du i Silfax' egen Interesse give os nogen Oplysning om hans Sædvaner, kan du sige os, hvor han plejer at holde sig skjult? Vi ønsker kun een Ting: at gøre ham uskadelig og, om muligt, bringe ham til Fornuft igen.«

»Det, I vil, er umuligt,« svarede Nelly »Bedstefader er alle Steder og intetsteds. Jeg har aldrig kunnet opdage hans hemmelige Tilflugtsteder! Jeg har aldrig set ham sove. Naar han havde fundet et nyt Tilflugtsted, lod han mig blive der alene og forsvandt. Da jeg fattede min Beslutning, Hr. Starr, vidste jeg godt alt, hvad De vilde svare mig. Men, tro mig! Der gives kun eet Middel til at afvæbne min Bedstefader: og det er, at jeg vender tilbage til ham. Han er saa at sige usynlig selv, men han ser alt. Hvorledes skulde han have opdaget Deres hemmeligste Tanker, lige fra Brevet til Dem, Hr. Starr, indtil Bestemmelsen om mit Giftermaal med Harry, dersom han ikke netop besad den uforklarlige Egenskab at kunne skaffe sig alt at vide? Min Bedstefader er, saa vidt jeg kan dømme, selv i sit Vanvid en Mand med store aandelige Kræfter. Tidligere fortalte han mig mange Ting. Han lærte mig om Gud og bedrog mig kun i det ene Punkt, at han for at vække Had hos mig mod hele Menneskeheden skildrede alle Mennesker som slette og troløse. Da Harry bragte mig til Hytten, maatte I vel anse mig for fuldkommen uvidende. Ja, jeg var langt værre! Jeg var greben af en frygtelig Skræk, jeg troede mig i onde Menneskers Magt og vilde flygte fra eder. De, Mary, har bragt mig paa andre Tanker, ikke blot ved Deres Ord, men ved Deres hele smukke Liv, og fordi jeg saa den Agtelse og Kærlighed, hvoraf Deres Mand og Søn vare opfyldte over for Dem. Senere, da jeg saa, hvor meget disse lykkelige og gode Arbejdere ærede og agtede Hr. Starr, for hvis Slaver jeg i Begyndelsen havde anset dem, og da jeg første Gang saa hele Ny-Aberfoyle's Befolkning strømme sammen til Kapellet og knæle ned for at bede til Gud og takke ham for hans store Naade, da sagde jeg til mig selv: »Bedstefar har bedraget mig!« Men nu, da jeg har lært og hørt saa meget af eder, nu tror jeg, at han snarere har bedraget sig selv, den Stakkel. — Lad mig derfor atter opsøge ham paa hans skjulte, mørke Veje; maaske vil han høre mig, naar jeg taler til ham. Hvem véd, om jeg ikke vil kunne bringe ham til Fornuft igen?«

De havde alle ladet den unge Pige tale ud. De følte, at det maatte gøre hende godt at aabne sit Hjerte helt og holdent for sine Venner i det Øjeblik, da hun i sin Ædelmodighed troede, at hun stod i Begreb med at forlade dem for bestandig.

Men da hun nu tav, og hendes Øjne stod fulde af Taarer, sagde Harry, idet han vendte sig om til Mary:

»Moder, hvad vilde du tænke om den Mand, der forlod en saa ædelttænkende Kvinde som hende?«

»En saadan Mand,« sagde Mary, »vilde jeg anse for en Skurk, og hvis det var min Søn, vilde jeg fornægte og forbande ham!«

»Nelly, der hører du, hvad Moder siger,« sagde Harry. »Hvor du end gaar hen, saa følger jeg dig. Dersom du fremdeles er bestemt paa at gaa herfra, vil vi gaa sammen…«

»Harry, Harry!« hulkede den unge Pige.

Men Bevægelsen overvældede hende. Hendes Læber bleve hvide, hun sank om i Marys Arme, og paa den gode Kones Bøn lod Ingeniøren, Simon og Harry dem være alene.

  1. Se Noten Side 54