Det sorte Indien/21
Enogtyvende Kapitel.
Nellys Bryllup.
Man skiltes ad, men forinden tog man den Bestemmelse at anvende større Forsigtighed og Opmærksomhed end nogensinde før.
Den gamle Silfax's Trusel var altfor bestemt, til at man ikke skulde tillægge den stor Betydning. Det Spørgsmaal laa nær, om den gamle Pønitent ikke muligvis havde et eller andet frygteligt Middel til sin Raadighed, hvorved han kunde tilintetgøre hele Ny-Aberfoyle.
Ved alle de forskellige Udgange til Gruben blev der nu Dag og Nat opstillet bevæbnede Mænd. Enhver fremmed, der kom ned til Gruben, blev først ført til John Starr og maatte der godtgøre, hvem han var. Nu undlod man heller ikke længere at gøre Coal-City's Befolkning bekendt med den Fare, der truede den. Da Silfax ikke kunde staa i hemmelig Forbindelse med nogen af Befolkningen, behøvede man ikke at være bange for nogetsomhelst Forræderi. Ogsaa Nelly meddelte man de tagne Forholdsregler, som beroligede hende noget, om end ikke fuldstændig. Men det eneste, der afholdt hende fra at gøre noget Forsøg paa at flygte, var Harrys Forsikring om, at han vilde følge efter hende.
I Løbet af hele Ugen før Nellys og Harrys Bryllup skete der intet usædvanligt i Ny-Aberfoyle.
Minearbejderne begyndte at komme sig noget af den Skræk, som i Begyndelsen havde truet med at standse hele Værkets Drift; men man overholdt dog stadig de strengeste Forsigtighedsregler.
John Starr anstillede stadig de omhyggeligste Undersøgelser efter den gamle Silfax. Da den hævnlystne Olding havde forsikret, at Nelly aldrig skulde blive Harrys Kone, maatte man antage, at han ikke for nogen Pris vilde lade sig afskrække fra at gøre, hvad han kunde, for at forhindre denne Forbindelse. Det bedste vilde være at bemægtige sig hans Person uden iøvrig at gøre ham Fortræd. Man gennemsøgte alle Gangene indtil de øverste Etager, som lob ud i Nærheden af Irvine ved Dundonald-Castle's Ruiner; thi man antog, og sikkert med Rette, at Silfax ad Vejen til Slotsruinen vedligeholdt sin Forbindelse med Oververdenen for enten ved Indkøb eller Rapseri at skaffe sig de nødvendige Levnetsmidler til sin elendige Tilværelse. Med Hensyn til »Ildheksene« var John Starr nu overbevist om, at den gamle Silfax af og til havde antændt mindre Mængder af den Kulgas, som udvikledes i denne Del af Gruben, og derved fremkaldt hint oftere iagttagne Fænomen. Heri tog han heller ikke fejl. Men desværre vare alle Undersøgelser desangaaende ganske uden Resultat.
John Starr følte sig meget ilde til Mode under denne uafladelige Kamp mod et saa at sige uangribeligt Væsen, men han lod dog ingen mærke noget dertil. Hans Bekymring blev større og større, jo mere Bryllupsdagen nærmede sig. Han ansaa det da for sin Pligt at meddele gamle Formand sine Tanker, og denne led iøvrig den ogsaa selv under en let forstaaelig Uro.
Endelig var Dagen kommen.
Silfax havde ikke givet nogetsomhelst Livstegn fra sig.
Fra den tidlige Morgen var hele Coal-City paa Benene.
Alt Arbejde i Ny-Aberfoyle blev for den Dag lagt til Side.
Værkførere og Arbejdere, alle vilde personlig give Mode for at hædre og lykønske deres gamle Formand og hans Søn. De følte det som deres Pligt ved denne Lejlighed at lægge al den Agtelse og Ærbødighed for Dagen, som de nærede for de to Mænd, hvis Mod og utrættelige Anstrengelser Ny-Aberfoyles opblomstrende Virksomhed ene og alene maatte tilskrives.
Klokken elleve skulde Vielsen finde Sted i Kapellet paa Bredden af Malcolm-Søen.
Til det nævnte Klokkeslet saa man seks Mennesker træde ud af Simon Fords Hus. Harry med sin Moder under Armen og den gamle Formand med Nelly. Efter dem fulgte John Starr, tilsyneladende rolig, men dog meget agtpaagivende overfor alt, hvad der foregik rundt omkring, og endelig Jack Ryan, der saa udmærket ud i sin klædelige Dragt som skotsk Militærmusiker.
Derpaa kom Formændene for Værkets forskellige Afdelinger, Coal-Citys Notabiliteter[1], den gamle Formands Venner og Kolleger samt endelig hele den øvrige Del af det store Arbejdersamfund, som udgjorde Coal-City's egenlige Befolkning.
Det var en af disse lumre Augustdage, der navnlig i nordligere liggende Lande ere saa ubehagelige. Den uvejrsvangre Luft trængte helt ned i Gruben, hvor Varmen i Dag var usædvanlig trykkende. Luften var ligesom mættet med Elektricitet. Man havde iagttaget en paafaldende Falden i Barometerstanden, hvilket var meget usædvanligt, saa det Spørgsmaal virkelig laa nær, om et eller andet Uvejr skulde til at bryde løs under den Himmel af Skifer, der hvælvede sig over Ny Aberfoyles umaadelige Rum.
Men der var alligevel ingen dernede, der var urolig over denne truende Luft.
Det forstaar sig af sig selv, at alle gav Møde i deres bedste Stadsklæder. Simon Ford og Mary havde iført sig den skotske Nationaldragt, der klædte dem smukt, og som de bar med megen Værdighed.
Nelly havde foresat sig, saa vidt muligt, at betvinge sin indre Bevægelse. Hun søgte at bekæmpe sin hemmelige Angst, og det lykkedes virkelig ogsaa det kække Barn at give sit Ansigt et roligt, ubekymret Udtryk.
Hun var klædt ganske simpelt, men denne Tarvelighed, som hun havde foretrukket for al kostbar Pynt, gjorde hende kun endnu mere henrivende. Hendes eneste Haarpynt bestod i et saadant broget Baand, som de unge Skotlænderinder pleje at bære.
Den mægtige Grubehvælving oplystes i Dag klarere end nogensinde før af stærkt elektrisk Lys. Et Hav af skinnende Klarhed vældede ud over hele Ny-Aberfoyle.
Hele det talrige Selskab rettede nu sine Skridt henimod Kapellet, der i Dagens Anledning var festligt smykket.
Ogsaa i Kapellet udbredte de elektriske Lamper et straalende Lys, der glimrede i de broget farvede Vinduesruder.
Den ærværdige, gamle Præst, der skulde forrette Vielsen, stod ved Døren til Kapellet og ventede de unge Folk.
Nu nærmede Toget sig, efter at det først i festligt Optog var gaaet omkring Malcolmsøen. I dette Øjeblik tonede Orgelet, og Parrene begav sig med den gamle Præst i Spidsen op til Alteret.
Præsten nedbad først Himlens Velsignelse over hele Forsamlingen. Derpaa traadte Nelly og Harry alene frem foran Herrens Tjener, som stod med Bibelen i Haanden.
»Harry Ford,« sagde Præsten, »vil De tage Nelly til Deres Hustru, og sværger De stedse at bevare hende i trofast Kærlighed?«
»Det sværger jeg!« svarede den unge Mand med fast Stemme.
»Og De, Nelly,« vedblev Præsten, »vil De have Harry Ford til Ægtefælle, og…«
Den unge Pige havde endnu ikke faaet Tid til at svare, da der udenfor hørtes en forfærdelig Larm.
En af de mægtige Klipper, der hang ud over Søen omtrent hundrede Skridt fra Kapellet, havde pludselig løsnet sig uden nogen foregaaende Eksplosion, som om dens Fald allerede længe havde været forberedt.
Nu styrtede Vandet under den ned i en Afgrund, om hvis Tilværelse ingen hidtil havde havt nogen Anelse.
Straks efter dukkede en Baad op midt imellem Klippestykkerne og dreves ved et kraftigt Stød midt ud paa Søen.
I denne Baad stod en Olding i en mørk Munkekutte. Hans lange, hvide Skæg hang ned over Brystet, og hans Haar strittede vildt.
I Haanden holdt han en Davysk Lampe, inden i hvilken der brændte en klar Flamme, beskyttet af det omgivende Sikkerhedsnet.
Den gamle raabte med stærk Røst:
»Kulgassen! Hævn! Død og Fordærvelse over eder alle!«
I samme Øjeblik mærkede man virkelig ogsaa den ejendommelige Lugt af Kulgas, der blev stærkere og stærkere.
Dette hidrørte fra, at Klippen ved sit Fald havde aabnet for en uhyre Mængde Kulgas, som efterhaanden havde samlet sig i Skifermassen, men som havde været indespærret derinde, indtil den ovenover liggende Skiferklippe styrtede ned. Nu strømmede den farlige Luftart under et stærkt Tryk op under Rummets Hvælving.
Oldingen kendte disse Gasbeholdningers Tilstedeværelse og havde pludselig aabnet for dem for paa den Maade at gøre Luften i hele Gruben eksplosiv.
John Starr var imidlertid tilligemed nogle andre styrtet ud af Kapellet og var ilet ned til Søen. »Ud af Gruben! Skynd jer af Sted!« raabte Ingeniøren gennem Kapellets Dør, da han saa, hvilken frygtelig Fare der truede dem alle.
»Hævn! Hævn!« raabte Oldingen atter, idet han drev sin Baad længere frem paa Søen.
Harry førte ilsomt sin Brud og sine Forældre ud af Kirken.
»Af Sted! Af Sted! Ud af Minen!« hørte de paany John Starr raabe.
Det var for sent at flygte!
Den gamle Silfax var parat til at udføre sin sidste Trusel og forhindre Nellys og Harrys Ægteskab ved at begrave hele Coal-City's Befolkning under Kulværkets Ruiner.
Omkring hans Hoved kredsede den umaadelige Harfang paa sine store Vinger.
I dette Øjeblik styrtede en Mand sig dristigt i Søen og begyndte med kraftige Tag at svømme ud mod Baaden.
Det var Jack Ryan. Han anspændte alle sine Kræfter for at naa den afsindige, inden denne fik udført sin djævelske Hensigt.
Silfax saa' ham komme nærmere. Han knuste Lampens Glas, rev den brændende Væge ud af den og holdt den op i Luften.
En Dødsstilhed hvilede over den rædselslagne Forsamling. John Starr havde opgivet alt Haab om Redning og var blot forbavset over, at den uafværgelige Eksplosion ikke allerede havde ødelagt Ny-Aberfoyle.
Silfax skar Tænder af Raseri, da han opdagede, at den altfor lette Gas i Stedet for at udbrede sig i de lavere Luftlag var strømmet op under Grubens høje Hvælving.
Men nu gav han Harfangen et Vink: den greb den brændende Væge i sin Klo, saaledes som den i tidligere Tid saa ofte havde gjort i Dochart-Gruben, og begyndte at svinge sig op under den høje Hvælving i den Retning, hvori Oldingen pegede.
Endnu nogle Sekunder, og Ny-Aberfoyle havde ikke været mere!…
Men hurtig som et Lyn havde Nelly revet sig løs af Harrys Favn og var ilet ned til Søens Bred.
Der raabte hun med høj og klar Stemme:
»Harfang! Harfang! Kom her! Kom her!«
Nelly kalder Harfangen til sig.
(Se Teksten Side 207).
eksplosive Luftlag, hvor Gassen var strømmet op.
Den tro Fugl tøvede først et Øjeblik ligesom forbavset; men lige saa snart det gik op for den, hvem det var, der kaldte paa den, lod den den brændende Væge falde ned i Søen, beskrev søgende en stor Bue og dalede ned og satte sig ved den unge Piges Fødder.
Da lød et højt, forfærdeligt Skrig. Det var sidste Gang, at den gamle Silfax' Stemme lød; thi i det samme Øjeblik Jack Ryan lagde sin Haand paa Baadens Ræling, styrtede Oldingen sig, i rasende Fortvivlelse over at se sin Hævnplan tilintetgjort, i Søens Bølger.
»Frels ham! Frels ham!« raabte Nelly med hjerteskærende Stemme.
Harry sprang ud i Søen og havde snart naaet Jack Ryan, sammen med hvem han dykkede flere Gange for at finde Silfax.
Men deres Anstrengelser vare forgæves.
Malcolmsøens Vande gav ikke Slip paa deres Bytte, de havde for evigt lukket sig over den gamle Silfax.
- ↑ Fornemste Personer.