Digte 1860/Espebladet
Espebladet.
Men, vel at mærke: „Jeg“
er ingenlunde mig.
(Avis aux lectrices).
I Haven under Espen hist i det dunkle Krat
jeg sad ved Hendes Side en dejlig Sommernat.
Syrenerne i Klynger imellem Løvet hang,
men Purpurrosen drømte endnu i Knoppens Tvang,
den svulmede derinde saa elskovsfuld og varm
med alle Vaarens Længsler i sin trinde Jomfrubarm.
Den skjelmske Zephyr svinged sig i den stille Luft;
snart tumled han beruset i Havens Blomsterduft,
snart over Søens Flade han lystigt dandsed hen,
snart mellem Espens Blade han hviskede igjen.
Jeg kan ej oversætte hans Ord i noget Sprog,
men hvad han hvisked gjætte I Elskende jo dog!
Fra Skoven i det Fjerne lød Nattergalens Kluk,
og hele Jorden aanded saa vellystfuldt et Suk.
— Men bag Jasminens Grene, i Ly for Maanens Skin,
vi sadde ganske ene, i Skumring hyllet ind.
Der stod en lille Mosbænk i Labyrinthens Skjød,
den havde Plads til Tvende og var som Duun saa blød.
Og Hun, hvor var hun yndig! Hun var kun atten Aar,
hun svulmed just som Rosen i den drømmende Vaar,
med Barnets hele Uskyld og Qvindens hele Ild.
Og hvor hun var hengiven og kjærlig og mild;
de silkebløde Arme omkring min Skulder laae;
halvt drømmende tillukked hun Øjets dunkle Blaae.
Hvad sagde dette bristende Blik? Jeg veed det ej.
Men hvad endog det sagde, saa var det intet Nej.
Ha, hvor min Læbe brændte, hvor banked hendes Barm!
Hvert Kys en Flamme tændte. Hun bæved i min Arm.
— Da faldt et Blad til Jorden fra Espetræets Top.
Og som en Rædselstorden dets Raslen jog os op.
Jeg gjemmer Bladet troligt, jeg har det endnu her
blandt mine Elskovsminder. Hvergang jeg paa det seer,
saa tænker jeg paa Hende. Ak ja! Nu er hun gift.
Hun er nok Præstekone etsteds i Viborg-Stift.
Men Han, den gode Pastor, han veed nok neppe hvad
han skylder dette lille adrette Espeblad.