Digte 1860/Vildsporet
Vildsporet.
But a laughing woman with two black eyes
is the worsest devil of all.
Shakespeare.
I den tavse Skov, i den dybe Dal
løber en Sti, hvor Bækken
risler i Kløften, kølig og sval,
beskygget af Ellehækken.
Den Sti er saa smuk, den lokker Enhver
med en Magt, som er uforklarlig;
men har Du Din Fred og Din Lykke kjær,
saa følg den ej — den er farlig.
Jeg har fulgt den selv, jeg har fulgt den tidt,
baade tidligt og silde,
Fod for Fod og med ilende Skridt,
baade i Storm og i Stille.
Om end Midnattens Mulm dækker Himmel og Jord,
for mig kan det Stien ej spærre;
som det rygende Sneefog bortvister hvert Spor,
jeg finder den altid — desværre!
Det var ifjor Sanct Albani Dag,
jeg vandrede just fra Bakken
ned gjennem Skoven i Ro og Mag
med Bøssen hængt over Nakken;
Solen skinnede, Himlen var blaa,
Varmen zittred i Luften,
rundtom blomstred Convaller smaa,
jeg blev næsten beruset af Duften.
Alt var saa underligt tyst: der sang
ikke en Fugl i Skoven,
ikke et Vindpust leged engang
blandt de dunede Blade foroven.
I Sommerens Solskin, i Middagens Ro,
laa Alt som i salig Slummer,
og jeg selv var saa ung, saa fri og saa fro,
jeg kjendte ej Kval eller Kummer.
Men ret som jeg vanked, saae jeg en Sti
bugte sig inde i Skyggen,
og greben af Tusmørkets Trylleri
vendte jeg Lyset Ryggen.
Jeg fulgte Stien og agted ej paa,
hvor hurtig Dagen kan lide,
først langt om længe jeg standsed og saae,
det var ved Aftenstide.
Da aanded den snævre Sti sig medeet,
og hegnet af skovklædte Høje
laa der den yndigste lille Plet,
man kunde see for sit Øje.
Hvo havde vel her sit eenlige Hjem? —
Bag Guldregn, Syren og Jasminer
titted en Hytte skalkagtig frem
fra de brogede Blomstergardiner.
Paa Bænken udenfor Hyttens Dør
sad den dejligste Kvinde;
aldrig jeg saae hendes Lige før
eller senere nogensinde.
Forgyldt af Solen var Blomst og Blad,
i Glød stod Himmelens Bue,
men Intet straaled som hun, der sad
i Aftenens Purpurlue.
I Skovens Tykning stirred hun ind
og skyggede Øjet med Armen,
dunkelt gløded den brune Kind,
yppigt svulmede Varmen,
rige kulsorte Lokker faldt
ned over de trinde Skuldre:
Det var en fristende Kvindegestalt,
en mørk, bedaarende Huldre.
Nu blev hun mig vaer, og med smilende Mund
hun hilste: „God Aften, Hr. Jæger!“
Hun bad mig tøve og hvile en Stund,
og hented et bredfuldt Bæger
berusende Mjød; med ungdommeligt Mod
tømte jeg det til Bunden —
da var det, som om der gik Ild i mit Blod;
den Drik har jeg aldrig forvunden.
Jeg kunde ej mere mig selv forstaae,
ej følge en Tanke tilende;
hver Attraa fra Hjertets mørkeste Vraa
steg frem og drog mig til hende.
Jeg greb hendes Haand, den bløde Arm
om min Skulder jeg dristig bøjed,
til mit Bryst jeg trykked den glødende Barm —
da saae hun mig dybt i Øjet.
Og som Brudeblus gjennem Lokkernes Nat
vildt hendes Blikke flammed;
jeg syntes mit Hjerte smeltede brat,
jeg svimled og sittred og stammed;
men snildt hun snoede sig bort og lo:
„Hr. Jæger, lad af at jage!
I er kommen paa Vildspor ikveld, kan jeg troe.
Skynd Jer at vende tilbage!“
Paa Vildspor var jeg; men baade Fod,
Tanke og Vilje var hildet,
og jo længer jeg tøved, jo længer jeg stod,
jo værre blev jeg forvildet.
Jeg bød hende Hjerte, og Haand og Tro
og mit Liv og Alt, hvad jeg ejed;
men jo mere jeg loved, jo mere hun lo —
for lidt mine Løfter vejed.
„Haand og Hjerte og Tro — Ej ej,
hvor den Tale er fiin og fager! —
svarte hun kjækt — men hvad skulde jeg
med slige dejlige Sager?
Naar først man bliver af Elskov kjed,
er Troskab til liden Nytte —
Den Elsker, der vinder min Kjærlighed,
skal Intet give ibytte.“
Det var ifjor Sanct Albani Dag —
Aar og Dag er nu svundet.
Ak! — Endnu er mit Haab kun Bedrag,
endnu har jeg Intet vundet.
Dog sælsomt hvisked hun sidste Gang:
„Min Elskov kan hurtig komme;
men bliver Dig Længslens Tid for lang,
saa fly kun før den er omme!«
Var det en Spøg? Jeg veed det ej,
men det var grumt om hun spøgte!
Bort fra sin Sjæl, sit eget Jeg
mægter jo Ingen at flygte,
og min Sjæl og mit Hjerte har hun besat,
hun ruger derinde som Dragen
i flammende Drømme den mørke Nat
og i glødende Tanker om Dagen.
„Min Elskov kan komme!“ — saa lød hendes Ord.
Gjerne jeg lader mig gjække:
Kunde hun elske mig — Himmel og Jord!
Jeg forsagede glad Eder begge,
og elsker jeg haabløst — ved Alt hvad jeg leed! —
jeg foretrækker min Vaande
for Kvindens sædvanlige Kjærlighed,
den tamme, blege og blonde.
Maaskee var det ikke fra Himlen hun fik
den Magt, som min Hu betvinger;
men fløj en Engel forbi hendes Blik,
han sved sine hvide Vinger —
maaskee er jeg hildet i Mørkets Garn
og tæres af Dybets Flamme;
men var hun ogsaa et Nattens Barn —
min Elskov blev dog den samme!
Iaften venter hun mig maaskee —
Alt nærmer sig Midnatsstunden,
vildt fyger i Stormen den knittrende Snee,
baade Spor og Sti er forsvunden;
men jeg maa derud; hun hviskede sidst:
„Min Elskov kan hurtigt komme“ —
Lad det storme og fyge! Jeg aner forvist:
Snart Længselens Tid er omme!