Digte 1860/Et Trediedeel-Hundrede Smaavers

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Th. Gandrup Kjøbenhavn


E Bøgh Digte 1860.djvu E Bøgh Digte 1860.djvu/7 192-200

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1952. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1928.


Et Trediedeel-Hundrede Smaavers

1.

I Heden.

Glødera Hjertet, koger Blodet,
stiger Dampen Dig til Ho’det,
slaa Dig da til Ro en Stund,
tør din Pen og luk Din Mund!
Ti mod Een derpaa jeg vover,
At naar Heden først gaaer over,
hele Dampen vil paa Stand
blive til det bare Vand.


2.

Paa Ballet.

Balsalens sværmende Aander omhvirvle den straalende Dronning:
Malstrømmens Centrum hun er — Kom hende ikke for nær!
Husk paa de varslende Ord, som St. Augustinus har skrevet:
„Corea est circulus, cujus centrum diabolus est!“


3.

Under Debatter.

Bliv hverken ængstlig eller Vred i Hu,
naar de Umælende vil Ordet føre!
Naar Faaret siger „Bæh“ og Oxen „Buh“,
saa siig Du „Bah!“, og lad Dig ikke røre.


4.

Kampregel.

At vise Skaansel mod en slagen Fjende
er simpel Pligt, naar Kampen er forbi.
Men Skaansel førend Striden er tilende,
det kaldes slet og ret — Cujoneri.


5.

Tab.

Tabes Penge — det er ikke vel!
Tabes Ven — det Tab vil mindes længe!
Tabes Livet — det er Bagatel!
Tabes Modet — da bør man sig hænge!


6.

Fredsrøst.

Hvis en Oxe truer Dig min Ven,
da gaa bort, om Veien er Dig aaben!
Hvis Du vender Panden til igjen,
maa Du synes, det er lige Vaaben.


7.

Under Sorgen.

Hvad hjælper Dig den sørgelige Mine?
Maaskee den glæder Dine Fjender lidt,
men Dine Venner vil den altid pine,
og fremfor Alt: Den skader Din Kredit.


8.

Fornærmelser.

Al Haan og Skam og Spot Du gjemme i Dit Skrin,
og tale ej derom, ifald Du det fortjente.
Hvis ej, da er det Laan paa ubestemt Termin —
og husk: jo længer Tid, der gaaer, jo større Rente!


9.

Forord.

Bliv Hvermands Lærer, Moralist og Ven,
Forsvarer, Raadmand, Bedemand, Husvaler —
Men lad det ikke angre Dig igjen,
om Navnet Hvermands Nar Din Daad betaler.


10.

Trøst.

Du er forskjellig fra de Fleste —
Beklag Dig ikke over det!
I Reglen er jo Alting slet;
Undtagelserne er det Bedste.


11.

Mængden.

Klag ej, at Menneskene i vort Land
formere sig for stærkt; thi Du vil finde,
imellem tyve „Herrer“ knapt een Mand,
eg mellen tyve „Damer“ knapt een Kvinde.


12.

Singularis og Pluralis.

Om Du paa Venner troer, Du Dig bedrager;
men paa Din Ven Du stole trygt og frit —
Spil kun i Hjerter, naar det Dig behager,
men spil ej med det Hjerte, som blev Dit.


13.

Bagtalelse.

Om Du bagtales Nat og Dag,
det bør Dig aldrig smerte —
Alt, hvad der rammer paa Din Bag,
det træffer ej Dit Hjerte,


14.

Kirke og Theater.

Jeg lider ej, at Verden bli’er kalfatret,
jeg respecterer hvert et Monopol —
jeg lider ingen „Præken“ i Theatret
og ingen „Scener“ paa en Prækestol.


15.

Raad.

Naar Daarerne kjævles, da skal Du ej gaae
imellem, om ej det forlanges —
det lønner sig daarligt, som Mægler at staae
imellem to Oxer, der stanges.


16.

Culturen stiger.

Trettenaars-Herrer og Tyveaars-Drenge,
Tredveaars-Oldinger, Børn paa Halvtreds,
Otteaars-Damer og Tolvaars-Coquetter,
Jomfruer midt i den tredie Snees —
Verden gaaer frem med forbausende Skridt,
Drivhuusculturen kan bringe os vidt!


17.

Venskab og Fjendskab.

I Kampens Stund at staae foruden Ven,
det kan den Gjæveste, den Bedste hænde,
men vist er det: En stakkels Pjalt er Den,
der ikke har saameget som en Fjende.


18.

Et Surrogat.

Hvem Gud gi’er et Embede, gi’er han Forstand
den Sætning er stundom bestredet;
men, giver han ikke Forstanden, saa kan
en Fuldmægtig bruges istedet.


19.

Sandheden.

Den nøgne Sandhed forarger Enhver!
Snart er det en reen Nødvendighed
at hylle den ind baade her og der
Paa Grund af Tidens Anstændighed.


20.

En lille Almagt.

Klag ej paa Dine Evner! De slaae bestandig til.
Naar Du blot er fornuftig, saa kan Du, hvad Du vil.
Fornuftig Mand kan ønske ret meget — det gaaer an!
Men, som fornuftig, vil han ej mere end han kan.


21.

Landet og Staden.

Hvorfor er Landboen sund og stærk
og Stadboen svækket og bleget?
Jo —: Landet, det er Vorherres Værk
men Staden, den er vort eget.


22.

Den Misundtes Trøst.

Om stundom Du Dig misundt seer,
saa lad det ej Dit Hjerte nage!
Var Du kun misundt af Enhver
saa kunde Ingen Dig beklage.


23.

Prognostikon.

Hvad bringer vel det nye Aar?
Kun Følgerne fra gamle Dage —
Du skimter hvad der forestaaer,
saasnart Du seer Dig ret tilbage.


24.

Bagefter.

Bagefter forstaae vi nu Alting saa godt —
Ak kunde vi gjøre det to Gange blot!
Dog — kunde vi det — er jeg næsten bange
Vi ønsked’ at gjøre det trende Gange.


25.

Lidet kan gjøre det!

Bare et Sandskorn, et Støvgran i Øjet —
strax er den smukkeste Udsigt spoleert.
Bare lidt Modgang — strax er man beføjet
til at bedømme Alverden forkeert.


25.

Festina lente!

Stands, Lykkejæger, Din Gallop!
Jeg forudsiger Dig med Vished:
Du løber aldrig Lykken op —
Du løber blot fra Din Tilfredshed.

27.

Hvis er Skylden?

Om Stormænds Hovmod straaler En og Hver.
At, kjære Smaafolk! Om I bare lover,
at I vil aldrig krybe for dem meer,
saa lover jeg, at det skal snart gaae over.


28.

Rigdom og Armod.

Om Rigdommens Aag er besværligt at bære
Nuvwel! Man kan blive det qvit i en Hast;
men Armodens Byrder er ligesaa svære,
og — hvad der er værre — de hænge saa fast.


29.

Taalmod.

I Sygdom, Sorg og Møje
er Taalmod Mandens Pryd;
men skal man Uret døje,
er Taalmod Trælledyd.


30.

Stemme Tegn.

Naar Manden seent og tidligt har den Vane,
at tale om sit Helbred, er den krank,
og fører Kvinden tidt sin Dyd paa Bane,
har denne ogsaa gjerne en Skavank.

31.

Straffen.

Om Straffens Haand ej altid traf
Enhver, som Straf fortjente,
saa er det allerede Straf
at have Straf ivente.


32.

Exergese.

Jeg studsede den første Gang, jeg hørte Præsten sige,
at ingen Rig kan komme ind i Himmeriges Rige;
dog Sagen er jo soleklar, ej til Beviis den trænger,
thi naar man først er død, saa har man ej en Skilling længer.


33.

Den Første.

Førstemand gaaer glip af Prisen —
det kan ikke være Andet. —
Han er kjæk: han bryder Isen,
og — saa falder han i Vandet.


33⅓.

Brøken - til Læseren.

Et Drittel-Vers, nøjagtig deelt,
jeg skylder Dig, om Du er stræng —
Tag dette — det er næsten heelt,
det mangler bare et Point.