Digte 1860/Velmeent Advarsel
Velmeent Advarsel.
I, som med Begeistring lytte
til en listig Digters Sang
om en straatakt Hyrdehytte,
Kjærlighed og Harpeklang,
tro ham ikke, hulde Piger!
fly ham, før det er for seent —
Hør, hvad jeg som Broder siger,
det er sandt og ærligt meent.
Tro ej paa hans Elskovsflammer,
paa hans Kvaler og hans Død!
Kan han synge om sin Jammer,
ak — da har han ingen Nød.
Naar han raser, sværger, beder,
glem da ej: hans Raseri,
Løfter, Taarer, Suk og Eder —
Alt er lutter Poesi.
Tro ham ikke, naar han synger
om sin Troskab! Mærk mit Ord:
Lige kjærlig han omslynger
alt det Skjønne paa vor Jord.
Og saamange Sanggudinder
har hans Hjerte i Logis,
at hans stakkels Kone finder
neppe nok en Plads deri.
Tro kun ej, hans Madrigaler
hele Livet række kan,
Prosa — Prosa blot han taler,
naar han bliver Ægtemand;
og — om en poetisk Tone
stundom blander sig deri, —
naar han synger for sin Kone,
er det altid Elegi.
Tro ej heller, han er practisk
og bestyrer Huset vel, —
Nej, desværre: Det er factisk!
Digterne har altid Gjæld.
Det er ogsaa factisk, at en
Digter bruger Tiden slet;
thi han skriver hele Natten,
og om Dagen er han træt.
Derfor lukker Eders Øre
for den Falske — Tro ham ej!
Vil et Broderraad I høre:
om han frier, saa siig „Nej“ —
Tro og Love, Ord og Pligter
tager han poetisk frit — —
— men, see jeg er ikke Digter —
nej — jeg rimer bare lidt!