Digte 1860/Et Rokkebrev
Et Rokkebrev.
Til Sophie.
Du beder, at et Rokkebrev
paa Vers jeg skal Dig give;
et sligt, som Christian Winther skrev,
Du haaber det skal blive.
Du er satirisk mod Din Ven,
det har jeg lange mærket.
Dog, jeg skal hente Blæk og Pen
og skride strax til Værket.
Forsigtig først Du raader mig
for Smigreri at spare
Dit Kjøn og fremfor Alting Dig —
Ak, det har ingen Fare!
Saasnart jeg hører Rokken gaae,
kan ej Alverdens Piger,
ja ikke Du engang formaae
mig til den mindste Smiger.
Thi Rokken har et Trylleri
i sine skjønne Toner,
der hæver alslags Poesi
til fjerne Regioner.
Den stygge Sandhed ene staaer
som Sangmø da tilbage.
Det er fra hendes Haand, Du faaer
Dit Rokkebrev at tage.
I.
Totten.
Hvor Totten bliver trukket
i Haarene — o vee!
See, hvor den bliver plukket —
skal jeg græde eller lee!
Ja, Ægtemænd, der seer I,
saa gaaer det just Peer Tot.
Faaer Kvinden Magt, saa skeer I
min Sandten Skam og Spot.
II.
Tenen.
Den hurtigste Teen og det fyrigste Sind
bli’er snarest omslynget af Pigernes Spind.
Jo mere Du snoer Dig, jo meer Du Dig dreier,
jo lettere vinde Smaapigerne Sejer.
III.
Garnet.
Naar Garnet skjuler Pigens Teen,
begynder hun paa endnu en.
Ja, er først En i hendes Spind,
hun spinder snart en Anden ind!
IV.
Hjulet.
Hurtigt vender sig tilvisse
Rokkehjul og Hvirvelvind —
men langt snarere end disse
Kvindegunst og Kvindesind.
V.
Fodstykket.
Naar Tøflen trykker altfor haardt,
Vil Spinderiet blive kort.
Træd derfor ej for haard Gallop,
din Rok slaaer af — Din Elsker op!
VI.
En Parallel.
Jeg Rokke og Kvinder bestandig skal hædre,
Forøvrigt: jo mindre de høres, jo bedre.
VII.
Herkules og Omphale.
Med Kølle og med Løvehud faa stolt Omphale stod,
mens Herkules bag Rokken for sin Daarskab gjorde Bod.
Han bar det med Taalmodighed og gjorde ingen Støj,
„Es ist eine alte Geschichte — sie wird doch immer neu!“
VIII.
Arachne.
Arachne fordred Pallas ud
til Væven og til Spinden.
Hun tabte, og med Grumhed blev
hun straffet af Gudinden.
Med vore lærde Damer gaaer
det tvertimod: med Bæven
Minerva flygter bort, saasnart
hun hører deres Væven.
IX.
Parcerne.
I Himlen sidde tvende Piger smaa
ved Skjæbnens Rok og tyst vor Livstraad spinder.
Men siden gjøres Knuderne derpaa
af Jordens Parcer: Tanter og Veninder.
X.
Ariadnes Traad.
Da Theseus vovede sin djærve Daad,
hans Fare Ariadnes Hjerte rørte,
og i en Hast hun spandt den lange Traad,
Som Helten gjennem Labyrinthen førte.
Ak, paa en ligesaadan Traad, som naaer
til Kvindehjertets Dyb, har nu forgjæves
de Vise spundet et Par Tusind Aar —
en lille Evighed nok dertil kræves!
X.
Trøst.
Om Damerne, der læse dette,
i mig en Kvindehader seer,
da kan jeg som en Trøst berette:
Jeg hader Nokke endnu meer —
XII.
Finale.
Og nu, Sophie, har Du nok!
Hvad, Du er vred, min Kjære!
Nuvel, bind Brevet paa din Rok
og see det aldrig mere!