Digte 1860/Riimbrev
Riimbrev
til min Fætter Peter, da han havde udgivet
sine Digte.
(See: „Mulm og Nat“, lyriske Digte af Peter Hansen. Christianshavn. Forfatterens Forlag.)
Usalige Peter!
Hvad har Du dog gjort!
Et heelt Bind Lyrik, fjorten, femten Ark stort —
et heelt Bind Lyrik af den meest sønderslidende,
tænderskjærende, hændervridende
har Du iforgaars til Markedet bragt
og selv forlagt!
Rundtom her i Byen er Sagen bekjendt:
Dit stakkels ærlige Navn staaer paa Prent
paa Titelbladet tilligemed Prisen —
desuden har baade Adresseavisen
og Flyveposten og Berlingske Tidende
bragt det til Guds og Hvermands Vidende
lige fra Nørre- til Amager-Port —
Usalige Peter, hvad har Du dog gjort!
Jeg kiender Dig jo som en skikkelig Fyr,
godmodig, tjenstfærdig,
og kort sagt: elskværdig
saavel imod Mennesker som imod Dyr,
og jeg har desaarsag slet ikke forstaaet,
hvorfra Du har faaet
den sælsomme Nykke:
paa Død og Ulykke
og Kval og Fortvivlelse, Midnat og Skygge
og Gravlugt og Ligkistepinde at brygge
en saadan forgiftig og bitter og suur
poetisk Mixtur
som den, Du saa kjækt har
udgivet for Nectar
og ladet servere for Store og Smaa —
Hvad tænker Du paa!
En Femten-Arks-Dosis som den, Du har givet,
kan magelig skille et Mandfolk ved Livet;
og slig en Masse, troer Du, Enhver,
endogsaa Kvinder og Børn, kan nyde! —
Hør Peter! Om jeg var Stadsphysicus her,
saa lod jeg saagu Dine Digte forbyde.
Fortæl mig dog, Kjære,
hvorlunde Du fik
det Indfald at dyrke den sorte Lyrik! —
Dog nej, lad kun være:
Formodentlig veed
jeg bedre Besked
om denne Affaire
endnu
end Du,
og skjøndt det er mere,
end Du kan begjære,
skal jeg nu forsøge at orientere
Dig lidt i Din egen poetiske Sphære.
Dog først maa Du høre en hjemmegjort Fabel —
særdeles prosaisk, men højst applicabel.
En Kæmpe var kommen til Dvaergenes Land,
og Dværgene saae paa den store Mand.
De saae med Forundring, at naar han stod
rank og ret, var han otte Fod.
Men det var kun sjelden man saa ham rank,
hans Nakke havde en lille Skavank.
Den var noget bøjet — en reen Bagatel —
Kampen var Kæmpe alligevel.
Og hver en Dværg gik og tænkte: hvordan
skal jeg dog blive en Kæmpe som han!
Hans Storhed, den var dem umulig at naae —
Ulykken var den, de vare fødte for smaa.
Men hænge med Ho’det, var ikke saa svært —
det fik da de stakkels Smaapuslinger lært.
De trøsted sig med, at naar Nakken var kroget,
saa ligned de altid en Kæmpe i Noget,
og stolte derover kom Ingen ihu,
at Ligheden gjorde ham mindre endnu.
… Ja nu er jeg færdig! — Du spørger: „Hvad meer?“ —
Der er ikke mere, højtelskede Fætter!
Det var en Parabel paa gammel Maneer,
hvis Indhold Du vist uden Hovedbrud gjætter.
Du studser, Du smiler, Du svarer: „Vist ej! —
Hvad rager vel Dværgenes Dumheder mig?“ —
Ak skam Dig paa alle Pygmæernes Vegne,
og vild: Deres Dumheder er Dine egne!
Ja, Du har forgabet Dig, stakkels Peter,
i en eller to af de store Poeter,
maaskee i tre, fire, ja fem eller flere,
og dem vil Du nu sans façon copiere.
Jeg gjenkjender alt
i Din lille Gestalt,
et Skimt af Lord Byron, den farligste Frister
for alle uskyldige unge Copister,
Dæmonen som snart i sin stolte Svimlen
foragted Jorden og trodsed Himlen,
og snart i dybe bævende Kvad
blot om en Taare ved Urnen bad —
et Skimt af Heine, den Ungdomsbedaarer,
hvis Latter spotter hans egne Taarer,
hvis gyldne Lyre paa een Gang er stemt
til drømmende Vemod og gjøglende Skjæmt,
et Skimt af Lenau og Putzkin … men holdt!
For Gude Skyld Fætter — bliv ikke stolt! —
Jeg seer dem, som sagt, i Din lille Figur,
men det vil da sige: i Karikatur.
Du ligner de Store paa Dværgemaneer —
Trods al min Møje jeg Intet seer
af Storhed i Udtryk og Storhed i Tanker,
men derimod seer jeg de Stores Skavanker:
Lord Byrons Hestefod, Heines Vissenhed,
Lenaus Vanvid og Putzkins Zerrissenhed.
Nu vil Du formodentlig tage paa Vej
og skrige paa Frækhed og gjøre Allarm,
men spar kun Din Harm!
De Store og Storheden spotter jeg ej!
Kun Himlen kan dømme de stolte Titaner,
der stormed Olympen og Gudernes Raad,
vi Smaa tør ej gjækkes med Kæmpernes Daad,
ej gjøgle med Kvaler, sem neppe vi aner,
men smaalee, det tør jeg,
det maa jeg, det gjør jeg,
naar Du, trods Din spinkle og spæde Sopran
vi hyle omkap med en styrtet Titan.
Ja Peter, om Du var min egen Broder,
jeg kunde ej Andet! Jeg maatte jo lee
ad al denne Jammer og Kval og Vee,
Du hyler os for efter laante Noder,
jeg maatte vel lee ad en Sanger, der troer,
at Nogen til Dato har jamret sig stor. —
Du lyver Dig stokblind for Livets Herlighed,
Jordens Ynde og Himlens Kjærlighed,
flyer fra Lyset og roder Dig ned
i Gravens Muln og Uhyggelighed,
og klynker og knurrer i Nattens Skjød
om Træthed og Mæthed og Dvale og Død —
Er sligt et Klynk vel poetisk? — Nej,
maaskee det kan være „guddommelig“ lyrisk;
det veed jeg, at menneskeligt er det ej,
jeg finder det hartad murmel-dyrisk.
Kom op af Dit Gravdyb! Forgjæves Du stønner
og klynker Dig træt,
den Rolle Du spiller er flau, og den lønner
sig inderlig slet.
Hvem troer Du vil høre en tudende Ugle,
mens Skovene vrimle af qvidrende Fugle?
Hvem henter vel nu sine Yndlingssprog
fra St. Jeremiæ Begrædelses-Bog?
Husk paa: Vore Landsmænd er alle svorne
Uvenner af Sorgen især den forlorne.
Visk derfor den konstige Taaresladsk
af Øjet, og vadsk
den blygustne Sminke af Kinden og Panden,
og lyv Dig ej Olding, før Du bliver Mand,
vær som Du er smukkest: vær sund og vær sand,
kort: Vær Peter Hansen! Du seer jo: Du kan,
hvor gjerne Du vilde, ej blive en Anden!
Og hermed Farvel, kjære Fætter!
Jeg gjætter:
Med blødende Hjerte og stodte Manchetter
Du sætter
Dig lige til Pulten og letter
Dit Bryst ved et Udbrud af vilde Sonnetter
og Udraab, som: Afskum! Philister! og Kjætter! —
Nu, ras da! Men tilstaa mig siden hvad Ret er.
Ja tilstaa, at Verden er langtfra saa ilde,
som nylig Du vilde
forsøge at bilde
Dit Publicum ind,
og tilstaa, at Du er ejheller saa blind,
saa syg og elendig
og saa uanstændig
forrevet og laset paa Hjerte og Sind,
som Du har fortalt i Dit Femten-Arks-Bind —
og tilstaa tilsidst, naar Din Harm er tilende:
at jeg, da jeg voved at sende
Dig denne
Epistel, har handlet som Menneskeven
og kun havt til Hensigt med Pennen at gjenne
Dig ud af Dit Gravdybs Elende
igjen;
men skulde Du ikke erkjende
det end
(og det var jo noget, som let kunde hænde)
ja, skulde Du vedblive stadigt at skjænde
og skjælde, og kalde mit fromme Forsøg
et hadefuldt Angreb, et hjerteløst Spøg —
saa viid: at jeg forud af Hjertet tilgiver
Din Synd
og forbliver
Din hengivne Fætter og Ven
Erik Bøgh.