Digte 1860/Fætter-Jeremiade
Fætter-Jeremiade.
Ak, ingen Mennesker — nej ingen Dyr —
Paa vor velsignede Klode
Træller som jeg ulyksalige Fyr:
Jeg er aldeles marode!
Skjøndt jeg først gaaer i mit nittende Aar,
Livet mig plager og trætter;
Thi fra min Fødsel var Skjæbnen mig haard:
Jeg kom til Verden — som Fætter,
Jeg har Cousiner — en græselig Flok! —
Ingen kan have en større.
To eller tre var mig mere en nok —
Og jeg har henimod fyrre!
Fire Louiser, fem Liser og tre
Juller og Janer og Jetter
Raabe, saasnart jeg blot lader mig see:
„Fætter!“ og „Fætter!“ og „Fætter!“
Der skal jeg hjælpe og der give Raad,
Der skrive op og beregne,
Der holde Silke og der kjøbe Traad,
Der er et Mønster at tegne,
Der skal jeg hente — jeg veed ikke hvem —
Der skal jeg synge Duetter,
Der laane Bøger og der følge hjem;
Thi, overalt er jeg Fætter!
Nu skal jeg fare Alverden omkring —
Først skal jeg ud paa Glaciet —
Derpaa til Mitchel og derpaa til Bing,
Derpaa til Kalkbrænderiet;
Saa til Fru Jensen paa Amagerbro,
Saa til Nyhavn og — Potz Wetter! —
Jeg skal til Jernbanen før Klokken to!
Ak, jeg elendige Fætter!
Mig har de Ret til at sende afsted,
Naar og hvorhen det forlanges;
Mig stakkels Skrog coquettere de med,
Hvergang en Anden skal fanges! —
Trøster i Nød og Reserve paa Bal,
Postbud for ømme Billeder! — …
Jeg gaaer i Hundene, dersom jeg skal
Endnu et Aar være Fætter.