Spring til indhold

Digte 1860/Nordstjernen

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Th. Gandrup Kjøbenhavn


E Bøgh Digte 1860.djvu E Bøgh Digte 1860.djvu/7 50-58

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Nordstjernen.

(1846).




Tro den du älskar! Bedrages du ock,
Torka din tår, men bedrag ej tillika!
Bättre och sällare kallar jag dock
Svikas än svika.
Nicander.




I Vil jeg skal fortælle en Historie? Jo, jo!
I tænke, Eders Onkel er Digter, kan jeg troe! —
Nej! Hvad den gamle Maler har seet i Syd og Nord,
det kan hans Pensel skildre, men ej hans tørre Ord!“

— „Jo Onkel, om Du vilde Du kunde ogsaa nok — —
Hør nu! Af unge Piger vi sidde her en Flok,
og om Du vil fortælle, saa faaer Du af os hver
et Kys, om ikke tvende — kan Du forlange meer?“

Da smilede den Gamle saa vemodsfuld og mild —
„Nu vel da! Her i Skumringen foran Kaminens Ild
jeg maler tvende Scener — et Genremaleri,
hvis Emne jeg har hentet af min egen — Fantasi!


I.

Fjernt herfra, hvor Ranken vinder
Purpurdruerne i Klynger
om Orangetræets Grene,
som den gyldne Frugt nedtynger —

Hvor den eviggrønne Laure
byder Kunstneren sin Krone —
hvor i Myrtelundens Skygge
Kjærlighed har rejst sin Throne —

Der paa Højen, mod hvis Fødder
Golfens Vover sagte glide,
sidder tankefuld en Yngling,
og en Pige ved hans Side.

Ingen Maler sin Madonna
skjønnere end hende drømte;
da Naturen danned hende,
den sin hele Rigdom tømte.

Elskovs Varme, Uskylds Reenhed,
alt det Dybe, alt det Høje,
Nattens Mørke, Solens Lue
parred sig i hendes Øje.


Halvt et Barn — men Barn af Syden! —
som den unge Rose aaben,
røbed hendes Blik hver Tanke,
hver en Frygt og hver en Haaben.

Dette Blik saa ømt, saa kjærligt,
til sin tause Ven hun hæved,
hendes Røst i sagte Tøner
over Læbens Purpur bæved:

„Saa er denne Dag Din sidste
paa Neapels Blomsterstrande?
Du vil drage hjem til Norden,
til de sneebedækte Lande!

Taaler ej Dit Konstnerhjerte
Sydlandshimlens milde Varme?
Længes det, at finde Svale
i Din blonde Piges Arme? —

Vend Dit Blik en Stund mod Havet —
seer Du hist, hvor Solen daler?
Seer Du, hvor i Aftnens Rødme
hine Marmorslotte prale —?

Seer Du! — Ude i det Fjerne
tusind Fiskersnekker glide;
i det guldbestrøede Purpur
stolt som Svaner frem de skride!


Hæv Dit Blik, og see den gyldne
rene klare Tempelbue! —
Saa Du vel i Taagelandet
Himlen i en saadan Lue?

See! Med Blomster, Flag og Krandse
ned i Dalen langsomt stiger
hist en Skare festlig klædte
mørke Ynglinger og Piger.

Klokken ringer. Processionen
for Madonnas Billed knæler —
mon en saadan hellig Andagt
vel Dit kolde Hjem besjæler?

Solen synker. Maanen stiger
Mystisk Mørke fylder Dalen.
Hør! fra Mandelskovens Kroner
sagte klager Nattergalen.

See! Et Trylleslag opliver
pludselig den stille Scene —
hør, de muntre Mandoliner
tone gjennem Skovens Grene.

Livligt Castagnetten hvirvler —
hvor de dandse, hvor de svinge,
hvor de flye, og hvor de følge
snart i Bugter, snart i Ringe!


Hjertet svulmer, Øjet gløder,
Foden glemmer røre Jorden —
Nordbo, det er Tarantellen!
Er der saadant Liv i Norden?

Bliv i Syden! See Neapel —
dø, naar det har tabt sin Ynde!
Glem Dit Nord og Nordens Kulde! —
Troer Du vel, det er at synde?

Veed Du, om Din blonde Pige
vil Dig lige kjærlig møde?
Troer Du, hun i Kuldens Rige
kan som Sydens Datter gløde?

See Vesuv! Dybt i dets Indre
evig — evig brænder Flammen;
ej den slukkes, ej den dæmpes,
om end Klippen styrter sammen!

Og en lige varig Lue
brænder her i Pigens Hjerte;
den er hendes Sjæl og Tanke,
hendes Fryd og hendes Smerte!

Alt — sit Liv, sig selv, sin Himmel —
Alt hun offrer denne Flamme! —
leve er jo kun at elske,
Død og Glemsel er det samme!“


Saa den Skjønne sagte slutted,
Taarer hendes Stemme kvalte;
bedende hun Blikket hærved,
Læben taug, og Taaren tale.

Rørt den unge Konstner trykker
hendes Haand og seer mod Himlen,
peger mod en eenlig Stjerne,
som fremstraaler mellem Vrimlen:

„See hist funkler Nordens Stjerne!
Den staaer fast, om alle svige;
fast som den er og et Løfte,
givet af en nordisk Pige!“

Her han tier; men sit Aasyn
heftigt ved hans Bryst hun gjemmer,
„Nordbo! Du har været elsket,
om end hun sin Eed forglemmer!

Fly — Farvel — Vi sees ej mere!
Lad kun bløde, lad kun briste!“
— Tys! der lød et Kys i Lunden —
Eet — Det første og det sidste!





II.

I de friske Lindes Skygge
paa den bløde Mosbænk sidder
hist en Mø, i stille Slummer
dysset ind af Fuglens Kvidder.

Pandens Snee og Kindens Roser
halvt den spæde Haand kun dølger;
rige, bløde, gyldne Lokker
vugge sig paa Barmens Bølger.

Stille! — Lette Skridt sig nærme —
Hør! Det rasler gjennem Løvet ——
det er ham, den unge Konstner,
solbrændt, rejseklædt og støvet.

Som fortryllet brat han standser
Ved det skjønne Syn, han møder.
Hvor hans Øjne saligt tindre,
hvor hans brune Kinder gløder!

Taust et Knæ mod Jord han bøjer,
mens det glade Blik sig hæver
op mod Himlen — i dets Lue
Hjertets Tak som Offer svæver.


See hvor henrykt han sig nærmer
til den elskte Drømmerinde!
„Skjøn Du var, da jeg forlod Dig —
dobbelt skjøn skal jeg Dig finde!

Rosen har sin Knop udfoldet,
uforandret, dog forskjønnet ——
O, hvor fuldt, hvor rigt, hvor herligt
er min lange Vandring lønnet!

See — et Brev paa Marmorbordet!
Det har hun, den Hulde, skrevet
til sin Ven! O ja, jeg seer det
af de første Ord i Brevet —

Ja, her staaer det! „„Kan Du tvivle?
Troer Du vel, jeg kunde svige? —
Fast, som Stjernen højt i Norden
staaer et Løfte af Din Pige!““

Var det ej den samme Strophe,
som jeg gjemte i mit Minde,
og som styrked mig i Syden
mod den skjønne Fristerinde!“

Men hvad nu? — Hans Kinder blegne,
Haanden presser han mod Panden,
seer paa Brevet — Arme Daare,
det var skrevet til en Anden!


Vemodsfuld foran den Skjønne
end en Stund han stod som bunden —
Som han kom, han vandred atter
useet bort igjennem Lunden.

Og den blonde Pige vaagned,
om det Skete ej hun vidste;
men paa Brevet sad en Taare —
Een — den første og den sidste!




Her taug den Gamle stille, men rundtomkring det lød:
„Hvor skjændigt af den Pige, som saa sit Løfte brød!“
— „Men siig, hvad blev der siden af vor bedragne Ven?“
— „Jeg tænker til Neapel han skyndte sig igjen!“

— „Jeg tænker at han heller sig drukned eller skjød!“
— „Han gik vel før i Krigen, og søgte der sin Død!“
— „Nej« svared Gubben venlig, og strøg det hvide Haar,
„han blev en gammel Onkel paa tredsindstyve Aar!“