Digte 1860/Sjælevandringen
Sjælevandringen.
(Et afrikansk Sagn.)
Du nützlich Thier, das man mit Ekel nennet
und doch so gierig ist,
mein Lied soll nun die Welt, die sich verkennet
belehren was Du bist.
Das Menschenvolk verachtet Dich vergebens!
Der weise Epicur
versprict uns ja das höchste Glück des Lebens,
wenn wir dir gleichen nur.
Lob des Schweins, von Blumauer.
Etsteds i Afrika — Lad mig nu see!
Jeg troer bestemt, det var i Dahomeh;
men jeg er i det hele taget
kun meget slet bevandret i
det indre Afrikas Geografi, —
det har jeg mangen Gang beklaget. —
Nok er det, det var der i Nabolaget
et eller andet Sted, der boede
en gammel ærlig Præst, som troede
lidt meer, end Theologer ellers troer,
han troede nemlig selv hvert Ord,
han praeked for sin Faareflok,
skjøndt det var tidt besværligt nok.
Han var et Mønster for sin Stand,
en veritabel Præstemand:
Han præked, læste Bønner, spiste, drak,
politiserede og røg Tobak,
tog Offer paa de store Højtidsfester,
holdt paa sin Værdighed som alle Præster
og hundsede sin stakkels Skolemester,
og dertil var han sort fra Top til Taa,
selv om han ikke havde Klæder paa —
sort som en Præst — det vil De let forstaae,
naar jeg fortæller Dem, at han
var Morian.
Han var vel henved de Halvfjers
og messed paa sit sidste Vers,
da han en herlig Morgenstund
foer op af en urolig Blund,
tog Pen og Blæk og skrev sit Testamente,
lod saa ihast sin Førstefødte hente
og sagde derpaa rørt: „Min kjære Søn!
Jeg har en Bøn
til Dig! Min Død bebuder
mig just i denne Stund de høje Guder“ —
I Parenthes jeg finder her Anledning
til at bemærke, at vor Præst var Hedning. —
„Idrømme nys jeg Gudeskaren saa:
jeg bad dem allernaadigst huske paa,
hvormeget jeg har gjort til deres Ære,
og voved underdanigst at begjære,
paa Grund af mangeaarig Tjeneste
een eneste
Belønning nemlig den:
At faae at vide, hvor min Sjæl gaaer hen,
naar den engang paa Dødens Bud maa flytte
fra denne Hytte.
„„Vel — svared Guderne — saa see
Din næste Skikkelse-““ — O Vee!
Jeg blev som truffet af et Lyn
ved dette Syn.
Det var et Dyr, men det var ej
en Løve eller Tiger — Nej,
gid jeg endda var bleven vaer
en ærlig, puklet Dromedar,
ja selv en Gjedebuk — Lad gaae!
Men ak: det var et Svin, jeg saa,
en Orne, børstet, styg og fæl. —
Tænk Dig, en hellig Præstesjæl,
saa proper og saa pæn som min,
skal fare i et ureent Svin!
Jeg føler, det er et Logis,
som den vil aldrig trives i.
Og derfor, kjære Bumbo, hør
min sidste Bøn! Saasnart jeg døer,
saa tag Din Bue og Din Piil
og drag med Iil
bort over Bjergene til Søen
i Palmedalen. Der paa Øen,
hvor Kallebassetræet staaer,
seer Du en gammel So, der gaaer
paa Græs med alle sine Smaa.
Og seer Du dem, saa stands, pas paa,
betragt den hele Yngel nøje,
til Du faaer Øje
paa en usalig, kulsort Gris,
den er det, son uheldigviis
min stakkels Sjæl er faret i;
men lad mig hurtigt blive fri
for et saa svinsk og usselt Liv!
Ja skynd Dig, kjære Bumbo, giv
det stygge Dyr en Piil i Brystet! —
Du lover det? — Saa døer jeg trøstet.“
Og ganske rigtigt! Præsten lagde
sig ned, og gjorde som han sagde.
Man gjætter let, at Bumbo tøved ej;
han greb sin Bue, og var alt paa Vej
til at begynde Toget;
da huskede han i det samme Noget,
det var af allerstørste Vigtighed
og maatte bringes først i Rigtighed;
han skyldte jo den Gamle en honnet
Begravelse, og Verden kunde let
faae slette Tanker om ham, hvis han ikke
opfyldte denne Pligt til Punkt og Prikke. —
Hvad Under derfor, at vor Ven
strax hængte Buen bort igjen,
og samlede den Dødes Frænder
og gode Venner!
Og døde Folk har Venner nok! —
Det var fast en utallig Flok,
der fulgte efter Præstens Baare
i Sørgeskridt og Sørgedragt —
og man har sagt,
da han blev lagt
paa Baalet, stod saagar en Taare
i Øjet paa hans Eftermand —
og neppe kan
vel nogen salig Præst begjære
en større Ære!
Nu var han brændt med al Honneur,
men det var knapt besørget, før
der hændte Noget, som saa hyppigt hænder:
de kjære Frænder
kom i et ret alvorligt Klammeri
om deres respective Arveparter,
og det er klart: der
gik Aar og Dag, før Striden var forbi.
Da den var endt, og Bumbo atter rolig
sad i sin Fædrebolig,
begav det sig en Dag, at Palmedalen
just kom paa Talen.
Da foer han op: „Hvad har jeg glemt!
For Pokker! Det var dog før slemt,
det var aldeles ikke sønligt
at glemme det, hvorom saa bønligt
den Gamle bad mig allersidst!
Men har jeg glemt det — Eet er vist:
hans Sjæl skal ikke længe gaae
paa fire Been, det svoer jeg paa!
Og det var meent, som det var sagt.
Han rustede sig strax til Jagt,
drog bort og efter et Par Dage
var Vejen lagt tilbage.
Han havde knapt sat Fod i Land
paa den bevidste Ø, før han
i Afstand hørte Noget grynte.
Det følger af sig selv, han skyndte
sig did; men Stakkel! da han kom
op paa en Høj og saa sig om,
da saa han nok
en Svineflok,
men den bestod af mange Individer,
og skjøndt som sagt, han saa til alle Sider,
i hvilken Retning end han saa,
_Sj%C3%A6levandringen.png)
Der har vi ham! Det er Papa!
Organet röber ham alene —
der gik en So med sine Smaa;
og hvilken So var nu den rette? —
see, det var ikke let at gjætte!
Men Bumbo havde bedre Ho’de,
end Nogen troede,
og i en Fart
blev det ham klart,
at Grisen, der blev født ifjor,
var voxet op og bleven stor.
Han gav sig derfor til at lede
iblandt de store, tykke, fede,
fuldvoxne Svin — og see — dernede
paa Engen, tæt ved Højens Fod,
midt i en Kreds af disse stod
der netop et
særdeles fedt,
sidbuget, hængeøret, fleskehaget
og kulsort Svin, som i det Hele taget
i Miner, Gang, og Haar og Hud,
saa ganske velærværdigt ud.
Da Bumbo nærmed sig, begyndte
det strax at grynte —
det var ham nok! Han raabte „Ja,
der har vi ham! Det er Papa!
Organet røber ham alene —
Nu er jeg ganske paa det Rene.“
Og flux fik han sin Bue fat,
men neppe mærked Dyret, at
han sigted, før det hyled: „Nej
tag Dig iagt — Det er jo mig;
Vil Du da skyde mig ihjel?“
„Ja vel“, var Bumbos Svar, „Ja vel!
Det var jo Dig, der gav mig Ordre
til snarest muligt at befordre
Dig bort fra denne Jammerdal
og al den Kval,
Du lider her i dette Slæng!“
„Dum Snak og tosset Præk, min Dreng!
Her kan man ingen Kvaler føle,
her er Sol, og her er Søle,
og her er Foder meer end nok,
og Du kan troe, i denne Flok
er der en Mængde pæne Svin,
en prægtig Omgang, ingen fin
besværlig snærpet Etiquette —
nej just den rette
Gemytlighed og gode Tone —
og her — her skal Du see min Kone,
det er den smukke fede So,
der ligger hist — Ja, jeg har to,
og kan faae flere, om jeg vil;
her gaaer det ikke smaaligt til.
Og kom nu her, saa skal jeg vise
Dig mine Børn. — See, det er — Grise,
der arte sig — See! hvilken Hær!
Betragt engang den Sorte der —
min ældste Griis — ham elsker jeg,
som jeg har fordum elsket Dig!“
Her slutted Ornen sin Replik,
og Bumbo gik
tilbage til sit Fædreland
med den Moral:
Naar man i Sjæl og Hjerte er en Gris.
er man tilfreds med Svinets Paradis.