Digte 1860/Ole Smed
En ny Vise
om Ole Pedersen Smed, hvorledes han levede
og døde m. m.
En Vise vil jeg kvæde om gamle Ole Smed,
Enhver til Trøst og Glæde og Ingen til Fortred.
Hvad Manden har bedrevet, det er just ikke stort,
Men Visen, jeg har skrevet, er ogsaa simpelt gjort.
Hans Moder, hun hed Dorthe, hans Fader hed Peer Smed;
Han er nok død og borte, og det er hun nok med.
Om Oles første Færden er grumme Lidt bekjendt,
Men, han kom nok til Verden som andre Folk omtrent.
Det gik ham først lidt ilde i Skolen, thi han saa:
Den megen Lærdom vilde ej rigtig bide paa;
Men tabte han vel Modet? Nej — Ole han var tryg! —
Hvad ej han fik i Ho’det, det fik han paa sin Ryg.
At blive confirmeret, var ej saa let en Konst,
Derpaa han speculered et Par Aarstid omsonst;
Men, hvordan det nu kom sig, saa slap han frem en Dag,
Thi Præsten han var om sig — det gjaldt et Vognbeslag!
I Røg og Sod og Sværte, med Sved og Slæb og Slid
Sit Haandværk nu han lærte — og det tog megen Tid,
før Ole han forstod’et. Det veed jo nok Enhver:
Den Konst at træffe Ho’det paa Sommet er saa svær.
Og da det var paatide, han skulde gifte sig,
Saa gik han hen og fri’de, men Maren gav ham Nej;
Dog siden — saadan gaaer’et — blev hun ham huld og tro
Og fik et Barn om Aaret, ja sommetider to.
Saa levede de Begge i mange, mange Aar,
Luunt sad han mellem Vægge, tilfreds med sine Kaar;
Og mens nu gode Tider med onde vexled om,
Saa døde han omsider af bare Alderdom.
Han levd fromt og stille, med Verden holdt han Fred:
Alt, hvad de Andre vilde, det vilde Ole med. —
Tænk, hvor han kunde drevet det vidt med den Forstand! —
Guds Død! Han havde blevet en prægtig Rigsdagsmand!