Digte 1860/Saadan kan det gaae

„Saadan kan det gaae!“

---

A k, Frøken, hvor dog Tiden
kan fare sælsomt frem!
Det er kun fem Aar siden,
jeg rejste fra mit Hjem —
da leged De med Dukker
og hed endnu den Smaa —
De gik med Mammelukker
og Spencer paa.
Nu møder mig i Hjemmet
en Dame fiin og fremmed,
sin Barndoms bedste Ven
hun kjender knap igjen.

Ja dengang var vi Venner —
da fik jeg Skjænd — ak ja!
De spæde, hvide Hænder
gav mig saagar Dada.
Jeg husker jo saa godt, at
vi hed det unge Par —
jeg troer endog saa smaat, at
vi Kjærester var —

og det maae vi vel være
endnu; thi — paa min Ære! —
til Opslag kom det ej.
imellem Dem og mig.

Hvad seer jeg? Deres Blikke
fermørknes ved min Skjæmt. —
Ak, Frøken, tro dog ikke,
at det var meent saa slemt!
Ved første Glimt af Ringen
paa Deres Haand jeg seer:
for mig er her nok ingen
Forhaabninger meer.
De bøjer Deres Hoved —
ja vist: De er forlovet!
See saadan kan det gaae:
jeg er just ligesaa!

---

---