Digte 1860/To Gjenboer
To Gjenboer.
(Couplet-Cyklus.)
I.
Han — til sin Ven.
Min Jura vil ej smage
mig ret i disse Dage;
jeg kan ej foretage
mig Nogenting, min Ven!
Jeg drømmer, og jeg driver,
jeg svæmer, og jeg skriver
en Mengde Vers og skriver
dem strax itu igjen.
Den halve Dag jeg sidder her
ved Vindvet tyst og seer og seer
bestandig paa den samme Plet
og dog jeg seer mig aldrig træt.
Og hvad har vel forjaget
min Fred og foraarsaget,
at jeg er saa betaget
i dette gule Sted?
Derover deserterer
min Tanke, der grasserer
mit Haab, og der logerer
mit stakkels Hjerte med.
Der boer min Glæde og min Kval
tilvenstre der, paa anden Sal,
hvor Hyacinthen staaer i Flok —
See der! Ak, det er der, hun boer!
Der sidder hun saa stille!
Hvor hun er sød og lille,
hvor hendes Blik er milde,
hvor barnligt hendes Sind!
Hvor pusler hun dog yndigt! —
Men hvad? —— Det er jo syndigt:
Hun knytter nok saa kyndigt
Et Næt af Silkespind.
Ak, hvad behøver hun et Næth —
Hun fanger Hjerter uden det!
Men see nu Haanden — see hvor let.
Nei see, hvor væver og adret!
Hvor hendes Kinder gløde!
Hun rødmer ved sin Brøde;
thi ved vort første Møde
hun stjal min Ro og Fred —
nu staaer jeg ør og svimmel
og blind i Livets Vrimmel;
jeg glemmer Jord og Himmel
og corpus juris med.
Men Du? — hvordan? — Du svimler ej?
Du bliver knapt begejstret? — Nej,
man er dog en lyksalig Een,
naar man er gjort af Stok og Steen!
II.
Hun — til sin Veninde.
Kom, Laura, kom og sæt Dig ned,
og giv mig lidt Forklaring!
Du er fornuftig, og jeg veed,
Du har en Deel Erfaring.
Du er forlovet og forstaaer
Vel sagtens baade Et og Andet,
men jeg er neppe sexten Aar
og nylig kommen ind fra Landet.
Jeg veed ej, hvad der fejler mig —
det er mig uforklarligt —
og derfor vil jeg spørge Dig,
om det er noget Farligt.
Al Fred og Ro har mig forladt —
Ja Laura, har Du vel hørt Magen:
jeg sover ej den hele Nat
og drømmer næsten hele Dagen.
Mit Hjerte kan jeg mindst forstaae:
saa sælsomt det sig hæver.
Men hvorfor mon det banker saa,
og hvorfor mon det bæver?
Forgjæves spørger jeg det ad,
Det slaaer og slaaer af alle Kræfter.
Det sukker, men veed ej for hvad,
det længes, men veed ej hvorefter.
Men Laura dog! Hvor kan Du lee?
Jeg er, ved Gud, saa daarlig!
Giv mig et Raad! Du kan dog see,
at Sagen er alvorlig.
Maaskee Du hjelper en Bekjendt
foruden mig, hvis Du kan raade —
det er en stakkels ung Student:
Han har det just paa samme Maade.
III.
Han — paa Ballet.
Jo, jo, det er herligt at komme paa Bal —
men næste Gang bliver jeg hjemme!
Den deilige Aften iaften, den skal
jeg ikke saa hurtigt forglemme.
Knap Længslen jeg kued,
hver Time jeg talte,
til Kjerterne lued,
og Tonerne kaldte,
og inderlig salig, med blussende Kind
og bankende Hjerte jeg traadte herind.
Jeg var jo saa nær ved min skjønneste Drøm:
Snart skulde jeg med hende glide
beruset i Hvirvel paa Tonernes Strøm.
Jo, jo — Jeg fik Andet at vide!
Da Hun traadte ind, blev jeg reent consterneert,
og før jeg kom ret til at sandse,
var hun i det første Minut engageert
til ti eller elleve Dandse.
Der sad jeg og bæved
af Smerte og Harme,
imedens hun svæved
i fremmede Arme.
Jeg bandede Valsen, men dog gik især
den rædsomme Polka-Mazurka mig nær.
Tilsidst sprang jeg op for at prøve, om ej
hnn vilde „den Tolvte“ mig skjænke —
Jeg synes min Bøn var beskeden — men Nej!
Selv derpaa er ikke at tænke.
Omkring hendes Stol er der sluttet Quarré.
Hvad nytter det vel om jeg stormer?
Sletintet! — Jeg faaer hende neppe at see
for Spidskjoler og Uniformer.
Selv Herrer fra Skolen
og Herrer fra Disken
sig flokke om Stolen
med Sukken og Hvisken,
hver halvvoxen Laban, hver halvgammel Laps
forsamler sig der for at coure omkaps.
Farvel Tryllerinde! Iaften jeg tør
ej vove at friste min Lykke;
men tro mig, Du Skjønne, jeg veed hvad jeg gjør:
Nu dandser jeg blot med de Skygge!
IV.
Hun — Dagen efter.
Ak Laura, Laura nu først seer
og kjender jeg min Nød!
Nu er der ingen Frelse meer —
Gud give jeg var død!
Ja det er min Bestemmelse,
at jeg vil døe af Græmmelse.
Det kan ej staae
ret længe paa;
med slig en Sorg kan man kun gaae
en Maaned — ja en Uge blot;
det føler jeg saa godt.
Og Skylden er ej min. Jeg kan
forsikkre Dig: Jeg veed
ej naar og heller ej hvordan
han vandt min Kjærlighed.
Jeg veed kun, at han listede
saalænge, til jeg mistede
min Hjertefred
og Hjertet med,
og nu, nu dandser han afsted
og leer ad al min Kval og Nød —
Gud gjve jeg var død!
Iaftes var vi begge To
paa Ballet, som Du veed —
Ak Laura! Du kan ikke troe,
hvor frygteligt jeg led!
Han valsede og tourede
og førte op og courede
og mored sig,
men dandsed ej
saameget som en Tour med mig.
Ak ja, jeg føler det saa vel:
Jeg græmmer mig ihjel!
V.
Begge To — et Par Aar senere.
Han.
Jeg husker saa nøje, som det var igaar,
den Dag, da jeg fik Dit Ja;
jeg troer, om jeg ogsaa blev hundrede Aar,
jeg glemte den ikke endda.
Ti Gange bestemt tog jeg Hatten frem,
og satte den atter hen,
ti Gange jeg aabned min Dør paaklem
og lukked den strax igjen.
Paa Trappen min Frygt fik Bugt med mit Mod.
Hun.
Den Frygt var da reent overflødig!
Han.
En halv Timestid i Porten jeg stod. —
Hun.
Det havde Du ikke havt nødig!
Han.
Og her ved Din Dør jeg standsed med Skræk —
Hun.
Det var ikke heller nødvendigt!
Han.
Og saa kom Ami for at jage mig væk —
Hun.
Den stygge Ami! Det var skjændigt!
Begge.
Ja der har Ingen lidt som vi,
det maa Enhver erkjende —
men nu er Sorgens Tid forbi,
og Glæden tager aldrig Ende!
Hun.
Jeg husker saa godt, da Du traadte herind —
jeg sad her i Krogen med Taare paa Kind,
og skjulte mit Ansigt ved Rammen.
Han.
Og jeg bød „Godmorgen!“ skjøndt Klokken var fem,
og det var det eneste Ord, jeg fik frem
jeg syntes, min Mund var syet sammen.
Hun.
Men Tante, som hjalp og trøsted Enhver,
fik Talen igang om Vind og om Veir,
Han.
Og saa blev vi interessante.
Og da hun tilsidst blev overcomplet,
saa gik hun sin Vej — hvor det var honnet!
Hun.
Ja vist, det var nobelt af Tante!
Han.
Og saa sagde Du …
Hun.
Jeg be’er! Det var Dig —
Du sagde …
Han.
Nej nu
erindrer jeg mig
det Hele aldeles fuldstændigt:
Du spurgte …
Hun.
Ak nej,
jeg tav, og jeg troer
vi vexlede ej
et eneste Ord.
Han.
Det var ikke heller nødvendigt!
Begge.
Nej, Bryst til Bryst
og Mund til Mund
vi sank saa tyst
i samme Stund
Først længe efter vovede
vi endelig at skrifte —
og saa blev vi forlovede
:/: — Ak, hvem der nu var gifte!! — :/: