Digte 1860/Vaaren er kommen
Vaaren er kommen!
Isen er brusten, Strømmen og Voven
knuste dens Lænker med trodsende Magt,
Vaaren er kommen, Engen og Skoven
kaste nu Trældommens falmede Dragt.
Frit aander hele den unge Natur ——
Jeg sidder fangen bag Gitter og Muur!
Jeg maa ud af den kvalme, den døsige Ro
i det skimlede Fædrenebo,
jeg maa ud for at luste det støvede Sind
i den friske, foryngnede Vind,
jeg maa ud i det Frie, at Solen kan tøe
mine stivnede Aarer paany,
jeg vil elske og favnes og leve og døe,
førend Vaaren og Ungdommen flye.
Frit over Sletten Vaarvinden svæver,
søger i fremmede Skove et Ly,
Fuglen fra Reden livsfro sig hæver
op mod den solklare, straalende Sky.
Puppen er kastet, fra Blad og til Blad
flagrer den spraglede Psyche saa glad —
Der er Frihed i Verden, og Verden er stor,
fuld af Glæde fra Syd og til Nord.
Jeg maa ud, jeg maa frem uden Ro, uden Rast;
kun en Snegl til sit Huus kan groe fast.
Jeg maa tumle mig lidt paa den brusende Strøm,
med dens Magt vil jeg prøve en Dyst.
Nu er Tiden ej mere til Dvale og Drøm —
der er vaagnet en Vaar i mit Bryst.
Bølgerne bruse, skummende hvide
bryde de Havfladens mørkeblaae Spejl,
stolt mod det Fjerne Snekkerne skride
henover Dybet med bugnende Sejl —
Ja, jeg maa med paa den lystige Fart!
Ankret er kappet, og Skibet er klart.
Ud i Verden paa Livets det oprørte Hav!
Lad kun Malstrømmen aabne sin Grav —
Skal min Snekke end knuses i Brændingens Favn,
det er bedre, end muldne i Havn!
Ja lad Snekken kun slynges af Storm og af Sø,
snart mod Dybet og snart imod Sky —
jeg vil kæmpe og elske, og leve og døe,
førend Vaaren og Ungdommen flye!