Digte 1860/Vrøvlet leve
Vrøvlet leve!
„En Løgnerede er vor Jord!“
Det er der sagt paa Prent,
og Ingen har endnu bevist,
at det var ufortjent.
Jeg dømmer noget mildere
om denne kjære Jord;
men den er slemt befængt med Vrøvl —
See, det er mine Ord.
Vi komme ej i Verden frem
med al vor Kløgt og Konst;
forstaae vi ej at gjøre Vrøvl,
vor Stræben er omsonst;
men kan man denne Konst tilgavns,
og saa har lidt Forstand,
saa kan man vrøvle sig til Alt,
saagar til Rigsdagsmand.
I Vrøvl udtømmer man sin Kval,
i Vrøvl sin Sjælefryd;
og Vrøvl er Verdens halve Last,
og næsten al dens Dyd.
Dens Kamp og dens Begeistring med
er Vrøvl og Vrøvl igjen,
og den moderne Kjærlighed,
hvad siger De om den?
Det er en reen Umulighed
for Vrøvlet at gaae fri.
Man vrøvles mod sin Vilje ind
i Livets Vrøvleri;
men da nu Verden ikke kan
foruden Vrøvl bestaae:
Saa: Leve Vrøvlet! — Jeg vil ej,
at Verden skal forgaae.