Digte 1860/Verden og jeg
Verden og jeg.
Det er mig uforklarligt, hvad
der gaaer af Præstemanden;
bestandig præker han om Had
til Verden og til Fanden.
Mod dem han lægger, hvor han kan,
sit fromme Had for Dagen,
og desuagtet kjender han
dem blot „von Hörensagen“.
Men jeg har nu Principer, jeg,
som ingen Præken rokker:
Jeg hader aldrig Nogen — ej
engang den sølle Pokker.
Jeg veed, hvor lidt det er bevendt
hvad Peer og Povel prater,
og tænker: Han er vel omtrent
som andre Advocater.
Og hade Verden kan jeg ej,
Nej, tvertimod bekjender
jeg ligefrem, at den og jeg
er gamle gode Venner;
den har jo vistnok sine Fejl,
og de kan være store,
men naar vi see os ret i Spejl,
saa har vi ogsaa vore.
Den er en Smule malitiøs,
og sommetider har den
saagar en lille Skrue løs,
men — det er som man ta’er den.
Det kan bevises meget let:
Hvis vi og vore Fædre
blot altid havde handlet ret,
saa var den meget bedre.
Mig har den ofte drillet, men
er det en Grund til Fjendskab?
Nej, naar jeg driller den igjen
er det af pure Venskab.
Dens Nykker og dens Luner ta’er
jeg mig bestandig rolig,
og vil den gjøre sig til Nar,
saa hjelper jeg den trolig.
Ja mangt et Puds i Stort og Smaat
har vi hinanden spillet;
men volde den en Taare blot,
det har jeg aldrig villet.
Min Mening er, at salig Knud
har Ret til Punkt og Prikke:
„Kan vi ej lee dens Galskab ud —
Bort græde vi den ikke!“
Nej Verden leve — var den nok
saa skrøbelig og syndig!
Dens Børn er dog en morsom Flok,
og Jorden — den er yndig!
Og har vort hele Liv endog
lidt mindre Lys end Skygge —
saa: Skaal for Verden! — Den er dog
Vorherres Mesterstykke!