Digte 1860/Før og nu
Før og nu.
Man hører megen Snak og Sang
om Kæmper nufortiden:
nej, Kæmper havde vi engang,
men — det er længesiden!
Nu er man dannet, pæn og tam
og fiin — jo finere jo bedre! —
Ja, det er reent ud sagt en Skam,
hvor lidt vi ligne vore Fædre.
De havde ikke Snørliv paa,
som Helte nuomstunder.
De gik med Staaltraadspaletot
og Kobbervest derunder.
Da saae man aldrig nogen Mand
med sværtet Skjæg og brændte Lokker.
Han bar en Hat af Malm — saadan
som en af vore Kirkeklokker.
Da drak man ej af Fingerbøl
Liqueur og vandet Toddy;
i Hornet skummed Mjød og Øl,
man drak og skjænked flot i.
Man sang og drak og drak og sang
og gav sig hen til alskens Daarskab;
blev fuld og gik Bersærkergang,
og knak hinandens Hals for Morskab.
Nu spiser man sig sjelden mæt,
man taler blot og klinker;
da fik man Hestecottelet,
og ferske Bjørneskinker,
Da vidste man at holde Skik
vaa Talere i Gildehallen:
hvis Nogen gjorde Vrøvl, saa fik
han strax et Skinkebeen i Skallen.
Ja, stolt var vore Fædres Liv
og herlig deres Bane;
de plyndrede for Tidsfordriv
og slog ihjel af Vane,
og, naar de rejste ud fra Nord,
saa kastede Alverdens Præster
sig flux paa Knæ og sang i Chor:
„Gud fri os vel for slige Gjæster!“
Dog — mine Venner! — ogsaa vi
har Kraft til Kæmpeværker.
Jeg føler det: herindeni
er vi bestemt Bersærker!
Lad derfor hele Verden see,
hvor højt vi Kæmpekraften hædre —
Kom, lad os tømme en Kop Thee
til Ære for de tappre Fædre!