Digte 1860/Den lillebitte Mand
Visen om „den lillebitte Mand“.
(Urtext til nogle og tyve Varianter.)
Lad Andre kun synge om Alt, hvad der er stort,
jeg synger om det Smaa, det har endnu Ingen gjort.
Ja synge vil jeg lige
saa længe, som jeg kan:
lyksalig er den Pige,
som faaer en lille Mand,
en lillebitte Mand, en ganske lille Mand,
en ganske lillebittebittebittebitte Mand.
Fra Verden blev skabt, og til Verden skal forgaae
var alle Bengler store, og alle Engle smaa,
og op i Himmerige
de Smaa kun komme kan,
see derfor til, min Pige,
at faae en lille Mand.
I Krigen den Store til Garden bliver sendt,
den Lille bliver hjemme ved sin Kones Regiment.
Ham kalder ingen Krige
bort fra sin Ægteskand,
nej, klogest gjør den Pige,
som ta’er en lille Mand.
At kysse de Store, kan man jo neppe naae,
og hvergang der skal kysses, paa Tæerne at staae,
det er just ej saa lige;
nej tro mig om I kan —
fornuftigst er den Pige,
der ta’er en lille Mand.
Hvor deiligt at kjæle for slig en lille En,
at kalde ham sit „Lam“ og sit „lille Hønsebeen“!
Betænk, hvad det vil sige,
og dersom det gaaer an —
saa skynd Dig blot, min Pige!
at faae en lille Mand,
en lillebitte Mand, en ganske lille Mand,
en ganske lillebittebittebittebitte Mand.