Doktor Moreaus Ø/12. Underhandlinger

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

V. Pios Boghandel København


Doktor Moreaus Ø.djvu Doktor Moreaus Ø.djvu/7 109-118

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Tolvte Kapitel.
Underhandlinger.


Jeg vendte mig atter om og gik ned mod Havet. Det viste sig, at den varme Strøm her blev mindre dyb og bredte sig ud over Sandet, der var bevokset med forskellige Planter. En Mængde Krabber og Dyr med lange Kroppe og mange Ben foer af Sted for mine Fødder. Jeg gik helt ned til Havstokken, og da følte jeg, at jeg var i Sikkerhed. Jeg vendte mig om, og stod med Hænderne i Siden og stirrede paa det tætte Grønne bagved mig, i hvilket Kløften med den hede Bæk dannede ligesom en dampende Spalte. Men som sagt, jeg var altfor ophidset og — det er sandt, hvad jeg siger, skønt de, som aldrig har kendt til Fare, maaske ikke vil tro det — altfor fortvivlet til at dø.

Derpaa faldt det mig ind, at jeg endnu havde een Chance. Kunde jeg ikke, mens Moreau, Montgomery og deres dyriske Pøbel jagede efter mig i Øens Indre, gaa rundt langs Kysten, indtil jeg naaede deres Indhegning — saa at sige udføre en Flankemarsch? Og kunde jeg saa ikke bryde den lille Dør op — maaske slaa Laasen i Stykker med en Sten, som jeg kunde vriste løs af den daarligt byggede Mur — og se, om jeg kunde finde et eller andet Vaaben, en Kniv, en Pistol, eller lige meget hvad, til at bekæmpe dem med, naar de vendte tilbage? Her var i ethvert Tilfælde en Udsigt til at kunne sælge mit Liv dyrt.

Derfor drejede jeg mod Vest og vandrede af Sted langs med Strandkanten. Den nedgaaende Sol kastede sine blændende, hede Straaler lige ind i Øjnene paa mig. Stillehavets svage Flod rullede Vandet ind mod Stranden med lette Krusninger.

Snart efter drejede Kysten mod Syd, saa at jeg fik Solen paa højre Haand. Derpaa saa jeg pludselig et langt Stykke foran mig først een og saa flere Skikkelser dukke frem fra Krattet — Moreau med sin graa Jagthund, derefter Montgomery og to andre. Jeg standsede ved dette Syn.

De fik Øje paa mig og begyndte at gestikulere og komme nærmere. Jeg blev staaende og iagttog dem, mens de nærmede sig. De to Dyremennesker løb fremad for at afskære mig fra Krattet indenfor Strandbredden. Montgomery kom ogsaa løbende, men lige henimod mig. Moreau fulgte langsommere efter med Hunden.

Tilsidst rev jeg mig ud af min uvirksomme Tilstand, vendte mig om mod Søen og begyndte at vade lige ud i Vandet. I Begyndelsen var det meget lavt. Jeg var kommen over fyrretyve Alen ud, førend det naaede mig til midt paa Livet. Utydeligt kunde jeg se Kystbæltets Havdyr fare af Sted for Fødderne af mig.

"Hvad er det, De gør, Menneske?" raabte Montgomery.

Jeg vendte mig om, staaende i Vand til midt paa Kroppen, og stirrede paa dem.

Montgomery stod pustende nede i Vandkanten. Hans Ansigt var højrødt af Anstrængelse, hans lange, blonde Haar hang i Tjavser om hans Hoved, og hans nedhængende Underlæbe viste hans uregelmæssige Tænder. Moreau kom netop til, med blegt og bestemt Ansigt; Hunden, som han holdt fast paa, gøede ad mig. Begge Mændene bar store Piske. Længere oppe paa Stranden stod Dyremenneskene og gloede.

"Hvad jeg gør? — Jeg drukner mig," sagde jeg.

Montgomery og Moreau saa paa hinanden. "Hvorfor det?" spurgte Moreau.

"Fordi det er bedre at drukne sig end at blive pint af Dem."

"Det sagde jeg Dem nok," sagde Montgomery, og Moreau svarede noget med sagte Stemme.

"Hvad har faaet Dem til at tro, at jeg vilde pine Dem?" spurgte Moreau.

"Hvad jeg har set," svarede jeg. "Og de derhenne."

"Hys!" sagde Moreau og løftede Haanden.

"Nej, jeg vil ikke tie." sagde jeg. "De har været Mennesker; men hvad er de nu? Jeg har i det mindste ikke Lyst til at blive ligesom de." Jeg lod Blikket glide forbi Moreau og Montgomery. Længere oppe paa Stranden stod M'ling, Montgomerys Tjener, og et af de hvidklædte Væsener fra Baaden. Endnu højere oppe, i Skyggen af Træerne, saa jeg min lille Abe-Mand og bagved ham nogle andre utydelige Skikkelser.

"Hvem er disse Skabninger?" sagde jeg, idet jeg pegede paa dem og løftede Stemmen mere og mere, for at de skulde kunne høre mig. "De har været Mennesker — Mennesker ligesom I selv, men I har indpodet en eller anden dyrisk Besmittelse paa dem og gjort dem til Trælle, skønt I frygter dem endnu. — I som lytter," raabte jeg til Dyremenneskene og pegede paa Moreau, "I som lytter! Ser I da ikke, at disse Mænd endnu frygter jer, at de vandrer om i Angst for jer? Hvorfor frygter I da dem? I er mange —"

"For Guds Skyld," skreg Montgomery, "hold op, Prendick!"

"Prendick!" skreg Moreau.

Og saa gav de sig begge to til at raabe i Munden paa hinanden som for at overdøve min Stemme. Bagved dem skulede Dyremenneskenes stirrende, forundrede Ansigter, deres vanskabte Hænder hang slapt ned og deres Skuldre ludede forover. De syntes, forekom det mig, at forsøge paa at forstaa mig og paa at erindre noget af deres Fortid som Mennesker.

Jeg vedblev at raabe, jeg husker knap hvad. At Moreau og Montgomery kunde dræbes — at man ikke behøvede at være bange for dem — det var Omkvædet paa, hvad jeg forklarede Dyrefolkene; det blev siden til Ulykke for mig selv. Jeg saa den grønøjede Mand i de mørke Pjalter, hvem jeg havde truffet Aftenen efter min Ankomst, komme frem mellem Træerne, og andre fulgte efter ham for bedr. at høre, hvad jeg sagde.

Til sidst holdt jeg inde af Mangel paa Vejr.

"Hør et Øjeblik paa, hvad jeg har at sige," lød Moreaus rolige Stemme, "saa kan De sige, hvad De vil."

"Naa?" sagde jeg.

Han rømmede sig, tænkte sig om og raabte saa: "Latin, Prendick! Slet Latin! Skoledrenge-Latin! Men prøv paa at forstaa det. Hi non sunt homines, sunt animalia qui nos habemus .... vivisekeret[1]. Underkastet dem en menneskeliggørende Proces. Jeg skal forklare Dem det Hele. Kom i Land."

Jeg lo. "Jo, det er en nydelig Historie," svarede jeg. "De kan tale, bygge Huse, lave Mad. Nej, De har været Mennesker. Saadan lader jeg mig ikke lokke i Land."

"Der er dybt lige udenfor det Sted, hvor De staar .... og fuldt af Hajer."

"Det er netop noget for mig," svarede jeg. "Saa er det forbi i en Fart. Men jeg kan gøre Dem nogen Fortræd først."

"Vent et Øjeblik." Op af Lommen tog han noget, som glimtede i Solen, og lod denne Genstand falde ned for sine Fødder. "Det er en ladt Revolver," sagde han. "Montgomery her vil gøre ligesom jeg. Nu gaar vi højere op paa Stranden, indtil De mener, at Afstanden er tilstrækkeligt stor. Saa kan De komme og tage Revolverne."

"Nej Tak. En af jer har naturligvis en tredje Revolver."

"Hør, Prendick, brug nu Deres Fornuft. For det første har jeg aldrig bedt Dem om at komme her til Øen. For det andet havde vi Dem i Gaar Aftes liggende bevidstløs efter et Sovemiddel, saa dersom vi havde villet tilføje Dem noget Ondt, kunde vi let have gjort det den Gang; og fremdeles, nu da Deres første Forskrækkelse er forbi, og De kan tænke Dem en Smule om — synes De egentlig, at Montgomery her ser ud til at være, hvad De anser ham for? Naar vi har jaget efter Dem. saa har det været for Deres eget Bedste — fordi denne Ø er fuld af .... fjendtlige Fænomener. Hvorfor skulde vi ogsaa have Lyst til at skyde Dem, naar De netop selv har villet drukne Dem?"

"Men hvorfor pudsede De da Deres .... Deres Folk paa mig dernede i Hulen?"

"Fordi vi troede os sikre paa at kunne fange Dem og frelse Dem fra Fare. Bagefter trak vi os bort fra Sporet — for Deres eget Bedste."

Jeg grublede. Der syntes at være en svag Mulighed for, at Manden talte Sandhed. Men saa faldt der mig noget andet ind.

"Men," sagde jeg, "i Indhegningen saa jeg —"

"Det var Pumaen."

"Hør nu, Prendick," sagde Montgomery, "De er et dumt Asen. Kom nu op af Vandet og tag disse Revolvere og lad os saa snakke sammen. De kan da ikke være værre stillet ligeoverfor os, naar De gør det, end De er nu."

Jeg vil indrømme, at den Gang — og for Resten altid — nærede jeg Mistillid og Frygt for Moreau. Men Montgomery var et Menneske, hvem jeg følte, at jeg forstod.

"Gaa saa højere op paa Stranden," sagde jeg efter at have tænkt mig lidt om; og jeg tilføjede: "Men hold eders Hænder i Vejret."

"Det gaar ikke an," svarede Montgomery med et forklarende Kast med Hovedet henimod Dyremenneskene. "Man maa holde paa Værdigheden."

"Saa gaa op til Træerne," sagde jeg, "paa hvad Maade I selv vil."

"Det er en Fandens dum Ceremoni," sagde Montgomery.

Begge gjorde omkring og stod Ansigt til Ansigt med de seks eller syv groteske Skabninger, som stod her i Solskinnet — disse Væsener, som var til at tage og føle paa, som kastede Skygger, og som levede, men som dog var saa underligt utrolige og uvirkelige. Montgomery knaldede med sin Pisk ad dem, og øjeblikkeligt vendte de sig og flygtede over Hals og Hoved ind mellem Træerne. Da Montgomery og Moreau var i en Afstand, som jeg ansaa for tilstrækkelig, vadede jeg i Land, tog Revolverne og undersøgte dem. For at forvisse mig om, at jeg ikke blev overlistet paa en snedig Maade, affyrede jeg et Skud mod en rund Lavaklump og havde den Tilfredsstillelse at se Stenen flyve i Stumper og Stykker og Blyet falde ned paa Sandet.

Alligevel tøvede jeg et Øjeblik.

"Jeg vil risikere det," sagde jeg endelig og gik med en Revolver i hver Haand op paa Stranden henimod dem.

"Det kan jeg lide," sagde Moreau koldblodigt. "Men i ethvert Tilfælde har De spildt mig Størstedelen af Dagen med Deres forbandede Forskrækkelse."

Og med et Anstrøg af Foragt i deres Ansigter, som ydmygede mig, vendte han og Montgomery sig og skred tavse af Sted foran mig.

Den lille Skare Dyremennesker stod endnu med forbavsede Ansigter inde mellem Træerne. Jeg gik forbi dem saa roligt som muligt. En af dem gav sig til at følge efter mig, men trak sig igen tilbage, da Montgomery knaldede med sin Pisk. Resten stod og holdt Øje med os i Tavshed. Maaske de en Gang havde været Dyr. Men jeg har aldrig før set et Dyr forsøge paa at tænke.



  1. Disse Væsener er ikke Mennesker, de er Dyr, som vi har vivisekeret.

    O. A.