Doktor Moreaus Ø/14. Dyrefolkene

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

V. Pios Boghandel København


Doktor Moreaus Ø.djvu Doktor Moreaus Ø.djvu/7 141-150

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Fjortende Kapitel.
Dyrefolkene.


Jeg vaagnede tidligt. Moreaus Forklaring stod for min Tanke, tydeligt og bestemt, lige fra det Øjeblik, da jeg slog Øjnene op. Jeg sprang ud af Køjen og hen til Døren for at forvisse mig om, at den var aflaaset. Derefter prøvede jeg Jærnstangen for Vinduet og fandt, at den sad forsvarligt fast. At disse menneskelignende Skabninger i Virkeligheden kun var dyriske Uhyrer, blotte groteske Travestier af Mennesker, fyldte mit Sind med en vag Usikkerhed ligeoverfor, hvad de muligvis kunde finde paa, hvilket var langt værre end nogen bestemt Frygt. Det bankede paa Døren, og jeg hørte M'ling tale med sin grødede Stemme. Jeg greb en af Revolverne, gemte den i Lommen (idet jeg vedblev at holde Haanden paa den) og aabnede Døren for ham.

"God Morgen, Herre," sagde han, idet han traadte ind med en daarligt kogt Kanin som Tilgift til den sædvanlige Frokost af Grøntsager. Efter ham kom Montgomery. Hans hurtige Blik faldt paa mig, som stod der med Haanden i Lommen, og han smilede spottende.

Pumaen skulde have Ro den Dag, for at dens Saar kunde læges; men Moreau, som var i høj Grad uselskabelig, kom ikke ind til os. Jeg talte med Montgomery for at komme til Klarhed over, hvorledes Dyrefolkene levede. I Særdeleshed vilde jeg meget gærne vide, hvorledes disse umenneskelige Uhyrer lod sig afholde fra at overfalde Moreau og Montgomery og fra at sønderrive hverandre.

Han forklarede mig, at naar Moreau og han selv levede i forholdsvis Sikkerhed, laa Grunden dertil i disse Uhyrers indskrænkede Aandsævner. Til Trods for deres forøgede Intelligens og deres dyriske Instinkters Tendens til at vaagne op igen, havde Moreau i deres Sjæle indplantet visse fikse Ideer, som satte uoverstigelige Skranker for deres Indbildningskraft. De var i Virkeligheden hypnotiserede; det var bleven dem sagt, at visse Ting var umulige, og at visse andre Ting ikke maatte gøres, og disse Forbud var blevne indvævede i deres Sjæle i en saadan Grad, at det ikke var dem muligt at være ulydige eller at komme med Indvendinger. I visse Henseender, hvor gamle Instinkter stod i Strid med Moreaus Ønsker, var de imidlertid ikke saa paalidelige. En Række Sætninger, som de kaldte Loven — jeg havde allerede hørt dem opramse — kæmpede i deres Sjæle med deres dyriske Naturs indgroede, stadig oprørske Lyster. Denne Lov gentog de bestandigt, hørte jeg, og — brød den ligesaa bestandigt. Baade Montgomery og Moreau var særligt omhyggelige for, at de ikke skulde komme til at smage Blod. De frygtede for de uundgaaelige Erindringer, som denne Smag maatte vække.

Montgomery fortalte mig, at Ærbødigheden for Loven blev løjerligt svækket, naar Mørket faldt paa, især hos Dyrefolkene af Katteslægten; paa den Tid af Døgnet var Dyret i dem stærkest; æventyrlige Lyster vaagnede i dem ved Tusmørkets Frembrud; da vovede de Ting, som de aldrig syntes at drømme om ved højlys Dag. Det var ogsaa Grunden til, at jeg var bleven forfulgt af Leopard-Manden Aftenen efter min Ankomst. Men i hin første Periode af mit Ophold paa Øen brød de kun Loven i Smug og naar det var bleven mørkt; om Dagen var der almindelig Ærbødighed for dens talrige Forbud.

Og her kan jeg maaske indskyde nogle faa almindelige Meddelelser om Øen og Dyrefolkene. Øen, som var af uregelmæssig Skikkelse, lav, og helt isoleret beliggende i det store Hav, havde et Fladerum af omtrent en halv Kvadratmil. Den var af vulkansk Oprindelse og paa de tre Sider omgiven af Koralrev. Nogle Fumaroler i dens nordlige Del og en hed Kilde var de eneste Spor af de Kræfter, som for længe siden havde frembragt den. Af og til mærkedes en svag Dirren af et Jordskælv, og stundom bragte Dampskyer Forvirring i den stedse opstigende Røgsøjle. Men det var ogsaa det Hele. Øens Befolkning, fortalte Montgomery mig, bestod nu i over tredsindstyve af disse sælsomme Frembringelser af Moreaus Kunst, deri ikke indbefattet de mindre Vanskabninger, som ikke havde menneskelig Skikkelse, og som levede rundt omkring i Kratskoven. Han havde i Alt frembragt næsten et hundrede og tyve, men mange var døde — nogle, som for Eksempel det krybende, lemmeløse Væsen, han havde fortalt mig om, havde faaet en voldsom Død. Som Svar paa et Spørgsmaal, jeg gjorde, sagde Montgomery, at de virkelig fik Afkom, men at dette i Reglen døde. Der fandtes intet Spor til, at de erhvervede menneskelige Ejendommeligheder gik i Arv til Ungerne. Dersom de vedblev at leve, tog Moreau dem og omformede dem, saa at de fik Menneskeskikkelse. De kvindelige Væsener var mindre talrige end de mandlige og udsatte for megen hemmelig Forfølgelse til Trods for, at Loven paabød Monogami.

Det vilde være mig umuligt at give en detailleret Beskrivelse af disse Dyrefolk — mit Øje er ikke øvet i at lægge Mærke til Detailler — og desværre kan jeg ikke tegne. Maaske det mest slaaende Træk i deres hele Ydre var Misforholdet mellem disse Væseners Ben og Længden af deres Krop; og alligevel — saa relativ er vor Opfattelse af Ynde — vænnede mit Øje sig til deres Skikkelser, og tilsidst delte jeg endogsaa deres Overbevisning om, at mine egne lange Laar var stygge. En anden Ejendommelighed ved dem var Hovedets Luden og Rygradens klodsede og umenneskelige Foroverbøjning. Selv Abe-Manden savnede den indadbøjede Krumning i Ryggen, der gør Menneskeskikkelsen saa yndefuld. De Fleste havde kluntede, fremspringende Skuldre, og deres korte Underarme hang kraftesløse ned langs deres Sider. Kun faa af dem var behaarede i nogen iøjnefaldende Grad — i det mindste ikke førend under Slutningen af mit Ophold paa Øen.

Den Vanskabthed, som dernæst faldt mest i Øjnene, fandtes i deres Ansigter; disse havde næsten alle fremstaaende Kæver, hæslige Øren, store og fremspringende Næser, var meget lodne eller beklædte med meget stride Haar, og havde ofte Øjne af en underlig Farve eller som sad paa underlige Steder. Ingen af disse Skabninger kunde le, skønt Abe-Manden kunde udstøde en pjattet Fnisen. Udover disse almindelige karakteristiske Kendemærker havde deres Hoveder kun lidet tilfælles; hver af dem havde bevaret sin særlige Arts Ejendommeligheder: Menneskemærket forvrængede men kunde ikke skjule Leoparden, Oksen, Soen, eller hvilketsomhelst andet eller andre Dyr, som hvert enkelt Væsen var bleven frembragt af. Der var ogsaa meget stor Forskel paa Stemmerne. Hænderne var altid vanskabte; og skønt nogle af dem overraskede mig ved deres uventede Lighed med Menneskehænder, manglede de næsten alle een eller flere Fingre, havde klodsede Negle og savnede Menneskehændernes fine Føleævne.

De to frygteligste Dyremennesker var Leopard-Manden og en Skabning, der var lavet af en Hyæne og et Svin. Større end disse var de tre Okse-Mænd, som havde roet Baaden i Land. Derefter kom den sølvgraa, haarede Mand — "Lovsigemanden", som han kaldte sig — M'ling, og en Blanding af Abe og Ged, der lignede en Satyr. samt forskellige andre Væsener, hvis Oprindelse jeg ikke nærmere undersøgte.

I Begyndelsen havde jeg en gysende Rædsel for disse Dyr og følte altfor tydeligt, at de ikke var andet end Dyr, men uden at jeg selv vidste af det, vænnede jeg mig lidt efter lidt til dem, og desuden havde Montgomerys Optræden ligeoverfor dem en vis Indflydelse paa mig. Han havde levet iblandt dem saa længe, at han næsten var kommen til at betragte dem som almindelige menneskelige Væsener, og hans Fortid i London stod nu for ham som et herligt, men uvirkeligt Liv. Kun een Gang om Aaret eller saa rejste han til Arica for at gøre Forretninger med Moreaus derboende Agent, en Mand, som handlede med Dyr. I denne lille Kystby, der bebos af halvblods Spaniere, kunde han næppe træffe særligt smukke Mennesketyper. Sømændene om Bord paa Skibet, sagde han mig, forekom ham i Begyndelsen ligesaa sælsomme, som Dyremenneskene forekom mig — han syntes, at de havde unaturligt lange Ben, flade Ansigter og fremspringende Pander, at de var mistænksomme, farlige og følelsesløse. Han holdt rent ud sagt ikke af Mennesker. Mig var han kommen til at synes om, troede han, fordi han havde frelst mit Liv.

Allerede den Gang mente jeg at kunne mærke, at han havde en hemmelig Forkærlighed for nogle af disse omskabte Dyr, en fordærvelig Sympathi med nogle af deres Sædvaner, men dette forsøgte han i Begyndelsen at skjule for mig.

M'ling, hans Tjener, Manden med det sorte Ansigt, den første af Dyrefolkene, som jeg havde truffet paa, boede ikke sammen med de Andre ovre paa den anden Side af Øen, men i et lille Skur bagved Indhegningen. Denne Skabning var næppe saa intelligent som Abe-Manden, men langt mere lærvillig, og var den af alle Dyrefolkene, der saa menneskeligst ud; Montgomery havde afrettet ham til at lave Mad og udføre alle de smaa huslige Forretninger, der kunde forlanges. Han var et kompliceret Mindesmærke om Moreaus uhyggelige Dygtighed, en Bjørn, der var blandet med Hund og Okse, og en af de omhyggeligst udførte af alle hans Skabninger. M'ling behandlede Montgomery med en sælsom Ømhed og Hengivenhed; undertiden var Montgomery venlig imod ham, klappede ham, gav ham halvt spottende, halvt spøgefulde Øgenavne, og fik ham derved til at danse omkring i største Henrykkelse; til andre Tider mishandlede han ham — især naar han havde været i Lag med Whiskyen — sparkede ham, slog ham, kastede Sten eller brændende Tændstikker efter ham. Men hvad enten Montgomery behandlede ham godt eller daarligt, var der intet, M'ling elskede saa meget, som at være i sin Herres Nærhed.

Jeg har sagt, at jeg vænnede mig til Dyrefolkene, at tusind Ting, som i Begyndelsen havde forekommet mig unaturlige og frastødende, hurtigt blev naturlige og almindelige for mig. Jeg antager, at alting her i Livet faar sit Udseende af det Skær, som vore Omgivelser i Almindelighed kaster paa det. Montgomery og Moreau var altfor ejendommelige Individer til, at de kunde bidrage til at holde mit almindelige Billede af Menneskeheden friskt. Stundom kunde jeg se en af de klodsede Okse-Skabninger, som havde roet Baaden, traske tungt gennem Krattet, og gribe mig i at spørge mig selv og gøre kraftige Forsøg paa at erindre, hvori han adskilte sig fra en eller anden virkeligt menneskelig Arbejdsmand, som sjokkede hjemad fra sit Dagværk; eller jeg fik Øje paa Ræve-Bjørne-Kvindens snedige, lumske Fjæs med dets mærkværdigt menneskelige Udtryk af listig Opfindsomhed og bildte mig endogsaa ind, at jeg havde truffet det før i en eller anden Gyde i en stor By.

Alligevel fik jeg af og til et Glimt af det Dyriske at se paa en aldeles utvivlsom og unægtelig Maade. En grim Mand, tilsyneladende en skrutrygget, menneskelig Vildmand, som sad paa Hug i Døren til en af Hulerne, kunde for Eksempel strække sine Arme og gabe og derved pludselig forbavse mig ved at fremvise sine hvasse Fortænder og store, krumme Hjørnetænder, saa skarpe og skinnende søm Knive. Eller det kunde hænde, at jeg paa en eller anden smal Sti mødte en slank, hvidklædt Kvindeskikkelse, hvem jeg i et Øjebliks Dristighed stirrede ind i Ansigtet; da opdagede jeg pludselig, med en Væmmelse, der virkede helt krampagtigt, at hun havde en Kats aflange Pupiller. eller jeg saa ned og fik Øje paa den krumme, kloagtige Negl, med hvilken hun holdt sit uformelige Draperi sammen om sig. I Parenthes bemærket, er det en ret mærkværdig Omstændighed, som jeg aldeles ikke ser mig i Stand til at forklare, at disse uhyggelige Skabninger — Kvinderne, mener jeg — i den første Periode af mit Ophold paa Øen havde en instinktmæssig Følelse af deres egen frastødende Klodsethed, og som Følge deraf udviste de en mere end menneskelig Omhu for Dekorum og Sømmelighed i den ydre Fremtræden.