Doktor Moreaus Ø/15. Hvorledes Dyrefolkene smagte Blod

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

V. Pios Boghandel København


Doktor Moreaus Ø.djvu Doktor Moreaus Ø.djvu/7 151-173

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Femtende Kapitel.
Hvorledes Dyrefolkene smagte Blod.


Men min Uerfarenhed som Forfatter leder mig paa Afveje; jeg maa genoptage Traaden i min Fortælling. Efter at jeg havde spist Frokost sammen med Montgomery, fulgtes vi ad ind i det Indre af Øen for at bese Fumarolerne og Kilden til den varme Strøm, hvis koghede Vande jeg den foregaaende Dag tilfældigt havde truffet paa. Vi var begge bevæbnede med Piske og ladte Revolvere. Mens vi vandrede gennem en frodig Kratskov paa vor Vej derhen, hørte vi et Vræl af en Kanin. Vi standsede og lyttede, men hørte ikke mere, og derfor gik vi videre uden at tænke mere paa denne Hændelse. Montgomery henledte min Opmærksomhed paa nogle smaa, blegrøde Dyr med lange Bagben, som hoppede af Sted gennem Buskadset. Han sagde mig, at disse Skabninger var Opfindelser af Moreau og lavede af Dyrefolkenes Afkom. Han havde ment, at deres Kød kunde benyttes til Føde, men en vis kaninagtig Tilbøjelighed hos dem til at opæde deres Unger havde umuliggjort hans Hensigt. Jeg havde allerede truffet nogle af disse Skabninger, baade den Aften, da jeg flygtede for Leopard-Manden, og den foregaaende Dag, da jeg blev forfulgt af Moreau. En af dem, der hoppede af Sted for at undfly os, faldt tilfældigvis ned i et Hul i Jorden, som et omstyrtet Træs Rødder havde revet op. Førend den kunde smutte op igen, lykkedes det os at fange den. Den hvæsede som en Kat, kradsede og sparkede voldsomt med Bagbenene, og forsøgte at bide, men dens Tænder var altfor svage til, at det kunde gøre ondt. Jeg syntes, at den var en ganske køn lille Skabning, og da Montgomery erklærede, at den aldrig ødelagde Grønsværet ved at grave Huler og var meget renlig i sine Sædvaner, skulde jeg næsten tro. at den med Held maatte kunne erstatte de sædvanlige Kaniner i Herregaardshaver.

Vi saa ogsaa paa vor Vej et Træ, af hvis Stamme Barken var flaaet i lange Striber og Veddet indenfor revet i Splinter. Montgomery gjorde mig opmærksom herpaa. "Ikke flaa Barken af Træerne; det er Loven," sagde han. "Der er somme af dem, der blæser Loven et Stykke!" — Kort efter, hvis jeg husker ret, mødte vi Satyren og Abe-Manden. Satyren var et Resultat af Moreaus klassiske Reminiscenser; hans Ansigt havde et faareagtigt Udtryk — ligesom den simplere Jødetype — hans Stemme var en skurrende Brægen og hans Ben sataniske. Da vi mødte ham, gik han og gnavede paa en Bælgfrugt. Begge hilste paa Montgomery.

"Hil dig," sagde de, "du, den Anden med Pisken!"

"Nu er der ogsaa en Tredje med en Pisk," svarede Montgomery. "Saa I gør klogest i at passe paa!"

"Er han ikke bleven lavet?" spurgte AbeManden. "Han sagde — han sagde, at han var lavet."

Satyr-Mennesket saa nysgærrigt paa mig. "Den Tredje med Pisken, han som gaar ud i Søen og græder, har et tyndt, hvidt Ansigt."

"Han har en tynd, lang Pisk," sagde Montgomery.

"I Gaar blødte han og græd," vedblev Satyren. "Du bløder eller græder aldrig. Herren bløder eller græder ikke."

"Du taler jo som en Parlør, dit Bæst!" sagde Montgomery. "Du kommer til at bløde og græde, hvis du ikke tager dig i Agt."

"Han har fem Fingre; han er en Fem-Mand ligesom jeg," sagde Abe-Manden.

"Kom nu, Prendick," sagde Montgomery og tog min Arm, hvorpaa vi gik videre.

Satyren og Abe-Manden blev staaende og saa efter os og gjorde Bemærkninger til hinanden.

"Han siger ikke noget," sagde Satyren. "Mennesker kan tale."

"I Gaar bad han mig om noget at spise," sagde Abe-Manden. "Han vidste ikke, hvor han kunde finde det." Derpaa vekslede de nogle Ord, som jeg ikke forstod, og jeg hørte Satyren le.

Paa Hjemvejen kom vi til et Sted, hvor der laa en død Kanin. Det stakkels lille Dyrs blodige Krop var reven i Stumper og Stykker, mange af Ribbenene var pillede helt rene og Rygraden tydeligt nok afgnavet.

Montgomery standsede ved dette Syn. "Du gode Gud!" sagde han, bøjede sig ned og samlede nogle af de knuste Ryghvirvler op for at undersøge dem nøjere. "Du gode Gud!" gentog han, "hvad kan dette betyde?"

"Et af Deres kødædende Dyr er falden tilbage til sine gamle Sædvaner," svarede jeg efter en Pavse. "Denne Rygrad er bleven bidt over."

Han stod og stirrede, med kridhvidt Ansigt og vrængende Mund. "Dette holder jeg ikke af," sagde han langsomt.

"Jeg saa noget lignende," sagde jeg, "den første Dag, efter at jeg var kommen hertil."

"Hvad Satan —! Hvad var det?"

"En Kanin med afrevet Hoved."

"Den Dag De kom hertil?"

"Den Dag jeg kom hertil. I Krattet bagved Indhegningen, paa min Udflugt om Aftenen. Hovedet var fuldstændigt vredet af."

Han udstødte en lang, sagte Fløjten.

"Og hvad mere er, jeg har en Anelse om, hvilket af Deres Dyr, der har gjort det. Det er naturligvis kun en Mistanke, men — førend jeg stødte paa Kaninen, saa jeg et af Deres Uhyrer drikke nede ved Bækken."

"Og labe Vandet op?"

"Ja."

"Ikke labe Drikken op; det er Loven. De Bæster blæser Loven et Stykke — naar Moreau ikke er i Nærheden."

"Det var det Dyr, som forfulgte mig."

"Naturligvis," svarede Montgomery. "Det er netop Rovdyrs Skik. Naar de har dræbt deres Bytte, drikker de. Det er Smagen af Blodet, forstaar De. — Hvordan saa det Dyr for Resten ud?" spurgte han. "Kunde De kende det igen?" Han saa sig omkring, mens han stod og skrævede over Kaninens livløse Krop, og hans Øjne foer henover det omgivende Krats Skygger og Skoven med dens Skjulesteder og Muligheder for Baghold. "Smagen af Blodet," sagde han igen.

Han tog sin Revolver frem, eftersaa Patronerne i den og stak den igen i Lommen. Saa begyndte han at trække i sin nedhængende Læbe.

"Jeg tror nok, at jeg kunde kende Dyret igen."

"Men saa maa vi bevise, at det var ham, der dræbte Kaninen," sagde Montgomery. "Jeg vilde ønske, at jeg aldrig havde bragt de Kaniner hertil."

Jeg vilde til at gaa videre, men han blev staaende og grublede paa en forvirret Maade over den lemlæstede Kanin. Nu gik jeg saa langt bort. at Kaninens Levninger ikke længere kunde ses.

"Kom saa!" raabte jeg.

Han foer op af sine Tanker og fulgte efter mig. "Forstaar De," sagde han, næsten hviskende. "Vi antog, at vi havde faaet den Ide slaaet fast hos dem alle, at man ikke maa æde noget Dyrs Kød. Men dersom et af Dyrene tilfældigvis har smagt Blod ...."

Vi gik et Stykke Vej i Tavshed. "Jeg gad vide, hvordan det kan være gaaet til," sagde han til sig selv. Derpaa vedblev han efter en Pavse: "Jeg gjorde en Dumhed forleden Dag. Min Tjener … jeg viste ham, hvordan han skulde bære sig ad med at flaa og koge en Kanin. Løjerligt nok .... jeg saa ham slikke sine Fingre .... det faldt mig slet ikke ind ...."

Saa tilføjede han: "Vi maa sætte en Stopper for dette. Jeg maa fortælle det til Moreau."

Paa hele Hjemvejen havde han ikke Tanke for andet.

Moreau tog Sagen endnu alvorligere end Montgomery, og jeg behøver næppe at sige, at jeg blev smittet af deres øjensynlige Forfærdelse. "Vi maa statuere et Eksempel," sagde Moreau. "Jeg for mit Vedkommende tvivler aldeles ikke om, at Leopard-Manden er Synderen. Men hvorledes kan vi bevise det? Gid De havde holdt Deres Lyst til Kødmad i Tømme, Montgomery, og ikke indladt Dem paa den Slags fristende Nyheder. Det kan maaske bringe os i en slem Knibe."

"Jeg var et dumt Asen," svarede Montgomery. "Men gjort Gærning staar ikke til at ændre. Og De gav mig jo selv Lov til det, ved De nok."

"Vi maa straks se at faa det afgjort," sagde Moreau. "Jeg haaber, at vi kan stole paa M'ling, hvis der skulde hænde noget?"

"Jeg er ikke ganske sikker paa M'ling," svarede Montgomery. "Og jeg burde da vel kende ham."

Samme Eftermiddag begav Moreau, Montgomery, jeg og M'ling os tværs over Øen paa Vejen til Hytterne i Kløften. Vi tre var bevæbnede. M'ling bar den lille Økse, som han brugte til at hugge Pindebrænde med, og et Stykke Staaltraadstov. Moreau havde et stort Horn i en Rem over Skulderen. "Nu skal De se en Forsamling af Dyrefolkene," sagde Montgomery. "Det er et smukt Syn." Moreau mælede ikke et Ord paa hele Vejen, men hans kraftige Ansigt med de hvide Haar bar Præg af en barsk Bestemthed.

Vi overskred Kløften, gennem hvilken den hede, dampende Bæk løb, og fulgte den bugtede Sti gennem Rørene, indtil vi naaede en udstrakt Plads, hvor Jorden var bedækket med et tykt Lag af et gult Pulver, der formodentlig var Svovl. Hinsides den sivbevoksede Bred kunde vi se det blinkende Hav. Snart efter kom vi til et Slags lavtliggende naturligt Amfitheater, og her gjorde vi alle fire Holdt. Saa blæste Moreau i Hornet og vakte den tropiske Eftermiddag af sin tavse Slummer. Han maa have haft kraftige Lunger. Den tudende Klang og dens Genlyd steg og steg og lød tilsidst aldeles øresønderrivende.

"Puh!" sagde Moreau og lod Instrumentet igen falde ned ved sin Side.

Et Øjeblik efter lød der en Bragen inde mellem de gule Rør og Klangen af Stemmer fra det tætte, grønne Krat, der betegnede den Sump, gennem hvilken jeg var løbet den foregaaende Dag. Derefter Viste Dyrefolkenes groteske Skikkelser sig paa tre eller fire Steder langs Randen af den svovlbestrøede Slette og skyndte sig henimod os. Jeg kunde ikke værge mig mod, at det løb mig koldt ned ad Ryggen, da jeg saa dem een for een komme travende frem mellem Træerne eller Rørene og sjokke henover det varme Støv. Men Moreau og Montgomery stod ganske rolige, og jeg maatte naturligvis holde mig til dem. Den Første, der ankom, var Satyren, der, skønt han kastede Skygge og sparkede op i Støvet med sine Hove, saa underligt uvirkelig ud; efter ham traadte et klodset Uhyre ud fra Rørene — en Blanding af Hest og Næsehorn, som gik og tyggede paa et Straa; derefter kom Svine-Kvinden og to Ulve-Kvinder til Syne; dernæst Ræve-Bjørne-Heksen med sine røde Øjne i sit spidsnæsede, røde Fjæs, og derpaa flere andre — alle i ivrig Hast. Da de kom nærmere, begyndte de at bøje sig ydmygt for Moreau og — uden at tage mindste Hensyn til hverandre — at synge Brudstykker af den sidste Halvdel af Lovens Litani; "Hans er den Haand, som saarer, Hans er den Haand, som læger", og saa fremdeles.

Saa snart de havde nærmet sig til en Afstand af en halvhundrede Fod, standsede de, lagde sig ned paa Knæ og Albuer og begyndte at strø det hvide Støv paa deres Hoveder. Lad Læseren forestille sig denne Scene, om han kan. Vi tre blaaklædte Mænd og vor vanskabte Tjener med det sorte Ansigt stod der paa en stor, solbeskinnet Slette, bedækket med gulhvidt Støv, under den klare, blaa Himmel, og rundt om os laa denne Kreds af sammenkrøbne og gestikulerende Uhyrer, nogle næsten menneskelige, undtagen i deres snedige Udtryk og deres Fagter, andre helt forkrøblede, atter andre saa Sælsomt fordrejede, at de kun kunde lignes med de Væsener, vi ser i vore vildeste Drømme. Og bagved dem saas i een Retning Rørkrattets bølgende Linier, i en anden et tæt Virvar af Palmetræer, som skilte os fra Kløften med Hytterne, og mod Nord det stille Oceans disede Horisont.

"To og treds, tre og treds," talte Moreau. "Der mangler fire."

"Jeg ser ikke Leopard-Manden," sagde jeg.

Moreau blæste atter i det store Horn, og alle Dyrefolkene kravlede og vred sig i Støvet ved Lyden af det. Saa kom Leopard-Manden luskende ud fra Rørene, bøjende sig helt ned mod Jorden og forsøgende at slutte sig til Kredsen bagved Moreaus Ryg. Den Sidste af Dyrefolkene, der ankom, var den lille Abe-Mand. De Dyr, der var komne tidligere, og som nu var varme og trætte af at krybe i Støvet, tilkastede ham arrige Blikke.

"Hold op," sagde Moreau med sin bestemte, lydelige Røst, og Dyrefolkene holdt inde med deres Tilbedelse og satte sig ned paa deres Bagdele.

"Hvor er Lovsigemanden?" spurgte Moreau, og det haarede, graa Uhyre bøjede sit Ansigt ned mod Jorden.

"Sig Ordene," sagde Moreau, og øjeblikkeligt kastede hele Forsamlingen sig paa Knæ og begyndte paany at synge deres sælsomme Litani, mens de svajede fra Side til Side og daskede i Svovlstøvet med Hænderne.

Da de naaede: "Ikke æde Kød eller Fisk; det er Loven," strakte Moreau sin magre, hvide Haand i Vejret. "Stop!" raabte han, og de tav allesammen bumstille.

Jeg tror, at de alle vidste og frygtede, hvad der skulde komme. Jeg betragtede deres underlige Ansigtet. Da jeg saa deres ynkelige Holdning og den lønlige Frygt i deres skinnende Øjne, undrede jeg mig over, at jeg nogensinde havde kunnet anse dem for Mennesker.

"Den Lov er bleven brudt," sagde Moreau.

"Ingen kan undslippe," lød det fra det sølvhaarede Væsen uden Ansigt. "Ingen kan undslippe," gentog Dyrefolkenes knælende Kreds.

"Hvem har gjort det?" raabte Moreau, idet han saa rundt paa deres Ansigter og smældede med Pisken. Det forekom mig, at Hyæne-Svinet saa nedslaaet ud, og det samme gjorde Leopard-Manden. Moreau standsede foran dette Væsen og stirrede paa det, medens det vred sig for hans Fødder i Erindring om og Frygt for uudholdelige Pinsler. "Hvem har gjort det?" gentog Moreau med Tordenrøst.

"Ond er den, der bryder Loven," sang Lovsigemanden.

Moreau saa Leopard-Manden ind i Øjnene, og hans Blik syntes at trænge ind i denne Skabnings Inderste.

"Den, som bryder Loven —" sagde Moreau, idet han tog sine Øjne bort fra Offeret og vendte sig om mod os. Det forekom mig, at der var et Anstrøg af Triumf i hans Stemme.

"— vender tilbage til Smærtens Hus," raabte de alle — "vender tilbage til Smærtens Hus, o Herre!"

"Tilbage til Smærtens Hus — tilbage til Smærtens Hus," pjattede Abe-Manden, som om denne Tanke havde en stærk Tiltrækningskraft for ham.

"Hører du?" spurgte Moreau og vendte sig atter til Forbryderen. "min Ven .... halløj!"

Thi da Moreau tog Øjnene fra Leopard-Manden, sprang denne op, og nu foer han løs paa sin Plageaand med flammende Øjne og de vældige, rovdyragtige Hjørnetænder glimtende frem bag de grinende Læber. Jeg er overbevist om, at kun en uudholdelig, vanvittig Frygt kunde have drevet ham til dette Angreb. Alle de tredsindstyve Uhyret syntes at rejse sig rundt om os. Jeg trak min Revolver frem. De to Skikkelser tørnede sammen, og jeg saa Moreau vakle bagover under Leopard-Mandens Slag. Der lød en rasende Hylen og Skraalen rundt omkring os. Alle var i hurtig Bevægelse. Et Øjeblik troede jeg, at det var et almindeligt Oprør.

Saa foer Leopard-Mandens rasende Ansigt forbi mig, og M'ling, der forfulgte ham, lige bagefter. Jeg saa Hyæne-Svinets gule Øjne skinne af Ophidselse, og han stod i en Stilling, som om han halvvejs havde Lyst til at angribe mig. Ogsaa Satyren gloede paa mig over Hyæne—Svinets fremstaaende Skuldre. Jeg hørte Knaldet af Moreaus Pistol og saa det røde Glimt lyne gennem Forvirringen. Hele Skaren syntes at dreje sig rundt i Skuddets Retning; ogsaa jeg drejede mig, paavirket af de Andres Bevægelse. Et Sekund efter foer hele Flokken, og jeg med, under forvirrede Raab af Sted paa Jagt efter den flygtende Leopard-Mand.

Det er Alt, hvad jeg kan sige med Bestemthed. Jeg saa Leopard-Manden slaa Moreau, men saa løb alting rundt for mig, indtil jeg styrtede af Sted.

M'ling var i Spidsen og lige i Hælene paa Flygtningen. Bagved ham løb Ulve-Kvinderne med lange, springende Skridt og Tungen allerede dinglende ud af Munden. Saa fulgte Svine-Menneskene, vrælende af Spænding, og de to Okse—Mænd i deres hvide Svøb. Derefter kom Moreau midt i en tæt Flok af Dyrefolkene; han havde tabt sin bredskyggede Straahat, i Haanden bar han sin Revolver, og hans lange, hvide Haar flagrede for Vinden. Hyæne-Svinet løb ved Siden af mig og holdt Skridt med mig, mens han skottede stjaalent til mig med sine lumske Øjne, og de Øvrige kom løbende og raabende bagved os.

Leopard-Manden styrtede af Sted gennem de høje Rør, som slog sammen bagved ham og piskede M'ling i Ansigtet. Vi Andre, der kom bagefter, fandt en banet Vej for os, da vi naaede Rørene. Sporet førte igennem dem omtrent syv hundrede Alen, og derpaa ind i et tæt Krat, som sinkede os betydeligt, skønt vi gennemskred det i tæt Flok; Løvet baskede os i Ansigtet, Slyngplanternes Tove greb os under Hagen eller snoede sig om vore Ankler, tornede Planter greb fat i os og flaaede baade Klæder og Kød.

"Her er han krøbet igennem paa alle fire," stønnede Moreau, der nu var lige foran mig.

"Ingen kan undslippe," sagde Ulve-Bjørnen og lo mig op i Ansigtet af Glæde over Jagten.

Vi slap ud i et klippefuldt Terrain og saa foran os Vildtet, der løb raskt af Sted paa alle fire og snærrede ad os over sin Skulder. Ved dette Syn hylede Ulve-Menneskene af Henrykkelse. Væsenet havde endnu Klæder paa, og i Afstand saa dets Ansigt endnu menneskeligt ud, men det bevægede sine fire Lemmer paa Kattevis, og dets Holdning var et jaget Dyrs. Det sprang over nogle tornede Buske med gule Blomster og forsvandt. M'ling var halvvejs mellem det og os.

De Fleste af os styrtede nu ikke længere saa vildt af Sted som i Begyndelsen af jagten, men var slaaede over i et roligere og jævnere Løb. Mens vi krydsede den aabne Slette, saa jeg, at Forfølgerne nu spredte sig fra en samlet Flok ud paa Linie. Hyæne-Svinet løb endnu tæt ved mig og holdt Øje med mig, og af og til forvrængede det sin Flab til en snærrende Latter.

Ved Enden af den klippefulde Slette havde Leopard-Manden indset, at han styrede henimod den fremspringende Odde, hvor han havde forfulgt mig Aftenen efter min Ankomst, og han var derfor sprungen til Siden ind i Kratskoven. Men Montgomery havde set hans Manøvre og havde tvunget ham til at vende om igen.

Og saaledes, pustende, snublende over Stene, forreven af Brombærranker, hildet af Bregner og Siv, hjalp jeg med til at forfølge Leopard-Manden, som havde brudt Loven, og Hyæne-Svinet løb med en vild Latter ved Siden af mig. Jeg vaklede fremad med svimlende Hoved og Hjærtet bankende mod Ribbenene, dødstræt, men uden at turde tabe de Andre af Syne, af Frygt for at blive alene tilbage med min rædselsfulde Ledsager. Jeg vaklede fremad til Trods for min uhyre Udmattelse og den tropiske Eftermiddags lumre Hede.

Tilsidst sagtnedes den vilde Jagt. Vi havde faaet det ulykkelige Dyr indespærret i en Afkrog af Øen. Med Pisken i Haanden opstillede Moreau os alle i en uregelmæssig Linie, og nu rykkede vi langsomt frem, raabende til hverandre, og kom vort Offer nærmere og nærmere ind paa Livet. Han laa skjult, lydløs og usynlig, i det Buskads, gennem hvilket han havde forfulgt mig paa hin natlige Jagt.

"Forsigtigt!" raabte Moreau, "forsigtigt!" — mens Liniens Fløje sneg sig rundt om det sammenfiltrede Krat og omringede Dyret.

"Pas paa, hvis han springer frem!" lød Montgomerys Stemme paa den anden Side af Krattet.

Jeg stod paa Skrænten ovenfor Buskadset. Montgomery og Moreau trak deres Jægere sammen langs Strandbredden nedenfor. Langsomt banede vi os Vej ind gennem det forviltrede Væv af Grene og Blade. Vildtet gav ikke en Lyd fra sig.

"Tilbage til Smærtens Hus, Smærtens Hus, Smærtens Hus!" pjattede Abe-Mandens Stemme et Dusin Alen til højre for mig.

Da jeg hørte det, tilgav jeg den ulykkelige Stakkel al den Frygt, han havde forvoldt mig.

Jeg hørte Kvistene knække og Grenene brage under Forfølgernes tunge Trin til højre for mig. Og saa fik jeg paa een Gang Øje paa den Skabning, som vi jagede, igennem det grønne Virvar, inde i den yppige Plantevæksts Tusmørke. Jeg standsede. Han laa sammenkrøben og gjorde sig saa lille som muligt; han havde drejet Hovedet, og hans skinnende, grønne Øjne stirrede paa mig over hans Skulder.

Det ser maaske ud som en underlig Selvmodsigelse — og jeg er ikke i Stand til at forklare Kendsgærningen — men nu, da jeg saa Væsenet der i en fuldstændig dyrisk Stilling, med dets lysende Øjne, og dets halvt menneskelige Ansigt fordrejet af Rædsel, nu gik det paany opfor mig, at det virkelig var et Menneske. Om et Øjeblik vilde flere af dets Forfølgere opdage det, og det vilde blive overvældet og fanget, for endnu en Gang at blive underkastet de frygtelige Pinsler i Indelukket. Jeg rev hurtigt min Revolver frem, sigtede mellem dets rædselsslagne Øjne og fyrede.

I det samme fik Hyæne-Svinet Øje paa det, kastede sig over det med et Hvin af Ivrighed og huggede sine blodtørstige Tænder i dets Hals. Krattets grønne Masser rundt om mig bølgede og bragede, mens Dyrefolkene kom styrtende til. Det ene Ansigt efter det andet viste sig.

"Dræb det ikke, Prendick," raabte Moreau. "Dræb det ikke!" Og jeg saa ham foroverbøjet bane sig Vej mellem de store Bregners Blade.

Et Øjeblik efter havde han jaget Hyæne-Svinet bort ved nogle Slag med Piskeskaftet, og han og Montgomery holdt de ophidsede kødædende Dyrefolk, i Særdeleshed M'ling, tilbage fra det endnu skælvende Legeme. Det haarede, graa Væsen kom hen og snuste til Liget under min Arm. De andre Dyr puffede mig hid og did i deres dyriske Iver for at komme nærmere og se det altsammen.

"Men for Satan, Prendick!" sagde Moreau. "Jeg havde Brug for han."

"Det gør mig ondt," sagde jeg, skønt det slet ikke var Tilfældet. "Det var en øjeblikkelig Indskydelse." Jeg følte mig helt mat af Anstrængelse og Spænding. Jeg vendte mig om, banede mig Vej gennem Trængselen af Dyrefolkene og gik alene op ad Skrænten op mod den højereliggende Del af Pynten. Jeg hørte Moreau raabe nogle Ordrer til de tre hvidklædte Okse-Mænd, hvorpaa disse gav sig til at slæbe Offeret ned mod Vandet.

Nu var det let nok for mig at finde Ensomhed. Dyrefolkene lagde en fuldstændigt menneskelig Nysgærrighed for Dagen med Hensyn til Liget; de fulgte efter det i tæt Flok og snusede knurrende til det, mens Okse-Mændene slæbte det ned over Strandbredden. Jeg gik op paa den høje Pynt og iagttog Okse-Mændene, der fortonede sig som sorte Silhouetter mod Aftenhimlen, mens de bar den døde Krop, til hvilken der nu var bunden Blylodder, ud i Søen; og i det samme skyllede det ligesom en Bølge henover min Sjæl, hvor usigeligt hensigtsløst alting her paa Øen var. Blandt Klippestykkerne dernede paa Strandbredden stod Abe-Manden, Hyæne-Svinet og adskillige andre af Dyrefolkene i en Kreds omkring Montgomery og Moreau. De var allesammen endnu uhyre ophidsede og udgød sig alle i larmende Forsikringer om deres Troskab mod Loven. Og alligevel nærede jeg i mit stille Sind en urokkelig Overbevisning om, at Hyæne-Svinet var delagtig i Kaninens Død. Jeg blev greben af en underlig Tanke om, at jeg her — bortset fra de plumpe Omrids og groteske Skikkelser — havde hele Menneskelivets Svajen op og ned for mig i Miniaturformat, hele Resultatet af de samvirkende og hinanden bekæmpende Kræfter, Instinkt, Fornuft og Skæbne, i dets simpleste Form. Leopard-Manden havde maattet bukke under. Det var det Hele.

De stakkels Dyr! Jeg begyndte at faa Øjnene op for en nederdrægtigere Side ved Moreaus Grusomhed. Jeg havde ikke før tænkt paa den Smærte og Bekymring, som maatte ramme disse stakkels Ofre, efter at de var slupne ud af Moreaus Hænder. Jeg havde kun gyst ved Tanken om de Dage fulde af legemlige Pinsler, som de maatte udstaa i Indhegningen. Men nu forekom dette mig at være det Ringeste. Tidligere havde de været Dyr og haft Instinkter, der var nøje afpassede efter deres Omgivelser — de havde været saa lykkelige som levende Væsener kan være. Nu ravede de af Sted, betyngede med den menneskelige Tilværelses Lænker, levede i en Frygt, som aldrig kunde forsvinde, og plagedes med en Lov, som de ikke kunde forstaa; den Parodi paa et Menneskeliv, som de levede, begyndte i Kvaler og var een eneste lang indre Kamp, een eneste lang Rædsel for Moreau — og i hvilken Hensigt? Det var det Letfærdige i Moreaus Handlemaade, som oprørte mig.

Dersom han havde haft et eller andet forstaaeligt Formaal, kunde jeg i det mindste indtil en vis Grad have sympathiseret med ham. Saa fintfølende ligeoverfor Smærte er jeg da heller ikke. Jeg kunde nogenlunde have tilgivet ham, selv om hans Bevæggrund havde været Had. Men han følte sig saa fri for alt Ansvar og var saa fuldstændigt ligegyldig. Hans Nysgærrighed, hans vanvittige, formaalsløse Undersøgelser drev ham fremad, og disse Væsener blev kastede ud i Verden for at leve et Aarstid eller saa, for at kæmpe, fejle og lide, for tilsidst at dø en smærtefuld Død. De var ulykkelige; det gamle, dyriske Had drev dem til at plage hverandre, men Loven holdt dem tilbage fra en kort og hidsig Kamp og en afgørende Ende paa deres naturlige, gensidige Fjendskab.

I hine Dage undergik min Frygt for Dyrefolkene en Ændring, paa samme Maade som min personlige Frygt for Moreau. Jeg hensank i en ligefrem sygelig Sindstilstand, som var dyb og vedvarende, men som ikke havde noget at gøre med Frygt; denne Tilstand har efterladt blivende Mærker i min Sjæl. Jeg maa tilstaa, at jeg tabte Troen paa en fornuftig Verdensordning, da jeg saa, at denne Øs pinlige Meningsløsheder kunde eksistere. En blind Skæbne, en vældig, ubarmhjærtig Mekanisme syntes mig at forme og tildanne Livets System, og jeg selv, Moreau med hans Lidenskab for Undersøgelser, Montgomery med hans Lidenskab for stærke Drikke, Dyrefolkene med deres Instinkter og indskrænkede Aandsævner, blev alle uden Medynk og uundgaaeligt sønderrevne og knuste i de travle Hjuls uendelige Virvar. Men denne Sindstilstand kom ikke paa een Gang over mig .... Jeg tror endogsaa, at jeg foregriber min Fortælling en Smule ved at tale om den nu.