En Fortælling om Lykken

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Schubotheske Forlag København


Liv og Død.djvu Liv og Død.djvu/11 1-2

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

EN FORTÆLLING
OM
LYKKEN

TIL VALDEMAR BRUMMERSTEDT

Det var Paaske.

Man var paa Herregaarden naaet til første Paaskedags Aften.

Hele Gaarden svømmede i Højtid og Kedsommelighed.

Oppe i en Krog af Billardsalen var et Spillebord slaaet ud, og Hofjægermesteren aflirede en Første-Paaskedags-L'hombre med Distrikslægen, Sognepræsten og sin Godsforvalter.

Der blev ikke talt et Ord.

Godsforvalteren sad over L'hombren i en Stilling, som aflagde han underdanigst Beretning om et Salg af Fæstegodset.

Hofjægermesteren bandede kun, nu og da, halvhøjt, inde under sit Overskæg, og strakte Benene saa langt fra sig, at han sparkede Pastoren.

Godsforvalteren vandt, og det var Hofjægermesterens højeste Fornøjelse i Spil at liste Penge fra sin Funktionær.

Lidt fra Spillebordet stod Husets Søn, Løjtnanten, med Hænderne i Bukselommerne og saa til. Han havde staaet der, ubevægelig, i snart en Time. Kun naar han gabede, skjulte han sin adelige Mund med en hvid Haand.

Endelig drejede han sig om paa sin Rytterhæl og gik ned ad Trappen til første Sal.

I Forhallen sad Tjeneren, en ung Mand med meget slanke Hænder, der ved Hofjægermesterens Middagsselskaber gjorde Indtrykket af at være den mest racemæssige af Gæsterne — hans Moder var Vaskerkone, men den unge Mand yndede overfor sine Medtjenere at antyde, at han var Frugt af en illigitim Forbindelse, der paa Fædrenes Side gav ham mange Ahner — og sov, ret op og ned, paa en højrygget Stol. Ved Løjtnantstrinene fløj han op med et pludselig underdanigt Udtryk i sine Øjne, mens han bukkede.

»Sover De?« sagde Løjtnanten.

Den unge Mand mumlede noget, men Løjtnanten sagde bare:

»Det kan jeg s'gu saa godt forstaa;« og gik ind.

Inde i Dagligstuen sad Gæsterne, gemte rundt i de store Stole, medens Konversationen gik trægt.

Ogsaa Løjtnanten faldt ned i en Krog:

»Her er muntert,« sagde han, og der blev Tavshed igen.

»Kan vi ikke spille Kort?« lød det endelig og langsomt fra en af Stolene.

Det var Løjtnant Knuth, en lille hvidfødt Dragon, der snærrede hvert Ord, han sagde, ud mellem Fortænderne, og som ved tre Eremitageløb tre Gange havde knækket Kravebenet.

Husets Løjtnant gabede:

»Vi kan s'gu da ikke spille Kort hele Dagen,« sagde han. De havde spillet den ganske Eftermiddag for nedrullede Gardiner i et Taarnværelse.

»Nej,« sagde det fra en anden Krog.

Det var Løjtnant Vedel, den længste Løjtnant i Garden, der, naar han ikke havde andet at bestille, altid sad og stirrede forbavset paa Længden af sine egne Ben.

Han havde næsten aldrig andet at bestille.

Der var Tavshed lidt igen, til Kandidat Feddersen i Ministeriet, der længe havde været hensunken i Beundring af sin egen engelske Silkevest, sagde med samme Dræven som de andre:

»Hvad bestiller Folkene?«

»De sover,« sagde Husets Søn.

Løjtnant Knuth glippede med Øjnene og sagde:

»Det er s'gu mærkeligt, det gaar med Bønder som med Hunde: de kan sove til enhver Tid.«

»Men de synder alligevel,« sagde Feddersen: »Begge Opvaskerpigerne er frugtsommelige.«

Der var ingen, der gad smile, men, som om Ordet »Synd« uvilkaarligt havde henledet hans Tanker paa Pastoren, sagde Knuth:

»Hvorfor holdt »Hofmesteren« Tale for Præsten ved Bordet?«

»Det gør han altid om Paasken,« sagde Husets Søn.

»Naa,« sagde Løjtnanten, »saa er det ogsaa derfor, vi fik Sillery — — ellers gi'er I jo Mumm.«

Hofjægermesteren saa' kun Pastoren med Datter — de øvrige »Uundgaaelige« (det var Godsets Benævnelse af Embedsmænd) blev inviteret uden Damer — den første Helligdag ved de tre store Højtider.

Paa disse tre Dage førte han Præstens Datter til Bords og talte ved Stegen for Husets Sjælesørger — han fandt Ordet »Sjælesørger« ved disse tre Lejligheder — der »saa trofast havde delt hans Hus' Tilskikkelser i onde Dage som i gode.«

»Det er en Skik,« sagde Husets Løjtnant, der havde hørt Faderens Tale, fra han var Barn.

Men Vedel sagde pludselig:

»Naa, i København er der s'gu endnu værre.«

Inde i Havesalen saa Frøken Alice, Husets Datter, Albummer sammen med Præstefrøkenen. Præstefrøkenen var en fyrretyveaarig Hentørring, hvis Liv gik hen med at oprette Foreninger, og hvis sidste Bedrift var en Underafdeling af Fredsforeningen, der talte syv Medlemmer, hvoraf fem Embedsmænd.

Naar Præstens Datter talte, lød det uforanderligt, som havde hun Ordet paa en Generalforsamling.

Paa Herregaarden, hvor hun i 10 Aar havde vist sig i den samme graa Silkekjole, der var syet som en Art Reformdragt, indskrænkede hun sig til i Stilhed at misunde og til at indkassere Foreningsbidrag mod Kvitteringer, som hun medbragte i en Sypose.

Ligeoverfor de to Damer sad Kammerjunker Berner og stirrede, uden at vide det, Frøken Alice lige ind i Ansigtet.

Hans Øjne var saa bløde, som var de duggede.

Frøken Alice saa' op fra Albummet:

»Hvad tænker De paa, Kammerjunker,« sagde hun.

Kammerjunkeren fo'r sammen:

»Paa ingen Ting,« sagde han.

Og et Nu efter laa hans Øjne atter paa Frøken Alices Ansigt som hun sad der, rødligt beskinnet, atlaskklædt, bøjet under Lampen.

Men Frøken Alice lo og vendte igen et Blad:

»Ja,« sagde hun, »det er min Tante, Fyrstinde Denti.«

Præstens Datter saa paa Billedet og tænkte:

»Det er hende, der drikker.«

Paa en Gang raabte Husets Løjtnant gennem Dagligstuen:

»Kammerjunker, hvad er Klokken?«

Kammerjunkeren fo'r sammen igen og vendte sig mod det hvide Empireuhr:

»Den er kun ni,« sagde han.

»Kun« er godt,« sagde Husets Løjtnant.

»Ja« sagde Præstens Datter, der — det var hendes Vane — strax tog Anledning til at føle Fornærmelse:

»Vor Vogn er bestilt til Kl 10.«

Præstens Vogn var tilsagt af Tjeneren.

Man nød regelmæssigt ved de tre Højtider paa Godset, Præsten og det præstelige Tilbehørs Selskab fra Klokken 5 til Klokken 10.

»Man erholder deres Gæstfrihed paa Klokkeslet,« sagde Præstens Datter, der alligevel Aar efter Aar ankom i Kalechen paa Slaget.

»Kammerjunker,« sagde Frøken Alice, »sig noget.«

Med et nyt Sæt sagde Kammerjunkeren kun, og blev helt forvirret:

»Jeg tænker

Frøken Alice lo, saa det klang under det hvælvede Loft, men pludselig holdt hun inde:

»Det er min Fætter,« sagde hun vendende tilbage til Album'et; og Præstens Datter, der blev alt strammere om Munden — Præstens Datter havde Overskæg — tænkte:

»Det er ham, der gjorde Skandale med sin Mejerske.«

At gennemblade Albummer paa Godset var Præstens Datter det samme som at gennemvade en Chronique scandaleuse. Hun gjorde det med et inderligt Velbehag.

Inde i Dagligstuen var de begyndt at tale om Politik og nye Valg til Tinget.

I Garnisonsbyen var der opstillet en Radikaler og Udsigterne til »den rette Side« — det var et Ord af Hr. Feddersen og iøvrigt hentet fra et Oppositionsblad — var tvivlsomme.

»Ja,« sagde Knuth og slog betænksomme Krøller paa sin Næse: »Drejeren« — Radikaleren var Drejer — »har Stemningen

Men Husets Søn sagde:

»Finder — det er s'gu et Fedt, for Ministeriet har Majestætens Tillid.«

»Ja,« sagde Feddersen. Han talte pludselig ganske højt.

Og den politiske Konversation døde hen paa »Tilliden.«

Lidt efter blev der baaret The om, og Løjtnanterne kom op af deres Stole. Pludselig hørte man et højt Raab henne fra Vinduet:

»Satan ta' mig — — hvad sa'e jeg? det sneer.«

Der kom Liv i dem alle, og alle kom til Vinduet, medens Husets Løjtnant fo'r ud af Stuen og op ad Trappen, ind i Billardsalen, hvor de fire spillede endnu:

»Hofmester!« skreg Løjtnanten, »det sneer.«

»Er du gal?« sagde Hofjægermesteren.

»Jo, det sneer s'gu,« sagde Løjtnanten, »og det er den tyvende April.«

De fire gamle kom op fra Bordet og hen til Vinduerne, som Hofjægermesteren slog op.

Jo — det sneede: tæt og lindt faldt Sneen tyst i den hvide Borggaard.

Hofjægermesteren stod med aaben Mund. Saa sagde han — og han glemte pludselig ganske »Sjælesørgeren« —:

»Nu staar Fa'en da osse i Almanakken.«

Nede fra Gaarden lød der en høj Latter: det var Frøken Alice, der løb midt ude i den hvide Sne.

»Kom Kammerjunker, kom Kammerjunker!« raabte hun; og paa en Gang brød alle Løjtnanterne frem, ned ad den store Trappe, ud i Gaarden.

»Alice, Alice,« raabte Hofjægermesteren, der stadig stod ved Vinduet:

»Alice...«

»Hun er barhovedet...«

Men Frøken Alice hørte ikke. Med det løftede Slæb i sin Haand stod hun midt i Borggaarden, medens Sneboldtene fløj.

»Der har du den«, raabte Vedel og sendte Hr. Feddersen en Hilsen lige i Nakken.

Frøken Alice havde sluppet sit Slæb, medens Sneboldtene føg omkring hende og Herrerne lo, saa det skraldede.

»Der« sagde hun og kastede en Boldt efter Vedel. Den traf ham lige i Ansigtet.

»Her«, raabte han tilbage, og en Boldt fløj forbi hendes Øre:

»Tak«, og hun sprang til Side. Sneen hang i hendes Haar.

Husets Løjtnant fløj ned ad Trappen og var med. Han raabte højst. Oppe hørte man stadig Hofjægermesteren skænde, medens Løjtnanterne lo, og Sneboldtene klaskede.

»Sé Kammerjunkeren,« raabte Alice: »Sé Kammerjunkeren«. Hun havde dænget Berner helt til med Sne, over og over med Sne, som hun tog op med de bare Hænder.

»Slaa igen, slaa igen,« raabte hun.

Men Kammerjunkeren rørte sig ikke.

Han stod bare foran hende, ubevægelig som en Snemand, saa hvid, midt i Sneen, og lod sig dænge til — uden at sige et Ord.

»Slaa igen«, sagde hun paany.

Men Berner rørte sig ikke.

»Nej« sagde han blot; og han smøg sig kun, langsomt, med Haanden over Øjnene for at kunne sé hende, som hun stod: leendc, med Sne i sit Haar, rød og hvid, med løftede Hænder.

Og pludselig holdt Frøken Alice op at le, til der kom en Sneboldt fra Broderen.

»Der«, raabte han, hun fik den i Panden.

Løjtnanterne sloges og tog Sneen op med de blotte Næver. Ingen saa' mere, men alle lo de, deres Øjne var blindede.

»Georg, Georg«, raabte Frøken Alice til sin Broder: »Nu vil vi ha'e Champagne.«

»Ja, saagu,« svarede Georg.

Hofjægermesteren kaldte fra Vinduet igen, men ingen hørte det. Hvide løb de alle rundt midt i Snefoget.

Berner var altid, hvor Frøken Alice var — og vidste det ikke.

Der var ingen, der saa Præstens Kaleche, som rullede op for Døren og lidt efter bort igen.

Men pludselig hørte Frøken Alice den gamle Karosses Rumlen over Broen, og hun sagde forfærdet — Armene faldt ned langs hendes Sider —:

»Præstens er kørt.«

Kørt, det var de.

Præstens Datter havde bedt »endelig ikke at forstyrre de unge Mennesker«, og hun var steget til Vogns.

Hun havde det Udtryk i Ansigtet, naar hun dirigerede i Filialen af Foreningen »Mod Lovbeskyttelsen af Usædeligheden.«

Pastoren mælte længe ikke et Ord. Pastoren havde megen Respekt for sin Datter. Tilsidst sagde han:

»Kathrine, de var jo meget elskværdige«.

Kathrine lod hengaa nogle Sekunder.

»Ja«, sagde hun saa:

»Og godt er det, at det er overstaaet.«

Hun sad lidt, før hun atter tog til Orde.

»Interesser«, sagde hun: »skal man jo ikke søge paa Gaarden«. Ordet »Interesser« indesluttede hele Frøken Kathrines Liv.

Præsten og det præstelige Tilbehør naaede i Kalechen deres Hjem i Tavshed. —

»Der er Champagnen,« raabte Georg.

Tjeneren bar to Kølere ned ad den store Trappe, medens alle de andre skreg: »Bravo«, saa det klang i Gaarden.

»Stil dem paa Fontænen,« sagde Alice, »før mig til Bords;« og under Latter, medens det blev ved at sne og Propperne knaldede, satte de sig paa Vandspringets Kant.

»Her sidder vi s'gu rart,« sagde Knuth og skyllede Glassets Indhold i sig.

De drak og de lo. De lignede fem Snefigurer, som de sad der, tilsneede, med den hvide Søjle bag sig, paa den hvide Rand.

»Ja,« sagde Alice, der holdt Ansigtet opad, saa Sneen faldt over det: »det er s'gu dejligt.«

Frøken Alice bandede undertiden, naar hun var glad. »Aa,« sagde hun: »Det er græsseligt, naar Præstefrøkenen hører det — saa hævner hun sig straks ved at melde mig ind i en ny Forening.«

»Skaal, Kammerjunker,« sagde hun.

Og med en helt anden Stemme, seende ham lige ind i Øjnene, sagde hun sagte:

»De — De er dog den eneste, Kammerjunker, som ikke er latterlig.«

Der lød pludselig nogle dumpe Lyd som af en Klokke. Det var Hofjægermesteren, der med bart Hovede stod paa Trappen og dundrede paa Gong-Gong'en:

»Vil I nu komme ind?« skreg han.

Og han dundrede igen.

»Vil I komme ind?«

»Ja, nu kommer vi,« raabte Frøken Alice, og hun løb ind — ad en anden Dør, Herrerne fulgte efter. De gik gennem den lange Gang i Stueetagen, Løjtnanterne var forrest. Bag efter kom Berner og Feddersen.

Feddersen gik og drejede paa sit Overskæg:

»Berner,« sagde han, og gav iøvrigt ingen Forklaring paa sine Ord:

»Gode Berner, De er s'gu godt gal.«

Berner spurgte ikke hvorfor.

»Men De er for beskeden en Mand,« sluttede Feddersen. »Det er Hemmeligheden.«

Feddersen taug lidt igen. Saa sagde han:

»Man skulde ikke tro, De selv vidste, at De havde faaet »Gudsgaven«.«

Berner, der, naar han talte med Mandfolk, overhovedet aldrig hørte efter, og som, naar han talte med Kvinder, mest kun saa, sagde distræt:

»Gudsgaven?«

Feddersen nikkede:

»Ja, min Ven.«

Frøken Alice stod ved det store Vindu i Dagligstuen. Hun havde slaaet det op og stod og stirrede ud i Snefoget.

»Georg,« sagde hun, »hvis det bliver saadan ved i Morgen, maa vi køre til Bal i Slæde.«

Georg tog Cigaretten ud af Mundvigen.

»Du er jo gal,« sagde han, »tror Du, det bliver rigtigt Snefog i Paasken? Men køre i Slæde bliver vi da fri for, for Slæderne er i Uorden. De er hos Smeden.«

— — —

Gæsterne var oppe paa deres Værelser.

Axel Berner stod foran sit Vindue og blev, uden at se, ved at stirre ud paa den faldende Sne. Hele hans Sjæl var kun fyldt af et eneste bange Spørgsmaal.

Frøken Alice var bleven i Dagligstuen. Hun sad foran Flygelet og smilede længe ud i Luften. Saa slog hun an og hun spillede.

Rubinsteins Galop lød gennem Rummet under det hvælvede Loft. Tjeneren aabnede Døren.

»Han skulde fra Hofjægermesteren spørge, hvor længe Frøkenen vilde spille?«

Men Frøken Alice nikkede kun.

»De kan godt gaa til Ro, Hansen«, sagde hun blot, og blev ved at spille.

Hr. Hansen slukkede Husets Lamper og begav sig til sit Værelse.

En af Staalamperne fra Havesalen anbragte han bag sit Hovedgærde, hvorpaa han begyndte sin Afklædning.

Hr. Hansen havde den Vane at læse i Sengen, og naar han havde iført sig en kinesisk Silkeskjorte — den unge Mand benyttede Løjtnant Georgs udrangerede Linned — hengav han sig til Læsning.

Hans Paaskelekture var »Smukke Ven«...

Guy de Maupassant var overhovedet hans Yndlingsdigter.

Knuth og Vedel var oppe endnu. De sløvede ved en Flaske Madeira.

»S'gu en pragtfuld Pige«, sagde Knuth.

»Ja«, mumlede Vedel.

»Og det er igen en, som man ikke faar Fingre i«, sagde Knuth.

»Nej«, mumlede Vedel.

Begge Løjtnanterne sad en Tid og saa' betænkelige ud for sig.

Saa sagde Vedel:

»Og hvad er der saa ved den Kammerjunker?«

»Nej«, svarede Knuth, »sige meget gør han ikke.«

De sad igen lidt, til Vedel sagde — maaske var det et Svar:

»Men véd Du, det er nu osse blevet min Overbevisning, at det, det gælder, det er at se paa Pigerne.«

»Det er Øjnene, det gælder...«

»Og saa«, lagde han til, »er der for faa Piger.«

»Ja«, svarede Knuth. »Det vil sige af den Slags.«

Og pludselig gav de sig til at tale om en Hønsehund.

Hele Herregaarden sov.

Ude blev det ved at sne.

— — —

Løjtnant Georg strakte sig i sin Seng og gabede.

Hr. Hansen serverede ham Teen.

»Hvordan er Vejret«, spurgte Løjtnanten.

Hr. Hansen, der saa forsovet ud — den unge Mand foretog først efter at have besørget sin Morgengærning sin afgørende Renselse — bukkede og sagde:

»Hr. Løjtnant, det sneer.«

»Hvad Satan,... rul Gardinet op.«

Løjtnanten sad oprejst i Sengen.

»Ja min Salighed, det sneer endnu.«

Det kunde ikke nægtes. Overalt var der Sne — Driver af Sne.

»Og vi skulde til Vedby«, sagde Løjtnanten.

Hr. Hansen gik, og Løjtnanten blev siddende ubevægelig, oprejst i sin Seng.

»Naa, nu bliver Hofmesteren gemytlig,« sagde han.

Han tænkte paa den faderlige Rug.

»Bien«, sagde han, »foreløbig er der ingen Ekcercits«, og han vendte sig mod Væggen for at sove lidt endnu af Helgen af.

Da han vaagnede igen og ringede, viste Hr. Hansen sig med Barbervandet. Hr. Hansen var under et 3 Maaneders Ophold i København uddannet i moderne Borddækning samt Barbering, og han førte Barberkniven, som drog han en Plov gennem en Brakmark.

Løjtnanten turde, saa længe Hr. Hansen haandterede Kniven, ikke mæle et Ord, men da Hansen pavserede, spurgte han:

»Er der nogen oppe?«

»Frøkenen er gaaet til Smedens«, sagde Hansen.

»Hvad Pokker vil hun der,... naa, det er vel om Slæderne,... men dem faar hun s'gu alligevel ikke, saa den March kunde hun spare sig.«

»Og hvor er Kammerjunkeren?«

Hr. Hansen bukkede, med Kniven i Haanden:

»Han har vistnok fulgt Frøkenen«, sagde han.

Hr. Hansen begyndte paa ny at føre Plovjernet. Ingen Mine havde bevæget sig i hans Ansigt.

Hr. Hansen var blevet af dem, der kan tænke meget uden at forraade det.

— — —

Frk. Alice og Kammerjunkeren kom fra Smedien. Den havde været lukket, og ind til Smeden selv, sagde Frøken Alice, kunde det ikke nytte at gaa.

»For Konen, hun er hellig«, sagde hun og lo.

Kammerjunkeren hørte maaske slet ikke, hvad hun sagde.

Han gik kun ved Siden af hende, med halvt bøjet Hoved og smilede — hele Tiden. Hans Mund krusede sig saa blødt, naar han smilede.

Frk. Alice blev ved at tale om Smedens og de hellige og Ballet i Vedby.

En Tid efter greb hun sig i, at hun ikke rigtig vidste, hvad hun selv havde sagt.

»Ja, det var Smedens«, sagde hun saa pludselig, helt meningsløst.

Og ogsaa hun tav stille, medens deres Trin fulgtes saa ganske tæt ved Siden af hinanden i Sneen.

— — —

Klokkerne i Kirken begyndte at lyde, og Sneen faldt saa let.

»Berner«, sagde hun, »De er saa dejlig at tie stille sammen med.«

De gik igen, og Klokkerne blev ved at lyde.

Kirkegængerne kom forbi, tre gamle Koner rokkede dem forbi, og Flokkene af de hellige.

De hellige havde saadan en underlig Gang, som om de stadig sneg sig om Hjørner.

Alice lo af dem — hun maatte le den hele Tid.

Men paa en Gang skiftede hendes Stemning.

»Kom Kammerjunker«, sagde hun, »lad os gaa ind paa Kirkegaarden; der er saa smukt.«

Alle Træer stod med bøjede Grene under Sneen, og de gik hen imod Kirken ad en banet Vej mellem to hvide Volde.

»De, Berner,« sagde Alice — og hun talte sagtere —:

»Vi gaar derind.«

Menigheden fyldte Kirken helt. Bøjede sad de, Mænd og Kvinder, i de stive Rader.

Altrets Lys brændte saa ret og rankt.

Alice og Berner stod bag den nederste Stol. Side om Side sænkede de deres Hoveder.

Om dem lød Menighedens Sang.

Saa kom pludselig Præsten frem, paa Prædikestolen.

»Nu gaar vi,« sagde Alice.

De gik atter ud, gennem Vaabenhuset, ud paa Sneen.

»Lad os staa her«, sagde Alice.

»Her lyder Klokkerne saa smukt.«

De stod paa en Høj ved Muren. Foran dem laa hele det hvide Land, hvor Sneen sagte faldt.

Klokkerne lød kun saa halvhøjt gennem den snefyldte Luft.

»Hvor her er smukt.«

»Ja.«

De blev staaende.

Inde i Kirken begyndte Sangen at lyde igen :

Dejlig er Jorden
prægtig er Guds Himmel
skøn er Sjælens Pilgrimsgang
Gennem de fagre Riger paa Jorden
gaar vi til Paradis med Sang.

De blev staaende, og Alice vendte sit

Ansigt ind mod Kirkegaarden. Under den høje Sne skelnede man næppe Gravenes Høje. Alle Kors og alle Gravstene var hvide, og deres Navne var slettede ud.

Frøken Alice stirrede langt ud over Gravene.

»Ja«, sagde hun, »der hviler de nu.«

»Og hvor mange af dem har saa levet?«

»Berner, Adel det er noget Vrøvl. Der er kun to Slags Mennesker: De som har Evnen til at leve — og saa de »andre«.

Berners Øjne traf hendes — i dem lyste en øm Tindren. Men pludselig tog han atter Blikket bort og sagde:

»Men hvem er lykkeligst?«

»De andre bliver aldrig lykkelige«, sagde Alice.

Og pludselig brød hun op.

»Kom,« sagde hun.

Berner gik bag ved hende. Han elskede det. Saa svaj den var, Linjen i hendes Ryg:

Nej, ingen, ingen gik som hun.

De naaede Porten og Frøken Alice vendte sig:

»Er De der, Berner?«

Men Berner stod henne ved Muren hos en Tigger.

Han havde pludselig stukket ham en Daler i Haanden. Alice lo saa glad:

»De er skikkelig Berner,« sagde hun.

»Men« — og hun lo igen — »De vil jo ikke.«

»Hvilket?«

Frk. Alice blev ved at le, og pludselig svang hun sin Arm, som førte hun en Pisk gennem Luften:

»Jeg siger,« sagde hun, »at jeg vil paa Bal.«

Da de kom hjem, slog Hr. Hansen paa Frokost-Gong-Gong'en, saa det dundrede i Borggaarden.

»Skynd Dem, Kammerjunker, skynd Dem.«

Det kostede lidt Møje at stride sig frem over Borgbroen, for det begyndte at blæse.

Georg stod i Spisesalen ved et aabent Vindue:

»Hvor Fa'en har I været,« raabte han.

»Vi har været i Kirke,« raabte Alice tilbage.

»Det er Løgn,« sagde Løjtnanten og slog Vinduet i.

Frøken Alice løb gennem Forhallen ind i Spisesalen.

»Hvor er Hofmesteren?« sagde hun og saa sig om, rødblussende af Løbet og af Stormen. Hatten rev hun først nu af det viltre Hoved.

De tre Løjtnanter sad ved Kaffen.

»Ja,« sagde Georg, »Du kommer bare to Timer for sent« — Hofjægermesteren var nøjagtig til Spisetiderne som et Kronometer — »Klokken er halv to.«

»Og jeg er saa sulten som en Dragon,« sagde Frøken Alice, der begyndte at spise, medens Hansen uden at fremskynde noget Tempo i Serveringen lod Frokostens Stadier tilbagelægges — uden at høre og uden at se.

»Ja,« sagde Løjtnant Georg, »saa bliver der altsaa ikke noget Bal af.«

»Det bli'er vi fri for,« sagde Knuth.

»Skal vi vædde,« sagde Alice, der spiste.

Georg drejede Hovedet meget hastigt:

»Vædder Du om Mønt?« sagde han og det blinkede op i hans Øjne.

Det var en af Løjtnant Georgs Maader at »opholde Livet paa« ved Væddemaal at frarane Søsteren hendes Aarpenge fra Vallø.

»Vel,« sagde Alice, »hundrede Kroner.«

Og lidt efter lagde hun til og saa ud i Spisesalens Luft:

»I Dagens Anledning.«

»Spis, Berner,« kom det saa pludseligt.

Berner glemte ganske Kødet paa sin Tallerken.

Selv spiste Frøken Alice som en Ulv. Hun havde altid saa vældig en Appetit, naar hun var glad.

De to fremmede Løjtnanter sad uden at tage Øjnene fra hende, men pludselig sprang Alice op — der var de Lykkeliges Hast over hende —:

»Saa, nu løber jeg op til Hofmesteren,« sagde hun.

Men Georg kastede et:

»Han er da ikke gal«, efter hende, medens hun løb.

Alice slog Døren til:

»Det skal Du faa at se,« sagde hun.

De to fremmede Løjtnanter og Feddersen flyttede ind i Dagligstuen. De gnavede hver paa sin Havannacigar. Længe var de tavse. Saa sagde Knuth:

»Ja, det vilde s'gu være storartet...«

Han tav lidt, før han talte igen som en, der er helt henne i det:

»Først en sen Middag... og saa trække det ud ved at sidde saadan ganske stille og tale... og saa — —«

Løjtnanten fuldendte ikke, men nikkede kun gentagende.

Men Vedel sagde:

»Kammerat, det nytter s'gu ikke at drømme.«

»Nej,« sagde Knuth.

Feddersen, der førte en Elfenbens-Børste hen over sit Overskæg, sagde:

»Der er altid Stof i de Kvinder, der har god Appetit!«

»Det er der,« sagde Vedel og nikkede, som om han havde gjort en pludselig Opdagelse: »de egner sig til Hustruer.«

Hofjægermesteren opholdt sig i Biblioteket. Det var en Sal fuld af Reoler, fyldte med Bøger fra forrige Aarhundrede, som i det sidste Hundredaar ingen havde læst. En særlig Afdeling indeholdt parisiske Romaner fra Fyrrerne og af tvivlsomst Art, som var anskaffet af Hofjægermesterens Fader. Hofjægermesteren selv havde ingen literære Interesser. Det var hans Plan at omskabe Godsets Drift ved Hjælp af en kæmpemæssig Faareavl, og hans eneste Lekture var derfor Faareavlstidender i de tre evropæiske Hovedsprog.

Han gennemgik disse Fagtidender udstrakt i en læderbetrukken Hvilestol og iført Tøfler.

Frøken Alice bankede kraftigt paa — det var af Diplomati: det fornærmede bestandig Hofjægermesteren dybt, naar han overraskedes i et Blund — og traadte ind.

»Jeg læser,« sagde Hofjægermesteren.

»Ja, Papa,« sagde hun. Hun trommede paa Ruden, mod hvilken Sneen føg.

»Hm,« sagde hun, pludselig, som talte hun afsluttende om en Ting, der var afgjort gennem en længere Samtale:

»Saa tager vi altsaa de brune for at skaane de sorte.«

Hofjægermesteren saa rask op fra Faaretidenden: han havde ikke ventet saa meget Hensyn; i Grunden var Hofjægermesteren ikke vant til, at hans tvende Børn skaanede hverken ham eller noget af hans —:

»Ja,« sagde han — og Stemmen lød meget højt — »naar Du er blevet gal... Der er ingen Hund, der kan se en Haand for sig.«

Hofjægermesteren bøjede Hovedet igen.

»Men nu læser jeg,« sagde han igen.

Alice var allerede ude af Døren og nede i Dagligstuen, som i et eneste Sus.

»Saa tager vi de brune,« sagde hun — hun stod midt paa Gulvet:

»Og kører Kl. 7!«

— — —

I Stuen begyndte det allerede at skumre, og de gamle Portræter forsvandt og gled bort, mens Palmerne rundt omkring rejste sig som mægtige Skygger. Løjtnanterne diskuterede halvsagte, om de skulde tage Uniform, og Alice spillede dæmpet Rubinsteins »Asra«.

»Ja, i Aften,« sagde hun, »er det Uniform.«

»I Aften er det Galla!«

Det lød som en Fanfare.

Vedel hilste militærisk foran Flygelet:

»Galla for Dronningen!« sagde han.

»Knuth,« sagde Alice, »hvad Dato er det i Dag?«

»Den en og tyvende...«

»Den en og tyvende,« gentog Alice saa dæmpet-dvælende, som om hun nynnede det.

Men da Løjtnanterne var gaaet og Feddersen ogsaa, sagde Berner sagte henne fra Vinduet:

»Det var min Moders Fødselsdag i Dag.«

Alice svarede ham ikke, men hendes Øjne blev i Mørket pludselig fulde af Taarer: han havde talt saa blødt.

»Hun døde jo saa ung?« sagde hun lidt efter.

»Ja — og hun var dog saa lykkelig.«

Begge tav og Stuens Skumring laa om begge.

»Men nu maa vi klæde os paa,« sagde Frøken Alice.

»Ja,« sagde Berner.

Alice blev staaende et Øjeblik henne ved en Buket i en af de store Kummer.

»Den maa De have, Berner,« sagde hun, »til Deres Knaphul.«

Hun havde plukket en Tusindfryd:

»Her,« sagde hun og hun fulgte hans Haand, der tog den: »det er dog den tarveligste af alle Blomster...«

Hun lod tænde mange Lys i sit Paaklædningsværelse, der var meget stort og meget fuldt af Planter.«

»Den hvide,« sagde hun straks.

Hun stod foran sit Spejl og saa derind. Hun saa ud som en, der har fundet paa at give en rigtig dejlig Present til et Menneske, hun holder forfærdelig meget af.

Kammerjomfruen var bleven staaende et Øjeblik ved Ordren »den hvide«.

Da Kjolerne i Marts kom fra København og laa bredte ud til Mønstring — Frøken Alice mønstrede iøvrigt hurtigt — havde Frøkenen sagt ved Synet af den hvide:

»Ja, den gemmer vi... Til en rigtig Fest.«

Og den var ikke en Gang kommen paa, i Byen til Ballet hos den engelske Minister.

Der var sølvindviklede Tusindfryd i den hvide og Stoffet var Moiré.

Frøken Alice sang hele Tiden, medens hun blev klædt paa. Mens hun fik Vandet over sig og Svampen med Eau de Lubin hen over sig, og mens hun fik Haaret børstet, det lange, lange Haar...

»Blankt, blankt skal det være,« sagde hun til Kammerjomfruen, der holdt det som en glindsende Guirlande i sin Haand.

Men da det var børstet, surrede hun det selv op.

Krøllejern havde der aldrig været i det. Det sad, saa som saa, som en Krone. Hun spejlede sig ikke. Staaende midt paa Gulvet, med Hovedet løftet og den ranke Ryg spændt, fik hun af Kammerjomfruen Tusindfrydkjolen knappet — medens hun smilede:

»Og saa Roser,« sagde hun.

»Gartneren har ingen,« sagde Kammerjomfruen.

»Han maa have,« sagde Alice.

Og Kammerjomfruen gik.

Det bankede paa.

Det var Georg.

Det gav et lille Sæt i ham, som naar man ser noget meget smukt, og han sagde, idet han satte sig i en Stol:

»Du er s'gu køn i Dag.«

Alice blev bare ved at gaa op og ned mellem de mange, mange Lys, og henne ved en Etagère tog hun noget af et Skrin:

»Du taber, Georg — værsgo',« sagde hun, og hun rakte ham en Hundredkroneseddel, der var flunkende ny.

»Jeg taber s'gu ikke,« sagde Løjtnanten sløvt, men Takken laa alligevel i Tonefaldet.

»Den er ny,« sagde han lidt efter.

Frøken Alice stod foran Spejlet. Det var første Gang.

»Ja,« sagde hun.

Og lidt efter tilføjede hun — det var maaske ikke ganske om det samme, hun talte — mens hun saa' ind i Spejlet:

»Hvad man giver bort, maa være smukt.«

Georg sad lidt endnu, og de snakkede, til Gonggongen lød. Saa gik han, og Kammerjomfruen kom tilbage.

»Der var ingen Roser,« sagde Gartneren.

»Snak,« sagde Alice.

»Saa maa jeg selv derover.«

Hun gik ned gennem Gangen, i Forhallen mødte hun Berner.

»Berner,« sagde hun, »De maa med. Jeg skal over i Drivhuset.«

Men pludselig saa hun ned paa sine Atlaskes-Sko:

»Ane Marie, Ane Marie,« raabte hun, »jeg maa have nogle Klodser!«

Hun fik Klodserne, og Berner og hun gik ud gennem Havesalen.

»Vorherre bevar' os,« sagde hun, »giv mig Deres Arm. Jeg falder paa Stylterne.«

Og med Berner under Armen løb hun gennem Sneen, over mod Drivhuset, mens Klodserne klaprede.

»Lys op, Eriksen,« sagde hun, da hun kom ind i Driveriet.

Og Førstegartner Eriksen, der var en bebrillet Mand, som altid saa' betænkelig ud, med et mistroisk Udtryk i sit Ansigt, som om man bestandig vilde tage noget fra ham, drejede paa den elektriske Knap.

Stolte stod de brede Palmer under alt det hvide Lys.

Alice svippede ud af Klodserne:

»Her er dejligt — hva'?«

Hun gik frem under de store Træer. Berner fulgte stille efter. Det var, som saa' han bare hendes Slæb, der flød hen over Gruset.

»Der er jo Roser,« sagde hun.

Hun var standset:

»De der!« sagde hun.

Hr. Eriksen bare klippede — en Smule haardt — og de røde Roser faldt. (Frøken Alice havde selv bestemt dem til Hofjægermesterindens Grav, det vidste Eriksen).

Alice blev ved at smile.

»Tak, Eriksen,« sagde hun.

Hun gik ud af Drivhuset, og hun talte hele Vejen om sin Moder, som hun var kommen til at tænke paa:

»Hun var det fineste, jeg har kendt,« sagde hun: »Saa sød og fin — og De véd ikke, hvor kønt hun sang.«

Inde i Forhallen standsede hun et Nu og fæstede Roserne i sit Bryst.

Hun holdt dem sammen med en Diamantnaal.

»Hm,« sagde hun, — og hendes Ansigt fik et eget mildt Udtryk, som naar man tænker paa sin bedste Ven —:

»Nu kan Papa føre mig til Bords.«

Berner lukkede Døren op til Dagligstuen, og Frøken Alice gik ind.

»Ja,« sagde hun og lo — der var saadan noget overrasket ved Løjtnanterne, da de sprang op —:

»Jeg er køn i Aften — Gud ske Lov.«

Feddersen gik ind i Spisesalen ved Siden af Løjtnant Knuth.

»Hun er s'gu saa dejlig som Lykken,« sagde han.

»Ja,« sagde Knuth, der mere havde taget Maal af alle Detailler, og som var af et vist mandfolkemisundeligt Temperament —:

»Det kan man jo gerne si'e.«

Hansen bar Suppen om med meget soignerede Hænder.

— — —

»Ja, naar Folk bli'r gale, saa bli'r de gale.«

Det var Hofjægermesteren, som hævede Taflet med et løftet Madeiraglas:

»Skaal, Børn, og god Fornøjelse!«

»Tak, Hofmester,« sagde Alice og — mens hun pludselig saa paa ham — bøjede hun sig hen mod Faderen og kyssede ham paa begge Kinder:

»Du — Papa,« sagde hun blødt.

De brød alle op, ind i Dagligstuen.

Hr. Hansen meldte Vognene, og alle sagde:

»Saa kommer vi til Indpakningen!«

»Ja Gu' maa vi pakkes ind,« sagde Georg, »det er en ram Kulde.«

Alle Godsets Pelse blev hevet ned af Knagerne — Rejsepelse og Spadserepelse og Kørepelse i et Mylder.

»Feddersen, Feddersen,« sagde Alice, hvis Hoved selv stak frem af et Væld af hvidt Foerværk:

»Det Monstrum har ikke været brugt i tyve Aar!«

Kandidat Feddersen sprællede og nøs midt inde i en uhyre graa Rejsepels, der var fuld af Peber.

»Saa til Helvede,« sagde Georg, »det er Kayenne...«

Og de begyndte alle at nyse og le, mens Hr. Feddersen blev ved at sprælle for at komme ud af Pelsen, og ingen vilde hjælpe ham, for Peberet stank. Alle nøs de og skreg de, til Alice slog Døren op og sagde:

»Til Vogns!«

»Naa,« sagde Georg, der kom ud paa Trappen:

»Det er s'gu en stiv Kuling!«

Stormen tog i dem, som vilde den feje dem ned ad Trinene.

»Larsen,« raabte Alice, »tror De vi naar det?«

»Nej, Frøken,« sagde Kusken.

»Naa det er kedeligt,« sagde Alice blot og hun sprang ind i Vognen.

Feddersen kom til Sæde og Berner, ligeoverfor Alice og Knuth. Vedel og Georg var i den anden Kalesche.

»Naa, saa ska' vi saa køre?« sagde den første Kusk meget sindigt.

Hr. Hansen blot nikkede, og den forreste Vogn rullede af Sted.

»Ja,« sagde Kusken paa den anden Vogn til Løjtnant Georg:

»De kom da over Graven.«

Stormen tog Tag i Kaleschen, som vilde den sende hele Stamhuset bums ned i Slotsgraven.

»Ja, den er s'gu nydelig,« sagde Georg og slog Vogndøren til.

Den forreste Vogn drejede ud paa Hovedvejen, og Stormen kom fra Siden, saa Karethen gyngede som et Skib.

»Vi er kommen til Søs!« sagde Feddersen.

Alice sad og nynnede for hvert Vindstød. Snart kørte de og snart standsede de, Hestene var blindede og kunde ikke komme frem.

Knuth var nærmest gnaven:

»Det er s'gu Synd for Dyrene,« sagde han.

»Men frem vil vi,« sagde Alice — hun hægede ellers, som om sin Øjesten, om hvert Kræ paa Gaarden — og hun holdt op med at nynne.

Der kom et nyt Stød af Stormen, og Vognen næsten hoppede.

»Se efter den anden Vogn!« raabte Alice.

»Man kan ikke faa Vinduet ned,« sagde Knuth.

Der var saa mørkt i Vognen, at de næppe saa hinandens Ansigter. Kun Berner sad med Hovedet mærkeligt lænet tilbage, ubevægelig tavs i sin Krog, med samme tindrende Øjne vendt mod Pletten, hvor Alices hvide Foerværk saas lyse frem.

»Vist saa, vist saa, vi vil se Vognen,« sagde Frøken Alice. S

Frøken Alice vilde se den Vogn, og Knuth fik Vinduet revet ned.

»Hvad er det?«

Det gav et Stød til og Vognen laa der: Den laa der ganske læmpeligt — midt i en Snedrive, helt paa Siden.

»Vorherre bevares!« raabte Alice, der havde Kandidatens Pels med samt Kandidaten oven over sig — inde i Vognens Mørke, hvor alle rodede oven paa hinanden.

Og i samme Nu sagde hun, pludselig og ganske aandeløst:

»Hvor er Berner?« som om han var kommen til Skade.

»Hvor er Berner?«

Berner havde allerede faaet hende op og ud af Kareten, da Feddersen og Knuth krøb frem af Vognen:

»Saa,« sagde Alice, »her staar vi yndigt!«

Stormen sang og Sneen føg.

»Larsen, Larsen, hvad skal vi nu ?«

»Vi ska' vel hjem,« svarede Larsen, der rodede med Hestene.

»Ja, Larsen,« raabte Alice, der blev ved at le:

»Men kommer vi det?«

»Det kan man aldrig vide,« svarede Larsen.

Herrerne maatte hjælpe med Vognen.

Georg og Vedel kom til, og de stod alle og raabte og lo og sled i det midt i Stormen.

»Jo, det er s'gu henrykkende,« sagde Georg.

De fik Vognen rejst og Hestene beroligede.

Knuth stod og klappede dem, som kunde det være hans eget Dyr hjemme i Odense.

Alice bare lo:

»Ja, saa danser vi altsaa hjemme; sagde hun.

»For Bal vil vi ha'e — den enogtyvende.«

Midt paa Vejen stod Georg og skænkede Smaasnapse op af en Rejseflaske:

»Jo, nu er s'gu Sindssygen brudt ud i Familjen,« sagde han.

Kuskene holdt en stille Raadslagning og satte sig atter op paa Bukken...

Hofjægermesteren, der i Bibliotheket sov over Amtsraadets trykte Forhandlinger, fløj, da han hørte Kareterne rulle over Borgbroen, op af sit Blund:

»Saa,« sagde han, »nu er de Satan ta mig væltede!«

Han fo'r ud af Bibliotheket mod Hr. Hansen, der bukkede med samme uforanderlige Høflighed i sit Ansigt og sagde:

»Ja, Hr. Hofjægermester, jeg tror Herskabet kommer tilbage!«

»Det hører jeg,« sagde Hofjægermesteren:

»Nu ligger vel Alice med et brækket Ben.«

Det var hans eneste Tanke.

Han var allerede nede ad Trappen.

Men Frøken Alice stod rolig midt i Forhallen under Broncekronen, hvor de sytten Vokslys brændte — blussende i sit hvide Foerværk.

»God Aften, Papa!« raabte hun:

»Ja, saa danser vi herhjemme.«

Hofjægermesteren blev staaende. Han var glad ved blot at se hende hel.

»Ja, hvad sagde jeg?« sagde han, »men Galskaben vil jo ha' sin Vilje.«

Hofjægermesteren vilde maaske fortsætte — han havde Munden aaben til det — men Frøken Alice klappede kun i Hænderne:

»Af Tøjet, mine Herrer!« raabte hun, »nu flytter vi.«

Hun var borte, ind igennem Dagligstuen, som en Storm. Først maatte hun tale med Sørensen. Sørensen var en meget bred og damask-indbunden Dame, der bar brun Paryk og et Sæt forlorne Tænder, der, skinnende, var som sammenknebne over alle Stamhusets Hemmeligheder. Hun havde styret Huset i tyve Aar, uden at nogen af Herskabet havde hørt hende mæle ti Ord. Hvis hun havde Lidenskaber skjulte hun dem.

I Stilhed samlede hun paa Guldtøj. Hendes Specialitet var Brocher.

Frøken Alice fandt Sørensen hæklende foran Bordet i sit Værelse, hvor der var en behagelig Varme og mange Hvilepladser i Hjørnerne.

»Kære Sørensen?« sagde hun — og hun tænkte i samme Nu: bevares, her er jo formelig Komfort —

»Kære Sørensen, undskyld, jeg forstyrrer Dem...«

Frøken Sørensen saa ud som om Situationen nok trængte til en Undskyldning. Frøken Sørensen var ikke vant til at forstyrres paa uforudsete Tider.

»Men,« sagde Alice, »vi maa straks have Lys i Kronerne. Har vi Lys?«

»I hvilke Kroner,« sagde Frøken Sørensen.

»Kære Sørensen, i Riddersalen... og saa maa der smøres Mad, og Vin op, og en Masse Ting — vi skal danse.«

Frøken Sørensen havde rejst sig. Hun sagde kun et eneste:

»Vel,« og begyndte at bevæge sig i sine snørede Tøjstøvler. Hendes Fødder var svage paa Grund af den megen Staaen op ved Madsmøring.

Alice løb foran hende ud i Fadeburet, et vældigt Rum med Skabe saa store som skulde der af deres Indhold bespises en Kaserne. Skabene slog hun op, og Skuffer trak hun ud; der var Svedsker og Blommer og Figner og Chokolader i fulde Bunker.

»Aa,« sagde hun, »vi har jo i en Guddommelighed.«

»Der er, hvad der plejer,« sagde Sørensen.

»Hansen, Hansen,« raabte Frøken Alice, »sig saa til Folkene, at de klæder sig paa, for Klokken ni skal der danses.«

Hr. Hansen blev staaende midt i Anretteværelset.

»Folkene,« sagde han, »Folkene, Frøken?«

»Ja,« sagde Alice, »Pigerne og Karlene, allesammen — til Klokken ni... De har en Time...«

Alice lo:

»Kan De ikke forstaa,« sagde hun, »at nu holder vi Høstgilde midt i Paasken.«

Frøken Alice var allerede ude.

Hr. Hansen og Sørensen vekslede ikke saa meget som et Blik. Men inde fra Spisestuen raabte Alice:

»Og saa, Sørensen, maa der fyres i Ovnene.«

Hun løb ind i Dagligstuen. Tusindfryd-Slæbet holdt hun i sin Haand.

»Ja, saa, mine Herrer,« — Løjtnanterne var bleven befriede for Indpakningen — »saa flytter vi.«

»Flytter — hvad?« sagde Georg.

»Flygelet,« sagde Alice og Slæbet faldt.

Løjtnanterne lo, som om de ikke fattede, men Alice klappede i sine Hænder:

»Ja, Flygelet, mine Herrer... Vi tager nogle Karle til Hjælp. Der skal jo danses i Riddersalen.«

Hun kaldte paa Hansen, at han kunde hente nogle Folk, og selv flyttede hun Vaser og Buster, medens Løjtnanterne blev ved at le.

Hofjægermesteren stod midt i Forvirringen.

»Nu tror jeg, Satan,« sagde han.

Men Alice løb bare hen til ham — hun havde to Nipsting fra Flygelet, én i hver Haand — og sagde et langt, smilende:

»Bø-ø«, ind i hans Ansigt.

Der kom fire Karle ind. De blev staaende indenfor Døren, ret op og ned, i fire Par blaa Sokker. De forandrede ikke en Mine.

»Saa hjælpes vi,« sagde Alice.

Og de fire Karle begyndte at løfte Flygelet.

»Hjælp til, hjælp til,« sagde Alice til Løjtnanterne.

Og de tre Løjtnanter maatte hjælpe.

Feddersen holdt en Armstage.

»Berner,« sagde Alice, »De falder i Staver.«

Berner stod kun og smilte ligesom én, der havde faaet Maanen i Present og stod og saa paa den i sin egen udstrakte Haand.

»Feddersen,« sagde Alice, »giv Berner Stagen.«

Berner tog den med et Sæt.

»Saa, Berner lyser for os,« sagde Alice.

De fire Karle sled med Flygelet op ad Trappen. Alice var forrest; det hvide Slæb faldt som en sølverne Strøm ned fra de høje Trin, men øverst holdt Berner Stagen.

»Saa stiller vi det her,« sagde Alice. De var naaet ind i Riddersalen.

Der var allerede Ild i de store Ovne, og langs de høje Egetræs-Vægge saa de gamle Portrætter, i det blussende Ovnskær ud, som var de levende. Alice løb frem midt i den store Sal, hvor de to Undertjenere tændte de halvhundrede Lys i Broncekronerne.

»Ja,« sagde hun, »er her ikke dejligt;

»De er dejlig,« sagde Feddersen.

»Og det er kun Rammen,« sagde Alice.

Feddersen saa lidt paa hende:

»Ja De, Feddersen, — om Billedet.«

Pludselig skiftede hun Tonen:

»Men véd nu ogsaa Folkene, at de skal danse,« sagde hun.

Folkene vidste det.

De stride Sæbestrømme flød i Karlekamrene, og Underskørterne fløj om Pigerne mens de skrubbede Overdelene.

»Georg,« sagde Alice, »Du løber selv over til Lars Spillemand. Han og Sønnen maa spille Violin. De gnider Fiolerne, saa man hører ikke Ørenlyd.«

»Saa, mine Herrer, drikker vi et Glas Champagne.«

Alice gik ned, fulgt af Løjtnanterne. Knuth kom bagerst med Feddersen.

»Det er s'gu mærkeligt,« sagde Knuth.

»Hvad?«

»Det hele,« drævede Knuth.

Men Feddersen gik lidt, og der fløj som et pludseligt Udtryk af Smerte hen over hans Ansigt, der ellers var ganske ubevægeligt:

»Gode Knuth,« sagde han, »Menneskene bør aldrig misunde.«

»Nej«, sagde Knuth, der ikke forstod, hvad »Ministeriet« overhovedet mente.

»Men«, sagde Feddersen, der var standset paa Trappens Afsats:

»Den, der havde et Lønkammer, burde nu maaske gaa derind og bede til, at saadan noget kunde vare.«

Knuth sagde ikke mere. Han syntes ellers aldrig, at Feddersen snakkede over sig.

»Men,« sagde Feddersen: »Fester er Fester...«

Der gik et pludseligt Lys op for Knuth:

»Og Livet er s'gu Livet,« sagde han.

Inde i Dagligstuen havde Hr. Hansen allerede sat Kølerne frem.

Løjtnant Georg standsede foran Gueridonen, hvor de stod:

»Der er s'gu en evig Altergang i denne Højtid,« sagde han.

Men Alice, der havde maalt de slanke Glas, vendte sig til Hr. Hansen:

»Nej, Skaaler,« sagde hun.

Og i et Nu strakte hun sin Arm, som løftede hun allerede et Bæger.

Hun gik hen over Gulvet til sin Yndlingsplads under de store Palmer.

Lamperne derhenne stod lavt, saa Træernes Skygger laa over Loftet som et mægtigt og hvælvet Telt.

»Feddersen,« sagde hun — Hr. Hansen lod diskret Champagnepropperne knalde — »Feddersen — De, nu er det Guitarens Time.«

Løjtnanterne sad rundt omkring, der var saa underlig fjernt imellem dem og saa vid Plads foran Alice, fordi Flygelet var taget ud.

»Ja,« sagde Knuth, hvis Eremitage-Kraveben i Stilhed værkede ikke saa lidt efter Anstrengelsen med Flygelet:

»Lidt Guitar var s'gu rart.«

»Syng os en,« sagde Vedel.

Ogsaa Hr. Premierløjtnant Vedel trængte til lidt Hvile. Han var ikke vant til og trættedes noget af Fester, der fortsattes altfor længe, uden at man gik over til de virkelige Haandgribeligheder.

Berner sad henne i sin Krog, men Feddersen havde hentet Guitaren i Vinduesfordybningen.

Alice løftede sit Hovede:

»Naa, De Mand uden Ansigt,« sagde hun — det var hendes Øjenavn til Feddersen; hun sagde altid, at den Dag Hr. Feddersen havde fundet paa at skjule sit Ansigt, havde han laant et fra en Mode- journal —:

»Syng saa. Vi hører.«

Feddersen sad lidt. De pludseligt blanke Øjne havde han fæstet paa en Lampe. Saa sang han, mens hans Haand, ledsagende, gled hen over Instrumentet:

Der er mange Glæder,
Der er rige Glæder,
Der er rosenkransde Glæder
Mange Steder.

Stille er der,
Tyst der bliver
Der
Hvor Elskov træder.

Elskovs-unge Læber bier
Længselsfulde,
Før de mødes.
Attraas-Blikke tindrer, tætte
Mod hinanden.
Før i samme Lyst de slukkes.
Elskovs-tagne Tvende tøver
End et Nu —
Og sammen glider.

Der er rige Fester,
Der er mange Fester,
Der er rosenkransde Fester
Mange Steder.
Stille er der,
Stille Lampen brænder
Der
Hvor Elskov mødes.

Feddersen holdt inde. Øjnene havde han atter slaaet ned, og der var stille i Stuen et Øjeblik.

Saa sagde Løjtnant Georg:

»Hvem er Digteren?«

Hr. Feddersen svarede ikke straks — saa nævnede han et Navn.

»Det er s'gu en forstaaende Person,« sagde Georg.

Løjtnant Vedel havde kun lidt ugraciøst strakt sine lange Ben lidt for langt ud fra sig.

Der var ingen, der vidste, om Frøken Alice havde hørt efter. Hovedet havde hun støttet mod Ryggen af sin høje Stol og fra det sølverne Næt over Lampen gød der sig et slørende Skær over det opadvendte Ansigt.

Saa løftede hun pludselig Hovedet:

»Og alligevel, De,« sagde hun, »det er mærkeligt: saa lidt Digterne véd om, hvor højt Menneskene kan elske.«

»Men,« — og med et sprang hun op — »Folkene maa have Æbleskiver. De Mennesker tror jo aldrig der er Fest, naar de ikke faar Æbleskiver.«

Hun ringede paa Hr. Hansen, og hun gav hastigt Ordre om Æbleskiver:

»Eleverne maa bage dem,« sagde hun »de maa skiftes til at danse og bage dem. De Mennesker maa jo have Æbleskiver.«

Eleverne var tre Døtre af forskelligartede Næringsdrivende, som tilbragte deres Tid i stramt Korset og fuldstændig hjemløse, medens de uddannedes under Sørensens Opsyn, og i al Hemmelighed erlagde en Bagatel af tre hundrede og fyrretyve Kroner aarlig til samme Frøken Sørensen for at gøre hendes Arbejde.

»Og saa maa de have Vin,« sagde Alice.

»Du maa hellere give dem Punsch,« sagde Georg.

Alice var lige glad. Hun virrede kun. med sit Hovede.

»Chères bêtes,« sagde hun, »hvor er det dejligt at være rig.«

Hun greb et Glas. Næsten rosenfarvet flød Vinen i det flade Glas.

»Glædelig Fest«, raabte Løjtnanterne.

Og de tømte Glassene.

»Ja,« sagde Alice: saa begynder de at komme i Salene.«

Uden at ville det og uden at vide det gik Berner de Skridt frem og tog Frøken Alices Arm:

»Tak, Berner,« sagde hun. Og hun smilede.

De andre maatte gaa et Stykke bag ved, for hendes Slæb var langt, og hun løftede det ikke op.

Forhallen var helt fuld af Gaardens Folk,

»God Aften, Folkens,« sagde Alice:

»Men saa kom dog op, men saa kom dog op.«

Nogle Karle og Piger gik op ad Trinene. De sneg sig saa underligt, som var de kun vant til at gaa der paa Hosesokker. De to Stuepiger stod paa Afsatsen og nejede.

»Men saa kom dog, men saa kom dog,« blev Alice ved at sige:

»Sæt nu Liv i Tingene, Løjtnanter,« hviskede hun:

»Det er dog en smal Sag for øvede Mandfolk.«

Løjtnanterne — der selv var lidt genert krumme i Knæerne — fik Damer budt op og ind marscherede de i Salen, hvor Feddersen allerede var ved Klaveret og spillede omkap med Husmanden og hans Søn, der vare i hvide Sokker.

»En Marsche, en Marsche,« raabte Alice, der gik forrest med Berner, mens Karle og Piger skubbede sig ved Døren, til seks Svenskere, der havde meget lige Skuldre, traadte an med hver sin Pige, som de Mænd, der har været med før.

»Det var ret, det var ret,« raabte Alice.

»Men han kan kun én Marsch,« sagde Feddersen, idet hun kom forbi Klaveret.

»Lad os saa faa den,« sagde Alice og lo:

Det var Kronprins Frederiks Honnørmarsch.

Husmanden og hans Søn kilede løs i Marschen, som naar de dannede Orkester ved Kæmpe-Karousellens Efteraarsbesøg.

Efterhaanden kom de alle med — Kuskene med Stuepigerne — og de marscherede, i

et langt Tog, med Ansigter, højtidelige, som vandrede de om Juletræ i »Velgørenhedsselskabet«, lille Juleaften.

Men forrest gik Alice.

»Saa, Berner,« sagde hun.

»Nu danses der rundt.«

Hun slap hans Arm og hun nejede for Lars Kusk.

»De, Larsen,« sagde hun.

Hun var med Kusken ude paa Gulvet. Hun dansede en Gang rundt med Larsen. Saa tog hun den næste og atter den næste.

Det var en Landvæsenselev, der blussede som en Pæon og svedte gennem Handskerne.

Hun endte med en Husmand.

Det var som førte hun dem alle gennem Salen, og alle kom de med — Løjtnanter og Karle og Svenskere. De to Tjenere begyndte at byde Vin om, og Pigerne, der ikke var vant til det Stærke, blev røde i Hovederne og tørrede Sveden af Kinderne med Kjoleærmerne. Mundene begyndte at gaa, og Karlene drak Glas ud, som de gemte i Vinduesfordybningerne, mens Vedel havde fundet en stramt-hægtet Elev, der dansede, tæt ind til hans Uniforms-Vattons, med hele Provinsens hemmelige Trang til Hengivelse.

Men forrest dansede Alice, med Slæbet i sin Haand, rank med løftet Hovede, mest som gik hun efter en hastig Takt.

Hofjægermesteren var kommen ind.

Han gik rødblussende om og klinkede — Hofjægermesteren gik bestandig med en ganske særegen Gang, som var han altid iført høje langskaftede Støvler —:

»Naa,« blev han ved med at sige, »de er jo gale — men naar de morer sig...«

De tre Svenskere havde faaet tre Piger klemt inde i en Krog, hvor de under Konversationen fremhævede deres skaanske og rigelige Mandlighed ved maleriske og noget udfordrende Stillinger.

Hofjægermesteren var standset i en anden Krog, han stod og saa efter sin Datter, mens Øjnene lyste paa ham:

»Ja,« sagde han saa, — han maatte sige noget, og den nærmeste var en gammel Husmand — »hun er s'gu bleven stor.«

Husmanden var Per Eriksen.

»Ja,« sagde han langsomt, »Frøkenen er jo ligesom blevet udvokset.«

Per Eriksen var den ældste Husmand. Hans Temperament var Bedrøvelse, og han huskede alle Ulykker paa Godset fra 70 Aar tilbage — lige siden den Tid, da Hofjægermesterens Tante hængte sig paa Kakkelovnsrøret.

»Ja, det var de Tider,« sagde Per Eriksen, hver Gang han igen havde fortalt om Røret og om Tanten.

Der er tyve Par paa Gulvet, de suste om hinanden:

»Hurtigt, hurtigt,« sagde Alice.

Og Feddersen slog i Tangenterne.

Hun stod mellem Vinduerne ved Siden af Berner:

»Se nu,« sagde hun, »nu er der Fest.«

Støjen steg, og Lyden af de Dansendes Trin hen over Egetræs-Gulvet gled bort i Latter og Tale.

Løjtnant Georg, der rørte hvert Kvindekøn under de fyrre, svedte tæt under sin Repræsentationspligt:

»Men hvor er Godsforvalteren?« sagde Alice.

Godsforvalterens var glemt. Hansen blev afsendt for at hente Familjen.

»Men de er Gud Herren hjælpe mig i Seng,« sagde Hofjægermesteren.

»Saa maa de op,« sagde Alice, og hun lo:

»I Nat skal alle være vaagne.«

Staaende ved Siden af Berner saa hun ud over de Dansende, i Broncekronernes Skær var det som et hastigt Mylr. I Krogene drak Husmændene stille Portvin, som om det var Smaasnapse.

Der gled et Smil over Frøken Alices Ansigt:

»Min Ven,« sagde hun og vendte sig til Feddersen, hvis mørke Øjne pludselig løftede sig fra Tangenterne og hvilede et Øjeblik i, hendes:

»Spil nu en Vals.«

»En langsom Vals.«

En langsom Vals var for meget for Husmanden og hans Søn. De hvilede ud med et Glas mellem de skrævende Ben og opløste i Ansigterne, som opholdt de sig i romersk Bads sidste Afdeling.

»Nu burde jeg s'gu danse med Sørensen,« sagde Hofjægermesteren, der var naaet hen til Flygelet.

Men Hr. Feddersen hørte ikke.

Valsen var begyndt.

Paa Gulvet standsede pludselig alle, og der blev Plads, som var Sværmen fejet bort.

»Berner,« sagde Alice, »nu er det os.«

De dansede ene. Svajt bøjede hendes ranke Legeme sig ind i hans Arme, mens de dansede langsomt.

Der var ingen, der fulgte.

Flygelets Toner, der klang alene, ledsagede dem som saa fjernt, mens Blussene i Kronernes Vokslys, der havde flakket under Sværmens Tummel, atter lyste rankt. De blev ved at danse. Ingen af dem talte.

Alice saa kun Berners bløde Mund, hvis Linjer sitrede.

»George,« sagde hun, og to Gange gentog hun hans Navn.

Valsen hørte op.

»Saa igen en Galopade,« raabte Alice. Hun gik forbi Flygelet ved Berners Arm.. Og da Tummelen atter steg, og alle Løjtnanter dansede, sagde hun og lo ham lige ind i Ansigtet:

»Berner, sig det saa.«

Men Berner talte ikke. Hans Ansigt var kun stadig vendt mod hendes som en Naturtilbeders kan være vendt mod Solen..

Pludselig straalede Alices Øjne.

»Berner, De er umulig,« sagde hun.

Og med et løb hun hen til Flygelet og skubbede Feddersen væk, og satte sig selv paa hans Plads. Og midt i Tummelen hvor alle Stemmer flød sammen, sang hun:

Hønsefødder og Gulerødder,
Halsen af en Svane,
Den, som kysser Pigerne,
Han har en hæslig Vane.
Jeg er født i Engelland,
Og Du er født i Skaane,
Vil Du være min lille Mand,
Saa vil jeg være din Kone.

Berner var gaaet hen ved hendes Side.

Det var som tindrede hans hele Ansigt under en pludselig Glød. Og uden at vide det, overmodigt, i en pludselig Jubel, skød han hende hæftigt bort og sang selv — han havde aldrig vidst, at han kunde synge —:

Hønsefødder og Gulerødder,
Halsen af en Svane,
Den, som kysser Pigerne,
Han har en hæslig Vane.
Jeg er født i Engelland,
Og Du er født i Skaane,
Jeg vil være din lille Mand,
Naar Du vil være min Kone.

Han fuldendte ikke helt. Haand i Haand stod de et Øjeblik foran Flygelet. Tale gjorde ingen af dem.

»Kom, Berner,« sagde Alice.

Langsomt gik de hen mod en af Altanernes Døre, og Berner aabnede den.

»Luk den, George,« sagde Alice.

Paa Altanen var der tyst. Ingen Støj trængte gennem den stærke Dør.

De to stod længe, Skulder ved Skulder.

»Alice, hvor jeg elsker Dig.«

Hans tindrende Øjne lyste over hendes Ansigt, mens hun, hvid, stod paa den hvide Altan.

»Hvor jeg elsker Dig.«

Længe stod de, og længe tav de. Paa deres Kærtegn var der ikke Tal.

»Hvor jeg elsker Dig.«

Den sneklædte Egn laa foran dem som et eneste Brudetæppe. Over dem drog Stjernerne stille.

»Se, Stjernerne, George,« sagde Alice:

»Se, Stjernerne lyser for os.«

Men Berner blev ved at hviske, ved at sige, skælvende sagte, som var han født til at sige, kunde han kun sige disse fire Ord:

»Hvor jeg elsker Dig.«

— — —

Inde i Salen var Godsforvalterfamiljen ankommen. Det var tvende sure Damer, Moder og Datter, hvis Klæder stank af gammel Eau-de-Cologne og iøvrigt havde den Slattenhed, som lang Hængen i Klædeskabe giver en Garderobe. De to Damer kom nejende henimod Alice.

»Det er jo en hel Fest og saadan improviseret,« sagde Fruen.

»Nej,« svarede Alice, og pludselig lo hun:

»Den har været længe forberedt og længe ventet.«

I hele Salen dansede de.

Alice stod stille ved Berners Arm.

»George,« sagde hun, »lad der være Glæde omkring vor Glæde.«